URBANblog

Arkiv for september, 2007

Et portræt undervejs #8

mandag, 24.09.2007.

Med baggrunden så nogenlunde på plads var det næste skridt sofapuderne. De skulle være røde, men samtidig ikke så pågående, at det gjorde noget. Det er i den slags situationer, at den monokrome, grågrønne undermaling er guld værd, om man så må sige. Jeg kan frisk og frejdigt male et lag rødt, og så derefter tvære rundt i det og tørre af hist og her, så undermalingen i større eller mindre grad spiller med og lægger en dæmper på farven. I de lyseste partier blander jeg farven med noget hvidt, så den dækker. Billedet her giver en idé om resultatet, selv om belysningen ikke er den bedste:

portskits-040.jpg

Derefter var det tid til at tage fat på de hudfarvede partier. Nu er hudfarve ikke helt den samme over alt. Der er en tendens til, at den er en smule mere rødlig midt på ansigtet - omkring kinder og næse - end på panden og omkring hagen. Jeg blandede derfor to nuancer og lagde ud med et gavmildt lag:

portskits-041.jpg

 - hvorefter jeg så gik i gang med at tvære, gnubbe og tørre af:

portskits-042.jpg

Og natten gik, og det blev dag, og i dagslyset kunne jeg så omsider få taget et lidt bedre billede af billedet. På det tidspunkt var jeg også begyndt at tage fat på håret:

portskits-038.jpg

Mit hårdt prøvede bord

tirsdag, 18.09.2007.

Jeg har gjort den mærkværdige opdagelse, at jeg har grumme svært ved at tegne og male samtidig. Nej, altså, ikke sådan det ene med den ene hånd og det andet med den anden … jo, det ville jeg selvfølgelig også nok have svært ved. Arh, forfra:

For tiden bruger jeg en del tid på at male. Med oliefarver og nogenlunde brede pensler. Sådan nogle lidt halvstore billeder på et staffeli, hvor jeg med store armbevægelser plører farve på og konstant træder et par skridt tilbage for at overskue skidtet. Men når jeg er inde i sådan en periode, kan jeg slet ikke forlige mig med at skulle sidde ned og tegne et eller andet småt. Jeg kan til nød tvinge mig til det, hvis jeg skal lave en skitse til et maleri, men jeg kan bare mærke, hvordan det klør efter at få fat i penslen og tvære brede strøg af fed oliefarve ud.

Måske er det noget med, at det er to ret forskellige rutiner at være inde i - små, præcise streger modsat brede strøg - og at det kræver en vis omstilling at gå fra det ene til det andet.

Men det kan også hænge sammen med noget så banalt, at jeg kun har ét og samme bord at have alt mit lort liggende på, og at det er lige lille nok til at have en tegne-ende og en male-ende. Den forklaring lyder mindre følsom og kunstner-selvmedlidende, men den er såmænd nok tættere på sandheden.

Under alle omstændigheder er det forklaringen på, at Clarentius & flasken ikke er blevet opdateret i en rum tid. Kræfter og bordplads bruges i øjeblikket på de større og mere farverige formater - sådan har jeg mine perioder. Det vender igen en dag.

Det totale sammenbrud kommer selvfølgelig, hvis jeg får spisende gæster. Her skal det samme bord nemlig træde ind i nok en rolle - det skal siddes ved og spises ved og have madvarer stående på sig. Madvarerne må helst ikke komme for tæt på tegningerne, og diverse sjatter af blyhvidt og venetiansk terpentin skal helst ikke i maden. Argh.

Hvilken historisk personlighed er jeg?

onsdag, 12.09.2007.

Jeg måtte hellere følge Lonnis eksempel og få det spørgsmål afklaret:

logo
Hvilken historisk personlighet er du?
Mitt resultat:
Leonardo DaVinci
Du er et multigeni som både kan lage fantastiske kunstverker, utvikle usannsynlige oppfinnelser og tenke tanker høyt over de fleste andre. Det er bare å velge og vrake for deg! Hva skal du bli, hva skal du gjøre? Verden ligger for dine føtter. En ting er sikker: du vil huskes i mange, mange år etter din død.
Ta denne quizen på Start.no

Hey, det lyder da ikke helt skeløjet - !

Et portræt undervejs #7

mandag, 10.09.2007.

Nå, så har portrættet vist snart stået og feset den af længe nok. Undermalingen er nu tør nok til, at vi kan gå videre og få lidt farver på. Baggrunden først, til sådan at binde det hele lidt sammen:

portskits-029.jpg

Dernæst sofaen. Teknikken er den samme som ved baggrunden, men her nåede jeg at få taget et billede undervejs, der viser, hvordan jeg begynder:

portskits-031.jpg

Det var ellers en massiv gang tung brun, jeg lige fik smurt på dér, hvad? Man tør næsten ikke sige det højt, men det ser ud som om, hun ligger og slanger sig på en gigantisk lort. Bare rolig, det er kun begyndelsen. Jeg fortsætter - ikke med at male, men med at fjerne lidt farve hist og her, der hvor der skal være lyse partier - så tværer jeg lidt rundt i det, glatter overgangene ud, fjerner lidt mere og får efterhånden undermalingen kaldt frem igen, så den får lov at definere formen. Redskaberne er først og fremmest toiletpapir (til at tørre overskydende farve af) og fingrene (til at glatte ud og lave overgange med). Dyre mårhårspensler har deres plads, men til visse formål er der bare ikke noget bedre redskab end klør fem. Det ender med at tage sig sådan ud:

portskits-033.jpg

Hele billedet, som det ser ud på nuværende stadium:

portskits-032.jpg

Bozuk saz

mandag, 10.09.2007.

Min gamle medsammensvorne og nu også forlagsmakker Leyla Tamer har været så flink at reklamere lidt for min bog på sin hjemmeside. Hvad titlen angår, får ordet ‘bouzouki’ hende til at tænke på det tyrkiske ord ‘bozuk’, der betyder “i stykker” - og ja, der er skam også en forbindelse dér. Hermed dagens lektion om sproglige finurligheder i forbindelse med musikken i det østlige middelhavsområde:

En bouzouki er som bekendt (?) et græsk strengeinstrument. Pæreformet lydkasse, et ret langt gribebræt og tre eller fire dobbeltstrenge. Den ses her i hænderne på en af græsk musiks legender, Vasilis Tsitsanis:

tsitsanis.jpg

Skarpsindige iagttagere med kendskab til tyrkisk musik vil bemærke, at dyret minder en del om den tingest, der i Tyrkiet går under navnet saz eller baglama:

turkish_baglama.jpg

Den tyrkiske saz findes i flere størrelser. En af mellemstørrelserne kaldes ‘bozuk saz’. Ordret betyder det altså sådan noget som en “knækket” saz, men i denne sammenhæng er meningen simpelt hen, at den er mindre end andre typer. Den græske bouzouki har sandsynligvis lånt sit navn fra dette instrument, men ordet ’saz’ er røget i forbifarten, så kun ‘bozuk’ er blevet tilbage, til stor forvirring for folk, der tilfældigvis kan tyrkisk …

“Fantasy-lyrik”

søndag, 09.09.2007.

- sådan bliver min bog karakteriseret i Politikens anmeldelse i dag. Den genrebetegnelse er jeg ret glad ved, og anmelderen ser også ud til at mene noget nogenlunde pænt med den. Herligt. Nu har jeg en autoriseret mærkeseddel, jeg kan vifte med, hver gang nogen spørger, “hvad for en slags digte” det er, jeg skriver. Hvis det så også kunne føre til et salg af Harry Potter’ske dimensioner …

“… skrev pressen”

lørdag, 08.09.2007.

Anmeldelser ser ud til at være ugens hotte emne. Spacemermaid har emnet oppe at vende, på baggrund af et indlæg fra Leonora Christina Skov, der gør sig visse overvejelser om sagen set fra begge sider af hegnet. Hun fik i sin tid fik ørerne pænt i maskinen hos Lars Bukdahl og gi’r den nu selv som - efter nogles mening - hårdkogt anmelder.

Hvad er anmeldere egentlig for et folkefærd? Det er en udbredt teori, at de egentlig helst ville være digtere/kunstnere/filminstruktører/musikere, men at det ikke er lykkedes for dem, og så er det næstbedste trods alt at kritisere det, som andre - med mere held/talent i sprøjten - har lavet. Det skal der såmænd nok være noget om i mange tilfælde, men de to ovennævnte af slagsen har nu da klaret sig nogenlunde pænt også som udøvende på det litterære gedemarked.

Som udgangspunkt er jeg temmelig skeptisk over for anmelderbranchen. Jeg møder så tit folk, der om et eller andet værk begejstret udbryder: “Den har også fået rigtig gode anmeldelser!” Ærligt talt, det giver jeg ikke en flyvende fis for. Hvorfor skulle jeg regne med, at jeg har samme smag som en eller anden tilfældig person, der har krejlet sig til at kunne tjene penge på at udbasunere sin uforgribelige mening i medierne?

Man lærer selvfølgelig at læse mellem linjerne og finde ud af, hvilke anmelderfloskler, der kan dække over noget, man selv kan lide, og så hjælper det jo også at kende sine lus på travet. Jeg har ofte kunnet bruge Jyllands-Postens filmanmelder Per Calum som et meget godt pejlemærke - jeg kan som oftest godt lide de film, der har fået kniven af ham.

