Anmeldelser ser ud til at være ugens hotte emne. Spacemermaid har emnet oppe at vende, på baggrund af et indlæg fra Leonora Christina Skov, der gør sig visse overvejelser om sagen set fra begge sider af hegnet. Hun fik i sin tid fik ørerne pænt i maskinen hos Lars Bukdahl og gi’r den nu selv som - efter nogles mening - hårdkogt anmelder.
Hvad er anmeldere egentlig for et folkefærd? Det er en udbredt teori, at de egentlig helst ville være digtere/kunstnere/filminstruktører/musikere, men at det ikke er lykkedes for dem, og så er det næstbedste trods alt at kritisere det, som andre - med mere held/talent i sprøjten - har lavet. Det skal der såmænd nok være noget om i mange tilfælde, men de to ovennævnte af slagsen har nu da klaret sig nogenlunde pænt også som udøvende på det litterære gedemarked.
Som udgangspunkt er jeg temmelig skeptisk over for anmelderbranchen. Jeg møder så tit folk, der om et eller andet værk begejstret udbryder: “Den har også fået rigtig gode anmeldelser!” Ærligt talt, det giver jeg ikke en flyvende fis for. Hvorfor skulle jeg regne med, at jeg har samme smag som en eller anden tilfældig person, der har krejlet sig til at kunne tjene penge på at udbasunere sin uforgribelige mening i medierne?
Man lærer selvfølgelig at læse mellem linjerne og finde ud af, hvilke anmelderfloskler, der kan dække over noget, man selv kan lide, og så hjælper det jo også at kende sine lus på travet. Jeg har ofte kunnet bruge Jyllands-Postens filmanmelder Per Calum som et meget godt pejlemærke - jeg kan som oftest godt lide de film, der har fået kniven af ham.
Men se, nu er der jo så kommet nye boller på suppen - jeg er indtrådt i de anmeldtes rækker. Den slags risikerer man jo, når man indlader sig på sådan noget som at udgive en bog. Det anses vist nok for dårlig stil, hvis en forfatter begynder at kommentere anmeldelserne af sig selv, men OK, det er vel noget lidt andet, hvis det sker på noget så sludrende som en blog og ikke i selveste avisens læserbrevsspalter. Skulle nogen stadig synes, at det er dårlig stil, så dem om det. Det er helt utænkeligt, at et selvsmagende ego af mine dimensioner skulle lade det passere i tavshed, når betalte skriverkarle formaster sig til at have en offentlig mening om mig.
Den første anmeldelse kom på selveste udgivelsesdagen, i Køge Dagblad, og den var i øvrigt rigtig god. Anmelderen, med det upåfaldende navn Ole Møller, bemærkede, at jeg var ret ferm til at skrive rim uden ordvendt omstilling, og det er da også en kunst, jeg har øvet mig behørigt i. Det får det hele til at lyde mindre gumpetungt, men det gør det også voldsomt meget sværere. Det glæder mig, at andre synes, at det er lykkedes. Han runder af med at bemærke: “Efter dette på mange måder anderledes udspil skal det blive interessant følge debutantens videre vej.”
Se, det er jo trist, at alle disse pæne ord kun skal ende i Køge Dagblad. Ikke et ondt ord om denne sikkert udmærkede, lille avis, men den er nok ikke den sikre vej til det store, litterære gennembrud. Så lunede det jo mit lille hjerte, da jeg fandt ud af, at anmeldelsen kom fra centralt hold i Dagbladens Bureau og derfor er til brug for et gavmildt udvalg af lokalsprøjter. Jeg ved så meget, at den vist også har været i Roskilde Dagblad og Flensborg Avis.
Information var på banen et par dage senere. Denne anmelder, med det mere påfaldende navn Marianne Ping Huang, var noget mere forbeholden. Det tror jeg i hvert fald nok, for jeg forstår ikke helt, hvad hun egentlig mener. Hun er ret rammende i sin karakteristik, når hun f.eks. skriver følgende:
“Gertz Bech er på poetisk antikmarked efter brædder, skruer og de mærkeligste dimser til et apparat, som kan bringe os op over og væk fra. Der er f.eks. absintens “grønne fe”, dekadencens gamle kliché, som promoverer rigelige mængder af Middelhavsvin og langelige kvindelår og hede klipper, hvor jeg’et lader sig stege æblesprød. Der er Balkan-musik og rustne maskinpistoler i tjetnikkens greb.”
Hun har helt klart fanget, hvor jeg vil hen. Det er så bare ikke rigtig noget, hun gider (”for høj åreføring”, kalder hun det), og det må hun jo om, det hverken kan eller vil jeg gøre noget ved. Der er også folk, der synes, at der er for mange rumskibe i Star Wars. Denne anmeldelse kan i øvrigt læses i sin helhed her.
Jeg har været lidt spændt på, hvordan jeg ville reagere på sådan noget som anmeldelser. At læse dem har vist sig at være lidt som at skulle kaste sig ned i koldt vand eller rive et plaster af - sådan noget, som jeg tøver med at gøre, men hvor det alligevel ville have været værre at lade være.
Jeg frygter egentlig ikke dårlige anmeldelser som sådan - hvis nogen synes, at det som sådan er noget lort, jeg har skrevet, så tror jeg ikke, at det vil røre mig synderligt; de fleste af digtene er, som jeg vil have dem, de holder vand, de er kort sagt, efter min uforgribelige mening, gode. Hvis en anmelder mener noget andet, tager vedkommende fejl.
Så er der nok et par stykker rundt omkring i bogen, som jeg er lidt mere i tvivl om - den ene dag synes jeg, at de er OK, den anden at de sgu lige er lidt tynde i det. Hvis en anmelder hev et af dem ud og erklærede, at lige det her bare ikke holder, kunne det måske pirke til en eller anden usikkerhed og få mig til at spekulere over, om jeg skulle have lyttet til den indre, skeptiske stemme. På den anden side er det ikke sket indtil videre, og der er immervæk også en forlægger, der har givet sit besyv med om, hvad der ville være godt at have med, så omtalte skeptiske stemme er muligvis bare en kværulant, der burde stikke piben ind.
I virkeligheden har jeg det nok lidt sådan, at de digte er noget, der er derude på egen hånd nu. De fyldte alt, da jeg skrev dem, og de fylder stadig alt, hvis jeg læser dem op, men når de er i bogen, er de hos læseren, ikke hos mig, og hvad de render og laver der, vil jeg egentlig helst ikke vide alt for meget om. Jeg har en bekendt, hvis datter er begyndt at have et sexliv. Det er OK med moderen, bare datteren holder det for sig selv. Jeg tror, at jeg har det lidt lige sådan med digtene - det overskrider en eller anden blufærdighedsgrænse at høre alt for meget om deres affærer med vildt fremmede mennesker. Men samtidig er jeg nødt til at følge med i det, der nu engang kommer ud, det ville være værre ikke at have læst det, når det rent faktisk er derude.
