Cegebe

Når man skal definere ting, er det vigtigt at tænke på målgruppen. I nogle tilfælde kan det være afgørende for, hvad der er forklaringen, og hvad, der er det, der skal forklares. For min generation er følgende definition nok meget passende:

Na’vi: Ligesom en smølf, bare større og med længere hale og bor i træer i stedet for svampe.

For de noget yngre er den belgiske tegneserietradition sikkert ikke en helt så grundfæstet del af det kulturelle arvegods. Her må man i stedet forklare tingene således:

Smølf: Ligeson en na’vi, bare mindre og med kortere hale og bor i svampe i stedet for træer.

Vi bringer nok engang en henvisning til Betteskov, som gør sig nogle overvejelser om, hvordan man egentlig kan bevise effekten af diverse behandlinger, vi måtte udsætte vore stakkels, skrantende legemer for. Det minder mig om en historie fra det virkelige liv om en nulevende persons rådvilde møde med sundhedsvidenskaben. Historien udspillede sig for en hel del år siden, og den nulevende person er mig.

Sagen var den, at jeg havde pådraget mig en halsbetændelse. Det er der jo ikke noget usædvanligt i; sådan noget hænder ind imellem, og normalt sker der ikke andet, end at jeg er lidt mat i sokkerne et par dage, og det var så det. Den omtalte af slagsen var så bare lige en tand voldsommere. Den lod ikke til at have tænkt sig at holde op, og min arme hals var så øm, at det gjorde ondt bare at synke en spytklat, så jeg lå og savlede hele natten. Efter at have været gennem hele arsenalet af husråd uden at der skete nogen forandring til det bedre, tog jeg det drastiske skridt at opsøge sagkundskaben. Lægen. Han betragtede mine dunkende kæmpemandler med behørigt overraskede udbrud og  bekræftede mig i, at det her vitterligt var et halsonde ud over det sædvanlige.

Når man har sådan en halsbetændelse, drejer det sig i første omgang om at finde ud af, hvad der egentlig har forårsaget den. Der er typisk to muligheder, der kommer på tale - det kan være virus eller streptokokker. Hvis det er virus, er der ikke så meget andet at gøre end at vente og have medlidenhed med sig selv, mens det går sin skæve gang. Hvis det er streptokokker, kan man behandle med antibiotika.

Nu kan virus være så meget, men i dette temmelig voldsomme tilfælde mente min læge, at det kunne dreje sig om mononukleose, populært kaldet ‘kyssesyge’. Den forklaring blev styrket, da han ikke kunne finde noget spor af bare den mindste lille streptokok. For at være på den helt sikre side sendte han mig ned på Århus Amtssygehus (den lokalkendte kan herved konstatere, at det vitterlig er meget længe siden!) for at få taget en blodprøve, og den bekræftede igen formodningen om mononukleose.

Så vidt, så skidt. Man skulle mene, at den ged hermed var rundbarberet. Alligevel var det som om, at min læge ikke helt troede på de ellers så entydige prøver. I hvert fald gav han mig en recept på noget penicilin, som ikke har den fjerneste effekt på kyssesyge, men som kan give streptokokkerne lammetæv, hvis de skulle ligge og lure i en krog.

Så kunne jeg ellers gå hjem og være forvirret på et højere plan. Nu ved jeg nok om mikroorganismers gøren og laden til at være overordentlig skeptisk over for sådan bare at få en gang penicillin for alle eventualiteters skyld. De små sataner har det med at tilpasse sig og blive resistente, så hvis man fylder sig selv og andre med den slags i tide og utide ender det bare med, at vi står med en masse nye sygdomme, som vi ikke kan stille noget op over for. Nu havde jeg det bare lige en tand for skidt til at lade noget være uprøvet, og i øvrigt var det første gang nogensinde i mit voksenliv, at jeg havde fået penicillin mod noget som helst. Så ned med penicillinpillerne (efter at halsen var bedøvet med en gang til lejligheden udleveret kodein), og så måtte jeg ellers gerne se at få det bedre.

