Cegebe

Enhver nørd kender den dybe kløft mellem ens egen viden om det udvalgte, livsvigtige emne, og så det overfladiske billede, som menigmand, hoi polloi, hoben, måtte have. Det betyder, at nørden som oftest må påtage sig rollen som prædikant og myth-buster, når talen falder på det pågældende emne ude i det virkelige liv.

Nu er det så absint, det drejer sig om. Der er en del, der i en eller anden grad har hørt om det, og det, de har hørt er som oftest noget i stil med: 1) Det er forbudt, 2) Man bliver blind/sindssyg/skæv af det, 3) Man kan alligevel få det nogle steder, Kruts Karport f.eks.

Den korte version af historien er, at 3) er rigtig, bortset fra ordet ‘alligevel’, der ikke giver mening, når man ikke har 1) og 2) med. Nu går der jo ikke røg af en brand uden at den brænder, eller hvad det nu er man siger, så derfor er der også en lidt længere version.

Ja, absint har været forbudt i mange lande. I dag er USA det eneste land, der opretholder et forbud, og selv dér vakler det. Og ja, i sin tid blev absint anset for at være en særligt farlig form for alkohol. Humlen, om man så må sige, var indholdet af malurt. En væsentlig bestanddel af malurt er stoffet thujon, som var mistænkt for at fremkalde hallucinationer, krampeanfald og i øvrigt alskens dårligdomme. Det dér med, at man skulle blive blind af det, er dog en af de få ting, som det ikke fik skyld for.

Det er korrekt, at thujon kan fremkalde noget, der ligner epileptiske anfald. Det er derimod ikke et hallucinogen, så myten om kunstnere, der drikker absint og ser grønne féer for sig, er en ren skrøne. Hvis nogen har fået hallucinationer af absint, er det fordi de har haft delirium, og i så fald har en hvilken som helst form for alkohol kunnet do the trick.

Den potentielle fare ved thujon førte til, at absint blev forbudt i Schweiz i 1910 og i Frankrig i 1915. Mange andre lande fulgte trop, men ikke alle. Absint har aldrig været forbudt i f.eks. Spanien, Storbritannien og Danmark, og derfor har man længe kunnet få det her til lands, på Kruts Karport og før da på det hedengangne Tannhäuser.

I vore dage er der regler for, hvor meget thujon, der må være i levnedsmidler. Det er ikke regler, der specifikt er lavet med henblik på absint, der er også thujon i almindelige krydderier som salvie og esdragon. Hvad angår alkohol siger EU-reglerne, at der må være op til 10 mg. thujon pr. liter i spiritus og op til 35 mg., hvis det er klassificeret som en bitter. Disse regler blev i praksis en legalisering af absint i hele EU. I Frankrig kunne man fremstille absint og henvise til, at det overholdt EU’s regler og dermed have loven på sin side. Forbudet fra 1915 kunne let omgås ved at skrive noget andet på etiketten, f.eks. “Bitterspiritus på absint-urter” eller noget i den dur.

Jaja, er der så dem, der siger, det er meget godt med grænser for thujon og alt det - men betyder det så ikke, at det, man kan få i dag, bare er sådan en gang udvandet tøse-absint, der skal leve op til alle mulige lovkrav, i stedet for the real shit, som de drak dengang? Det er der i hvert fald visse forhandlere, der gerne vil have én til at tro, man kan få alle mulige underlige flasker med grøn flybenzin, der lover “maximum thujon”, små medicinflasker med koncentreret malurt-olie etc. Skidtet sælges ud fra den mere eller mindre underforståede forudsætning, at thujon er et hallucinogen (hvad det ikke er), og forsøger derfor at appellere til den mest hjernedøde del af årh-hvad-fedt-trip-segmentet. Den reelle effekt består i en stabil pengestrøm fra idioter til sælgere, og denne strøm opretholdes af en kraftfuld placebo-effekt: Hvis et eller andet bonghoved har spenderet 100 dollars på en flaske med van Gogh på etiketten og tror fuldt og fast på, at den indeholder stoffet, som drømme er gjort af, skal det nok få ham til at kunne føre dybe samtaler med gulvbrædderne.

Hvad angår “rigtig” absint, er sandheden såre banal: Der har aldrig været særlig meget thujon i, og det, de lavede dengang, ville kunne sælges fuldt lovligt i dag. Der var en overgang spekulationer fremme om, at absint i gamle dage indeholdt langt større mængder thujon, end man ville tillade i dag, 300 mg./l. eller sådan noget. Det var hverken mere eller mindre end netop spekulationer. I dag ved vi, at det meste af den thujon, der findes i malurten, forsvinder i fremstillingsprocessen.

