Cegebe

Så længe fremtiden har eksisteret, har der været folk, der har kloget sig på, hvad der monstro vil ske i den. I min barndom handlede det i vid udstrækning om udsigterne til, at vi ville blive styret af computere, og at den totale udslettelse i øvrigt var nært forestående. Nu om dage er atomkrigen gået af mode, mens computerne har overtaget verden.

Et af de få områder, de endnu ikke har fuldstændig magt over, er læsning. Man bliver bims i låget, hvis man skal læse store mængder tekst på en skærm, og selv den smarteste lille bærbare er stadig bøvlet at slæbe rundt på, sammenlignet med en laset paperback fra boghandlerens tilbudskasse. Selv denne bastion står dog for fald, hvis man skal tro eksperterne; det er nemlig kun et spørgsmål om yderst kort tid, før vi får en virkelig duelig og attraktiv e-reader, som kan sparke bøger og aviser af banen.

Jeg hører ikke til dem, der per refleks går i forsvarsposition over ny teknologi. Det bliver sgudda meget fedt, når man lige kan have et helt bibliotek i noget, der ligner et designerspækbræt, og tilmed holde ud at læse det. Men på et enkelt punkt lever e-bogen dog ikke op til kravene på min tjekliste for perfekte gadgets.

Det skal den såmænd ikke være ked af, for det er nok et punkt, som de fleste vil finde uvæsentligt, for ikke at sige bizart. Masser af andre tingester og fænomener klarer heller ikke netop dét skær: Internettet, mobiltelefoner,  fastnettelefoner, CD-afspillere, fjernsyn, fjernvarme - alle dumper de med et brag på lige det punkt.

Sagen bunder i, at jeg har en svaghed for post-apokalyptiske historier. I ved, sådan noget med Verden efter atomkrigen/den verdensomspændende epidemi/det altødelæggende meteornedslag/whatever. Der, hvor civilisationen er brudt sammen, og hvor samfund, infrastruktur og all that jazz er en saga blot. Og mit krav til dimser og fænomener, hvis de virkelig skal komme i kridthuset her hos undertegnede, er, at de skal kunne bruges også efter den store katastrofe. Det vil sige, at de skal være uafhængige af alt, hvad der lugter af infrastruktur; de er derfor nødt til at være uafhængige af reservedele, som man ikke selv kan lave, af internettet - og naturligvis af elektricitet. Vel har jeg et nært forhold til computer, musikanlæg, kamera og andet - men jeg ved også, at det er dimser, som bliver værdiløse, den dag det hele er brudt sammen.

Derfor glæder jeg mig over de papirbøger, jeg har. Når jeg engang i den kommende atomvinter har været ude for at finde lidt brænde og nedlægge en mutantrotte til aftensmaden ved jeg, at jeg kan fornøje mig med dem ved bålets skær, mens alle I andre sidder derude i jeres huler og er ved at gå til af kedsomhed, fordi I ikke kan komme til at se Paradise Hotel. Hvis jeg inden da når at få købt en e-reader, kan jeg sikkert bruge den til at servere den helstegte rotte på.

Jeg kan lige så godt tilstå det først som sidst: Ja, jeg udøver selvcensur.

Som tegner har jeg da spekuleret lidt på, hvad jeg ville have gjort, hvis Jyllands-Posten i sin tid havde bedt mig om at bidrage med en tegning af profeten Muhammed. Jeg er nået til den konklusion, at jeg ville have takket nej.

Det er der flere grunde til. Jeg har ikke noget problem med at overtræde et billedforbud hos en religion, der ikke er min, men jeg ville ikke gide at være med til en barnagtig omgang provokation for provokationens skyld, og det er, hvad Jyllands-Postens initiativ efter min mening var: En møgunge, der insisterede på at råbe pisselortekusse til tante Carlas begravelse og efterfølgende blev tøsefornærmet over at få et par på skrinet.

Men, lad mig bare indrømme det ganske åbenlyst: Først og fremmest ville jeg være bange for konsekvenserne. Og af den grund, mere end nogen anden, har jeg ikke lyst til at tegne profeten Muhammed.

