Cegebe

Som sagt - jeg er i eksil på et slot i en afkrog af Belgien. Selskabet består af en følsom samling kunstnergemytter i nogle fysiske rammer, der er alt andet end velegnede til formålet. Rummene på slottet er for små og for mørke til, at der kan bankes et ordentligt atelier på benene. Nogle til lejligheden indkøbte fotolamper hjælper på belysningen, men selvsagt ikke på de noget trange forhold. Men OK, det går sin egen skæve gang, og der tegnes og males under kyndig vejledning af David Kassan.

En del af mit formål var at få en anden vinkel på tingene, end jeg har fået under mine kurser hos Studio Escalier, og det må siges at være opfyldt. Tag nu det med at tegne - på Studio Escalier handlede det meget om linjen og om at få omridset på plads. David Kassan tværer og slører derimod konstant tingene med pensler og tegnestubbe og køkkenrulle, så formen langsomt dukker frem af tågen, og han begynder typisk et portræt med øjnene og næsen og arbejder sig så udefter. Det er meget lærerigt at få serveret andre metoder, og det er et givtigt skridt på min endeløse søgen efter den tilgang, der giver de bedste resultater i mine hænder. Herunder et par tegninger, henholdsvis en undervejs og en anden, der er færdig:

Jeg er langsomt, men sikkert ved at blive gode venner med kul og hvidt kridt på gråt papir.

Idéen er, at det skal ende med et maleri på baggrund af en tegning. David Kassan bruger stort set udelukkende en spids mårhårspensel størrelse 2, og bygger billedet op med et utal af små strøg, lag på lag på lag. For de uindviede kan jeg sige, at det er en voldsomt bette pensel til et billede, der er i omegnen af en halv meter på den lange led, og det er ikke en tilgang, jeg er blevet ubetinget gode venner med. Men det er det, han underviser i, og jeg adlyder ydmygt og ser, hvad jeg kan lære af det. Så kan jeg altid vende tilbage til en ordentlig motherfucker af en fejekost, når jeg kommer hjem.

Her er begyndelsen til billedet:

Til højre ses paletten. Den står lodret på sit eget staffeli (hvilket heller ikke hjælper på det knebne albuerum) og har en glasplade midtpå, hvor farverne blandes. Alt er malet i den samme neutrale grå farve for at gøre det lettere at bedømme farven. Jeg er ikke helt overbevist om det med glaspladen - ideen er, at den skulle gøre det lettere at rense paletten ved fyraftenstid, men jeg har nu aldrig haft problemer med at tørre en almindelig træpalet af, så den bliver ren. Og hvis der efterhånden kommer nogle knolde af indtørret farve på sådan én, kan man svide den lidt med en gasbrænder, så er det let at skrabe af. Det er knap så heldigt med en glasplade, men som sagt - hr. Kassan får sin vilje hér, så kan jeg skabe mig efter mit eget ho’de, når jeg kommer hjem igen …

Jeg læste forleden et lille pip et sted om, at Thomas Kluge nu skal male et portræt af Anders Fogh Rasmussen. Det er der sådan set ikke noget underligt i, det har han gjort med så mange pinger, og så får de da tiden til at gå med det. Hvad der så bare irriterer mig lidt, er den der sædvanlige journalistvinkel, der altid kommer på sagerne, når noget handler om Kluge. Journalister lærer vist gerne noget med, at alting skal gøres til en konflikt, og i tilfældet Kluge er det noget med den dygtige kunstner, der kan male, så det ligner, til stor forargelse for The Establishment på Parnasset, der ikke vil vide af ham og ikke ville lukke ham ind på Kunstakademiet.

Det er sådan set noget sludder. Thomas Kluge fik sit gennembrud på Kunstnernes Efterårsudstilling, der sidst jeg så efter var en institution med al den offentlige anerkendelse, man kunne ønske sig. Når han før da ikke var kommet ind på akademiet, var det af den simple grund, at han ikke var god nok; når han slap ind på efterårsudstillingen, var det af den lige så simple grund, at han på det tidspunkt var blevet langt bedre. Ikke den store konflikt dér.

Hvad der derudover altid bliver nævnt, er Kluges tekniske kunnen. Det er så her, jeg må indrømme, at jeg ikke er så voldsomt imponeret igen. Jovist, dygtig er han da, men hvis man ellers orker at vende sit blik bare en smule væk fra det tilbagestående provinshul, der kaldes Danmark, kan jeg da hurtigt finde en håndfuld, der efter min ydmyge mening er langt dygtigere.

