Cegebe

“If it walks like a duck and it talks like a duck, it might be a robot assassin cunningly fashioned to look like a duck. So watch your ass.”

“Det, jeg hører dig sige, er …”

Det er sådan noget, som lidt for smarte idioter lærer at sige af konsulenter, coaches eller lignende kvaksalvere på et halvdagskursus i indlevelse. Hold nu op med det fis.

I tirsdags handlede rejsesiderne i Urban blandt andet om Barcelona. Det er en by, der er ret højt på listen over steder, jeg gerne vil besøge, og det er der mange grunde til, men nu har jeg fået endnu én - der er nemlig nogle bartendere dernede, som jeg gerne ville give en gedigen gang smæk i den bare. Vi citerer fra artiklen:

Sukkerknalden på teskeen bryder ud i flammer i det sekund, den kommer i berøring med tændstikken. De hvide, smeltende krystaller drypper ned i glasset med den brændbare væske kaldet ‘absint’. Da de harblandet sig med den stærke drik, tilsætter jeg halvdelen af den lille flaske vand, der fulgte med, da jeg bestilte min drink. Sådan drikkes absint, siger de

Og så er det, at vi herfra siger: NEJ, NEJ, NEJ, sådan drikkes absint IKKE. Eller, jo, det gør det beklageligvis mange steder nu om dage, men det er et komplet idiotisk ritual. Det tjener ikke noget formål andet end at imponere laverestående livsformer, der gerne vil drikke sig stive, og som ikke fatter det kontraproduktive i, at man så brænder alkoholen af. I halvfemserne begyndte de også at finde vej til Prag på grund af den uforskammet billige alkohol, og der serverede man noget lokal flybenzin under den forjættende betegnelse ‘absint’ . Det var et scenario, der lå lige til højrebenet for en forretningsdrivende med fingeren på pulsen: Den forbudte drik, det lovløse østeuropa og de fulde turister, der var med på alt, hvad der lugtede af noget grænseoverskridende. Absint havde et rygte som en slags næsten-narkotika, og så var det jo nærliggende at servere det på en måde, så man næsten følte sig som en junkie, der smelter heroin.

Nu har dette badass-image åbenbart også fundet vej til Spanien. Den stakkels journalist er ifølge artiklen blevet advaret om, at to glas absint er “mere end nok”. Baren sælger sikkert mere til alle dem, der gerne vil lege Hunter S. Thompson, hvis de advarer mod drikken end hvis de fortæller, at det egentlig bare er sprut, men her må jeg spille den kedelige rolle som den, der tager luften ud af myten: Tre glas absint er hverken mere eller mindre for meget end tre glas vin, whisky eller dry martini. Det er ikke og har aldrig været et hallucinogen eller noget, der ligner.

Skulle nogen have ladet sig inspirere af artiklen til at tage til Barcelona og få sig en absint, kan de med sindsro tage sig et par stykker mere, hvad bartenderen end måtte sige. Til gengæld bør de bede ham om at stikke sin ske med brændende sukker op et vist sted.

Som en ekstra service henviser vi lige til et par indlæg, der tidligere har været bragt her på bloggen: Om den rette serving af absint her, og om virkningen her.

Folk, der udtaler ordet “unik” som om det var engelsk og siger “junik”. Argh. Hold dog op.

Den italienske kunstner Piero Manzoni er især kendt for at have udstillet og solgt sit eget lort på dåse. Her er tale om et rent naturprodukt, som kommer ud af ethvert menneske hver evig eneste dag - det eneste, der gør det til kunst, er at det er bragt ind i en bestemt sammenhæng. Lorten er frembragt af en (der kalder sig) kunstner, er blevet udstillet på et galleri og købt i dyre domme af muséer.

Pressen elsker den slags. Det lyder tilpas idiotisk til, at man ret let kan finde nogen, der bliver forargede, og så har man en konflikt med høj underholdningsværdi, der kan serveres på to minutter i aftenens nyhedsudsendelse. En af de helt klassiske bemærkninger fra den forargede meningmand er “det dér, det kan jeg sgu også lave”, og når værket består af lort, må det siges at være ganske korrekt.

Men hvad så med den belgiske kunstner Wim Delvoye? Han har udviklet en maskine, som han har kaldt “Cloaca”. Den kan det samme som det menneskelige fordøjelsessystem: Omdanne fødevarer til lort - og det gør den så. Resultatet er en fuldstændig nøjagtig genskabelse af ægte menneskelort, men det er altså kunstigt fremstillet, og det har ikke været helt let at genskabe noget så kompliceret som den menneskelige fordøjelse i maskinform. Det er altså ikke et værk, som enhver lige kan gøre efter.

Hvis vi accepterer, at noget kan kaldes kunst, bare en kunstner har sagt god for det, er sagen så let. Så er Manzonis lort kunst, mens mit eget af slagsen ikke er. Det er jo så den holdning, som den typiske, forargede menigmand ikke accepterer. Her lyder kravet ofte, at kunst skal være noget, som alle og enhver ikke lige kan lave. I så fald er en lort ikke kunst, selv om den nok så meget er udnævnt til det af en kunstner. Men hvad så med Delvoyes lort - er det lettere at acceptere den som kunst, fordi den har krævet stor viden og teknisk kunnen at fremstille?