Det fik jeg så også. Aldrig så snart var jeg begyndt at tage penicillinen, før det gik fremad. Dermed synes konklusionen at ligge lige til højrebenet: Der var rent faktisk tale om streptokokker, og de blev på forsmædelig vis udryddet alle tilhobe af denne slagkraftige vidundermedicin.

Denne indlysende konklusion bygger på et elementært hændelsesforløb: 1) Jeg tog penicillin, 2) umiddelbart derefter begyndte jeg at få det bedre. Det er en tankegang, der teknisk er kendt som post hoc, ergo propter hoc - på godt dansk: “Efter dette, derfor på grund af dette”. Der er ikke noget galt i at tænke sådan - da man i sin tid fandt ud af at bage brød og brygge øl med gær, var der ingen, der anede en dyt om, hvad gærceller gik og lavede, men man fandt ud af, at brødet hævede og øllet boblede, når bare man puttede gæren i og lod det stå, og folk blev mætte og fulde.

Ikke desto mindre er det i bund og grund en fejlslutning. To ting kan godt ske i forlængelse af hinanden, uden at den første er årsag til den anden. Måske laver jeg altid en kop kaffe, inden jeg ser aftenens TV-avis, men det betyder ikke, at min kaffebrygning er årsag til, at Reimer Bo toner frem på skærmen. Og måske var det vitterlig en virus, der havde angrebet min stakkels hals; i så fald var det bare et tilfældigt sammentræf, at jeg begyndte at få det bedre på det tidspunkt, hvor jeg fik noget penicillin.

I tilfældet med kaffen og TV-avisen er det let at afprøve. Jeg kan lade være med at lave kaffe og se, hvad der sker. Eventuelt kan jeg over en længere periode lave kaffe hveranden aften og se, om TV-avisen kun bliver sendt, når jeg gør det. Med min syge hals var det knap så enkelt - jeg hverken kunne eller ville pådrage mig sådan en omgang igen, sådan bare for at krydstjekke. Tilfældet gik over i historien som en uløst medicinsk gåde. Til gengæld kan det nu hives op af hatten som et eksempel på, hvor svært det kan være at bevise noget som helst. Prøverne sagde ét, praksis sagde noget andet. Men praksis kan sagtens have været et tilfældigt sammentræf. Hvor sandsynligt det er, at prøverne var misvisende, skal jeg ikke kunne sige - jeg ved ikke nok om, hvilke fejlmuligheder, der er på det område - men jeg bilder mig da ind, at min læges insisteren på at behandle tilfældet som om det var streptokokker bunder i noget, der ligner en saglig vurdering. Men på den anden side, måske var han bare den groft uansvarlige type, der deler penicillin ud til højre og venstre, og som en dag bliver medskyldig i fremkomsten af en multiresistent mutantbakterie, der udsletter alt liv på Jorden.

Og selv hvis det skulle være rigtigt, udelukker det stadig ikke, at han lige i dette tilfælde gjorde det rigtige.

Problemet er i sidste ende logikken, det billige skidt, som betyder, at det er så hulens svært at være sikker på noget, især (men ikke kun!), når vi skal hitte rede i så kompliceret et stykke mekanik som mennesket. Det er ikke lægevidenskaben, der er noget humbug, men verden, der bare er sådan, og det må vi leve med. Eller i nogle tilfælde dø af, men der skal så som regel noget mere end et halsonde til, før det sker.

Her for nylig vandt jeg en præmie. Det var Betteskov, som havde bestilt et bokssæt med serien Firefly, og så flaskede det sig sådan, at der var en af DVD’erne, der var kommet med i to eksemplarer. Det ene blev så udlovet som præmie til den, der kom med den bedste anbefaling til en ny serie, hun kunne kaste sig over. Jeg anbefalede det Twin Peaks-agtige depressions-tivoli-drama Carnivale, og det udløste så præmien.