Et eksempel kunne være en gut fra New York ved navn David Kassan. Hvor man med Kluge har fornemmelsen af menneskelig inkjet-printer, der anstrenger sig til det yderste for at gengive detaljerne, er Kassan tydeligvis sådan én, der bare kan det lort. Teknikken sidder der, på rygraden, og han er derfor fri til at lægge alle sine kræfter i at give billederne saft og kraft og nerve. Et udvalg af hans værker kan ses her.

Se, nu er det så ikke helt tilfældigt, at det lige netop er David Kassan, jeg hiver op af hatten. Sagen er den, at han tilbringer denne juli på et slot i Belgien, hvor han afholder et fireugers kursus. Da jeg i sin tid fandt ud af, at denne mesterlige maler ville dele ud af sin kundskab, var jeg ikke i tvivl – det kunne jeg ikke gå glip af! Så her er jeg så, indkvarteret i en afsides afkrog af Ardennerne, langt fra alting, bevæbnet med kul, kridt og oliefarve – med håb og forventning om at lære lidt af en kunstner, jeg sætter såre højt.

Der var afgang fra Kongens København om morgenen, fra en lufthavn fyldt med feriefolket, men der var ikke mange af dem, der som jeg skulle med maskinen til Bruxelles. Da alle kursister var landet fra hver deres egn af verden, blev vi kørt i en minibus de omkring 100 kilometer til Porcheresse, en landsby, hvor et herresæde fra syttenhundredehvidkål skal danne rammen om den næste måneds udskejelser. Jeg skal gøre mit bedste for at rapportere herfra i ny og næ, men internetforbindelsen virker en kende ustabil. Nå, hvad andet kan man vente, hvis den er fra 1700-tallet.

Der var engang, hvor journalister tog ud i Verden med pressekortet kækt stukket i hattebåndet og udsatte sig for alskens farer i kampen for at være først med det sidste og at turde, hvor andre tav. I dag sidder de mestendels på deres dertil indrettede flade og leder efter den seneste morsomhed på YouTube eller Facebook.

Alt kan dækkes på den måde - lige fra revolutioner i fjerne lande til den seneste dille inden for badesandaler. Eller for den sags skyld den hjemlige, politiske andedam: Politiken har fået færden af en konservativ håne-video om Villy Søvndal, og det kom der så en artikel ud af.

Intet er så kedsommeligt som partier, der skændes om, hvor man skal tage pengene, når et af verdens rigeste lande alligevel bliver nødt til at spare lidt et eller andet sted. Diskussionen kan stort set reduceres til “mit luksusproblem kan tæve dit luksusproblem”. Til gengæld rører artiklen ved et emne, der står mit hjerte nært, nemlig græsk musik, og “rører ved” skal forstås nogenlunde som når en overvægtig bryggerhest med pigsko træder i en fuldmoden ligtorn.

I overskriften hedder det, at “De konservative har iført Villy græsk guitar og fodformede sko”. Det med de fodformede forestiller jeg mig nu, at Villy selv klarer uden de konservatives hjælp, men det er også mere det med den “græske guitar”, der er problematisk. Journalisten er åbenbart selv klar over det, for nede i selve artiklen står der, at det er en mandolin.

Og så er det, at filhelleneren her må harmes og udbryde: Nej, nej, NEJ, for helvede, det er ingen af delene. Det er en bouzouki - et instrument, der er såre udbredt i Grækenland og kan bruges til såvel regulær tortur som forsødelse af tilværelsen, alt efter hvem der lige har fået fingre i den. Har de spader ikke læst min digtsamling???

Ellers burde de i hvert fald gå ud og høre et herligt, dansk orkester ved navn Manges Nargilé, som spiller god, gammel græsk musik fra dengang den opstod i hashbarerne i Piræus - længe før masseturismen lagde sin klamme hånd på den og maste alt liv ud af den. Jeg hørte dem her forrige lørdag, og det var noget af en fest. Konsekvensen har så bare været, at videoens budskab ikke rigtig går rent ind her i butikken, for “græske tilstande” lyder bare ikke som noget skræmmebillede i mine ører …

Den seneste tids rungende tavshed her på bloggen skyldes hverken finanskrisen, den islandske askesky eller prinsesse Madeleines kærestesorger. Ejheller pludselig død, nedbrud af net, konvertering til Amish eller hvad der ellers kunne forhindre én i at skrive noget her.