Har lige siddet og set en udsendelse på DR2 om en fransk kunstner ved navn Sophie Calle. Hun er indbegrebet af sådan én med en masse snedige idéer - det er vist det, der på godt dansk kaldes en konceptkunstner. For eksempel hyrede hun engang en privatdetektiv til at følge sig en hel dag. Hun har også arbejdet som stuepige i et hotel og taget billeder af værelserne, og interviewet blinde om skønhed. Det er sådan noget, hvor man i første omgang tænker “sikke en sjov idé”, og hvor man derefter - i hvert fald hvis man er kunsthistoriker eller noget i den dur - begynder at tænke og tale en hel masse om, hvad det nu siger om tilværelsen, vor tid og Fanden og hans pumpestok. Den slags kalder man kunst.

For noget over 500 år siden malede Hans Holbein den tyske hertugdatter Anne af Kleve. Det var ikke for, at kunsthistorikere kunne have noget at tærske langhalm på - billedet havde et ganske udtrykkeligt og ret jordnært formål: Kong Henrik VIII af England havde hende i kikkerten som en mulig ny kone, og han ville have en idé om, hvordan hun så ud, så han kunne afgøre, om hun var værd at gifte sig med. Succeskriteriet var, om a) kongen blev tiltrukket af personen på billedet, b) om tiltrækningen også holdt, da han mødte hende i levende live. Det endte med, at svarene blev a) ja, b) nej. Billedet hænger nu på Louvre. Den slags kalder man også kunst.

Hvad har det, som Sophie Calle gør, og det, som Holbein gjorde, til fælles? Tja, de fysiske resultater opbevares og udstilles på muséer og gallerier, og vi regner jo med, at det, der er den slags steder, er kunst. Er det virkelig nok til, at vi bruger det samme ord om begge dele? Hvis ikke, hvad er så kunst, og hvad er ikke? Og hvad skal vi kalde det, der ikke er?

Det tog lidt tid, før jeg rigtig kom i gang med det her år. 1. januar var vanen tro sådan lidt træt i det, og derefter lå jeg brak med influenza nogle dage. Da jeg så endelig var blevet et opretstående og sansende menneske, opdagede jeg, at det altoverskyggende tema åbenbart var knive. Der er åbenbart nogle, der går og stikker dem i andre folk, og det udløser en massiv, folkelig reaktion. Den er skåret over samme læst som i tilfælde af kræft, terrorisme eller østeuropæisk dominans i Melodi Grand Prix: 1) Det er for dårligt, og 2) derfor må der gøres noget. Politikere kræver indgreb, medierne laver voxpops blandt Gud, hvermand og en kanariefugl, og menigmand griber til vore dages førende, folkelige pressionsmiddel og opretter grupper på Facebook.

I denne opkogte atmosfære tør jeg næsten ikke fremstamme min tilståelse, men det er trods alt en chance for at vise, at jeg er en mand med modet til at stå ved min belastede fortid, så her kommer det: Ja, jeg har gået med kniv. Gennem det meste af min barndom og et pænt stykke ind i mine videregående studieår har en kniv været en fast og naturlig del af min daglige påklædning.

Og hvorfor så det? Ja, altså, det er i bund og grund en del af min opdragelse, at man da naturligvis har en kniv på sig. Det har man bare, ellers mangler der noget. Men det er selvfølgelig også fordi den er anvendelig. Man kan skære dårlige dele af et æble væk, man kan flække nødder, man kan skære en pind af og til, hvis man skal bruge en pind til noget, man kan spidse blyanter, man kan åbne breve. Nåja, man kan også stikke den i folk, hvis de kommer på tværs af én, men det har jeg nu aldrig gjort. Jeg undgår at komme i klammeri med folk, og hvis det alligevel skulle komme så vidt, ville jeg aldrig have brugt en kniv mod dem. Ikke fordi jeg ville have skrupler ved at lemlæste en eller anden idiot, der ville pande mig ned, men fordi jeg ville være bange for, at kniven ville ende med at blive brugt mod mig selv. Desuden ville den foldekniv, jeg gik rundt med, være temmelig elendig til at stikke folk ned med. Den var udformet sådan, at den med stor sandsynlighed ville lukke sig sammen om mine egne knoer, hvis jeg forsøgte at bruge den som stikvåben.

Det er efterhånden længe siden, at jeg har gået med kniv. Jeg bor i byen, og selv om der er de lækreste æbler på træerne i mit kvarter, er det ikke tilrådeligt at spise af dem, da jorden ikke består af jord, men af tjære og tungmetaller. Jeg har heller ikke rigtig brug for at snitte i pinde, og jeg ville sikkert også blive uvenner med parkforvaltningen, hvis jeg forsøgte den slags. Hvad breve angår, så kan man jo ikke åbne en email med en kniv, og de få papirbreve, jeg modtager, har det med at være regninger eller kontoudtog. Dem har jeg ikke så skidetravlt med at få åbnet, at jeg ligefrem behøver at have et redskab på mig.