Jeg kunne godt huske, at jeg havde læst et og andet om Firefly. Den er åbenbart skabt af manden bag Buffy - the Vampire Slayer og skulle være noget så tosset som en art rum-western; den foregår i en fremtid, hvor man flyver rundt i rumskibe blandt fremmede planeter, mens klædedragt og livsstil i øvrigt mest ligner noget, man ville finde i Arizona i 1880′erne. Jeg har aldrig rigtig set Buffy, så det gjorde hverken fra eller til i billedet, men jeg læste engang med stor begejstring en skæg lille sag af en tegneserie - Daisy Kutter af Kazu Kibuishi - hvor science fiction og western også blev rodet sammen i en skøn stilforvirring, og den verden åd jeg råt, hvor tåbelig den end må lyde gennem de mere nøgterne hørebøffer. Nu viste der sig så en glimrende lejlighed til at stifte bekendtskab med Firefly.

Det er sådan en serie, der sætter sig pladask mellem en hel masse stole. Kombinationen af western og science fiction er bare én ting. Der er tjubang og hårdkogte one-liners, men med lige lovlig meget glimt i øjet til, at det er regulær action. Dialogen er kvik og vittig, men ikke så vittig, at man kan kalde det en komedie - dertil er rammen og historierne en tand for dystre. Samtidig er historierne ikke dybe og indholdstunge nok til, at de i sig selv kan være det bærende element. Der er med andre ord gode grunde nok til, at det hele bare kunne være noget lort. Det mente de også på Fox, som i sin tid lagde sendetid til serien, og de pillede den af plakaten, så snart de kunne komme til det.

Nu sker det ind imellem, at man render ind i noget her i verden, som der er tusind gode grunde til ikke at kunne lide, og hvor man alligevel falder for det. Ægteskaber og madvarer er to af de fænomener, der ofte fungerer på den måde, og film og TV kan ind imellem også komme langt på den konto (det klassiske eksempel er vel nok Rocky Horror Picture Show). Firefly viste sig at have en pæn håndfuld fans derude, og serien har fået et efterliv på DVD, der åbenbart langt overgår den begrænsede succes, da den blev sendt.

Jeg kan godt forstå dem, disse ‘browncoats’, som seriens fans kalder sig selv. Jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på noget bestemt, der gør det, for alle de enkelte elementer falder lidt til jorden; personerne er en tand for flade, teknologien er for utroværdig, historierne mangler det dybe, mytiske gods, som både science fiction og western-genren ellers er så gode til. Men jeg bliver hængende og har lyst til at se mere. At dialogen er godt skrevet (selv om den ikke rigtig rammer nogen bestemt genre) har nok noget med sagen at gøre, men først og fremmest er det nok den simple kendsgerning, at kombinationen af seksløbere og saneringsmodne rumskibe simpelt hen er en god ting, uanset hvad der i øvrigt bliver læsset ind i den ramme.

For nogle år siden var der flere, der anbefalede mig at læse Den utrolige historie om Kavalier og Clay af Michael Chabon. Det er en storslået historie, der blandt meget andet handler om jøder og tegneserier, og dermed er det sådan set ikke så underligt, at én og anden, der kender mig, tænkte, at jeg burde kaste mig over den. Jeg læste den med stor glæde, men jeg kunne ikke helt sige mig fri for en fornemmelse af, at jeg i højere grad var interesseret i de samme ting som Chabon end i den historie, han fortalte om dem.

Det betød så til gengæld, at jeg ville være overordentlig lydhør, hvis nu Chabon skulle gå hen og anbefale mig at læse et eller andet, som havde gjort et stort indtryk på ham. Sådan nogle anbefalinger fik jeg da også - nåja, ikke sådan personligt af manden selv over en øl på Andys Bar, men i en samling af hans essays, udgivet under titlen Maps and Legends. Et af dem handlede om en roman af den for mig ukendte Cormac McCarthy. Den lød så ædende trøsteløs på den storslåede måde, at jeg blev nysgerrig.

Jeg har - som tidligere nævnt - en svaghed for såkaldt post-apokalyptiske historier, sådan nogle, der handler om tiden efter en eller anden verdensomspændende og (næsten) altødelæggende katastrofe. Denne bog - med den såre simple titel The Road - var netop en af slagsen. Her kunne jeg så have noteret mig, at der var en bog, jeg gerne ville læse ved lejlighed, sat den på den uendelige liste over ting, der skal gøres, og så i øvrigt glemt alt om sagen og aldrig komme videre. Den slags sker alt for ofte. Nu kom virkeligheden, det nuværende, præ-apokalyptiske, billige skidt bare på tværs: Det viste sig, at der netop var blevet lavet en film over bogen.

