Cegebe

Jeg skal skrive en artikel. Kan man ikke få et eller andet, der kan sparke én i gang?

Vi taler om en nøgtern og saglig artikel - ikke noget Hunter S. Thompson-agtigt, så mescalin, psilocybin, LSD, ayahuasca og deslige er næppe lige sagen. Eller alkohol, for den sags skyld.

Emnet er interessant, der lurer en nogenlunde hyre forude, så det er egentlig bare at klø på. Hvorfor faen er det så lige nøjagtig i den slags situationer, at det lige pludselig virker så sindssygt meget mere tiltrækkende at tage mærkelige “Hvis jeg var et Dash 8-fly, hvilket landingshjul ville så punktere”-quizzer på Facebook eller at se på folk, der mimer til 90′er-hits på YouTube?

Findes der ikke noget ordentlig doping til skrivende sjæle?

Hm, nu prøver jeg at varme op med sådan et lille ævlende blogindlæg her, så ser vi, om ikke det giver lidt momentum. Det er sådan noget, man siger i USA, og Henrik Qvortrup siger, at det er vigtigt i en valgkamp, så det er sikkert også godt her.

En kop kaffe oveni vil nok også være en god idé. Ja.

Sidste indlæg i portræt-serien kunne man nok have tolket sådan, at billedet var færdigt. Det mente jeg vist endda faktisk selv. Nu har jeg så gået og cirklet om det, og jeg blev efterhånden klar over, at der lige manglede et par sidste små strøg - nemlig på den lyseste del af låret. Jeg havde ladet undermalingen skinne igennem, men endte med at finde ud af, at der i stedet skulle et par dækkende strøg til i en grålig tone, der kunne gøre det ud for sort stof med lys på. Forskellen er minimal, når man ser det på et middelmådigt fotografi på en computerskærm - men den var tydelig i virkeligheden.

Derudover var der også noget skygge på overlæben, der ikke var helt rigtigt. Den grønne undermaling skinnede lidt for meget igennem og gav et skær, der så lidt for overskæg-agtigt ud. Det måtte lige kureres med et ekstra strøg af en mere dækkende hudfarve.

Men altså, mine damer og herrer, hermed det, jeg nok vil mene er det endelige resultat:

Da min bog for snart et par måneder siden lige var udkommet, satte jeg mig omgående til rette, med al opmærksomhed koncentreret om min telefon og min mailbox, og ventede på henvendelserne fra verdenspressen.

Sådan gik timerne i fuldstændig begivenhedsløs tavshed. Ikke ét pip fra hverken Weekendavisen, Go’ Morgen Danmark eller Radio Karen. Tro det eller lad være, digtsamlinger rydder ikke forsider.

Nå, men lad dem bare tygge rundt i det, som de nu synes er så spændende - herude i cyberspace har vi nemlig litterære ildsjæle som nu f.eks. Lonni, der fik den idé, at et interview med undertegnede ville klæde hendes blog (én af dem).

Så nu er chancen der - det store, hudløse interview med digteren himself. Hvor var jeg, da Olof Palme blev myrdet? Var det mig, der sniffede coke i “Vild med dans”? Hvem var hende den lækre, jeg havde med til gallapremieren på “Kærlighed ved første hik 8″? Passer det, at jeg aldrig har taget EPO? Læs alt om det her!

I dag tikkede der en SMS ind fra en bekendt med et praj om, at jeg skulle tage og høre dagens udgave af Gaardbo på P1, når jeg fik en ledig stund, og det gjorde jeg så. Gæst i studiet var præsten Lisbeth Foss, der i en relativ sen alder havde fundet frem til sin biologiske familie.

Nu er jeg ikke den, der sidder og savler over den slags programmer med fortabte børn og forgabte forældre og hele det store stalinorgel af dum-dum-følelser ført frem med piber og trommer, men den her historie var virkelig fascinerende. Ikke mindst på grund af Lisbeth Foss’ bror, som hun, da han var 60 og hun var 65, fandt på Café Heimdal.

Betegnelsen “café” får måske nogle til at tænke på stål og store ruder, på latte og livsstil, men her må vi advare sarte sjæle - Café Heimdal, i Heimdalsgade på Ydre Nørrebro, er en gammel beverding, hvor de få dele af inventaret, der ikke fra starten af har været brune, er blevet det af årtiers tobakssovs, der formelig driver ned ad væggene.

Her kunne man rende ind i en blandet landhandel af sutter, billardspillere og andre repræsentanter for det jævne godt- eller skidtfolk. Og så Willum Peder Trellund, Lisbeth Foss’ bror.

Han var let at genkende. En lille mand, pakket ind i en lidt for lille læderjakke og med strittende totter af hår og skægstubbe på et hoved med en alt andet end sund kulør. Det mest karakteristiske var dog hans hænder, eller rettere hans mangel på dem. Hvis man spurgte ham om, hvad der var blevet af hans hænder, sagde han, at “dem havde han vinket farvel til”.

Jeg havde hørt en og anden halvbagt anekdote om, hvad der var sket, men radioudsendelsen med Lisbeth Foss fik lagt lidt mere til billedet. Det viste sig, at Willum som 20-årig var ulykkeligt forelsket i en pige og derfor ville begå selvmord. Nu er ulykkeligt forelskede 20-årige ikke noget særsyn her på kloden, og det er også set før, at de når derud, hvor de overvejer eller ligefrem forsøger at tage deres eget liv, men Willums metode var en kende usædvanlig: Han savede sine hænder af i faderens træskærerværksted.

Han havde vel forestillet sig, at han ville dø af blodtabet, men det er åbenbart ikke nogen særlig effektiv måde at kappe pulsårerne på. I hvert fald overlevede Willum, et par hænder fattigere.

På Café Heimdal kunne man stort set altid møde ham. Han havde en protese på hver af armstumperne. Den ene ville have været nogenlunde naturtro, hvis ikke det gummi, der skulle ligne hud, havde været slidt af nogle steder, så metallet nedenunder skinnede igennem. Den anden var en stålklo, der kunne gribe om ting som f.eks. en cerut. Ikke at Willum røg, men han spiste gerne cerutter. Faktisk tyggede han dem normalt bare, men hvis der sad andre ved bordet, ville han ikke sidde og spytte gennemsuttede tobaksstumper ud, og så slugte han dem i stedet.

Det er så her, man kunne forfalde til at tage anekdoten med sig ud i selskabslivet og overtrumfe andre, der tror, at de har mødt nogle sære individer, bare fordi de har en faster, der har været hos numerolog. Men Willum fortjener bedre end at blive trukket op af hatten som trumf i et af samtalekøkkenernes freak shows. Han var et begavet og fascinerende bekendtskab. Når resten af klientellet på Café Heimdal var ved at komme op og slås over en teknikalitet i en billardkamp, sad han – hvis han havde selskab af interesserede såsom undertegnede – og reciterede digte, egne eller andres. Hans stemme var normalt lidt tynd i det, men når han reciterede, fik den en mageløs klang. Han var en gudsbenådet oplæser, og hvis han brød ud i sang, lød det heller ikke værst. Jeg mindes engang i en sen og våd nattetime at have siddet og sunget den gamle vårvise In Vernalis Temporis sammen med ham (på latin, forstås). Det er den, som rådhusklokkerne i Århus spiller.

Tilbage i firserne fik han udgivet et par digtsamlinger. Den store litterære anerkendelse kneb det dog med, men kort før sin død blev det til endnu en samling, udgivet på det lille, idealistiske forlag tab&nar.

Han nåede også at blive foreviget i en elektronisk form, der giver eftertiden mulighed for at opleve hans oplæserstil. Det kan ses her.

Willum døde lillejuleaften 2006, men nu har hans søster altså udgivet en bog om, hvordan hun fandt frem til ham og hele historien bag familien. Det lyder som én, jeg bør have fat i ved lejlighed.

Gaardbos udsendelse med hende kan høres her:

http://www.dr.dk/P1/gaardbo/Udsendelser/2007/10/15112111.htm

- og her kan man også læse lidt mere om Willum:

http://selvspin.smartlog.dk/willum-er-d-d—l-nge-leve-poeten–post88790

Efterhånden er det begyndt at ligne noget. Jo længere fremme i processen jeg er, jo sværere er det at beskrive nøjagtig hvad det lige er. Det er ikke længere et spørgsmål om at følge en fastlagt procedure, men om at se på billedet og hitte ud af, hvad det nu lige er, der skal til. Meget af det handler om hvidt. Hvid gør selvfølgelig farven lysere, og derudover mere dækkende. Meget af processen handler på det her stadium om at finde ud af, hvilke steder de underliggende lag skal dækkes til af et tykt, dækkende penselstrøg, og hvor de skal skinne igennem (og hvor meget). I Søsters bluse er det det helt store spørgsmål, for den skal simpelt hen være hvid. Nu er hvide ting jo aldrig helt fuldstændig vide, de fremtræder i lys og skygge og får farve af tilbagekastet lys fra omgivelserne, så på sin vis er noget af det mest bøvlede at male noget, der skal se ud til at være hvidt.