Jamenjamen, vil den bekymrede, vordende absint-nørd spørge, er der så slet ikke noget særligt ved absint? Tja, tjo. Hovedattraktionen er, at skidtet smager forrygende godt, hverken mere eller mindre. I hvert fald hvis man får fat i noget ordentligt af slagsen, og det er ikke så svært nu om dage, selv om man er nødt til at søge andre græsgange end Danmark. Og effekten? Ja, altså, der er jo alkohol i, og det kan mærkes. De fleste vil også være enige i, at rusen er anderledes end med f.eks. øl - men det er en erfaring, der gælder enhver form for alkohol. Øl føles anderledes end vin, vin føles anderledes end whisky, whisky føles anderledes end vodka, gin og tequila kan i særklasse få store, stærke mænd til at gå i gulvet, ouzo giver de ondeste tømmermænd osv. Hvad absint angår, er min erfaring, at man faktisk bliver mindre beruset end af så meget andet. Efter nogle absint-genstande er man mere klar i hovedet end hvis man havde bællet en lignende mængde vin. I rigtig store mængder kan tømmermændene dog være værre end noget, man i sin vildeste fantasi kan forestille sig, men det er efter min erfaring noget, der gælder alle drikke med anis i. Eventuelle rå-bællere derude være hermed advaret.

Nationen er lammet af bestyrtelse. Danmarks stolte søn, cyklisten Bjarne Riis, har sagt flere ord i sammenhæng end nogensinde før, og blandt dem var oplysningen om det, enhver vidste i forvejen, nemlig at han havde brugt doping. Forargelsen vil ingen ende tage, og selveste kulturens og sportens førstemand og ypperste frontkæmper, Brian Arthur Mikkelsen, benytter lejligheden til at gøde meningsmålingerne med den til lejligheden passende skuffelse.

Men ærligt talt, lad dog de cykelryttere tage al den doping, de overhovedet kan komme nærheden af. Altså: Det er en sport, der i forvejen er bygget op om et præstationsfremmende middel, det kaldes en cykel og har den effekt, at et menneske kan udnytte sin muskelkraft til fremdrift på en langt mere effektiv måde end ved at gå eller løbe. Og de cykler, de futter rundt på nede i de franske bjerge, det er eddermame nogle helt ekstremt præstationsfremmende af slagsen, de er strømlinede og bygget af materialer med navne, som manuskriptforfatterne til Star Trek ville ønske, at de havde fundet på. Hvis det skulle være en ærlig, ligeværdig præstation, så skulle de alle sammen køre på den samme havelåge, og det kunne lige så godt være en Kronan med ballondæk eller den første, den bedste med tre indvendige gear fra Bilka.

Jamen, er det ikke farligt, det dér doping? Jo, det ødelægger sikkert både lever, nyrer, lunger og potens, men altså - det er jo i forvejen ikke sundt at køre sådan et løb. Motion er godt, javel, men idræt på eliteplan slider pænt på kroppen, og når der er Alper og hundrede andre cyklister involveret, slider det rigtig hårdt. Især hvis man kører ind i hinanden eller tilskuerne eller dratter ud over kanten. Det er cykelløb, ikke en kampagne fra Statens Institut for Folkesundhed.

De eneste, der for alvor vil lide under en legalisering af doping, er de journalister, der har gjort det til en levevej at piske en forarget stemning op. De må se sig om efter en anden måde at komme igennem agurketiden på.

- i vejret. Underligt gråt i dag … nej, bare rolig, jeg skal ikke til at ævle om, hvordan jeg kan mærke det i min lumbago og om hvordan høsten sikkert bliver elendig, for det er nu ikke som i gamle dage osv.

Nej, omslag. På bøger. Jeg har altid tænkt, at det kunne være sjovt engang at tegne sådan ét, og tænk engang, det er netop, hvad jeg sidder og fifler med lige nu. Hvordan får man så sådan en opgave? Tja, i dette tilfælde er det sket ved, at jeg har taget sagen i egen hånd og har skrevet bogen selv. Vi taler om en digtsamling, og den har været pænt længe undervejs. Første gang, jeg sendte manuskriptet ind til et forlag, var i 2002, og jeg måtte rykke dem på cirka månedlig basis i omkring tre år, før de nossede sig sammen til at hoste op med et svar, som i øvrigt var et afslag. På det tidspunkt havde jeg forlængst opgivet dem og forsøgt mig med et andet forlag, som viste sig gerne ville udgive bogen. Tidspunktet blev vejledende sat til september 2005, og det blev så udskudt gentagne gange.

Den seneste måned er der så rent faktisk sket en hel del. Manuskriptet røg omsider til sats, jeg fik det tilbage, læste, rettede, sendte tilbage, det er vist i trykken i øjeblikket, og forleden ringede de så angående omslaget.

Jeg havde forlængst meddelt, at jeg selv regnede med at lave en tegning, og jeg har også allerede lavet to versioner af den. Nummer to er klart mere gennemarbejdet og teknisk mere vellykket, men de kunne bedre lide udtrykket i nummer ét. Det kan jeg nok i grunden også, men der er bare så mange ting, som mit kritiske tegnerblik ikke rigtig er glade ved, så nu har jeg lovet hurtigst muligt at komme med nok et bud. Det er så, hvad denne weekend kommer til at gå med. Hvis nogen går rundt og spørger sig selv, andre eller måske mig om, hvornår der sker noget nyt med Clarentius, så er det altså svaret - når jeg er færdig med den her forsidetegning.

Foreløbig har jeg en skitse, der så nogenlunde holder styr på, hvor stregerne skal slås.

Det er efterhånden ved at være højsæson for eksamen, og det kan jeg jo ikke helt undgå at høre et og andet om rundt omkring. På mit arbejde er der en del studerende, og i øjeblikket er de lidt svære at forhandle med, når der mangler nogen til at tage en ekstra vagt. Herude i cyberspace blogger de også løs om eksamen, de stakkels, hårdt prøvede læseheste.

Det er alt sammen slut prut for mit vedkommende, jeg er rykket ind i den befolkningsgruppe, der i stedet kan fortælle ungdommen anekdoter om dengang jeg gik til eksamen. Det er sgu også meget sjovere.

En af de mere specielle eksamensopgaver, jeg har afleveret, bestod i et kyllingeskelet, som jeg selv efter bedste evne havde fået til at hænge sammen ved hjælp af ståltråd og sekundlim. Det var dengang, jeg gik på tegneserieskole i Bruxelles.

“Tegneserie-” bruges ofte som en temmelig nedladende forstavelse, den er især kendt fra den klassiske, danske sangskat, hvor det som bekendt hedder, at “Brøndby/GF/Kirke Hyllinge/whatever er et tegneseriehold”. Det kunne måske forlede en og anden til at tro, at jeg med “tegneserieskole” mener en rigtig dårlig skole. Det gør jeg rent faktisk ikke, der er tale om Institut St-Luc, en ærværdig, gammel skole for arkitektur, design og deslige, og der findes en linje specielt for tegneserier. Det kan jo altså heller ikke komme bag på nogen, at der findes sådan en uddannelse i Tintins hjemby, vel?

Nå, men det her kyllingeskelet - det var en eksamensopgave i faget anatomi. Vi havde i årets løb gennemgået det menneskelige skelets opbygning, naturligvis for at blive bedre til at tegne overbevisende figurer, og som prøve skulle vi altså selv samle et skelet og aflevere resultatet. På skolen havde de jo så erkendt, at det ikke var så ligetil at finde et mennskeligt skelet, i hvert fald ikke ét, som ejeren godvilligt ville skille sig af med, og derfor var der frit valg, hvad angår art. I Belgien har slagterne ofte kyllinger med både hoved og fødder - dem hugger de så normalt af, når de bliver solgt, men jeg fik fortalt, at jeg altså skulle bruge det hele. Jeg kogte kyllingen, lavede en (i øvrigt vældig lækker) gryderet af kødet og satte efter bedste evne knoglerne sammen.

De fleste andre kom med kaniner, alle sammen uden fødder - dem får man åbenbart ikke med hos slagteren. En enkelt havde fundet en fisk af en art, en anden en hund i schæferstørrelse, hvor den så end var støvet op henne. Jeg sad (selvfølgelig) oppe den halve nat før afleveringen og løb også tør for lim midt i det hele. Heldigvis er Bruxelles fuld af “night shops”, der har de mest basale fornødenheder, inklusive sekundlim. Resultatet blev såmænd slet ikke så skeløjet, og jeg fik da vist også en hæderlig karakter.