Den var værre. Se, nu er der ikke som sådan noget galt i at filmatisere bøger. Det er sådan set en fin service over for sådan nogle som mig, der gerne vil kunne snakke lidt med om tingene, men som altså ikke orker at læse alle de tusindvis af trykte sider, der spyttes ud hvert øjeblik. Takket være filmatiseringen af Da Vinci Mysteriet har jeg en vis idé om, hvad denne temmelig åndssvage historie går ud på, uden at jeg har spildt mere end et par enkelte timer af mit liv med at finde ud af det. Men med The Road lå det lidt anderledes. Her havde jeg oprigtigt lyst til at læse bogen, og i sådanne tilfælde foretrækker jeg, at jeg ikke allerede kender den som film. Den film, der nådesløst er rykket ind i biograferne blev dermed det los i agterspejlet, som undertegnede havde brug for til at få sig nosset sammen til at gøre noget ved tingene og få den bog læst.

Det er jeg glad for, at jeg gjorde … selv om det føles lidt underligt at bruge ordet ‘glad’ i sammenhæng med en historie som The Road, for den er virkelig barsk. Det er en helt elementær historie - en far og en søn vandrer gennem et goldt, gråt og støvet Amerika uden noget specielt mål andet end en idé om, at hvis de går sydpå, vil de have en bedre chance for at overleve den tilstundende vinter. Verden er blevet ramt af en katastrofe, der har udslettet det meste liv på planeten. Byer er brændt ned, og der drysser aske fra himlen, men hvad der nøjagtig er sket, får vi ikke at vide - kun konsekvenserne; nogle få mennesker overlever ved at æde hinanden, og endnu færre forsøger at klare sig og samtidig opretholde en minimal grad af moral og anstændighed; blandt dem er de to hovedpersoner, som faderen selv stædigt refererer til som “the good guys” - noget han jævnligt må gøre i situationer, hvor hans søn er på nippet til at tvivle på den påstand.

I den forbindelse kunne der siges en masse om, hvad mennesket er for en størrelse, og hvad der sker med os og vores moral i ekstreme situationer. Det vil bare være den sikre måde at ødelægge bogen på. Historien er i den grad barberet helt ind til benet, at det, der virker, er den isnende fornemmelse, når man slet og ret læser den og oplever den. Det skal ikke ødelægges af for mange ord.

Af samme grund kunne jeg forestille mig, at den fungerer rigtig godt på film også. Det er ikke en af den slags historier, hvor der er en masse detaljer, som må udelades, fordi det bliver for indviklet at få med på film. Tvært imod - med de rette skuespillere og den rette sans for billeder burde filmen kunne give historien en ny dimension, uden at udvande den. Jeg må hellere se at få den set en af dagene.

Så længe fremtiden har eksisteret, har der været folk, der har kloget sig på, hvad der monstro vil ske i den. I min barndom handlede det i vid udstrækning om udsigterne til, at vi ville blive styret af computere, og at den totale udslettelse i øvrigt var nært forestående. Nu om dage er atomkrigen gået af mode, mens computerne har overtaget verden.

Et af de få områder, de endnu ikke har fuldstændig magt over, er læsning. Man bliver bims i låget, hvis man skal læse store mængder tekst på en skærm, og selv den smarteste lille bærbare er stadig bøvlet at slæbe rundt på, sammenlignet med en laset paperback fra boghandlerens tilbudskasse. Selv denne bastion står dog for fald, hvis man skal tro eksperterne; det er nemlig kun et spørgsmål om yderst kort tid, før vi får en virkelig duelig og attraktiv e-reader, som kan sparke bøger og aviser af banen.