Det hele har fået et lag hvidt farve, men det er der så efterfølgende blevet tørret og tværet i til den helt store guldmedalje, og der er malet nye, tykkere strøg på de lyseste partier. I skyggepartierne skinner undermalingen stadig igennem, men derudover er den hvide farve også tilsat en knivspids blåt. Den måtte gerne være tonet en anelse over i det blålige for at skabe lidt kontrast til alle de varme gule og røde farver. Af samme grund er en lille del af mønsteret på puderne blevet malet op med en grønlighvid farve.

Den sidste store ting at tage sig af har så været den pude, hun ligger på. Jeg har været lidt i vildrede med, hvilken farve den skulle have. Jeg havde overvejet noget med en eller anden gul, måske få den til at se ud som noget guldbrokade - igen som lidt af en kontrast til alt det røde/laksefarvede - men den idé opgav jeg. Jeg havde sådan en fornemmelse af, at det blålige og grønlige, jeg havde fået med i blusen og mønsteret på puden, gjorde det godt nok som kontrast. En gul pude ville være et underligt fremmedelement - i stedet skulle den være rød, som de andre puder.

Igen fik den et gavmildt lag, som der blev tværet i, til undermalingen kom frem - derpå blev der sat nogle velrettede strøg med hvid maling i den våde farve, der blev blandet og tværet og tilsat ekstra hvidt i højlysene.

Derefter kom billedet i skammekrogen. Jeg stillede det et sted med bagsiden udaf, så jeg ikke kunne se det, og lod det stå dér en uges tid. I den tid malede jeg lidt på nogle andre billeder og sørgede for ikke at kigge på blogindlæg om portrættet - jeg skulle have det ud af systemet, så jeg kunne se på det med friske øjne og afgøre, om det holdt.

Da jeg hev det frem igen, var jeg sgu egentlig meget godt tilfreds. Jeg kan i hvert fald ikke finde på mere at gøre ved det lige nu. Hvis Søster henter det, som det er nu og hænger det op og siger til folk, at det er det, jeg har lavet, så kan jeg godt leve med det.

Én ting er der at gøre. Nogle steder fremtræder farven helt mat, andre steder skinner den. For at gøre overfladen ensartet, vil det være en god idé at give hele skidtet en gang fernis af en art. Det vil også beskytte billedet mod støv, skidt og så’n. En passende fernis har den egenskab, at den er opløselig i terpentin. Det er selve oliefarven ikke, når først den er hærdet - derfor, hvis billedet en dag efterhånden er blevet beskidt af årenes røg og møg, kan en konservator rense fernisen - hvor skidtet har sat sig - af med terpentin uden at skade billedet, og så give det et nyt lag til de næste par hundrede år.

Billedet kan bare ikke ferniseres, før det er rigtigt tørt, og det vil nok sige om et halvt års penge eller sådan. Søster har sikkert hentet det inden da, så må jeg bare komme forbi en dag og lige give det en omgang. Den tid den sorg.

Her er det så, som det er kommet til at se ud (inklusive lidt irriterende genskin, som er så fa’ens svært at undgå, når man fotograferer den slags …):

Argumenter, det er noget, der rigtig kan få enhver god dansker til at rette ryggen. Vi er nemlig mægtig stolte af, at vi er civiliserede og oplyste demokrater, der argumenterer i stedet for at skyde og smide med bomber, sådan som de jo gør det syd for Otto Duborg og øst for Gudhjem.

Jeg er også ret vild med argumenter. Ikke fordi jeg har så stor tiltro til dem, at det gør noget - jeg mener, hvor tit ser man, at en politiker rent faktisk ændrer mening, bare fordi der bliver bragt et godt argument på banen? - men de er simpelt hen morsomme. Nogle folk løser sudoku, jeg piller i argumenter.

Hvad er et argument egentlig? I bund og grund er det et antal præmisser, der leder til en konklusion. “Leder til” er humlen - det er netop det, der afgør, om et argument nu også er gyldigt. Forholdet mellem præmisser og konklusion skal være sådan, at hvis præmisserne er sande, så må konklusionen nødvendigvis også være det.

Se nu f.eks. på det her argument. Det har to præmisser og en konklusion:

Anders Fogh og George Bush drikker ikke alkohol
Anders Fogh og George Bush er nået til tops i politik
—————————————————————————
For at nå til tops i politik, skal man holde sig fra alkohol

Præmisserne er helt klart sande. Nogle vil måske sige, at det ikke ligefrem er “til tops” at blive statsminister for et lille, skaldet land, der bliver skyllet væk, den dag indlandsisen smelter, og hvor der bor sølle fem millioner nokkefår, men det er dog cirka så langt, som en dansker kan nå. Han får da også lov til at sidde på skødet af Bush ind imellem. Det er bare alt sammen skønne, spildte kræfter, for argumentet er ikke gyldigt. Lige meget hvor sande præmisserne er, leder de ikke til konklusionen. De viser, at afholdende folk kan nå langt i politik, men ikke, at der er nogen sammenhæng mellem afholdenhed og politisk karriere. Det er såmænd ikke så svært at finde eksempler på det modsatte.