Det er såmænd heller ikke fordi, jeg ikke har haft noget på hjerte overhovedet, men kære læsere derude i den digitale tidsalder - det sker stadig, at ord forekommer i form af noget så håndfast som tryksværte på papir. Så for nu lige at citere den store filosof Britney Spears: Ups, jeg gjorde det igen. Altså fik en bog ud på det dertil indrettede og pulserende gedemarked. Den har været varslet længe rundt omkring i diverse cirkler, men nu er den her altså:

Det er i al beskedenhed den første bog på vort aparte lille sprog om emnet, så nu er der absolut ingen undskyldning for at blive ved med at tro på tåbelige skrøner om psykoaktiv absint og brændende sukkerknalder. Køb den før din fantasiven!

Nåja, og minsandten om ikke dagens trykte udgave af Urban har lagt en smule spalteplads til sagen på side 2. Her bliver jeg så udnævnt til stifter af Det Danske Absintselskab - det er måske lige at stramme den, vi har været nogle stykker om det - og så står der, at absintens grønne farve kommer fra malurt. Det er ikke helt korrekt - den kommer (blandt andet) fra pontisk malurt, som ikke er det samme som den almindelige malurt. Den skelnen er yderst vigtig … nå, men det vil jeg ikke tærske langhalm på her. Hvis nogen vil vide mere om den slags finesser, må de hellere købe bogen …!

Når man skal definere ting, er det vigtigt at tænke på målgruppen. I nogle tilfælde kan det være afgørende for, hvad der er forklaringen, og hvad, der er det, der skal forklares. For min generation er følgende definition nok meget passende:

Na’vi: Ligesom en smølf, bare større og med længere hale og bor i træer i stedet for svampe.

For de noget yngre er den belgiske tegneserietradition sikkert ikke en helt så grundfæstet del af det kulturelle arvegods. Her må man i stedet forklare tingene således:

Smølf: Ligeson en na’vi, bare mindre og med kortere hale og bor i svampe i stedet for træer.

Vi bringer nok engang en henvisning til Betteskov, som gør sig nogle overvejelser om, hvordan man egentlig kan bevise effekten af diverse behandlinger, vi måtte udsætte vore stakkels, skrantende legemer for. Det minder mig om en historie fra det virkelige liv om en nulevende persons rådvilde møde med sundhedsvidenskaben. Historien udspillede sig for en hel del år siden, og den nulevende person er mig.

Sagen var den, at jeg havde pådraget mig en halsbetændelse. Det er der jo ikke noget usædvanligt i; sådan noget hænder ind imellem, og normalt sker der ikke andet, end at jeg er lidt mat i sokkerne et par dage, og det var så det. Den omtalte af slagsen var så bare lige en tand voldsommere. Den lod ikke til at have tænkt sig at holde op, og min arme hals var så øm, at det gjorde ondt bare at synke en spytklat, så jeg lå og savlede hele natten. Efter at have været gennem hele arsenalet af husråd uden at der skete nogen forandring til det bedre, tog jeg det drastiske skridt at opsøge sagkundskaben. Lægen. Han betragtede mine dunkende kæmpemandler med behørigt overraskede udbrud og  bekræftede mig i, at det her vitterligt var et halsonde ud over det sædvanlige.

Når man har sådan en halsbetændelse, drejer det sig i første omgang om at finde ud af, hvad der egentlig har forårsaget den. Der er typisk to muligheder, der kommer på tale - det kan være virus eller streptokokker. Hvis det er virus, er der ikke så meget andet at gøre end at vente og have medlidenhed med sig selv, mens det går sin skæve gang. Hvis det er streptokokker, kan man behandle med antibiotika.

Nu kan virus være så meget, men i dette temmelig voldsomme tilfælde mente min læge, at det kunne dreje sig om mononukleose, populært kaldet ‘kyssesyge’. Den forklaring blev styrket, da han ikke kunne finde noget spor af bare den mindste lille streptokok. For at være på den helt sikre side sendte han mig ned på Århus Amtssygehus (den lokalkendte kan herved konstatere, at det vitterlig er meget længe siden!) for at få taget en blodprøve, og den bekræftede igen formodningen om mononukleose.

