Cegebe

- det er minsandten en rigtig bog. Med min tegning udenpå og mine digte indeni. Jeg var inde på forlaget og få en håndfuld eksemplarer, og nu ligger de henslængt på sofabordet, med beregnet skødesløshed ved siden af Rimbaud og andet godtfolk. Nu skal der så sendes eksemplarer ud til diverse anmelderes borde, hvor den skal have lov at simre, inden den ryger ud i almindelig handel.

Bøger. Hæ. Da jeg var barn, var det sådan noget, som andre mennesker skrev. Eller rettere, mennesker var det knap nok, det var forfattere, de var sådan nogle fjerne og ophøjede størrelser, og jeg var ikke fri for at være en smule imponeret, da jeg kom i gymnasiet og opdagede navnesammenfald mellem mine lærere og de personer, der havde forfattet visse af lærebøgerne.

Jeg er så siden kommet til at lære temmelig mange at kende, der har skrevet bøger, og nu har jeg så endegyldigt taget det sidste skridt derop, hvor min barndoms jeg knap kunne forestille sig mennesker af kød og blod. Ikke desto mindre føles mit legeme stadig såre kødeligt.

Men næste gang, jeg skal læse digte op i en eller anden sammenhæng, behøver jeg ikke stå og fumle med en stor dynge løse papirer. Jeg kan slå op i det medbragte eksemplar af min bog, måske udrustet med et proft udseende stalinorgel af gule post-it-sedler, der antyder en eller anden plan i, hvad jeg vil underholde forsamlingen med.

Dette indlœg blev postet den 14.08.2007. klokken 22:57 og er kategoriseret under Grøn for bouzouki og klarinet, Litterært, Udgivelser. Du kan følge med i svar via RSS 2.0 feedet. Du kan svare selv, eller trackbacke fra dit eget site.