Jeg hører ikke til dem, der per refleks går i forsvarsposition over ny teknologi. Det bliver sgudda meget fedt, når man lige kan have et helt bibliotek i noget, der ligner et designerspækbræt, og tilmed holde ud at læse det. Men på et enkelt punkt lever e-bogen dog ikke op til kravene på min tjekliste for perfekte gadgets.

Det skal den såmænd ikke være ked af, for det er nok et punkt, som de fleste vil finde uvæsentligt, for ikke at sige bizart. Masser af andre tingester og fænomener klarer heller ikke netop dét skær: Internettet, mobiltelefoner,  fastnettelefoner, CD-afspillere, fjernsyn, fjernvarme - alle dumper de med et brag på lige det punkt.

Sagen bunder i, at jeg har en svaghed for post-apokalyptiske historier. I ved, sådan noget med Verden efter atomkrigen/den verdensomspændende epidemi/det altødelæggende meteornedslag/whatever. Der, hvor civilisationen er brudt sammen, og hvor samfund, infrastruktur og all that jazz er en saga blot. Og mit krav til dimser og fænomener, hvis de virkelig skal komme i kridthuset her hos undertegnede, er, at de skal kunne bruges også efter den store katastrofe. Det vil sige, at de skal være uafhængige af alt, hvad der lugter af infrastruktur; de er derfor nødt til at være uafhængige af reservedele, som man ikke selv kan lave, af internettet - og naturligvis af elektricitet. Vel har jeg et nært forhold til computer, musikanlæg, kamera og andet - men jeg ved også, at det er dimser, som bliver værdiløse, den dag det hele er brudt sammen.

Derfor glæder jeg mig over de papirbøger, jeg har. Når jeg engang i den kommende atomvinter har været ude for at finde lidt brænde og nedlægge en mutantrotte til aftensmaden ved jeg, at jeg kan fornøje mig med dem ved bålets skær, mens alle I andre sidder derude i jeres huler og er ved at gå til af kedsomhed, fordi I ikke kan komme til at se Paradise Hotel. Hvis jeg inden da når at få købt en e-reader, kan jeg sikkert bruge den til at servere den helstegte rotte på.

Jeg kan lige så godt tilstå det først som sidst: Ja, jeg udøver selvcensur.

Som tegner har jeg da spekuleret lidt på, hvad jeg ville have gjort, hvis Jyllands-Posten i sin tid havde bedt mig om at bidrage med en tegning af profeten Muhammed. Jeg er nået til den konklusion, at jeg ville have takket nej.

Det er der flere grunde til. Jeg har ikke noget problem med at overtræde et billedforbud hos en religion, der ikke er min, men jeg ville ikke gide at være med til en barnagtig omgang provokation for provokationens skyld, og det er, hvad Jyllands-Postens initiativ efter min mening var: En møgunge, der insisterede på at råbe pisselortekusse til tante Carlas begravelse og efterfølgende blev tøsefornærmet over at få et par på skrinet.

Men, lad mig bare indrømme det ganske åbenlyst: Først og fremmest ville jeg være bange for konsekvenserne. Og af den grund, mere end nogen anden, har jeg ikke lyst til at tegne profeten Muhammed.

Det er såmænd ikke så meget de gale fundamentalister, jeg ville være bange for. Hvis et fjols stræber mig efter livet på grund af noget, jeg har gjort, og som jeg selv kan stå ved, vil jeg sådan set tage det som en ære. Nej, det, jeg frygter, er de venner, jeg ville få.

Hvis jeg lavede en provokerende tegning af profeten Muhammed, ville jeg blive taget til indtægt for en sag, der handler om at oppiske en hadefuld og konfrontatorisk stemning mod en masse folk, som jeg ikke har noget udestående med. Jeg ville være blevet hyldet som en helt af Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet og hele det øvrige sammenrend af klaphatte, hvis hele livsindhold består i at hakke på alt, hvad der har med islam at gøre. Tanken om et skulderklap fra Lars Hedegaard gør mig mere bange end hundrede øksemordere og bombemænd.

Derfor udøver jeg selvcensur.

Nu har det her år varet i over en uge, og jeg har endnu ikke fået gjort status over de forgangne ti af slagsen. Det kan vi jo ikke have.