Jeg kaldte skelettet for Frederikke. Det er den eneste eksamensopgave, jeg nogen sinde har givet et navn.

Det er sådan et spørgsmål, som vi statsautoriserede absint-nørder ofte kommer ud for. De fleste har hørt navnet, men de færreste ved, hvad det sådan helt nøjagtigt dækker over.

Selve ordet er fransk med græske rødder. ‘Absinthe’, afledt af det græske ‘apsinthion’, er simpelt hen navnet på den plante, vi herhjemme kalder malurt, og som på latin benævnes Artemisia absinthium. Når drikken også har fået det navn, er det selvfølgelig fordi malurt er en væsentlig ingrediens. Denne plante er velkendt af folk, der dyrker snapsekrydringens ædle kunst, men absint er ikke bare en malurtsnaps - der skal mere til.

Den drik, man fik serveret, hvis man omkring år 1900 gik ind på en fransk café og bad om “une absinthe, s’il vous plait”, var altid - ud over malurt - lavet på anis. Det var en drik af den slags, som danskere, der sjældent er vant til den slags, gerne kalder ‘lakridsvand’, og som er udbredt over hele middelhavsområdet. I Grækenland er det ouzo, i Tyrkiet er det raki, i den arabiske verden er det arak, i Frankrig er det i dag pastis - og dengang var det absint. Det særlige ved netop absint er, at den sødlige anis her får modspil fra den bitre smag af malurt.

I midten af 1990erne viste det sig, at man i Tjekkiet kunne få noget, der ifølge etiketten var vaskeægte absint. Det blev hurtigt voldsomt populært blandt sortklædte goth-typer, depressive digterspirer og andre, der drømte om at være Rimbaud, Dracula eller et lignende stykke vraggods fra det dekadente, nittende århundrede. Der var tale om en eller anden form for stærk alkohol med en eller anden form for udtræk af malurt i - men det havde intet overhovedet at gøre med gamle dages absint. Hvis noget af den tjekkiske “absint” overhovedet indeholdt anis, var det så lidt, at det knap kunne smages.

Her på bloggen falder vi ikke for den slags. Vi holder os til den historiske definition, og absint er derfor: En stærk, alkoholisk drik - den holder mindst 45 pct. og gerne 60 eller 70 - krydret med anis og malurt. Der er en lang række andre urter, der også kan indgå i opskriften. Fennikel er næsten altid med. Andre klassiske ingredienser er isop og pontisk malurt (en mindre bitter slægtning til den almindelige malurt). Rigtig absint er kendetegnet ved, at den bliver uklar og ‘mælket’, når man hælder vand i (og det gør man altid) - det skyldes indholdet af anis og er et fænomen, som kendere af pastis, ouzo og deslige vil nikke genkendende til.

Det er i øvrigt en finurlig lille pudsighed, at man på fransk egentlig ikke har et selvstændigt ord for denne drik. Det franske ‘absinthe’ betyder jo som nævnt simpelt hen malurt. Som navn for drikken er ordet imidlertid gledet ind i en lang række andre sprog uden at blive oversat - man har bare i større eller mindre grad tilpasset stavemåde og udtale. På dansk bruges stavemåderne ‘absinthe’, ‘absinth’ og ‘absint’ i flæng.

Ja, her har jeg så tegnet en omgang spirituøs nostalgi. Vi befinder os et eller andet sted i det, der for eftertiden er blevet kendt som La Belle Époque, og som sådan slag på tasken kan sættes til årene omkring 1900. Nu var den jo nok ikke så skide-belle endda, det var en tid med tuberkulose, social armod og et lettere anspændt politisk klima, og så havde de ikke engang internet. Men altså, udtrykket stammer også fra tiden lige efter 1. Verdenskrig, og i forhold til en skyttegrav ved Somme er der næppe meget, der ikke tager sig kønt ud. Og, vil vi pippe herovre fra sidelinjen, de havde absint.

Det har vi så også i dag, og efterhånden kan man endda få noget rigtig godt af slagsen, men det er en drik, der har haft svære vilkår, siden franskmændene forbød den i 1914. Det er alt sammen noget, som en lille, eksklusiv skare af nørder ved alt om.