Men se, nu er der jo så kommet nye boller på suppen - jeg er indtrådt i de anmeldtes rækker. Den slags risikerer man jo, når man indlader sig på sådan noget som at udgive en bog. Det anses vist nok for dårlig stil, hvis en forfatter begynder at kommentere anmeldelserne af sig selv, men OK, det er vel noget lidt andet, hvis det sker på noget så sludrende som en blog og ikke i selveste avisens læserbrevsspalter. Skulle nogen stadig synes, at det er dårlig stil, så dem om det. Det er helt utænkeligt, at et selvsmagende ego af mine dimensioner skulle lade det passere i tavshed, når betalte skriverkarle formaster sig til at have en offentlig mening om mig.

Den første anmeldelse kom på selveste udgivelsesdagen, i Køge Dagblad, og den var i øvrigt rigtig god. Anmelderen, med det upåfaldende navn Ole Møller, bemærkede, at jeg var ret ferm til at skrive rim uden ordvendt omstilling, og det er da også en kunst, jeg har øvet mig behørigt i. Det får det hele til at lyde mindre gumpetungt, men det gør det også voldsomt meget sværere. Det glæder mig, at andre synes, at det er lykkedes. Han runder af med at bemærke: “Efter dette på mange måder anderledes udspil skal det blive interessant følge debutantens videre vej.”

Se, det er jo trist, at alle disse pæne ord kun skal ende i Køge Dagblad. Ikke et ondt ord om denne sikkert udmærkede, lille avis, men den er nok ikke den sikre vej til det store, litterære gennembrud. Så lunede det jo mit lille hjerte, da jeg fandt ud af, at anmeldelsen kom fra centralt hold i Dagbladens Bureau og derfor er til brug for et gavmildt udvalg af lokalsprøjter. Jeg ved så meget, at den vist også har været i Roskilde Dagblad og Flensborg Avis.

Information var på banen et par dage senere. Denne anmelder, med det mere påfaldende navn Marianne Ping Huang, var noget mere forbeholden. Det tror jeg i hvert fald nok, for jeg forstår ikke helt, hvad hun egentlig mener. Hun er ret rammende i sin karakteristik, når hun f.eks. skriver følgende:

“Gertz Bech er på poetisk antikmarked efter brædder, skruer og de mærkeligste dimser til et apparat, som kan bringe os op over og væk fra. Der er f.eks. absintens “grønne fe”, dekadencens gamle kliché, som promoverer rigelige mængder af Middelhavsvin og langelige kvindelår og hede klipper, hvor jeg’et lader sig stege æblesprød. Der er Balkan-musik og rustne maskinpistoler i tjetnikkens greb.”

Hun har helt klart fanget, hvor jeg vil hen. Det er så bare ikke rigtig noget, hun gider (”for høj åreføring”, kalder hun det), og det må hun jo om, det hverken kan eller vil jeg gøre noget ved. Der er også folk, der synes, at der er for mange rumskibe i Star Wars. Denne anmeldelse kan i øvrigt læses i sin helhed her.

Jeg har været lidt spændt på, hvordan jeg ville reagere på sådan noget som anmeldelser. At læse dem har vist sig at være lidt som at skulle kaste sig ned i koldt vand eller rive et plaster af - sådan noget, som jeg tøver med at gøre, men hvor det alligevel ville have været værre at lade være.

Jeg frygter egentlig ikke dårlige anmeldelser som sådan - hvis nogen synes, at det som sådan er noget lort, jeg har skrevet, så tror jeg ikke, at det vil røre mig synderligt; de fleste af digtene er, som jeg vil have dem, de holder vand, de er kort sagt, efter min uforgribelige mening, gode. Hvis en anmelder mener noget andet, tager vedkommende fejl.

Så er der nok et par stykker rundt omkring i bogen, som jeg er lidt mere i tvivl om - den ene dag synes jeg, at de er OK, den anden at de sgu lige er lidt tynde i det. Hvis en anmelder hev et af dem ud og erklærede, at lige det her bare ikke holder, kunne det måske pirke til en eller anden usikkerhed og få mig til at spekulere over, om jeg skulle have lyttet til den indre, skeptiske stemme. På den anden side er det ikke sket indtil videre, og der er immervæk også en forlægger, der har givet sit besyv med om, hvad der ville være godt at have med, så omtalte skeptiske stemme er muligvis bare en kværulant, der burde stikke piben ind.

I virkeligheden har jeg det nok lidt sådan, at de digte er noget, der er derude på egen hånd nu. De fyldte alt, da jeg skrev dem, og de fylder stadig alt, hvis jeg læser dem op, men når de er i bogen, er de hos læseren, ikke hos mig, og hvad de render og laver der, vil jeg egentlig helst ikke vide alt for meget om. Jeg har en bekendt, hvis datter er begyndt at have et sexliv. Det er OK med moderen, bare datteren holder det for sig selv. Jeg tror, at jeg har det lidt lige sådan med digtene - det overskrider en eller anden blufærdighedsgrænse at høre alt for meget om deres affærer med vildt fremmede mennesker. Men samtidig er jeg nødt til at følge med i det, der nu engang kommer ud, det ville være værre ikke at have læst det, når det rent faktisk er derude.