Hvad var der ved de dersens nullere, som de vist efterhånden er ved at hedde officielt? Tja, tjo, der var noget med en gennemgribende og uventet sanering af et par ejendomme i New York, efterfulgt af Soldaterkammerater på Ørkensjov, som kulminerede med, at de fandt en mand i et hul i jorden og hængte ham. Og så fik vi Ringenes Herre på film, Leonard Cohen på dansk og et svimlende antal stjernefrø på slap line i bedste sendetid. Og København fik mig.

Dér sad jeg så, endnu én af alle de skide jyske indvandrere i Danmarks hovedstad, med et ufærdigt speciale på computeren og temmelig få bekendtskaber i området. Jeg måtte først og fremmest se at få mig to ting: En overspringshandling og en omgangskreds. Og søreme om jeg så ikke faldt over digte.dk.

Her kunne man publicere de lyriske udgydelser, man som Følsomt Ungt Menneske nødvendigvis havde i skrivebordsskuffen. Og på det dertil indrettede forum kunne man af hjertens lyst diskutere Livet, Kunsten og Kærligheden. Jeg havde på det tidspunkt en del lyrik i ærmet, som sagt var jeg ved at skrive speciale, og når nu jeg alligevel sad ved tasterne, var det oplagt at få det tampet ind, når sprogets mere flyvske sider ikke ville finde sig i at sidde stille længere. Og den 15. juni 2001 blev min tilstedeværelse på digte.dk åbnet med dette digt:

Det grønne hvælv

Det der er stort, det der er gråt
Det der er sundt, det der er blåt

Det der er smurt, det der er sødt
Det der er sort, det der er blødt

Det som går rundt i en rus hvor man ikke vil se

Det urgrønne hvælv hvis groende stenringe
Hæver lanternen derop hvor ingen fugl
Kan andet end smykke himlen for sin vinge

—

På forummet kom jeg til at kende folk under navne som Trolderik, chrz, Salome, Althea, Illianna, Kitub, Silvestri og deslige. Nogle af dem boede også i det her, de kalder København, og det var naturligvis oplagt at mødes derude, hvor mennesker er lavet af kød og blod og kan drikke øl. Det skete på en café, der hed Notz og lå på Jagtvej; vi sad i en krog om et par borde og skiftedes til at læse op for hinanden. Ak ja, disse var dagene.

Nu er digte.dk snart en saga blot. Folkene bag har bekendtgjort, at de lukker og slukker for siden. I tænksomme, kulturradikale kredse er det noget af en kioskbasker, og Politiken serverer da også nyheden med piber og trommer under den dramatiske overskrift “Beskidt tone lukker digternes kampplads”.

Ja, undskyld mig, men det er altså noget forbandet sludder. Den grund, som folkene bag selv angiver, er følgende: »Vi har besluttet at lukke digte.dk, da vi mener, at digte.dk har udtjent sit formål og ikke længere leverer den fornødne platform og grobund for et kreativt miljø«. Men journalister vil åbenbart med djævelens vold og magt gøre Konflikt til Verdens eneste og sandeste omdrejningspunkt, og derfor skal vi trækkes med en reportage fra boksekampen Sårede Mimosesjæle vs. Gadedrenge Med Skidt i Kæften.

Sagen er såmænd snarere den, at internetfora har deres liv. Jeg har gennem årene været på en del af slagsen om emner fra absint til græsk musik, og billedet går igen. De er kulturer, som fødes i en sand pionérånd, blomstrer i sprudlende kreativitet, bliver satte, og så efterhånden har man den dér fornemmelse af, at det var det. Digte.dk motiverede mig til at skrive en del mere, end jeg sikkert ellers ville have fået gjort, og tak for det. Jeg fik sågar udgivet noget af det som bog, så jeg sådan rigtigt og officielt kan kalde mig “forfatter”, og det er fint og godt, selv om der hverken er så mange penge eller så meget fisse i det, som nogle måske går rundt og tror. Digte.dk var i mit liv i nullerne, men nu er Verden gået videre, vi skriver 2010, der bygges nyt på Ground Zero, Saddam Hussein er død, nogle af de gamle rødder digter videre på livet løs, andre gør ikke, jeg selv synes i øjeblikket, at det er sjovere at tegne.