At sprut giver anledning til femstjernet nørderi, er der ikke noget nyt i. Vinkendere er der mange af, så mange, at ingen tør kalde dem nørder, når de hører det - og selv når de er uden for hørevidde, er det snarere betegnelsen ’snobber’, der bliver brugt, det er ligesom nedladende på et lidt højere plan. Whisky og øl er også efterhånden noget, som studeres med samme entusiasme som man i andre kredse udviser over for Anders And-blade og vinylplader. Og så er der altså absint.

Vi er ikke nær så mange. Ja, vi, jeg tilstår, jeg er en af dem. Måske den eneste i Danmark - jeg kender i hvert fald ikke andre. Nogle få, der har udvist en vis interesse, men ingen vedholdende entusiaster. Det er et folkefærd, der kan spendere firecifrede beløb på mærkelige glas eller små smagsprøver af gammel sprut, og hvis ferier ofte går til et bestemt område i grænselandet mellem Frankrig og Schweiz, som de færreste turistførere har ret meget at sige om.

Og tænk engang, det er dette forunderlige verdensvide væv, der har gjort det muligt. Startskuddet lød for ti år siden, med lanceringen af La Fée Verte, en hjemmeside, der har gennemgået en lang række inkarnationer, og som stadig er alive’n'kicking. Jeg fandt frem til siden i 2002, hvor jeg for en kort bemærkning havde et gudsjammerligt kedeligt job ved en computer og var nødt til at dyrke irrelevant surfing i massiv grad for at holde det ud. Det førte til hidtil usete lommesmerter. Til gengæld kom smagsløgene på et eventyr, de aldrig havde drømt om.

Det er et eventyr, som jeg fremover har tænkt mig at udbrede mig en del om her på bloggen. Jeg har allerede reserveret en særskilt kategori til formålet. Skål i skuret.

Ja, det her er så en lille anbefaling, der er gammelt nyt for læsere af min blog ovre hos Nyhedsavisen. Men det er sgu én, jeg står ved, så de, der ikke har set den derovre, skal ikke snydes.

Jeg kan ikke huske, hvor jeg i sin tid så Skywhales. Det har været tilbage i DRs monopol-dage, i min sene barndom/tidlige ungdom. Måske blev den vist i “Mellem Himmel og Jord”, måske var det i en kortfilmkavalkade i en sen nattetime. I hvert fald gjorde den et uudsletteligt indtryk på en følsom ung sjæl, denne lille tegnefilm, der på ti minutter fik fortalt et og andet om liv og død, om at give og tage og om livet på en frit svævende ø et sted i atmosfæren på en ukendt planet. Smuk og en anelse uhyggelig.

Når man dengang havde set en film i fjernsynet, vidste man ikke, om man nogensinde kom til at se den igen. Måske viste de den igen på et senere tidspunkt, måske ikke. Himmelhvalerne sad godt fast på nethinden, men jeg så den kun den ene gang tilbage i en fjern afkrog af firserne.

- - indtil nu her for nylig. Det er nettets tidsalder. Selvfølgelig sidder der andre følsomme sjæle derude, som den ligeledes har gjort et uudsletteligt indtryk på. Og selvfølgelig er der én af dem, der støver den op og lægger den ud på YouTube. Se eller gense den her:

Jeg blev faktisk ikke skuffet over gensynet, som man ellers gerne risikerer det. Det er en fascinerende lille film fra dengang hvor animation var et håndværk. Stadig smuk og en anelse uhyggelig.

Jeg har for første gang nogensinde været i Farum. Jeg har ikke det vilde forhold til lige det sted, jeg forbinder det dels med Peter Brixtofte, dels med palindromet “mur af is i Farum”. Mit besøg i byen havde da også først og fremmest med Balkan at gøre. Forvirret? Fortvivl ikke.

Nu om dage er klezmermusik, sigøjner-hornorkestre og den slags vist ved at blive lidt småtrendy i visse subkulturer, men her kan jeg så ærligt sige, at det er en vogn, jeg har været med på, så længe jeg kan huske. Jeg har altid haft en svaghed for musikken sydøstfra. Når jeg som barn så Melodi Grand Prix, kunne jeg altid bedst lide bidragene fra Grækenland, Tyrkiet, Cypern og Israel, og da vi var på studietur til Athen med gymnasiet, var det for mit vedkommende ikke kun ouzoen, men også musikken, der gik rent ind.