Det er såmænd ikke så meget de gale fundamentalister, jeg ville være bange for. Hvis et fjols stræber mig efter livet på grund af noget, jeg har gjort, og som jeg selv kan stå ved, vil jeg sådan set tage det som en ære. Nej, det, jeg frygter, er de venner, jeg ville få.

Hvis jeg lavede en provokerende tegning af profeten Muhammed, ville jeg blive taget til indtægt for en sag, der handler om at oppiske en hadefuld og konfrontatorisk stemning mod en masse folk, som jeg ikke har noget udestående med. Jeg ville være blevet hyldet som en helt af Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet og hele det øvrige sammenrend af klaphatte, hvis hele livsindhold består i at hakke på alt, hvad der har med islam at gøre. Tanken om et skulderklap fra Lars Hedegaard gør mig mere bange end hundrede øksemordere og bombemænd.

Derfor udøver jeg selvcensur.

Nu har det her år varet i over en uge, og jeg har endnu ikke fået gjort status over de forgangne ti af slagsen. Det kan vi jo ikke have.

Hvad var der ved de dersens nullere, som de vist efterhånden er ved at hedde officielt? Tja, tjo, der var noget med en gennemgribende og uventet sanering af et par ejendomme i New York, efterfulgt af Soldaterkammerater på Ørkensjov, som kulminerede med, at de fandt en mand i et hul i jorden og hængte ham. Og så fik vi Ringenes Herre på film, Leonard Cohen på dansk og et svimlende antal stjernefrø på slap line i bedste sendetid. Og København fik mig.

Dér sad jeg så, endnu én af alle de skide jyske indvandrere i Danmarks hovedstad, med et ufærdigt speciale på computeren og temmelig få bekendtskaber i området. Jeg måtte først og fremmest se at få mig to ting: En overspringshandling og en omgangskreds. Og søreme om jeg så ikke faldt over digte.dk.

Her kunne man publicere de lyriske udgydelser, man som Følsomt Ungt Menneske nødvendigvis havde i skrivebordsskuffen. Og på det dertil indrettede forum kunne man af hjertens lyst diskutere Livet, Kunsten og Kærligheden. Jeg havde på det tidspunkt en del lyrik i ærmet, som sagt var jeg ved at skrive speciale, og når nu jeg alligevel sad ved tasterne, var det oplagt at få det tampet ind, når sprogets mere flyvske sider ikke ville finde sig i at sidde stille længere. Og den 15. juni 2001 blev min tilstedeværelse på digte.dk åbnet med dette digt:

Det grønne hvælv

Det der er stort, det der er gråt
Det der er sundt, det der er blåt

Det der er smurt, det der er sødt
Det der er sort, det der er blødt

Det som går rundt i en rus hvor man ikke vil se

Det urgrønne hvælv hvis groende stenringe
Hæver lanternen derop hvor ingen fugl
Kan andet end smykke himlen for sin vinge

—

På forummet kom jeg til at kende folk under navne som Trolderik, chrz, Salome, Althea, Illianna, Kitub, Silvestri og deslige. Nogle af dem boede også i det her, de kalder København, og det var naturligvis oplagt at mødes derude, hvor mennesker er lavet af kød og blod og kan drikke øl. Det skete på en café, der hed Notz og lå på Jagtvej; vi sad i en krog om et par borde og skiftedes til at læse op for hinanden. Ak ja, disse var dagene.

Nu er digte.dk snart en saga blot. Folkene bag har bekendtgjort, at de lukker og slukker for siden. I tænksomme, kulturradikale kredse er det noget af en kioskbasker, og Politiken serverer da også nyheden med piber og trommer under den dramatiske overskrift “Beskidt tone lukker digternes kampplads”.

Ja, undskyld mig, men det er altså noget forbandet sludder. Den grund, som folkene bag selv angiver, er følgende: »Vi har besluttet at lukke digte.dk, da vi mener, at digte.dk har udtjent sit formål og ikke længere leverer den fornødne platform og grobund for et kreativt miljø«. Men journalister vil åbenbart med djævelens vold og magt gøre Konflikt til Verdens eneste og sandeste omdrejningspunkt, og derfor skal vi trækkes med en reportage fra boksekampen Sårede Mimosesjæle vs. Gadedrenge Med Skidt i Kæften.

