Cegebe

I kølvandet på Geert Wilders’ islam-film understreger Pia Kjærsgaard, at “vi har lov til at provokere”.

Flot, Pia. Du har hermed lavet en vaskeægte ’stråmand’. Når vi snakker argumenter, vil en ’stråmand’ sige, at man selv opfinder det synspunkt, som man argumenterer imod. “Vi har lov at provokere”. Ja, gu’ har vi da LOV. Ingen har påstået det modsatte. Det synspunkt, at det skulle være ulovligt at provokere, er en stråmand. Mange mener, at det i dette tilfælde er uklogt, mangel på situationsfornemmelse, plat, dårlig stil, uanstændigt eller på anden vis kritisabelt. Men ulovligt? Nej.

Det er, hvis nogen skulle være i tvivl, ikke nogen særlig fiks måde at argumentere på, men den er grumme populær i vide kredse. Villy Søvndal gør nøjagtig det samme, når han tager afstand fra Hizb-ut-Tahrir. Ingen kan lide dem, ud over dem selv, så når han påstår, at han gør op med den hidtidige politik på venstrefløjen, er det en stråmand.

Det er vældig bekvemt at bruge stråmænd i sine argumenter - så er man helt sikker på at komme til at fremstå som et anstændigt, frihedselskende menneske med hjertet på rette sted og kernesund rygrad til at stå ved det.

Eller, nej, det passer ikke. Man fremstår som en idiot. Det eneste håb for folk som Villy og Pia er i den forbindelse, at tilstrækkelig mange vælgere også er idioter, så de ikke gennemskuer det. Efter meningsmålingerne at dømme er det rent faktisk også tilfældet.

Billedet af Kinski som Kristus er skredet nogenlunde planmæssigt frem. Jeg har til en afveksling forsøgt mig med at bruge brændt umbra til undermalingen - det har en mere rødlig tone end den rå umbra, som jeg ellers har brugt i de seneste billeder, jeg har lavet. Jeg er ikke helt overbevist om det geniale i den idé, men det vil vise sig hen ad vejen. Helt galt tror jeg ikke, at det går.

I første omgang blev det lidt noget grød. Der skulle mere kontrast på, så lyset kommer til at virke rigtigt. Lyset falder ind fra højre og falder på hans nakke; resten er belyst af det mere diffuse genskin fra jorden og de omgivende vægge.

Her er vi ved at have noget af det rigtige. Det er i hvert fald så vidt, at det skal have lov at tørre lidt, så jeg kan komme i gang med at give det noget farve.

Jeg har en vis svaghed for det, man gerne refererer til som “sværd-og-sandal-film”. Sådan nogle, der typisk foregår på et eller andet tidspunkt i antikken og gerne involverer nogle ægyptere, grækere eller romere, der slås, hælder gift i hinandens mad og siger ting som “So let it be written, so let it be done” og “I’m Spartacus” (sjovt, som de åbenbart talte engelsk dengang. Nå, det gjorde tyskerne jo også under 2. Verdenskrig, det ved alle, der har set “Ørneborgen”).

Nogle af den slags film involverer en kendt religiøs fanatiker fra Mellemøsten. Det var dengang, hvor det var romerne, der var besættelsesmagten/den lovlige stat og jøderne, der var terrorister/frihedskæmpere, og så var der altså ham her Jesus, der gik rundt og sagde ting som “Den, der ikke er med mig, er imod mig”. Der var engang, hvor det var så sikkert som amen i den halvtomme kirke, at der i påskedagene blev vist en del Jesus-film i TV, men i år er de vist udgået til fordel for X-factor. Jeg formoder dog, at visse lokalstationer nærmest svømmer over af bloddryppende billeder af piskning og korsfæstelse, afbrudt af en kronisk colgate-smilende ung kristen, der fortæller os, hvor dejligt det er, at han har gjort alt det for os arme syndere.

Mine egne favoritter inden for genren er nok Pier Paolo Pasolinis “Il Vangelo secondo Matteo” og Martin Scorseses “The Last Temptation of Christ”. Den første, fordi den er helt igennem no-nonsense tekstnær - det kan faktisk være en ganske overrumplende oplevelse, hvis man ellers mest kender historien i den drøvtyggede version, der serveres til konfirmationsforberedelser. Den anden, fordi den - bygget på en roman af Nikos Kazantzakis - på begavet og indlevet vis brygger videre på alt det, der ikke står i Bibelen, men som vi ikke kan lade være med at spekulere på (hvorfor forrådte Judas ham egentlig? Hvad tænkte han egentlig på, midt i den redelighed, han havde sat i gang? Og hvad var det lige med ham og Maria Magdalene?).

Derudover forestiller jeg mig en tredje yndlings-jesusfilm. Jeg må nøjes med at forestille mig den, for den er aldrig blevet lavet, og der har mig bekendt end ikke været planer om det. “The Greatest Story Never Told,” om man så må sige.