Der er med andre ord ikke så forfærdelig meget, jeg kunne bruge en kniv til i det daglige, andet end at stikke folk ned med, og det er som nævnt ikke noget, jeg rigtig gør i. Hvis jeg skulle stikke i folk, skulle det være med et ordentligt våben - sådan ét, man kan bære stolt og åbenlyst ved sin side for at vise, at man er en mand af ære, der modtager enhver fornærmelse med en udfordring til duel ved daggry. Den slags ville nok hurtigt vække anstød i nattelivet, så i øjeblikket går jeg knivløs - og dermed ifølge min opdragelse halvnøgen - gennem tilværelsen, som en ægte mønsterborger. Men måske man skulle oprette en Facebook-gruppe for retten til at bære sværd?

Der er vist noget med, at vi har fået et helt nyt år, og at 2007 dermed trygt kan pakkes sammen og afleveres på nærgenbrugsstationen sammen med alt det andet udtjente habengut. Dronninger, statsministre og andet godtfolk benytter gerne anledningen til at gøre status og se frem og tilbage og hvor man nu ellers er hen, og den simple pøbel følger trop med den mere jordnære udgave, kendt som nytårsforsættet. Det er sådan noget, der ophøjer hverdagens dårlige samvittighed og gnavenhed over ikke at kunne finde ud af at være der, hvor man vil, til et ritual, der hører med, for at det kan blive rigtigt nytår.

Nu er jeg ikke specielt folkeligt anlagt, så hvis jeg skal lege nytår, skal det sgutte være Bilka-udgaven med alle dens fitness-abonnementer og nikotinplastre. Hvis jeg gerne ville gøre noget anderledes, men ikke har kunnet hitte ud af det de sidste nogle-og-tredive år, er der nok ikke de store chancer for, at jeg pludselig tager skeen i den anden hånd, bare fordi det pludselig hedder 2008. Inden for de klassiske discipliner er der nu heller ikke så meget at komme efter (bemærk, hvordan jeg så småt slår den statsmandsagtige tone an). Jeg ryger ikke, og hvad angår mad, drikke og almindelig fysisk rørelse er jeg vist i nogenlunde hæderlig stand, i hvert fald nok til, at jeg ikke gider bekymre mig mere om sagen.

Næ, jeg er mere til sådan noget med at gøre status på den storslåede måde. Nationens tilstand og den slags. Her hviler der en pudsig aura over 2007, sådan en fornemmelse af “både noget og ingenting”, noget i og for sig stort, som bare ikke har betydet det helt store i praksis. Man kunne også vende det til noget lidt mere fremsynet og pionéragtigt, sådan en “this is the beginning of a beautiful friendship”-tilgang.

Her tænker jeg selvfølgelig i høj grad på, at 2007 var året, hvor jeg sluttede mig til det eksklusive selskab af udgivne forfattere, med hvad dertil hører af anmeldelser og nomineringer og sådan. Se, det er da sådan noget, der gør et år til noget lidt mere end det sædvanlige. Og så er det altså også sådan noget, hvor man vågner op dagen efter og konstaterer, at alt rent faktisk ikke er særlig anderledes. Der dumper stadig regninger ind ad brevsprækken, og jeg skulle hilse og sige, at en digtsamling ikke batter alverden, når de skal betales. Der står heller ikke forlæggere i kø og flår i én for at høre, hvornår det næste manuskript er parat - ikke, når forfatteren er mig, i hvert fald. Det er selvfølgelig lidt irriterende, når man stadig skal stå op til sit smør-på-brødet-job og lade sig dytte af, når man skal dele byen med morgensure morgenbilister. På den anden side er det nok i sidste ende rarere at gå og hygge sig med sit lille, smalle forfatterskab end fra den ene dag til den anden at blive sparket ud i det store rotteræs i stil med Popstars-Jon eller Britney Spears. Den slags risikerer vi digtere trods alt sjældent.

2007 var også året, hvor der gik en hel masse op for mig, når det drejer sig om kunsten at male. Jeg har, som det vil være læserne bekendt, ind imellem offentliggjort afslørende billeder fra processen med at svine et lærred til på passende vis, og i det forgangne år har jeg haft en lind strøm af aha-oplevelser med hensyn til at få styr på farver og former. Jeg tror sgu, at jeg en eller anden dag kan ende med at lave noget, der ikke er helt åndssvagt. Jeg har meget at lære, men nu ligger der jo også et dejligt, frisk og ubrugt år, kaldet 2008, hvor det vil være passende at klø på med den slags.

Der er også et par nye bogprojekter i støbeskeen, så selv om 2008 for mit vedkommende begyndte med en solid influenza, der tog over, så snart nytårstømmermændene var fordampet, ender det såmænd nok med at blive et helt sjovt år. Jeg er i hvert fald alive’n’ kickin’ igen, så stay tuned, be there or be square, Gud bevare Danmark, det går ufattelig godt og hvad man ellers siger.