URBANblog

Arkiv for februar, 2008

Jeg nåede det …

onsdag, 27.02.2008.

… at få lavet et billede til finalen i den dersens konkurrence:

gave.jpg

Sandsynligvis når det endda at blive nogenlunde tørt til på lørdag. Jeg har i vid udstrækning brugt jordfarver som siena, umbra og okker - de er generelt nogenlunde hurtigt tørrende. Derudover har jeg brugt rent blyhvidt - det tørrer langt hurtigere end titanhvidt og zinkhvidt, som ellers er det mest udbredte nu om dage. De fleste undgår blyhvidt, fordi det er giftigt, men det tørrer som sagt hurtigt og er i øvrigt på mange måder ret lækkert at male med.

Finalist

lørdag, 23.02.2008.

Kan I huske det hersens billede “Gul kulde”, hvis tilblivelse jeg i sin tid pippede lidt om? Og hvad blev der så af det, vil den opmærksomme spørge. Sidst vi så det, var det her. Siden da har jeg fusket lidt mere med det, og det kom efterhånden til at se sådan her ud:

yellowcold.jpg

Jeg kunne ikke helt hitte ud af, hvad jeg så skulle stille op med det. Der er noget ved det, der ikke er helt af vejen, og der er noget udefinérbart et-eller-andet, som ikke er helt i skabet, så jeg har endt med at stille det i en krog og glemme det for en tid. Så kan jeg ved en senere lejlighed se på det med friske øjne. Inden jeg gjorde det, nåede jeg lige at tage et foto af det, mest fordi jeg havde læst om en konkurrence, som nogen, der kalder sig “The Ivy” havde udskrevet. Det var noget med at blive “Contemporary Art Icon”, og hvem vil ikke gerne det? Man skulle bare sende et foto, og det kostede ikke noget af deltage, så jeg sendte et foto af “Gul kulde” ind som bidrag og glemte hurtigt alt om konkurrencen igen.

Nu har jeg så søreme fået at vide, at jeg er blevet udtaget som en af finalisterne i konkurrencen. Det er jo en fin fjer i hatten, men det har også lige pludselig sat mig under et vist pres. Til finalen skal man selv troppe op og præsentere et nyt værk. Fint nok, men så har de den fikse idé, at det nye værk skal måle mindst 50 x 50 cm., og alt det, jeg har liggende, er enten mindre end det eller ikke godt nok til at jeg vil bruge det. Jeg har med andre ord en uge til at male et billede, der helst skal være godt nok til at gøre indtryk på et dommerpanel af kunstpinger. Kom igang, blev der sagt.

Militant sundhedsfremme?

torsdag, 21.02.2008.

Terrorens svøbe har nu med forfærdende kraft slået til mod en grundpille i den danske kultur - solcentrene. Det er så her, man må spørge sig selv om, hvem der dog kan tænkes at stå bag.

Selv synes jeg, at solcentre er noget af det mest åndssvage, menneskeheden nogensinde har fundet på - sådan cirka på samme plan som den elektriske kirsebærskræller, jeg engang så en reklame for i TV-Shop. Men jeg er ikke særlig militant anlagt, så bare fordi jeg synes noget er åndssvagt, sprænger jeg det ikke i luften.

Hvem kan det så være, når nu det ikke er mig? Al-Qaeda? Hm, jeg tvivler. Når man er vant til aktioner i 9/11-format, vil man næppe nedværdige sig til at sætte ild til et solcenter i Brønshøj. Nej, jeg tror, vi skal over i en helt anden boldgade. Jeg tror nemlig, at det er en militant gren af Kræftens Bekæmpelse, der står bag.

Vi ved jo, at af alle de ting, der er kræftfremkaldende (det er cirka alt undtagen grøn te og tofu) ligger solcentre helt i top, og når nu terroren griber om sig (det ved vi, at den gør, det siger Ralf Pittelkow og Ekstra Bladets læserbrevsskribenter selv) er det oplagt, at diverse interesseorganisationer begynder at overveje dette virkemiddel. Den seneste tids begivenheder har utvivlsomt skræmt mange danskere væk fra solcentrenes forjættende lys, til stor gavn for folkesundheden.

Jeg betragter hermed sagen som opklaret.

Oh, natur

tirsdag, 05.02.2008.

Tilbage til naturen. Naturen, det billige skidt. Et rent naturprodukt. Vi hører om den hele tiden, den dér natur, og jeg nikker pænt og lader som om, at jeg ved, hvad det handler om. Men, hånden på hjertet og sig det ikke til nogen: Det gør jeg ikke. Jeg ved simpelt hen ikke, hvad natur er.

Tit og ofte mener man vist sådan noget med træer og buske og søer og bakker og så videre. Det er sådan noget, hvor Danmarks Naturfredningsforening helst ikke vil have, at der bliver bygget alt for mange motorveje og storcentre og stålvalseværker. Ud fra den betragtning er naturen vist sådan cirka ensbetydende med det, der ikke er lavet af mennesker. Det er jo såre simpelt. Naturen, den går sin gang, mens vi mennesker griber ind i den gang. Et oplagt eksempel er et vandløb, der løber dér, hvor det nu løber. Det er natur for fuld udblæsning - men hvis vi mennesker så kommer og bygger en dæmning, så vandløbet bliver stoppet, og en masse jord bliver oversvømmet af en kunstig sø, jamen, så har vi grebet ind i naturens gang.

Men hvad så hvis der kommer en flok bævere og bygger en dæmning? Det gør de jo, sådan nogle kræ, og dermed griber de jo også ind i naturens gang. Næ, nej, er der nok dem, der vil sige, for de er jo selv en del af naturen, de er jo dyr, og dyr er naturlige - modsat mennesker. Men altså, hvad er forskellen egentlig? Den markmus, der får sit musehul oversvømmet, fordi vandløbet bliver dæmmet op, er nok temmelig ligeglad, om den gesjæftige entreprenør er en bæver eller en opretstående abe. Naturen har det åbenbart med at gribe ind i naturens gang.

For at gøre forvirringen komplet, er der også dem, der som det selvfølgeligste i Verden taler om “menneskets natur”, og den kan blive taget til indtægt for snart sagt hvad som helst. Aristoteles mente, at mennesket er et “politisk dyr”, det vil sige et væsen, hvis natur det er at leve i en eller anden form for statsdannelse. Sådan er der så mange filosoffer, der har forsøgt at finde frem til et eller andet, der kunne karakterisere vor ulyksalige art. Resultaterne er sjældent videre overbevisende - som regel får man en lumsk fornemmelse af, at den gode filosof synes, at et eller andet er fedt, og så skal det gøres til lige netop det, der er kendetegnet for Mennesket som sådan. Dermed kan filosoffen mageligt karakterisere alle, der er uenige, som ‘umenneskelige’. Hvis Claus Hjort Frederiksen havde været filosof, havde han garanteret ment, at den menneskelige natur bestod i at stå til rådighed for arbejdsmarkedet (sjovt nok var Karl Marx inde på noget lignende).

Nu er vi mennesker jo sådan set også i sidste ende et naturprodukt. Som art er vi skabt gennem evolutionen, som individer er vi skabt gennem sex, og begge dele er sgu da noget af det mest naturlige, hvordan man end vender og drejer det. Det er derfor også svært at kalde noget, som mennesker går rundt og gør, for ‘unaturligt’. Der er vist en del, der har en eller anden idé om, at umiddelbare drifter er naturlige, mens rationel eftertanke ikke er. Men i så fald skulle vores hjerne jo være unaturlig, og hvordan kan noget, vi er født med, og som er blevet, hvad det er, som følge af en, øh, naturlig, udvikling, være unaturligt?

Med hjælp fra denne hjerne og vore lige så naturligt udviklede hænder har vi fundet ud af at lave et utal af redskaber og bearbejde vore omgivelser med dem. Vi laver økser og fælder træer med dem og bygger ting af de fældede træer; vi blander beton og støber det meste af Verden ind i det; vi udvinder metal, laver ledninger af det og sender strøm gennem dem. Den slags ting har vi gjort og til stadighed dygtiggjort os i, så længe vor art har vandret på denne Jord, alt sammen som følge af det, vi er blevet til gennem en helt naturlig udvikling. Med andre ord kan man med god ret hævde, at sekssporede motorveje, atombomber og YouTube er lige så naturlige som et rislende vandløb. Men det betyder også, at der dårligt kan være noget overhovedet, som ikke er natur, og så giver ordet ikke rigtig nogen mening.

Nej, jeg aner ikke, hvad det dér natur er.