Et indlysende problem med den slags film er at finde den rette til at spille Jesus. Det er sjældent de helt store stjerner, der får den rolle, og det er også lidt svært at forestille sig Brad Pitt eller Russell Crowe som Jesus. Når jeg sådan går rundt og har en ikke-eksisterende yndlings-jesusfilm, er det først og fremmest fordi jeg har en idé om, hvem der ville være perfekt til hovedrollen - nemlig Klaus Kinski.

Kinski medvirkede i et utal af film, men er først og fremmest kendt for sine hovedroller i fem film af Werner Herzog. Filmene handler gennemgående om typer, der er for store, sære eller gale til rigtig at passe helt ind i den verden, som gennemsnitlige hverdagsmennesker har bygget. En jesusfilm ville have passet fint ind i den række. Kinski er imidlertid død for en del år siden, så medmindre han lever sig ind i rollen i en hidtil uset grad, får vi ham aldrig at se som Jesus.

Det nærmeste, vi kommer, er nogle optagelser fra en forestilling, som Kinski lavede i begyndelsen af halvfjerdserne. Den bestod i al sin enkelhed i, at Kinski genfortalte historien om Jesus på sin egen måde. I praksis udviklede det sig til noget af et freakshow, for forestillingen blev uundgåeligt afbrudt af forargede kristne og tilskuere, hvis eneste formål var at se den yderst temperamentsfulde Kinski miste besindelsen:

Så var det, at jeg fik det lyse indfald, at jeg også på en anden måde kunne få et glimt af en Kinski-jesus - jeg kunne jo male ham. En passende beskæftigelse her i påsken. DVD-afspilleren er i den forbindelse en herlig ting - jeg kunne finde lige det stillbillede, der duede, og derudfra tegne et portræt af ham. Jeg har derpå tegnet portrættet op på et lærred og for egen regning tilføjet en tornekrone:

Derefter dækkede jeg lærredet med et tyndt lag brun farve og begyndte at lægge lys og skygge ind:

Samtidig med, at jeg begyndte på det her billede, faldt jeg så over en interessant nyhed. Det er åbenbart lykkedes at grave tilstrækkeligt med klip frem til at sammensætte en film med Kinskis Jesus-one man show. Den skulle få tysk premiere den 15. maj.

Mit billede burde nok være færdigt inden da. Fortsættelse følger under alle omstændigheder.

OK, det lyder ikke så mundret. Meningen med denne knudrede overskrift var at finde en dansk oversættelse af det engelske ord “deskilling”. Bedre forslag modtages gerne.

Nå, men meningen kan vi jo godt komme ind på. “Deskilling” er betegnelsen for den tendens, hvor en eller anden særlig kunnen bliver gjort overflødig, fordi man i stedet går over til en måde at producere på, hvor enhver idiot kan betjene maskinen. Omtalte idiot indgår typisk som et led i en større proces, hvor ingen enkeltperson vil kunne klare alle tingene. Fænomenet er velkendt inden for den industrielle revolution, hvor den møjsommeligt udlærte håndværker er blevet afløst af samlebåndsarbejdere, som vi kender dem fra Chaplins “Moderne Tider”.

Den amerikanske kunstkritiker Jerry Saltz funderer lidt over begrebet i en artikel (som kan læses i sin helhed her) og konstaterer, at vore dages kunstnere er i gang med den helt store omgang “deskilling”. Det er, mener han, vel at mærke noget positivt. Han skriver blandt andet:

But to me de-skilled means unlearning other people’s ideas of skill. All great contemporary artists, schooled or not, are essentially self-taught and are de-skilling like crazy. I don’t look for skill in art; I look for originality, surprise, obsession, energy, experimentation, something visionary, and a willingness to embarrass oneself in public. Skill has nothing to do with technical proficiency; it has to do with being flexible and creative. I’m interested in people who rethink skill, who redefine or reimagine it: an engineer, say, who builds rockets from rocks.

Der er en enkelt lille sætning, der lyder vældig tilforladelig på engelsk, men som på dansk bliver til noget, der, alt efter hvordan man nu ser på det, lyder selvmodsigende, pudsigt eller rammende: “I don’t look for skill in art” - på godt dansk: Jeg ser ikke efter kunnen i kunst. På dansk er der en intim sproglig forbindelse mellem den her ting kaldet kunst og så det at kunne noget. Den forbindelse vil Saltz altså kappe - i stedet for kunnen skal det handle om at være original, overraskende og om nødvendigt pinlig.

Der er efter min mening to problemer med det synspunkt. Det første er, at jeg er træt af det. Jeg gider ikke alle de kunstnere, der forsøger at være originale. Det lykkes stort set aldrig for dem, og hvis det gør, er resultatet som regel stadigvæk temmelig kedsommeligt, selv om det ind imellem lykkes et formiddagsblad at pumpe det op til en forsidehistorie, der kan vække lidt magelig husmandsforargelse ude ved de små kakkelborde. Nå, men det er bare mig.

