Cegebe

I denne søde juletid kan man ikke stikke næsen i en avis, i fjernsynet eller ud på nettet uden at få den proppet og stoppet med overvejelser over julen og al dens dårskab og alt det, som den i virkeligheden burde være. Det er typisk noget med en præst eller en lettere tynget forbruger, der forsager det materielle ræs, fylderiet og al dets væsen og mener, at vi i stedet burde koncentrere os om julens sande budskab. Og hvad er så det? Jamen, det er selvfølgelig kristendommen og dermed noget med næstekærlighed og familieværdier.

Juleaftensdag sker der det for Danmark helt usædvanlige, at kirkerne fyldes til bristepunktet. 2. juledag er alt til gengæld ved det gamle, da er bænkene igen så tyndt befolkede som resten af året. Det er egentlig en skam, for det er noget af en svada, der her udgør dagens tekst:

“Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.
   Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« “
(Matt 10,32-42)

Klarere kan det ikke siges: Kristne skal ikke spilde tid på familien - det er benhård business, der handler om at blive frelst og kun er for the filthy few, og næstekærligheden er til syvende og sidst noget, der udøves for, at man kan “få sin løn” og komme i himlen.

Nu er det så, at teologer vil stå i kø for at understrege, at man jo altså ikke nødvendigvis skal tage alle de her tekster fuldstændig for pålydende - de skal trods alt fortolkes. Jo, tak. Hvis man skal have kristendommen til at være noget med at være flink og være sammen med familien, må fortolkning i det her tilfælde betyde, at teksten skal betyde det helt og aldeles modsatte af, hvad der rent faktisk står. Det svarer nogenlunde til, at Amnesty International ville insistere på at bruge Mein Kampf til at støtte deres sag.

Det kan teologerne ikke sige, for så ville de blive arbejdsløse. Men vi andre behøver ikke at begå vold på stakkels Matthæus: Vi kan vælge den ligetil og fornuftige løsning og sige, at enten følger vi Kristus og giver fanden i familien og julefreden - eller også vælger vi familien og julefreden og giver fanden i Kristus. Det bliver vi ikke mindre næstekærlige af, for vi behøver ikke ham til at fortælle os, at vi skal være det. Tvært imod - det er da mere ærligt at være det, simpelt hen fordi vi er flinke, end at være det, fordi Guds søn lover os, at vi så bliver frelste.

De fleste, mig selv inklusive, vil nok foretrække den sidste løsning, og det er fordi vi i bund og grund er gode, gammeldags hedninge. Vi drikker os bimlende stive og fotokopierer vores røv - det er noget, vi har fra romernes saturnaliefest, der i høj grad handlede om at tage lidt afslappet på samfundsordenen. Vi pynter op med stedsegrønt og tænder lys - det er om noget en markering, der hænger sammen med solhvervet, der er blevet fejret længe før der var noget, der hed kristendom. Vi omgiver os med figurer af små væsner, der gerne skal have lidt grød - det er gode, gamle hedenske guddomme, som ikke er specielt almægtige eller algode, men som det bare i almindelighed er en god idé at holde sig gode venner med. Og så er der noget med et guddommeligt barn, der bliver født under lettere pressede omstændigheder - det er også et tema, der går igen rundt omkring, hvad enten der er tale om guder som f.eks. Horus eller Dionysos eller mennesker med en eller anden guddommelig tilknytning som f.eks. Moses. Det er i øvrigt tit noget, der er blevet knyttet til solhvervet - romerne fejrede for eksempel solgudens fødsel den 25. december: når dagene bliver lysere, er det fordi guden (igen) bliver født.

Hvis der overhovedet er noget sandt budskab i julen, er det dette: Det er mørkt og koldt, og man skulle tro, at Verden var gået i stå. Derfor må vi tænde lys og æde, drikke og være glade. Det er ikke måske ikke specielt næstekærligt, men ærligt talt - det var måske også bedre at være hæmningsløse frådsere og materialister i et par uger, mens det er allermørkest, og så i øvrigt strække omsorgen for næsten til at fylde hele resten af året, i stedet for at være frådsere og materialister hele året og derudover have dårlig samvittighed over det i et par uger.

Glædelig og ukristelig jul!