Digte.dk requiescat in pace, vi kipper med hatten herfra og siger tak for kampen, næste år i Jerusalem, mere lys og skål og skide være med det.

Det var dog grusomt, som jeg er sløv til at få skrevet noget her i øjeblikket. Tænk engang, jeg har endda forsømt et ellers yderst aktuelt stykke skamløs selvpromovering. Nå, bedre sent end aldrig, og man kan stadig nå at give den til nogen, Gud eller hvermand. Jeg tænker naturligvis på den spændende, nye bog Ord til alle sider, nyligt udkommet på Det Andersenske Forlag. Nej, det er ikke en svensk krimi, ejheller en samtalebog med Johannes Møllehave eller Sidney Lee, men derimod en samling interviews med en bred skare ordsnedkere, deriblandt undertegnede, foretaget af Lonni Krause. Bogen har en hjemmeside, der gerne skulle få sit eget liv hen ad vejen - se selv her.

Jeg følte mig efterhånden nogenlunde rustet til at kaste mig over det endelige billede. Jeg lagde et stykke kalkérpapir over tegningen og tegnede omhyggeligt omridset af. Derpå gned jeg bagsiden af kalkérpapiret med tegnekul, lagde det over lærredet med kulsiden nedad og overførte tegningen ved at følge konturen igen med en kuglepen. Jeg kunne have brugt alt muligt, der var spidst, men en kuglepen sætter en streg på kalkérpapiret, så jeg kan se, hvor langt jeg er kommet. Det kan være ret bekvemt. Derpå trak jeg konturerne op på lærredet med sort tusch.

På det tidspunkt var lærredet stadig hvidt, men for at få det kvalt med det samme, malede jeg hele lærredet over med en gennemskinnelig gråligbrun, hvor man stadig kunne se tegningen igennem - det, som italienerne kaldte ‘imprimatura’ i de gode, gamle dage. Den bestod primært af rå umbra, en farve, som tørrer hurtigt, og jeg var derfor snart parat til at gå videre. Billedet blev installeret på staffeliet, med farveskitsen lige ved hånden, så den var til at tjekke, og så var det bare at gå i gang.

Hvor skal man ende, og hvor skal man begynde? Det er der mange meninger om. Jeg har diverse tommelfingerregler i baghovedet:

1) Det er en god idé at begynde med den sværeste og/eller vigtigste del af billedet. Hvis det ikke er i orden, kan resten være ligemeget, så det må jeg hellere få på plads med det samme.

2) Det er en god idé at begynde med et sted, hvor hele skalaen fra lys til mørke er i brug; dermed kan det én gang for alle blive slået fast, hvilke rammer, der er at lave resten af skidtet inden for.

Disse tommelfingerregler kan naturligvis ofte komme i grusom konflikt med hinanden, men i det her tilfælde gav det nu god mening at begynde med hovedet. Allerførst lagde jeg noget baggrundsfarve ind for bedre at kunne bedømme hudfarven og kontrasten.

Så gik det ellers løs. Alt det, der sker her, er ikke endegyldigt; farven bliver påført i tynde lag med temmelig løs hånd for at få hovedtrækkene på plads - det, som man i 1800-tallets franske, akademiske maleri kaldte en ‘ébauche’. Detaljer og den fulde farvestyrke og formgivning er noget, der kommer oveni, men der er ikke noget i vejen for, at en godt lavet ébauche kan ende med at skinne lidt igennem hist og her i det endelige billede også.

Her er hele baduljen så blevet undermalet, så man kan begynde at få indtryk af helheden. Herefter skal det så have en tur til, denne gang en tand mere omhyggeligt, og med mere power på lys og mørke. Derom senere …

“Når en 68′er i dag hører et nummer med Rolling Stones, får han tårer i øjnene. Sådan virkede 1989 slet ikke på sin generation (…) Der manglede noget rock’n'roll, for at vesteuropæiske unge kunne identificere sig med det”. Sådan sagde Københavns Universitets prorektor, Lykke Friis, i hvert fald i et interview i MetroXpress den 3. november.