Sagen er såmænd snarere den, at internetfora har deres liv. Jeg har gennem årene været på en del af slagsen om emner fra absint til græsk musik, og billedet går igen. De er kulturer, som fødes i en sand pionérånd, blomstrer i sprudlende kreativitet, bliver satte, og så efterhånden har man den dér fornemmelse af, at det var det. Digte.dk motiverede mig til at skrive en del mere, end jeg sikkert ellers ville have fået gjort, og tak for det. Jeg fik sågar udgivet noget af det som bog, så jeg sådan rigtigt og officielt kan kalde mig “forfatter”, og det er fint og godt, selv om der hverken er så mange penge eller så meget fisse i det, som nogle måske går rundt og tror. Digte.dk var i mit liv i nullerne, men nu er Verden gået videre, vi skriver 2010, der bygges nyt på Ground Zero, Saddam Hussein er død, nogle af de gamle rødder digter videre på livet løs, andre gør ikke, jeg selv synes i øjeblikket, at det er sjovere at tegne.

Digte.dk requiescat in pace, vi kipper med hatten herfra og siger tak for kampen, næste år i Jerusalem, mere lys og skål og skide være med det.

Det var dog grusomt, som jeg er sløv til at få skrevet noget her i øjeblikket. Tænk engang, jeg har endda forsømt et ellers yderst aktuelt stykke skamløs selvpromovering. Nå, bedre sent end aldrig, og man kan stadig nå at give den til nogen, Gud eller hvermand. Jeg tænker naturligvis på den spændende, nye bog Ord til alle sider, nyligt udkommet på Det Andersenske Forlag. Nej, det er ikke en svensk krimi, ejheller en samtalebog med Johannes Møllehave eller Sidney Lee, men derimod en samling interviews med en bred skare ordsnedkere, deriblandt undertegnede, foretaget af Lonni Krause. Bogen har en hjemmeside, der gerne skulle få sit eget liv hen ad vejen - se selv her.

Jeg følte mig efterhånden nogenlunde rustet til at kaste mig over det endelige billede. Jeg lagde et stykke kalkérpapir over tegningen og tegnede omhyggeligt omridset af. Derpå gned jeg bagsiden af kalkérpapiret med tegnekul, lagde det over lærredet med kulsiden nedad og overførte tegningen ved at følge konturen igen med en kuglepen. Jeg kunne have brugt alt muligt, der var spidst, men en kuglepen sætter en streg på kalkérpapiret, så jeg kan se, hvor langt jeg er kommet. Det kan være ret bekvemt. Derpå trak jeg konturerne op på lærredet med sort tusch.

På det tidspunkt var lærredet stadig hvidt, men for at få det kvalt med det samme, malede jeg hele lærredet over med en gennemskinnelig gråligbrun, hvor man stadig kunne se tegningen igennem - det, som italienerne kaldte ‘imprimatura’ i de gode, gamle dage. Den bestod primært af rå umbra, en farve, som tørrer hurtigt, og jeg var derfor snart parat til at gå videre. Billedet blev installeret på staffeliet, med farveskitsen lige ved hånden, så den var til at tjekke, og så var det bare at gå i gang.

Hvor skal man ende, og hvor skal man begynde? Det er der mange meninger om. Jeg har diverse tommelfingerregler i baghovedet:

1) Det er en god idé at begynde med den sværeste og/eller vigtigste del af billedet. Hvis det ikke er i orden, kan resten være ligemeget, så det må jeg hellere få på plads med det samme.

2) Det er en god idé at begynde med et sted, hvor hele skalaen fra lys til mørke er i brug; dermed kan det én gang for alle blive slået fast, hvilke rammer, der er at lave resten af skidtet inden for.

Disse tommelfingerregler kan naturligvis ofte komme i grusom konflikt med hinanden, men i det her tilfælde gav det nu god mening at begynde med hovedet. Allerførst lagde jeg noget baggrundsfarve ind for bedre at kunne bedømme hudfarven og kontrasten.

Så gik det ellers løs. Alt det, der sker her, er ikke endegyldigt; farven bliver påført i tynde lag med temmelig løs hånd for at få hovedtrækkene på plads - det, som man i 1800-tallets franske, akademiske maleri kaldte en ‘ébauche’. Detaljer og den fulde farvestyrke og formgivning er noget, der kommer oveni, men der er ikke noget i vejen for, at en godt lavet ébauche kan ende med at skinne lidt igennem hist og her i det endelige billede også.

Her er hele baduljen så blevet undermalet, så man kan begynde at få indtryk af helheden. Herefter skal det så have en tur til, denne gang en tand mere omhyggeligt, og med mere power på lys og mørke. Derom senere …

“Når en 68′er i dag hører et nummer med Rolling Stones, får han tårer i øjnene. Sådan virkede 1989 slet ikke på sin generation (…) Der manglede noget rock’n'roll, for at vesteuropæiske unge kunne identificere sig med det”. Sådan sagde Københavns Universitets prorektor, Lykke Friis, i hvert fald i et interview i MetroXpress den 3. november.

Som én, der i tiden omkring Murens fald var ved at blive så nogenlunde flyvefærdig til at tage Verden i besiddelse, må jeg vel siges at høre ind under den omtalte generation. For så vidt kan jeg godt genkende billedet. Fra alle andre end mig selv.

Når man er ung og vild, har man, som Lykke Friis antyder, gerne hovedet fyldt med sex, drugs and rock’n'roll, og bortset fra billig vodka og ditto ludere var det nye land mod øst ikke nogen skelsættende kulturfaktor i så henseende. Nu var jeg så bare en noget atypisk ung og vild. Min tankegang var vist noget i stil med, at sex, drugs and rock’n'roll, det vil jo altid være der, men Verdenshistorien, den sker lige her og nu og venter ikke på nogen. Og det dér Verdenshistorie, det var noget, jeg godt kunne tænke mig at prøve.

Der var dem, der var der under Perserkrigene, korstogene, tyrkernes erobring af Konstantinopel, opdagelsesrejserne, Den Franske Revolution, Titanics forlis, 2. Verdenskrig eller Cubakrisen. Jeg var vokset op i en periode, hvor der ud over et enkelt attentat hist og her og et havari på et sovjetisk atomkraftværk virkelig ikke skete ret meget. Verden var låst fast i det, den nu var; øst og vest op mod hinanden, begge parter med masser af atomsprænghoveder, og en skarpt bevogtet grænse imellem. “Ved du hvad, Ronni .. jeg vil vædde med, at den mur står der, når vi to engang er døde,” som Anita siger i De Skrigende Halse. Det var også min fornemmelse, og så var det immervæk temmelig overrumplende, at der lige pludselig, en novemberdag i 1989, rent faktisk skete noget.

Jeg vidste med det samme, at det her var startskuddet til det, der ville blive min ungdoms stykke verdenshistorie, og i de næste ti års penge brugte jeg stort set enhver sommer på at tage til en eller anden østeuropæisk lokalitet, mens mine kollegiekammerater var på Roskilde. Som sagt, sex, drugs and rock’n'roll løb vel ingen steder, men jeg ville gerne se den verden, der var i opbrud, inden den endte som bare endnu en filial af McDonald’s. Jeg tog til Berlin i sommeren 1990, blev dovent vinket gennem Brandenburger Tor af en søvnigt smilende grænsevagt, forsøgte at hakke lidt i en stump mur på østsiden og fandt ud af, at lortet sgu var solidt kram. Kørte med toget gennem Jugoslavien for at komme til Bulgarien, mødte gale mennesker, der hadede kommunister, vietnamesere, sorte, tyrkere og det meste andet af et ærligt hjerte, samtidig med, at de behandlede mig som en kongelig gæst, som for alt i verden ikke måtte mærke noget til den udtalte mangel på daglige fornødenheder. Tilbage igen, mens jeg tænkte, at Jugoslavien var den begivenhedsløse parantes i hele opbruddet, og få måneder senere kunne jeg vantro se TV-billeder af bomberegn over steder, jeg var kørt forbi med toget. Jeg, som aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig krig som noget, der kunne ske der, hvor jeg færdedes. Jeg besøgte Berlin gentagne gange, med stadigt mindre mur og nye bydele hver gang, og flere af de lande, jeg var kørt igennem dengang de var Jugoslavien. Så stumperne af Den Gamle Bro i Mostar i Bosnien-Hercegovina; ganske som Berlinmuren faldt den en 9. november, men der er pokker til forskel på, om det er en mur eller en bro man smadrer.

Så jo, 1989 og hvad der siden fulgte var i den grad noget, der definerede mig. I øvrigt manglede der heller ikke rock’n'roll; i sommeren 1990 blev jeg for eksempel introduceret til det bulgarske punkband Kontrol. Søreme om ikke jeg så har støvet et af deres hits op på YouTube. Lydsporet til dengang, der pludselig skete noget:

Sådan rent tegne- og malemæssigt er en pæn del af det her år gået med øvelser, der ikke i sig selv er blevet fuldfede og færdige billeder, men som har skullet gøre mig bedre til dette og hint. Nu synes jeg så til gengæld, at jeg såvel som tiden er ved at være moden til at lave noget lidt mere gennemarbejdet, som gerne skulle tage sig færdigt ud til sidst. Den sidste uge på kurset i Frankrig gik med den plan i baghovedet.

Der var kommet en ny model, som skulle indtage en ny stilling. De andre havde fire uger med den, men jeg var der ulykkeligvis kun for det halve kursus, min plads ville blive taget af en anden, og jeg havde derfor kun en uge med den nye stilling. Jeg tænkte lidt frem og tilbage over, hvordan jeg skulle få mest muligt ud af den uge, og jeg endte med at give mig selv en særlig udfordring: Jeg ville sørge for at få tilstrækkeligt med hjem til, at jeg kunne male modellen i den stilling, når jeg kom tilbage til DK. Det, jeg skulle lave, skulle indeholde tilstrækkelig med information til, at jeg kunne gå videre uden at have modellen for mig.

Det første, jeg lavede, var et farvestudie, så jeg havde noget at referere til, når jeg skulle få den overordnede farveholdning på plads og få blandet de rette toner:

Det tog vel en dags penge at få det på plads. Næste skridt var en tegning. Den skulle ikke nødvendigvis tage sig godt og gennemarbejdet ud, den skulle først og fremmest have de oplysninger, som var nødvendige for at gå videre uden modellen:

Så vidt, så godt; det var, hvad jeg havde med hjem. Nu skulle det så vise sig, om det var til at bygge videre på. For lige at få en fornemmelse af, hvad jeg var på vej ud i, ville jeg i første omgang forsøge at male hovedet. På farvestudiet er ansigtet ikke stort andet en en ensfarvet klat, og det fortæller mig, at der er meget lidt forskel på tonerne. Hele ansigtet ligger også i skygge, så udfordringen er at få det modelleret med ekstremt små variationer.

Jeg tegnede hovedets konturer op på et lille stykke lærred, som jeg derefter gav et lag gråligbrun farve, hvor tegningen stadig kunne ses igennem. Det er møgsvært at bedømme farver på et helt hvidt lærred, og jeg synes, at jeg har lettere ved at styre lyset, hvis jeg maler på en grund, der er sådan lidt til den mørke side. Oliefarve er som regel en anelse transparent, alt efter hvilket pigment det lige er, man bruger, og hvis grunden er hvid, har den det med at gøre de første strøg meget lysende og klare; hvis man skal dæmpe lyset, er man så nødt til at grumse det til på en eller anden måde, og det bliver tit en værre gang mudder. Med en tonet grund bliver farverne som udgangspunkt mere dæmpede, og hvis noget skal virke lyst, er jeg nødt til at tvinge det igennem ved at bruge tyk farve med masser af goddaw i. Det virker bedre for mig at skulle fremtvinge lys end at skulle dæmpe det.

Jeg lagde ud med at male noget af baggrunden rundt om ansigtet, så jeg kunne bedømme forholdet mellem baggrund og hudfarve ordentligt. Derefter tog jeg fat på at blande nogle hudfarvetoner, der lå meget tæt på hinanden.

Jeg sørgede for at holde tingene enkle: Først en farve til skyggen under hagen; den lagde jeg på og lod gå lidt længere op om kinden, end den egentlig skulle. Så en lidt lysere tone til resten af ansigtet; den blandede jeg så med skyggen, så overgangen blev blød, og grænsen mellem de to kom til at ligge, hvor den skulle. Så en noget lysere farve igen til nakken. Mens det hele var vådt, lagde jeg nogle lidt lysere strøg ind på kinden og panden. Derefter gik jeg videre til at fylde hele baggrunden ud og male håret.

Det færdige resultat kom til at se sådan her ud:

Jeg tror godt, at jeg tør kaste mig ud i et billede, hvor resten af hende er med. Bare rolig, børnlille, det skal I nok komme til at høre meget mere om!

Det hænder, at folk spørger mig, hvor længe jeg har tegnet og malet. For så vidt er svaret ret enkelt, for det har jeg gjort, så længe jeg kan huske. På den anden side er det sådan et svar, der udelader en hel del. Det fortæller ikke rigtig noget om bølgegangene i det temmelig stormfulde had/kærlighedsforhold, jeg i en stor del af mit liv har haft til billedmageriet. Der har ind imellem været temmelig lange perioder, hvor jeg ikke har lavet noget overhovedet på det område. Som regel har det haft noget at gøre med en fornemmelse af, at mine evner simpelt hen ikke rakte til det, jeg gerne ville. Jeg har alle dage været vant til at være “ham, der var god til at tegne”, og jeg har da også vidst, at jeg havde en nogenlunde ferm hånd på det felt. Men jeg har også været pinligt klar over mine begrænsninger. Jeg kunne se, at der var andre, der var uhyggeligt meget bedre end mig, og efterhånden som tiden skred frem, kunne jeg også se, at det ikke nødvendigvis var folk, som var ældre end mig selv.

Det er sådan noget, som i lange perioder fik mig til at sparke papir og pensler over i et hjørne og kaste mig over andre ting. Lære sære sprog. Skrive lyrik. Studere filosofi, religion, Balkans historie, græsk musik, italiensk middelalderlitteratur og hvad ved jeg. Jeg er ikke just typen, der ikke kan finde på noget at interessere mig for. Og så skal det selvfølgelig allersnarest flaske sig sådan, at en eller anden er kommet og har bedt mig om at tegne et eller andet til et eller andet, og så har jeg jo dårligt kunnet sige nej, selv om jeg helt ind til marven har haft en nagende fornemmelse af, at jeg overhovedet ikke vidste, hvad jeg skulle gøre for at lave noget, jeg rent faktisk gerne ville stå ved.

Jeg er generelt skeptisk, når folk fortæller, at nu har de lagt deres liv om og taget skeen i den anden hånd og begyndt et nyt liv, og at alting nu bliver helt anderledes. Det bliver det som regel ikke; det er lidt som den gamle vittighed om, at “det er let at holde op med at ryge, jeg har gjort det masser af gange”. Men altså, jeg må jo krybe til korset og indrømme, at jeg ind imellem har haft det nøjagtig sådan, at NU ville jeg edderbrodereme gøre noget ved det og få lært at tegne ORNLIGT, og SÅ skulle der ske noget.

Når det så ind imellem er løbet ud i sandet, vil jeg godt lige have lov at skyde i hvert fald noget af skylden fra mig: Sagen er den, at der cirkulerer uhyggelige mængder af det pureste bullshit ude i verden, når det gælder gode råd om, hvordan man skal lære at tegne og male. Internettet kan være en guldgrube af information på området, men så sandelig også et ocean af misinformation, og det samme gælder såmænd ærværdige bøger, der ellers ser så respektable ud, som de står der på reolerne, og for den sags skyld institutioner og akademier, hvis formål skulle være at udlære nye billedmagere. Siden 1800-tallet har et utal af hel-, halv- og kvartstuderede røvere fremsat diverse teorier om, hvordan “de gamle mestre” dog gjorde, og de mest mærkværdige procedurer, dogmer og opskrifter på magisk heksebryg har været afprøvet af håbefulde kunstnerspirer, og såmænd også af undertegnede.