Jeg elsker duften af linolie, og lige nu hænger den i mine fingre. Jeg er på arbejde nu, det daglige af slagsen, der ikke skal andet end at betale regningerne, men formiddagen er gået med at male. Det skrider fremad med billedet, jeg tror efterhånden, at baggrunden er, som den skal være, og jeg har kastet mig over selve figuren:

Jeg tror, at jeg har været for gavmild med den hvide og lavet lidt for meget lys på lidt for mange kanter i folderne. Når jeg kommer hjem i aften, skal jeg have tørret lidt af og malet lidt over hist og her. Jeg skal passe på ikke at gå amok i bløde overgange - i sådan en frakke er der mange ret ensartede farveflader. Fokus på dem, hr. C., husk det nu.

<- Foregående afsnit 

”Status. Overblik. Nu er det NU, Marie, kom så, for helvede, tag dig sammen”

Marie hviskede sammenbidt til sig selv. Hun så på fortovsflisen, der dannede rammen om et abstrakt, ekspressionistisk maleri, der kort forinden havde ligget lunt i hendes mave. Hun vidste, at det var nu, i dette lettelsens øjeblik, at hun tænkte så klart, som hun overhovedet kom til denne dag.

Punkt ét: Sortere alle indtryk i det, der betød noget, og det, der ikke gjorde. Til sidstnævnte kategori hørte en fjern, arrig bjæffen fra en ældre dame, der var kommet forbi tids nok til at få sin del af Maries halvfordøjede kryddersild på frakken. Til gengæld betød det noget at få morgenens indtryk delt i to bunker: Drøm og virkelighed.

Vågne op i fremmed lejlighed: Virkelighed. Marie så sig om og kunne stadig ikke genkende gadebilledet.

X-hvad fa’en de nu hed, der ævlede om god sex og Vesthimmerlands Gymnasium: Drøm. Havde det været en X, ville hun stadig kunne genkende stedet.

En enkelt af morgenens tågede erindringer måtte tjekkes for eventuel virkelighed. Marie stak hånden ned i sin taske og håbede, at hun ville finde et eller andet harmløst som for eksempel en klump plutonium eller en gnaven klapperslange.

I stedet fandt hun det værst tænkelige. Fotokopi med et stk. røv. Den del havde altså ikke været nogen drøm. Marie begyndte at skimte omridset af en plan for dagen: 1) Finde egen seng, 2) Blive et menneske igen, hvis overhovedet muligt, 3) Lægge billede af røv ud på Facebook og spørge, om nogen kan genkende den. Sådan, Marie. God plan.

I det samme trodsede hendes mobiltelefon kirsebærsovsen og karrysilden og begyndte at kvidre lystigt. Hun afviste opkaldet, men telefonen lod sig ikke slå ud. I displayet stod der et ukendt nummer.

Næste afsnit ->

Det her billede var sådan ét, der uden videre meldte sig temmelig fikst og færdigt for det indre blik, og som sad lige i skabet i første hug, da det kom på papir. Jeg kunne uden videre gå i gang med at svine lærredet til:

 - og så tage fat på en undermaling i gråtoner:

En tommelfingerregel for maleri er, at man så vidt muligt skal undgå farven sort. En anden er, at hvis man skal blande sig frem til en farve, skal man bruge færrest mulige farver til det. Begge dele er noget med, at man ellers risikerer, at det bliver for grumset og sådan. Det er den slags regler, man kan få stukket i hovedet i en lang række håndbøger om emnet, men det bliver de ikke mere rigtige af. Sagen er den, at der meget ofte er alt for meget goddaw i farverne, som de kommer lige fra tuben, og at det derfor faktisk kan være bydende nødvendigt at grumse dem til, hvis man skal lave noget, der er lidt mere dæmpet i det. Udgangspunktet for den gule farve til himmelen er såkaldt “neapelgult” - det er egentlig navnet på en gul blyforbindelse, men i dette tilfælde er det en præfabrikeret blanding, der imiterer den ægte neapelgule. Den tog jeg så brodden af med en grå, blandet af sort, hvid og brændt umbra, en brun farve, der gør den grå lidt varmere. Så fik jeg lige brudt de to tommelfingerregler ganske effektivt.