Som én, der i tiden omkring Murens fald var ved at blive så nogenlunde flyvefærdig til at tage Verden i besiddelse, må jeg vel siges at høre ind under den omtalte generation. For så vidt kan jeg godt genkende billedet. Fra alle andre end mig selv.

Når man er ung og vild, har man, som Lykke Friis antyder, gerne hovedet fyldt med sex, drugs and rock’n'roll, og bortset fra billig vodka og ditto ludere var det nye land mod øst ikke nogen skelsættende kulturfaktor i så henseende. Nu var jeg så bare en noget atypisk ung og vild. Min tankegang var vist noget i stil med, at sex, drugs and rock’n'roll, det vil jo altid være der, men Verdenshistorien, den sker lige her og nu og venter ikke på nogen. Og det dér Verdenshistorie, det var noget, jeg godt kunne tænke mig at prøve.

Der var dem, der var der under Perserkrigene, korstogene, tyrkernes erobring af Konstantinopel, opdagelsesrejserne, Den Franske Revolution, Titanics forlis, 2. Verdenskrig eller Cubakrisen. Jeg var vokset op i en periode, hvor der ud over et enkelt attentat hist og her og et havari på et sovjetisk atomkraftværk virkelig ikke skete ret meget. Verden var låst fast i det, den nu var; øst og vest op mod hinanden, begge parter med masser af atomsprænghoveder, og en skarpt bevogtet grænse imellem. “Ved du hvad, Ronni .. jeg vil vædde med, at den mur står der, når vi to engang er døde,” som Anita siger i De Skrigende Halse. Det var også min fornemmelse, og så var det immervæk temmelig overrumplende, at der lige pludselig, en novemberdag i 1989, rent faktisk skete noget.

Jeg vidste med det samme, at det her var startskuddet til det, der ville blive min ungdoms stykke verdenshistorie, og i de næste ti års penge brugte jeg stort set enhver sommer på at tage til en eller anden østeuropæisk lokalitet, mens mine kollegiekammerater var på Roskilde. Som sagt, sex, drugs and rock’n'roll løb vel ingen steder, men jeg ville gerne se den verden, der var i opbrud, inden den endte som bare endnu en filial af McDonald’s. Jeg tog til Berlin i sommeren 1990, blev dovent vinket gennem Brandenburger Tor af en søvnigt smilende grænsevagt, forsøgte at hakke lidt i en stump mur på østsiden og fandt ud af, at lortet sgu var solidt kram. Kørte med toget gennem Jugoslavien for at komme til Bulgarien, mødte gale mennesker, der hadede kommunister, vietnamesere, sorte, tyrkere og det meste andet af et ærligt hjerte, samtidig med, at de behandlede mig som en kongelig gæst, som for alt i verden ikke måtte mærke noget til den udtalte mangel på daglige fornødenheder. Tilbage igen, mens jeg tænkte, at Jugoslavien var den begivenhedsløse parantes i hele opbruddet, og få måneder senere kunne jeg vantro se TV-billeder af bomberegn over steder, jeg var kørt forbi med toget. Jeg, som aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig krig som noget, der kunne ske der, hvor jeg færdedes. Jeg besøgte Berlin gentagne gange, med stadigt mindre mur og nye bydele hver gang, og flere af de lande, jeg var kørt igennem dengang de var Jugoslavien. Så stumperne af Den Gamle Bro i Mostar i Bosnien-Hercegovina; ganske som Berlinmuren faldt den en 9. november, men der er pokker til forskel på, om det er en mur eller en bro man smadrer.

Så jo, 1989 og hvad der siden fulgte var i den grad noget, der definerede mig. I øvrigt manglede der heller ikke rock’n'roll; i sommeren 1990 blev jeg for eksempel introduceret til det bulgarske punkband Kontrol. Søreme om ikke jeg så har støvet et af deres hits op på YouTube. Lydsporet til dengang, der pludselig skete noget: