Tilbage til naturen. Naturen, det billige skidt. Et rent naturprodukt. Vi hører om den hele tiden, den dér natur, og jeg nikker pænt og lader som om, at jeg ved, hvad det handler om. Men, hånden på hjertet og sig det ikke til nogen: Det gør jeg ikke. Jeg ved simpelt hen ikke, hvad natur er.
Tit og ofte mener man vist sådan noget med træer og buske og søer og bakker og så videre. Det er sådan noget, hvor Danmarks Naturfredningsforening helst ikke vil have, at der bliver bygget alt for mange motorveje og storcentre og stålvalseværker. Ud fra den betragtning er naturen vist sådan cirka ensbetydende med det, der ikke er lavet af mennesker. Det er jo såre simpelt. Naturen, den går sin gang, mens vi mennesker griber ind i den gang. Et oplagt eksempel er et vandløb, der løber dér, hvor det nu løber. Det er natur for fuld udblæsning - men hvis vi mennesker så kommer og bygger en dæmning, så vandløbet bliver stoppet, og en masse jord bliver oversvømmet af en kunstig sø, jamen, så har vi grebet ind i naturens gang.
Men hvad så hvis der kommer en flok bævere og bygger en dæmning? Det gør de jo, sådan nogle kræ, og dermed griber de jo også ind i naturens gang. Næ, nej, er der nok dem, der vil sige, for de er jo selv en del af naturen, de er jo dyr, og dyr er naturlige - modsat mennesker. Men altså, hvad er forskellen egentlig? Den markmus, der får sit musehul oversvømmet, fordi vandløbet bliver dæmmet op, er nok temmelig ligeglad, om den gesjæftige entreprenør er en bæver eller en opretstående abe. Naturen har det åbenbart med at gribe ind i naturens gang.
For at gøre forvirringen komplet, er der også dem, der som det selvfølgeligste i Verden taler om “menneskets natur”, og den kan blive taget til indtægt for snart sagt hvad som helst. Aristoteles mente, at mennesket er et “politisk dyr”, det vil sige et væsen, hvis natur det er at leve i en eller anden form for statsdannelse. Sådan er der så mange filosoffer, der har forsøgt at finde frem til et eller andet, der kunne karakterisere vor ulyksalige art. Resultaterne er sjældent videre overbevisende - som regel får man en lumsk fornemmelse af, at den gode filosof synes, at et eller andet er fedt, og så skal det gøres til lige netop det, der er kendetegnet for Mennesket som sådan. Dermed kan filosoffen mageligt karakterisere alle, der er uenige, som ‘umenneskelige’. Hvis Claus Hjort Frederiksen havde været filosof, havde han garanteret ment, at den menneskelige natur bestod i at stå til rådighed for arbejdsmarkedet (sjovt nok var Karl Marx inde på noget lignende).
Nu er vi mennesker jo sådan set også i sidste ende et naturprodukt. Som art er vi skabt gennem evolutionen, som individer er vi skabt gennem sex, og begge dele er sgu da noget af det mest naturlige, hvordan man end vender og drejer det. Det er derfor også svært at kalde noget, som mennesker går rundt og gør, for ‘unaturligt’. Der er vist en del, der har en eller anden idé om, at umiddelbare drifter er naturlige, mens rationel eftertanke ikke er. Men i så fald skulle vores hjerne jo være unaturlig, og hvordan kan noget, vi er født med, og som er blevet, hvad det er, som følge af en, øh, naturlig, udvikling, være unaturligt?
Med hjælp fra denne hjerne og vore lige så naturligt udviklede hænder har vi fundet ud af at lave et utal af redskaber og bearbejde vore omgivelser med dem. Vi laver økser og fælder træer med dem og bygger ting af de fældede træer; vi blander beton og støber det meste af Verden ind i det; vi udvinder metal, laver ledninger af det og sender strøm gennem dem. Den slags ting har vi gjort og til stadighed dygtiggjort os i, så længe vor art har vandret på denne Jord, alt sammen som følge af det, vi er blevet til gennem en helt naturlig udvikling. Med andre ord kan man med god ret hævde, at sekssporede motorveje, atombomber og YouTube er lige så naturlige som et rislende vandløb. Men det betyder også, at der dårligt kan være noget overhovedet, som ikke er natur, og så giver ordet ikke rigtig nogen mening.
Nej, jeg aner ikke, hvad det dér natur er.