Her har vi derimod et formfuldendt eksempel på et helt igennem gyldigt argument:

Alle fisk lever i vandet
Alle hvaler er fisk
—————————————
Alle hvaler lever i vandet

Ja, jeg ved da godt, at hvaler ikke er fisk, men det er ligemeget, når vi snakker om argumentets gyldighed. De to præmisser leder med ubønhørlig logik til konklusionen - hvis præmisserne havde været sande, ville konklusionen også have været det. I øvrigt er konklusionen jo rent faktisk sand. Vi har med andre ord et gyldigt argument, der på en falsk præmis fører til en sand konklusion.

Sådan noget er sgu da sjovt, hva’?

I onsdags var en epokegørende mærkedag. Nej, jeg taler ikke om den dér forlovelse mellem en lokal jetset-landmand og en fransk klon af hans storebrors aussie-dame, men om noget, der virkelig aldrig nogensinde før er sket i historien.

Et fragtfirma har leveret en pakke til mig - i første hug!

Altså, jeg har så tit fået ting sendt med fragtfirmaer, men det er ene og alene fordi afsenderen har insisteret på at bruge dem og ikke postvæsenet, for de er fannerme nogle tunge kammerater at danse med i den branche.

Fragtnisserne skal typisk overdrage tingene personligt og have en underskrift som bevis derpå. Se, det virker jo meget uskyldigt - faktisk endda betryggende - men det udvikler sig bare til en stuearrest med fodlænke, når det viser sig, at de kun kan komme mellem 8 og 15.

“OK - hvornår, sådan cirka slag på tasken?”

Mellem 8 og 15, siger de jo. Det er det, de mener - det er så præcist, som det bliver. Og hvis de så kommer, lige som man har bukserne om anklerne og et velskabt farsbrød på vej ud på sit sidste, store kloakeventyr … nåja, det er bare ærgerligt-bærgerligt, så må man jo få sin pakke en anden god gang.

Hov, vent. Sådan spiller klaveret ikke engang. Jeg har gentagne - GENTAGNE, siger jeg - gange været hjemme i hele det forbandede tidsrum, de kunne tænkes at komme, jeg har holdt mig, stået på spring, ikke været i bad, ikke hørt musik, ikke gjort noget overhovedet, som kunne holde mig fra en stilren modtagelse af et stk. ansvarligt overdraget pakke. Og så har jeg alligevel dagen efter fået sådan et brev med “Vi har forgæves forsøgt at aflevere en pakke” og bla-bla-bla.

De nokkefår sender brevet uden videre. De gider ikke så meget som forsøge at aflevere pakken - jeg ved det, for jeg har i den grad været der, når de påstår, at jeg ikke har. General Logistics System kan eddermame være glade for, at jeg ikke har venner i mafiaen, for så var der nok en og anden, der en skønne dag kom til at indgå i fundamentet på Femern-broen.

Nå. Det der brev handler så selvfølgelig om, at man kan aftale en ny aflevering - eller selv afhente sagerne. Det lyder jo så nemt, det sidste, det er lige som når man lige futter op på posthuset efter en pakke.

Ha.

Fragtfirmaer har sandelig ikke tænkt sig at lefle for menigmand ved at lægge posthuse rundt omkring. Deres lagre er i stedet sådan nogle Area 51-installationer, der i al deres utilgængelige ophøjethed er henlagt til en afkrog af den taastrupske tundra. De af os, der lever på offentlig motorkraft, har naturligvis ikke en jordisk chance for at komme i nærheden af disse hellige haller, hvor vores varer er gemt af vejen.

Der er kun én ting at gøre - ringe og få en ny aftale om aflevering, med dertil hørende ny stuearrest en hel dag.

Men hov, var der ikke noget med, at jeg fik tingene i første hug i onsdags? Jo, sateme så - og tricket er at benytte sig af tidens helt store bussemand: Erhvervslivet! Jeg skrev mit arbejde på som modtageradressen fra første færd af - det var dér, jeg nok ville befinde mig i den vidtstrakte modtagelsestid, og selv hvis jeg ikke var, skulle der nok være en anden, der kunne kradse en underskrift for modtagelsen. Og søreme - dér kunne de hitte ud af det. Når bare det er noget, der skal til et firma på en halvfin adresse i det indre København, så skal man nok få skidtet ekspederet.

Det er åbenbart det, der skal til, for at man uden videre palaver kan få de flasker absint, man har bestilt.