Så vidt, så skidt. Man skulle mene, at den ged hermed var rundbarberet. Alligevel var det som om, at min læge ikke helt troede på de ellers så entydige prøver. I hvert fald gav han mig en recept på noget penicilin, som ikke har den fjerneste effekt på kyssesyge, men som kan give streptokokkerne lammetæv, hvis de skulle ligge og lure i en krog.

Så kunne jeg ellers gå hjem og være forvirret på et højere plan. Nu ved jeg nok om mikroorganismers gøren og laden til at være overordentlig skeptisk over for sådan bare at få en gang penicillin for alle eventualiteters skyld. De små sataner har det med at tilpasse sig og blive resistente, så hvis man fylder sig selv og andre med den slags i tide og utide ender det bare med, at vi står med en masse nye sygdomme, som vi ikke kan stille noget op over for. Nu havde jeg det bare lige en tand for skidt til at lade noget være uprøvet, og i øvrigt var det første gang nogensinde i mit voksenliv, at jeg havde fået penicillin mod noget som helst. Så ned med penicillinpillerne (efter at halsen var bedøvet med en gang til lejligheden udleveret kodein), og så måtte jeg ellers gerne se at få det bedre.

Det fik jeg så også. Aldrig så snart var jeg begyndt at tage penicillinen, før det gik fremad. Dermed synes konklusionen at ligge lige til højrebenet: Der var rent faktisk tale om streptokokker, og de blev på forsmædelig vis udryddet alle tilhobe af denne slagkraftige vidundermedicin.

Denne indlysende konklusion bygger på et elementært hændelsesforløb: 1) Jeg tog penicillin, 2) umiddelbart derefter begyndte jeg at få det bedre. Det er en tankegang, der teknisk er kendt som post hoc, ergo propter hoc - på godt dansk: “Efter dette, derfor på grund af dette”. Der er ikke noget galt i at tænke sådan - da man i sin tid fandt ud af at bage brød og brygge øl med gær, var der ingen, der anede en dyt om, hvad gærceller gik og lavede, men man fandt ud af, at brødet hævede og øllet boblede, når bare man puttede gæren i og lod det stå, og folk blev mætte og fulde.

Ikke desto mindre er det i bund og grund en fejlslutning. To ting kan godt ske i forlængelse af hinanden, uden at den første er årsag til den anden. Måske laver jeg altid en kop kaffe, inden jeg ser aftenens TV-avis, men det betyder ikke, at min kaffebrygning er årsag til, at Reimer Bo toner frem på skærmen. Og måske var det vitterlig en virus, der havde angrebet min stakkels hals; i så fald var det bare et tilfældigt sammentræf, at jeg begyndte at få det bedre på det tidspunkt, hvor jeg fik noget penicillin.

I tilfældet med kaffen og TV-avisen er det let at afprøve. Jeg kan lade være med at lave kaffe og se, hvad der sker. Eventuelt kan jeg over en længere periode lave kaffe hveranden aften og se, om TV-avisen kun bliver sendt, når jeg gør det. Med min syge hals var det knap så enkelt - jeg hverken kunne eller ville pådrage mig sådan en omgang igen, sådan bare for at krydstjekke. Tilfældet gik over i historien som en uløst medicinsk gåde. Til gengæld kan det nu hives op af hatten som et eksempel på, hvor svært det kan være at bevise noget som helst. Prøverne sagde ét, praksis sagde noget andet. Men praksis kan sagtens have været et tilfældigt sammentræf. Hvor sandsynligt det er, at prøverne var misvisende, skal jeg ikke kunne sige - jeg ved ikke nok om, hvilke fejlmuligheder, der er på det område - men jeg bilder mig da ind, at min læges insisteren på at behandle tilfældet som om det var streptokokker bunder i noget, der ligner en saglig vurdering. Men på den anden side, måske var han bare den groft uansvarlige type, der deler penicillin ud til højre og venstre, og som en dag bliver medskyldig i fremkomsten af en multiresistent mutantbakterie, der udsletter alt liv på Jorden.

Og selv hvis det skulle være rigtigt, udelukker det stadig ikke, at han lige i dette tilfælde gjorde det rigtige.

Problemet er i sidste ende logikken, det billige skidt, som betyder, at det er så hulens svært at være sikker på noget, især (men ikke kun!), når vi skal hitte rede i så kompliceret et stykke mekanik som mennesket. Det er ikke lægevidenskaben, der er noget humbug, men verden, der bare er sådan, og det må vi leve med. Eller i nogle tilfælde dø af, men der skal så som regel noget mere end et halsonde til, før det sker.

Her for nylig vandt jeg en præmie. Det var Betteskov, som havde bestilt et bokssæt med serien Firefly, og så flaskede det sig sådan, at der var en af DVD’erne, der var kommet med i to eksemplarer. Det ene blev så udlovet som præmie til den, der kom med den bedste anbefaling til en ny serie, hun kunne kaste sig over. Jeg anbefalede det Twin Peaks-agtige depressions-tivoli-drama Carnivale, og det udløste så præmien.

Jeg kunne godt huske, at jeg havde læst et og andet om Firefly. Den er åbenbart skabt af manden bag Buffy - the Vampire Slayer og skulle være noget så tosset som en art rum-western; den foregår i en fremtid, hvor man flyver rundt i rumskibe blandt fremmede planeter, mens klædedragt og livsstil i øvrigt mest ligner noget, man ville finde i Arizona i 1880′erne. Jeg har aldrig rigtig set Buffy, så det gjorde hverken fra eller til i billedet, men jeg læste engang med stor begejstring en skæg lille sag af en tegneserie - Daisy Kutter af Kazu Kibuishi - hvor science fiction og western også blev rodet sammen i en skøn stilforvirring, og den verden åd jeg råt, hvor tåbelig den end må lyde gennem de mere nøgterne hørebøffer. Nu viste der sig så en glimrende lejlighed til at stifte bekendtskab med Firefly.

Det er sådan en serie, der sætter sig pladask mellem en hel masse stole. Kombinationen af western og science fiction er bare én ting. Der er tjubang og hårdkogte one-liners, men med lige lovlig meget glimt i øjet til, at det er regulær action. Dialogen er kvik og vittig, men ikke så vittig, at man kan kalde det en komedie - dertil er rammen og historierne en tand for dystre. Samtidig er historierne ikke dybe og indholdstunge nok til, at de i sig selv kan være det bærende element. Der er med andre ord gode grunde nok til, at det hele bare kunne være noget lort. Det mente de også på Fox, som i sin tid lagde sendetid til serien, og de pillede den af plakaten, så snart de kunne komme til det.

Nu sker det ind imellem, at man render ind i noget her i verden, som der er tusind gode grunde til ikke at kunne lide, og hvor man alligevel falder for det. Ægteskaber og madvarer er to af de fænomener, der ofte fungerer på den måde, og film og TV kan ind imellem også komme langt på den konto (det klassiske eksempel er vel nok Rocky Horror Picture Show). Firefly viste sig at have en pæn håndfuld fans derude, og serien har fået et efterliv på DVD, der åbenbart langt overgår den begrænsede succes, da den blev sendt.

Jeg kan godt forstå dem, disse ‘browncoats’, som seriens fans kalder sig selv. Jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på noget bestemt, der gør det, for alle de enkelte elementer falder lidt til jorden; personerne er en tand for flade, teknologien er for utroværdig, historierne mangler det dybe, mytiske gods, som både science fiction og western-genren ellers er så gode til. Men jeg bliver hængende og har lyst til at se mere. At dialogen er godt skrevet (selv om den ikke rigtig rammer nogen bestemt genre) har nok noget med sagen at gøre, men først og fremmest er det nok den simple kendsgerning, at kombinationen af seksløbere og saneringsmodne rumskibe simpelt hen er en god ting, uanset hvad der i øvrigt bliver læsset ind i den ramme.

For nogle år siden var der flere, der anbefalede mig at læse Den utrolige historie om Kavalier og Clay af Michael Chabon. Det er en storslået historie, der blandt meget andet handler om jøder og tegneserier, og dermed er det sådan set ikke så underligt, at én og anden, der kender mig, tænkte, at jeg burde kaste mig over den. Jeg læste den med stor glæde, men jeg kunne ikke helt sige mig fri for en fornemmelse af, at jeg i højere grad var interesseret i de samme ting som Chabon end i den historie, han fortalte om dem.

