Cegebe

Jeg indrømmer det gerne - titlen på min bog er ikke fri for en vis hva’ba’-effekt. “Grøn for bouzouki og klarinet” - hva’ba’?

Forlæggeren var også sådan lidt hva’ba’-agtig, da jeg foreslog den, han var mest bekymret for, om folk egentlig vidste, hvad en bouzouki er for noget. Jeg bemærkede, at det vidste alle, der kendte bare lidt til græsk eller irsk musik, og lod det stå åbent, hvor mange det så lige kunne beløbe sig til. Jeg kunne så tilføje, at der ville indgå én i forsideillustrationen. I øvrigt har folk sgu også godt af at lære noget nyt en gang imellem, og her i google-alderen kræver det ikke ligefrem umenneskelige anstrengelser.

Nå, så er det altså et musikinstrument, javel. Det fremgår vel næsten også af sammenhængen - men det tager ikke nødvendigvis alverden af hva’ba’-effekten. Lad os få det lidt større perspektiv på, så.

Titler, ja. Man render på dem ustandseligt, når man færdes blandt bøger. Og blandt billeder, skulpturer, sange, symfonier, teaterstykker, installationer og alt, hvad der bare på nogen måde lugter af kunst. Ind imellem render man på én af slagsen, der bare er sådan rigtig gennemført fed. Sådan en titel kan give én lyst til at kaste sig over et værk, man i øvrigt ikke aner en hujende fis om, eller værre endnu - man kan ærgre sig over ikke selv at have fundet på den og brugt den til noget af sit eget.

Smag og behag er selvfølgelig forskellige, men her er lidt hastigt fremgravede eksempler på, hvad vi her på bjerget synes er ret gode titler:

- Dagenes Skum (roman af Boris Vian)

- Hvis en vinternat en rejsende (roman af Italo Calvino)

- For tromme og kastagnet (digtsamling af Nis Petersen)

Se, nu fik den sidste her nok en lille klokke til at ringe. Der er tale om den første digtsamling, som Nis Petersen sendte til et forlag, og den sidste, der blev udgivet - han trak den tilbage, og den så først tryksværte efter hans død. Men altså, titlen i sig selv har bare det dér etellerandet, der gør, at jeg godt selv ville have skrevet en bog, der hed sådan.

Jeg fik næsten - næsten - lyst til at stjæle den. Jeg kunne jo snildt gøre det ved at ændre lidt på instrumenteringen, vupti, så havde vi en lige så fed titel, og hærskarer af litterater kunne klappe i deres små hænder over den smarte reference til en dansk digter, der ellers ikke er så meget i vælten i øjeblikket.

Jeg er bare ikke ret meget for det dér postmoderne trip med, at det hele bare skal være referencer til noget andet, fordi alle de store historier er fortalt og bla, bla, bla. Hvis jeg skulle trække på Nis Petersen, skulle der lidt mere til, så jeg ikke bare hængte en anden farve frakke på hans skelet. Løsningen var ligetil: Den skulle ikke bare være “for dit og dat”, men derimod “Etellerandet for dit og dat”. Når der sådan bliver proppet et subjekt ind, er vi ude i noget nyt - samtidig med, at fedheden fra Nis Petersens titel svømmer uhindret med.

Nu ville jeg stadig ikke stjæle hans instrumentering, og når nu han havde leveret rytmegruppen, ville jeg i stedet slå mig på melodiinstrumenterne. Når det lige blev bouzouki og klarinet, hænger det sammen med, at det er to fremtrædende instrumenter i græsk musik, og det passer i almindelighed til den stemning, jeg gerne vil slå an. Jeg kan huske en tegneserie, hvor forfatteren anbefalede, at man hørte Mike Oldfield, mens man læste; hvis jeg skulle komme med et tilsvarende fingerpeg, ville det blive noget med folkemusik fra Epiros.

Hvad skulle det så være, der var “for bouzouki og klarinet”? Ja, det kunne selvfølgelig være en symfoni eller en sonate eller en improvisation eller noget andet musikalsk, men altså, det ville sgu være en tand for gumpetungt. Derudover vil det være forbrugervildledning - det er trods alt en digtsamling, ikke et musikstykke. Det kan godt være, at Gud er død, alting flyder og renten stiger, men man kan altså ikke med nogen rimelighed kalde den smule ord, jeg har skrevet ned for en symfoni. Den slags er for åndssvagt.

Så var det, at det slog mig - det var da et tillægsord, der skulle til. Det var det da! Det ville give sådan en fin lille skævhed til det hele, sådan noget, som vi digtere er så forfaldne til. I den forbindelse var det nærmest selvindlysende, at det skulle være ‘grøn’. Og tro det eller lad være, jeg tænkte overhovedet ikke på absint. Jeg fandt på titlen engang tilbage i 2002, på et tidspunkt, hvor jeg endnu ikke havde beskæftiget mig synderligt med denne herlige drik. Nej, grøn var min yndlingsfarve, dengang man skulle have sådan én, og det var efter sigende det første ord, jeg lærte på fransk (som fireårig, af en jødinde fra Paris). Det var med ordet grøn, at Federico Garcia Lorca for alvor gjorde indtryk på mig (”Grøn, hvor jeg elsker dig, grøn,” som det lyder i hans “Søvngængerballade”). At man så også kommer til at tænke på absint, er bare en bonus, der passer helt fint ind.

Da jeg så holdt mit brag af et release-party i fredags, havde min far - som så mange andre - en lille gave med også. Hovedet på sømmet, det var hans gamle, gulnede eksemplar af “For tromme og kastagnet”. Nu står de godt sammen dér på hylden - Nis Petersens bog og min bog. Med Lorca lige ved siden af.

Dette indlœg blev postet den 27.08.2007. klokken 10:48 og er kategoriseret under Grøn for bouzouki og klarinet. Du kan følge med i svar via RSS 2.0 feedet. Du kan svare selv, eller trackbacke fra dit eget site.