Ikke desto mindre er det rent faktisk lykkedes mig at rykke en hel del. Det virkelige ryk begyndte i 2007, hvor jeg besluttede, at jeg virkelig ville gennemarbejde et billede; det er det, som trofaste læsere af denne blog har kunnet følge her. Den vigtigste lære af den proces var at finde ud af, hvor meget bedre tingene kunne blive, hvis jeg havde forberedt dem ordentligt i stedet for bare at kaste mig ud i det på må og få og regne med, at jeg nok kunne redde det i land hen ad vejen. Siden da har jeg haft den forbløffende fornemmelse af, at jeg rent faktisk er rykket. Når jeg ser tilbage på 2007 kan jeg kun smile overbærende af mine ubehjælpsomme tegninger, og jeg kan konstatere, at jeg brugte en maleteknik, som var unødigt omstændelig, uden at jeg rigtig forstod, hvad jeg gjorde. Men det var også bare en begyndelse. Og den gjorde det, som alle gode begyndelser skal: Førte videre - og det med en klokkeklar kurs, hvor hvert nyt kapitel var en tvingende følge af det foregående. Seneste kapitel er foregået i Frankrig; nu er jeg igen i Danmark, og det med en fornemmelse af, at jeg efterhånden er ved at kunne noget af det, jeg gerne vil. Resultater skal nok blive offentliggjort her hen ad vejen.

Jeg er atter i det her, de kalder Danmark. Min del af kurset i Argenton-Château er forbi. Min del var kun halvdelen; som det vist tidligere er nævnt, delte jeg pladsen med en anden, som først kunne begynde nu. Hun og resten af banden er der til november, mens jeg nu er henvist til denne mørke og forblæste afkrog af Europa.

Kurset handlede som sagt om maleri, men det betød ikke, at der slet ikke skete noget med en blyant. Jeg fik også lavet nogle tegninger, de indgår immervæk i processen som forarbejder og kan også blive seværdige resultater i sig selv.

Den her er fra for et par uger siden:

For en uge siden kom der en ny model, og med hende var der nye stillinger, der skulle være udgangspunktet. Én om formiddagen og én om eftermiddagen i i alt fire uger. Jeg kunne jo så kun være med i én uge, og derfor satte jeg mig for at få så meget information på papiret som muligt, så jeg havde noget at tage med hjem og eventuelt ved lejlighed bruge som udgangspunkt for et maleri. Det kom der følgende ud af:

Der er meget, der kun er antydet, men det er nok til, at jeg ved, hvad det handler om, og forhåbentlig til, at jeg kan gå videre derfra …

Et billede er som bekendt i det store og hele fladt. Billeder, der forestiller noget, viser gerne ting, der ikke er flade. Hvis man maler sådan noget, skal man altså kunne få det til at se ud som om, at noget fladt har form og fylde. Det er selvsagt noget, vi har gjort en del ud af her i det franske, i form af det, som kaldes noget så indlysende som “rounding studies”.

Som alt andet foregår det efter levende model. Ideen er at fokusere på de helt overordnede former - vi skal ikke male hver enkelt lille bums, fedtknude og knyst, men se for eksempel brystkassen som én form, bækkenpartiet som en anden og så videre. Ligegyldigt hvor færdigt og detaljeret et maleri skal være, skal man altid have denne underliggende runding i baghovedet. Her har vi modellen, reduceret til sådanne grundlæggende former. Læg vel mærke til, at der ikke er tale om kugler eller cylindre - et naturprodukt som for eksempel et menneske er ikke så regelmæssigt skabt. Formerne minder snarere i større eller mindre grad om æg:

Da jeg havde lavet dette billede, havde vi stadig masser af tid tilbage med den samme stilling, så jeg besluttede at begynde forfra, én gang til, og denne gang ville jeg dele formerne lidt mere op. Bagdelen blev for eksempel delt op i de to balder, den retteligt består af:

Alle gode gange tre. Her kommer ét til, samme stilling, men malet fra en lidt anden vinkel, og igen lidt flere detaljer:

Det tredje her må nok siges at gå noget ud over, hvad man med rimelighed kan kalde et “rundingsstudie”. Overgangen derfra og så til et egentligt, færdiggjort billede er særdeles flydende. Tag for eksempel den franske barokmaler Simon Vouet, som jeg er blevet stadigt mere begejstret for; her er et af hans billeder:

Han går ikke specielt meget i detaljer, men holder sig til de store, overordnede former, og han har ingen skrupler over at kalde det fikst og færdigt. Han maler ikke medicinske studier af hudorme, men store, vilde og svulstige billeder, der skal kunne ses, aflæses og nydes også på lang afstand og i dæmpet belysning. Han er sådan én, jeg gerne vil være, når jeg bliver stor.