Det betød så til gengæld, at jeg ville være overordentlig lydhør, hvis nu Chabon skulle gå hen og anbefale mig at læse et eller andet, som havde gjort et stort indtryk på ham. Sådan nogle anbefalinger fik jeg da også - nåja, ikke sådan personligt af manden selv over en øl på Andys Bar, men i en samling af hans essays, udgivet under titlen Maps and Legends. Et af dem handlede om en roman af den for mig ukendte Cormac McCarthy. Den lød så ædende trøsteløs på den storslåede måde, at jeg blev nysgerrig.

Jeg har - som tidligere nævnt - en svaghed for såkaldt post-apokalyptiske historier, sådan nogle, der handler om tiden efter en eller anden verdensomspændende og (næsten) altødelæggende katastrofe. Denne bog - med den såre simple titel The Road - var netop en af slagsen. Her kunne jeg så have noteret mig, at der var en bog, jeg gerne ville læse ved lejlighed, sat den på den uendelige liste over ting, der skal gøres, og så i øvrigt glemt alt om sagen og aldrig komme videre. Den slags sker alt for ofte. Nu kom virkeligheden, det nuværende, præ-apokalyptiske, billige skidt bare på tværs: Det viste sig, at der netop var blevet lavet en film over bogen.

Den var værre. Se, nu er der ikke som sådan noget galt i at filmatisere bøger. Det er sådan set en fin service over for sådan nogle som mig, der gerne vil kunne snakke lidt med om tingene, men som altså ikke orker at læse alle de tusindvis af trykte sider, der spyttes ud hvert øjeblik. Takket være filmatiseringen af Da Vinci Mysteriet har jeg en vis idé om, hvad denne temmelig åndssvage historie går ud på, uden at jeg har spildt mere end et par enkelte timer af mit liv med at finde ud af det. Men med The Road lå det lidt anderledes. Her havde jeg oprigtigt lyst til at læse bogen, og i sådanne tilfælde foretrækker jeg, at jeg ikke allerede kender den som film. Den film, der nådesløst er rykket ind i biograferne blev dermed det los i agterspejlet, som undertegnede havde brug for til at få sig nosset sammen til at gøre noget ved tingene og få den bog læst.

Det er jeg glad for, at jeg gjorde … selv om det føles lidt underligt at bruge ordet ‘glad’ i sammenhæng med en historie som The Road, for den er virkelig barsk. Det er en helt elementær historie - en far og en søn vandrer gennem et goldt, gråt og støvet Amerika uden noget specielt mål andet end en idé om, at hvis de går sydpå, vil de have en bedre chance for at overleve den tilstundende vinter. Verden er blevet ramt af en katastrofe, der har udslettet det meste liv på planeten. Byer er brændt ned, og der drysser aske fra himlen, men hvad der nøjagtig er sket, får vi ikke at vide - kun konsekvenserne; nogle få mennesker overlever ved at æde hinanden, og endnu færre forsøger at klare sig og samtidig opretholde en minimal grad af moral og anstændighed; blandt dem er de to hovedpersoner, som faderen selv stædigt refererer til som “the good guys” - noget han jævnligt må gøre i situationer, hvor hans søn er på nippet til at tvivle på den påstand.

I den forbindelse kunne der siges en masse om, hvad mennesket er for en størrelse, og hvad der sker med os og vores moral i ekstreme situationer. Det vil bare være den sikre måde at ødelægge bogen på. Historien er i den grad barberet helt ind til benet, at det, der virker, er den isnende fornemmelse, når man slet og ret læser den og oplever den. Det skal ikke ødelægges af for mange ord.

Af samme grund kunne jeg forestille mig, at den fungerer rigtig godt på film også. Det er ikke en af den slags historier, hvor der er en masse detaljer, som må udelades, fordi det bliver for indviklet at få med på film. Tvært imod - med de rette skuespillere og den rette sans for billeder burde filmen kunne give historien en ny dimension, uden at udvande den. Jeg må hellere se at få den set en af dagene.

Så længe fremtiden har eksisteret, har der været folk, der har kloget sig på, hvad der monstro vil ske i den. I min barndom handlede det i vid udstrækning om udsigterne til, at vi ville blive styret af computere, og at den totale udslettelse i øvrigt var nært forestående. Nu om dage er atomkrigen gået af mode, mens computerne har overtaget verden.

