Cegebe

Som alle andre rettænkende og -følende mennesker, der levede dengang, tilbragte jeg det meste af slutfirserne med at få kvalme og allergiske spasmer, hver gang jeg rendte ind i nok en reproduktion af Monets åkander. De hang overalt i deres alurammer, især i ungpigeværelser og lettere dannede menneskers dagligstuer - lokaliteter, som det var svært at holde sig fuldstændig fra.

På et tidspunkt var jeg så i Paris og gik rundt og kiggede på verdenskunsten, sådan som man nu finder den dér. Jeg var blandt andet inde på Musée de l’Orangerie, først og fremmest fordi de havde et par billeder af en af mine store helte dengang (og for så vidt stadig), Amedeo Modigliani. Den officielle hovedattraktion, den, som museet i stor stil og med brask og bram markedsførte sig selv med over for enhver sagesløs turist, var dog noget helt andet. Den hang nede i kælderen. Intet mindre end Monets elendige åkander, the real thing. Jeg bed al skam i mig og vovede mig ned for i det mindste at kunne sige, at jeg havde set dem.

Det kan godt være, at de sytten trilliarder plakater er indbegrebet af kvalm pænhed, der står til sofaen, men originalerne viste sig i den grad at sparke røv. Det var også indlysende, hvorfor de aldrig nogensinde kunne blive til plakater i dagligstueformat. De er kæmpestore og fylder det hele, og rummene, de hænger i, er ovale, så billederne krummer en anelse. Man står simpelt hen midt i en verden af stillestående vand og plantevækst, der kan rumme hvad det skal være. Det er fabelagtigt flot, og der burde udstedes forbud mod at reproducere de billeder.

Siden da har jeg været yderst varsom med at danne mig en skråsikker mening om denne eller hin kunstner, bare fordi jeg tilfældigvis har set en reproduktion, som der ikke var så meget ved. Nogle ting skal man bare stå midt i. Derfor har jeg klogeligt undladt at mene noget som helst om Tal R. Der er jo den her udstilling med ham på Louisiana, og den er der mange, der har været mægtig begejstrede for, og når jeg så har set en reproduktion af et af de billeder, har jeg i mit stille sind tænkt, arh, det er der sgutte meget ved. Men som sagt, jeg har holdt min kæft.

Nu her i forrige weekend var jeg så deroppe, så jeg kunne tage varerne i øjesyn på nærmeste hold. Men tænk engang, det gjorde faktisk ikke den store forskel. Bevares, det giver selvfølgelig en anden effekt, når billederne hænger dér i naturlig, stor størrelse og fylder hele rummet, men det får dem ikke til at blive til noget helt andet. Jeg synes stadig, at det er nogle temmelig kedelige billeder. Jaja, han tegner og maler og klatter løs, og tænk engang, der er nogle sjove huse, der ligner pile (eller omvendt), og der er Hitler og jeg skal komme efter dig. Men jeg gider bare ikke rigtig hoppe med på legen, for selve billederne har ikke det, der skal til for at gøre mig interesseret. Teknisk set er de dårligt lavet, og det er måske en del af forklaringen - jeg er gammeldags nok til at beundre det gode håndværk og evnen til at trylle effekter ud af farve - men det er ikke det hele. Jeg synes for eksempel, at der er meget mere ved Yves Kleins helt ensfarvede blå billeder, mens vor hjemlige superrealist Thomas Kluge lader mig cirka lige så kold som Tal R.

Men hvad skal der så til for at gøre mig tilfreds? Tja, nu for eksempel Lucian Freud. Ham kan man også se på Louisiana for tiden. Han har, kan og gør det, der skal til. Hvad det helt nøjagtigt er, gider jeg ikke at kloge mig videre på - det er nok for mig at kende det, når jeg ser det.

I sidste indlæg i den her portræt-saga erklærede jeg billedet for færdigt. Det står jeg stadig ved, så når der alligevel kommer nok et lille indlæg, er det fordi Rune Engelbreth Larsen har haft fat i Mozart, mit billede og et redigeringsprogram. Det er der kommet denne smukke lille opsummering ud af:

http://www.youtube.com/watch?v=MsFQAb2vxvI

I kender den sikkert, denne her dybe og samtidig sensationslystne stemme, der er fast inventar i filmtrailere. “Now, from the director of …” etc. Når stjernerne skal præsenteres, er der mange af dem, der fremhæves som “Academy Award nominee dit & dat”, og i den sammenhæng lyder “nominee” stort set lige så sejt som “winner”.

Det er lidt en skam, at lyrik ikke bliver præsenteret på samme bombastiske måde - jeg kunne godt have tænkt mig at høre ham trailer-growleren omtale mig som “Danske Banks Debutantpris nominee” … arh, OK, det er måske i virkeligheden ikke så skide mundret.

Nå, men til åbningen af Bogforum havde jeg da fornøjelsen af at se mit eget navn rulle hen over et par fladskærme over scenen sammen med 31 andre på listen over nominerede. Vinderen blev Henriette E. Møller for hendes roman “Jelne”.