Det er så her, jeg rendte ind i et nyt problem. Nåja, det var ikke så nyt igen, men det blev bare endnu tydeligere, når jeg skulle blande mig frem til en mere dæmpet farve, der skulle balancere et mærkeligt sted mellem noget varmt og noget koldt. Sagen er den, at jeg ikke ligefrem har noget super-proft atelier. Jeg har min lejlighed, hvor der ikke kommer så skidemeget lys ind, at det gør noget, og på den her tid af året er der jo ikke for meget at tage af i forvejen. Der var ikke noget at gøre, jeg måtte have en ordentlig lampe, så jeg malkede skamløst Onkel Danny for over otte hundrede kroner og fik til gengæld en seriøs lyskilde. En lampe, der kan skrues fast på staffeli eller bordkant eller hvor man vil, som kan indstilles i alle mulige retninger, og som - vigtigst af alt - udsender lys med en bølgelængde, der svarer til rigtigt dagslys frisk fra Vor Sol, så man kan regne med de farver, man ser. Så tog udsigten til lærredet sig pludselig sådan ud:

Himlen er blå. Det er sådan noget man siger, og der kan da også være noget om snakken. Der er dog grænser for, hvor meget man skal stole på den slags skråsikre påstande. Der kan være morgener, hvor en let dis spreder sollyset, og hvor himlen er gul.

Gul er, lærer man i diverse halvstuderede vejledninger, en “varm” farve, men den slags morgener har det ikke desto mindre med at være skidekolde. Netop den stemning, med en isnende kold, gul himmel, ville jeg prøve at fange i et billede. Udgangspunktet var en hurtig lille skitse, lavet i et af den slags øjeblikke, hvor jeg simulerer, at jeg passer mit daglige lønarbejde, mens jeg i virkeligheden (det vil sige mentalt - den eneste virkelighed, jeg helt stoler på) er et andet og langt mere interessant sted.

Jeg får så tit en idé til en eller anden spændende figur, og så ender det med, at jeg ikke rigtig får tænkt igennem, hvordan omgivelserne skulle være. Her tvang jeg mig selv til at lave en baggrund og så bare antyde figuren. Jeg har forestillet mig en art tagterrasse i en fiktiv by, hvis skyline ses bagved. Den domineres af en enorm bygning, der velsagtens er en helligdom af en art. Denne bygning har jeg tidligere ladet optræde i diverse skitser og tegneserier, men det her er første gang, den finder vej til et maleri.

Over denne by skal der altså være en bidende kold, gul luft. At det ikke er nogen mild sommerdag, skal om ikke andet kunne ses på figuren i forgrunden, der efter bedste evne har pakket sig så godt ind, som garderoben nu tillod:

Overblikket er ved at vende tilbage. Jeg tror nok, at hovedet stadig er foroven og fødderne forneden, og at det meste derimellem også er, som man venter det, men det er den slags, man godt kan blive lidt i tvivl om, når man frivilligt har ladet sig centrifugere sammen med et overophedet, ukrainsk eksprestog.

Det hele begyndte for et par år siden. Vi var nogle stykker, der skulle lave et program til Universitetsradioen i København, med en dertil hørende fiks jingle. Jeg greb i blinde den første, den bedste CD på hylden, og vi tog en bid af den første, den bedste sang på den. Så vidt, så godt, men jeg syntes faktisk, at det lød som noget meget sjov musik, så jeg noterede mig, at det var noget, der skulle gås nærmere efter i sømmene ved lejlighed. På coveret stod der “Gogol Bordello Gypsy Punks Underdog World Strike”, og det var ikke helt indlysende, hvad der var orkesterets navn, og hvad der var titlen, men det er den slags, man hurtigt får på plads her i google-alderen.

Gogol Bordello, hedder de altså, og vi taler om rå, østeuropæisk sigøjner-punk fra New York. Tag en saneringsmoden Trabant, hæld højoktan flybenzin på, sæt ild til og hold så ellers fast - det er sådan cirka stemningen, og så sagde rygtet ellers, at det i allerhøjeste grad var sådan noget, der skulle opleves live.

Det er så lige præcis det, jeg fik chancen for her i torsdags, hvor dette gale ensemble ramte Vega som et hjemmebrændt SS-20-missil, og jeg er, som antydet, stadig blæst helt bagover. Hvis man kunne tappe energien fra dem, kunne alene frontfigur Eugene Hütz holde en mellemstor, europæisk hovedstad kørende et par uger, selvom det ikke helt kan udelukkes, at der bagefter vil være en del radioaktivt affald at tage sig af.

Ah, ja. Når der stadig findes sådanne galninge, og de kan fylde et mellemstort spillested i kolde, grå København og piske en stemning op, er Verden trods alt stadig til at leve i.

De, der var så uheldige ikke at være der, må så nøjes med andenhånds vidnesbyrd, som for eksempel det her.