Tilbage i halvfemserne var det svært at finde ud af ret meget om den musik, eller at komme til at høre den. Det er sådan noget, som nettet har vendt op og ned på. Hvis nogen interesserer sig for noget, er det så sikkert som rødvin i Brixtofte, at der dukker et eller andet pip op ude i cyberspace, som åndsfæller kan pejle sig hen til. Tag nu f.eks. klarinetten i græsk og tyrkisk folkemusik - det er der et forum for, hvor en nørd som undertegnede kan finde links til allehånde obskur musik. Og det er så der, Farum kommer ind i billedet, for dér sidder der minsandten også en gut og surfer rundt på det samme forum (hvis indbyggere ellers først og fremmest befinder sig i USA), og vi aftalte så at mødes.

Han viste sig at være albaner fra Makedonien, altså FYROM, Former Yugoslav Republic of Macedonia, som grækerne helst vil ha’, at man siger - der er stof til adskillige krige i sådan en smule præsentation. Han var kommet til Danmark i 1990, da det så småt begyndte at blive lidt hedt på de kanter. Nu var han så uddannet datamatiker og arbejdede hos PostDanmark. Nåja, og så spillede han klarinet. Det er så her, jeg kunne sige, at det gør jeg også, men det vil nok være mere rigtigt at sige, at jeg så nogenlunde kan blæse en lille håndfuld melodier til husbehov. Ham her, derimod, han kunne dælenedeme spille, sådan rigtigt, og gjorde det ofte, til bryllupper og deslige, og så også her i privaten, hvor jeg efter bedste evne prøvede at følge lidt med.

Så kunne man ellers lige sidde dér en almindelig søndag eftermiddag, i en lejlighed i Farum Midtpunkt, og det lød som en solsveden, makedonsk landsby i amoktilstand.

Jeg er blevet en smule inspireret af det ta’-sig-selv-i-nakken-projekt, som Betteskov har kastet sig ud i under overskriften Stjerne I Mit Eget Liv - nærmere betegnet det dér med at sætte sig på en eller anden beverding med det formål at udrette noget fornuftigt.

Der er jo nok dem, der vil mene, at tegneserier ikke ligefrem hører til i den kategori, men lad os så prøve at kalde det “noget konstruktivt”. Eller bare “noget”, så har vi vist ikke forpligtet os over evne. Jeg besluttede i hvert fald i dag, at jeg ville sætte mig på et offentligt udskænkningssted og skitsere nogle kommende Clarentius-striber, og med det formål besteg jeg linje 3A og lod mig landsætte ved Rantzausgade på Nørrebro, med Tjili Pop som rejsens endemål.

Her lod jeg mit dankort malke en smule for til gengæld at erhverve mig retten til at patte på en Duvel, en belgisk importvare med otte en halv procents goddaw i. Det skulle nok få smurt tegnearmen en kende.

Sørme om ikke det viste sig at være en fin idé. Alle de dér overspringshandlinger, der lurer rundt omkring i mit ellers så beskedne hjem, var ude af øje, sind og rækkevidde. Der var kun to ting at koncentrere sig om: et glas øl, der skulle tømmes, og et ark papir, der skulle fyldes. Jeg kunne i ro og mag sidde og få griflet diverse idéer ned i løs skitseform, med den behagelige summen af doven eftermiddagscafé som godmodigt lydtæppe.

Der var kun få andre gæster. En af dem var en halvskør, men utvivlsomt elskelig gut, der sad og snakkede løs uden at bekymre sig om, hvorvidt der lige var nogen i nærheden at snakke til. Han var velsagtens fra et eller andet sted i den arabiske verden, han sagde i hvert fald, at han hed Muhammed. Det hindrede ham ikke i at sidde over en øl. Flasken stod på hovedet i glasset, så det meste af indholdet ikke kunne komme ud, medmindre han løftede den. Hans talestrøm var et skønt ruskomsnusk af bekendtgørelser på dansk og engelsk. “Det er ikke Korsbæk,” sagde han, “for mig, det er universe, det handler om. Jeg drikker, fordi jeg kan se fred på jord. Jeg hygger mig for freden …”

Sådan havde vi hvert vores formål med at sidde dér og bælle øl. Jeg tegnede, han hyggede sig for freden. Det var nok en gentagelse værd en anden god gang.

Jaja. Den gode Clarentius er selvfølgelig en tand for anmassende til at jeg bare kan lave en blog og så regne med, at han holder sig helt væk. Ind imellem kan han nemlig godt finde på at stikke snuden frem uden for tegneseriens rammer - som f.eks. nu, hvor han har hugget den bog, jeg ellers lige har fået med posten. Han mener vist, at han kan lære noget af den.