Jeg har absolut ingen mening om, hvorvidt det var velfortjent, af den simple grund, at jeg hverken har læst den eller nogen anden af de nominerede bøger, bortset fra min egen. Men jeg kunne konstatere så meget som at hun tydeligvis var rigtig glad og beæret, og man skulle være et skarn, hvis ikke man kunne glæde sig på hendes vegne. Nu er der sikkert mange forfattere, der er nogle skarn, men jeg fandt da ud af, at jeg ikke er. Ikke på det punkt, i hvert fald. Jeg tror egentlig, at jeg blev mere rørt over hendes glæde end jeg ville være blevet over selv at modtage prisen.

Så har man set det med. Sørme om ikke jeg er blandt de nominerede til Danske Banks Debutantpris.

Måske jeg skulle prøve at finde det dér afsnit af “Venner”, hvor Joey er nomineret til en pris og øver sig i, hvordan man reagerer, hvis man får den - og hvis man ikke gør.

Det er sådan lidt pudsigt med de forskellige måder at skrive datoer på rundt omkring. Her i nabolaget skriver vi dagen først, og derpå måneden - vi skal åbenbart have et helt nøjagtigt punkt at begynde med, og så bagefter forklarer vi, hvor vi er, set i det større perspektiv. Andre begynder med måneden - de skal åbenbart have overblikket på plads, inden de går i detaljer.

Tag nu en tilfældigt valgt dato som 9/11. For en amerikaner vil der her være tale om den niende måneds ellevte dag . Arh, OK, det er selvfølgelig ikke en helt tilfældig dato, det er immervæk én, som i sjælden grad er blevet et begreb i sig selv. Hvis man skal nævne noget, der er sket på en 11. september, er man nærmest nødt til også at sige, hvilket år man taler om, for ellers går folk ud fra, at man mener 2001. Det er også sådan en dato, som vi kan finde på at slynge ud på engelsk og i den dertil hørende rækkefølge. I den forbindelse er det vist meget heldigt, at en velkendt kæde af døgnkiosker har et syvtal i navnet og ikke et nital. I så fald ville deres motto have været “Oh, thank heaven for 9-eleven!”

Hvis vi til gengæld snakker almindelig dansk kalenderskik som vor mor lavede den, er 9/11 derimod den niende dag i den ellevte måned. Det er så i øvrigt i dag. Faktisk er det også en skæbnedag for visse markante bygningsværker. 9. november 1989 var dagen, hvor østtyskere fik lov til at krydse grænseovergangene til Vesttyskland, og dermed var Berlinmurens skæbne beseglet. I tilbageblik lyder det næsten som et “9/11-tema”, når Leonard Cohen synger “First we take Manhattan, then we take Berlin”. I hvert fald hvis man bytter om på rækkefølgen og tillader både dansk og amerikansk udlægning af, hvad 9/11 lige er.

9. november 1993 var dagen, hvor den gamle, tyrkiske bro i Mostar blev ødelagt. Mostar er hovedbyen i Hercegovina i det, der engang var Jugoslavien. Først blev byen belejret af serbere, men det lykkedes bosniere og kroater at drive dem væk. Derefter begyndte de så at slås indbyrdes, og kroaterne ødelagde broen, der velsagtens var det kendeste monument i Jugoslavien.

Og så er der selvfølgelig 9. november 1938. Det er, som de fleste vel nok ved (eller burde vide) Krystalnatten.

En ret markant dato, sådan en 9/11. Også når vi læser det på den danske måde.

Nu skal jeg lige ud og have handlet en smule. Bare et hurtigt smut ud i virkeligheden og så tilbage i trygge cyberspace, computeren kan sagtens lige stå tændt i mellemtiden, med net og alting i jævn tomgang.

Så er problemet bare, hvilken side på nettet, jeg skal efterlade den med. Jeg mener, hvis nu - HVIS nu - jeg bliver ramt af en Dash 8, der nødlander på Mozartsvej eller svenskerne/russerne/al-Qaeda invaderer landet, mens jeg er derude, og jeg så kvæstes, dør eller på anden vis forhindres at komme tilbage, så er der jo en vis signalværdi i den side, jeg efterlader som en sidste pissen territoriet af.

Dating.dk? Det vil skaffe mig et eftermæle som desperat søgende. Temmelig patetisk.

Google? Det kunne også kaldes ‘desperat søgende’, omend sådan lidt mere bredt anlagt. Lidt løst, ikke så sigende.

Det ville nok være mere passende med en af de specialiserede nørde-sider, jeg frekventerer. Feeverte.net, eggtempera.com eller sådan noget. Men så skal jeg til at vælge, og så kommer jeg jo aldrig afsted.

Næ, det er nok bedst bare at lade den stå her med min egen blog, inklusive dette indlæg, så man vil kunne konstatere, hvilke bekymringer jeg har gjort mig om mit eftermæle.

Nu vover jeg skridtet.