Et af de få områder, de endnu ikke har fuldstændig magt over, er læsning. Man bliver bims i låget, hvis man skal læse store mængder tekst på en skærm, og selv den smarteste lille bærbare er stadig bøvlet at slæbe rundt på, sammenlignet med en laset paperback fra boghandlerens tilbudskasse. Selv denne bastion står dog for fald, hvis man skal tro eksperterne; det er nemlig kun et spørgsmål om yderst kort tid, før vi får en virkelig duelig og attraktiv e-reader, som kan sparke bøger og aviser af banen.

Jeg hører ikke til dem, der per refleks går i forsvarsposition over ny teknologi. Det bliver sgudda meget fedt, når man lige kan have et helt bibliotek i noget, der ligner et designerspækbræt, og tilmed holde ud at læse det. Men på et enkelt punkt lever e-bogen dog ikke op til kravene på min tjekliste for perfekte gadgets.

Det skal den såmænd ikke være ked af, for det er nok et punkt, som de fleste vil finde uvæsentligt, for ikke at sige bizart. Masser af andre tingester og fænomener klarer heller ikke netop dét skær: Internettet, mobiltelefoner,  fastnettelefoner, CD-afspillere, fjernsyn, fjernvarme - alle dumper de med et brag på lige det punkt.

Sagen bunder i, at jeg har en svaghed for post-apokalyptiske historier. I ved, sådan noget med Verden efter atomkrigen/den verdensomspændende epidemi/det altødelæggende meteornedslag/whatever. Der, hvor civilisationen er brudt sammen, og hvor samfund, infrastruktur og all that jazz er en saga blot. Og mit krav til dimser og fænomener, hvis de virkelig skal komme i kridthuset her hos undertegnede, er, at de skal kunne bruges også efter den store katastrofe. Det vil sige, at de skal være uafhængige af alt, hvad der lugter af infrastruktur; de er derfor nødt til at være uafhængige af reservedele, som man ikke selv kan lave, af internettet - og naturligvis af elektricitet. Vel har jeg et nært forhold til computer, musikanlæg, kamera og andet - men jeg ved også, at det er dimser, som bliver værdiløse, den dag det hele er brudt sammen.

Derfor glæder jeg mig over de papirbøger, jeg har. Når jeg engang i den kommende atomvinter har været ude for at finde lidt brænde og nedlægge en mutantrotte til aftensmaden ved jeg, at jeg kan fornøje mig med dem ved bålets skær, mens alle I andre sidder derude i jeres huler og er ved at gå til af kedsomhed, fordi I ikke kan komme til at se Paradise Hotel. Hvis jeg inden da når at få købt en e-reader, kan jeg sikkert bruge den til at servere den helstegte rotte på.

Jeg kan lige så godt tilstå det først som sidst: Ja, jeg udøver selvcensur.

Som tegner har jeg da spekuleret lidt på, hvad jeg ville have gjort, hvis Jyllands-Posten i sin tid havde bedt mig om at bidrage med en tegning af profeten Muhammed. Jeg er nået til den konklusion, at jeg ville have takket nej.

Det er der flere grunde til. Jeg har ikke noget problem med at overtræde et billedforbud hos en religion, der ikke er min, men jeg ville ikke gide at være med til en barnagtig omgang provokation for provokationens skyld, og det er, hvad Jyllands-Postens initiativ efter min mening var: En møgunge, der insisterede på at råbe pisselortekusse til tante Carlas begravelse og efterfølgende blev tøsefornærmet over at få et par på skrinet.

Men, lad mig bare indrømme det ganske åbenlyst: Først og fremmest ville jeg være bange for konsekvenserne. Og af den grund, mere end nogen anden, har jeg ikke lyst til at tegne profeten Muhammed.

Det er såmænd ikke så meget de gale fundamentalister, jeg ville være bange for. Hvis et fjols stræber mig efter livet på grund af noget, jeg har gjort, og som jeg selv kan stå ved, vil jeg sådan set tage det som en ære. Nej, det, jeg frygter, er de venner, jeg ville få.

Hvis jeg lavede en provokerende tegning af profeten Muhammed, ville jeg blive taget til indtægt for en sag, der handler om at oppiske en hadefuld og konfrontatorisk stemning mod en masse folk, som jeg ikke har noget udestående med. Jeg ville være blevet hyldet som en helt af Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet og hele det øvrige sammenrend af klaphatte, hvis hele livsindhold består i at hakke på alt, hvad der har med islam at gøre. Tanken om et skulderklap fra Lars Hedegaard gør mig mere bange end hundrede øksemordere og bombemænd.

Derfor udøver jeg selvcensur.