Det andet problem er, at han åbenbart anser originalitet og alt det andet guf for at være uafhængigt af eller måske ligefrem en art modsætning til kunnen. Her tager han efter min mening lodret fejl. Som nævnt er jeg temmelig ligeglad med, om en kunstner er original, men nogle af de andre ting, som Saltz ser efter, er også kvaliteter, som jeg sætter pris på - her tænker jeg på “obsession”, “energy” og “something visionary”. Det er som om, at Saltz ser kunnen som noget, der hæmmer den slags - noget med, at den ægte kunstner-energi ikke må blive forstyrret af noget så kvælende jordnært som kunnen. Det er sådan en “we don’t need no education”-dyrkelse af det uspolerede, der ikke er helt ualmindelig, men det bliver den ikke mere rigtig af. Rembrandt blev ikke en dårligere kunstner af at være teknisk dygtig. Tværtimod var det netop gennem en gedigen, håndværksmæssig kunnen, at han kunne få sin visionære energi til at manifestere sig som et kunstværk.

Samtidig modsiger Saltz også sig selv, for han fortsætter med at konstatere, at kunnen har at gøre med at være “fleksibel og kreativ”. Nå, så er kunnen åbenbart alligevel en god ting, vi skal bare omdefinere det. Jaja, sådan kan man jo hurtigt få skabt en altomfattende hurra-stemning. Det minder mig lidt om Jane fra den herlige serie “Coupling”, der siger, at for hende handler det at være vegetar om at sige ja … også til kød.

Problemet med kunnen inden for kunst er selvfølgelig at finde ud af, hvad den egentlig går ud på. For nu at tage Saltz’ vittige eksempel med en ingeniør, der bygger “rockets from rocks”, så er det ret nemt at finde ud af, hvor god en idé det nu er. En raket skal kunne flyve og sende et eller andet i kredsløb eller i hovedet på fjenden. Hvis ikke den kan det, er det en dårlig raket. Længere er den ikke, og jeg tvivler ærligt talt på, at det vil være nogen god idé at bygge tingesten af sten. Morsomme ordspil på engelsk er ikke relevante, når man skal bygge raketter.

Et kunstværk har ikke sådan et veldefineret formål. Det letteste at have med at gøre er værker, der tilstræber en eller anden form for realisme. Man kan ret let se en kunstners kunnen, hvis det handler om at “male så det ligner”. Men derudover? Tja, der er i hvert fald to veje, man kan gå. Man kan følge Saltz og mene, at kunnen er irrelevant, eller man kan mene, at kunst nødvendigvis må være naturalistisk (det mener for eksempel Fred Ross, formand for Art Renewal Centre). Jeg bryder mig ikke om nogen af de to løsninger. Jeg mener, at man kan tale om kunnen, også ud over det, der handler om at gengive virkeligheden ‘realistisk’. Og jeg mener, at det hører med til bedømmelsen af et kunstværk. Jeg har ikke nogen nitte- og nagelfaste kriterier og indrømmer blankt, at det er et besværligt begreb at rode rundt med, men det ændrer ikke på, at jeg hellere vil have kunst med kunnen end rockets from rocks.

Den første mandag i måneden bringer altid et dilemma med sig, da den byder på to konkurrerende arrangementer.

Det ene er Copenhagen Poetry Club på La Fontaine, en månedlig åben scene for digte og kortprosa, arrangeret af d’herrer Claus Høxbroe og Jesper Korndal. En god anledning til at komme ud med lidt af det, man går og roder med i den skriftlige boldgade, og til at drikke et par øl i selskab med diverse andre lyriske hoveder.

Det andet er den månedlige quizaften på Kennedy’s Pub på Gammel Kongevej. En af mine tidligere kolleger samler i den forbindelse et dream team af hendes nørdevenner - den slags folk, der kan huske Sokrates’ skonummer eller navnet på Batmans nabos hamster - deriblandt undertegnede.

Sidste gang, i februar, blev det til en andenplads i quizzen, vores bedste resultat hidtil. I aftes valgte jeg så til en afveksling poesien. Det omtalte par øl fik følgeskab af et par mere, eftersom jeg har ferie og ikke skulle tidligt op, og der var gode oplæsere og god stemning. Hen ved 11-tiden tikkede der imidlertid trusler ind pr. SMS. Det var quizholdet, der i mit fravær kun var kommet på en fjerdeplads, og derfor ville de dels myrde mig, dels kræve, at jeg valgte dem næste gang. Det forekommer mig, at logikken halter en anelse dér, men jeg må nok hellere makke ret. Krænkede quiznørder er et folkefærd, hvis trusler man gør klogt i at tage alvorligt.

Og dagen oprandt, den første marts, hvor det skulle afgøres, hvem af de 35 finalister i The Ivy’s konkurrence, der skulle beæres med titlen “Contemporary Art Icon”. Vi havde fået at vide, at vi skulle være på Hotel Skt. Petri i Krystalgade klokken 10. Folk kom med deres billeder under armen og blev gelejdet op i hotellets “Bar Rouge”, hvor vi så kunne se hinanden an og falde i snak. Det gik let, blandt andet fordi vi hurtigt fandt ud af, at alle havde gjort sig de samme tanker om hele dette lettere mystiske arrangement.

Når jeg har fortalt folk, at jeg var kommet i finalen i den hersens konkurrence, har de forståeligt nok spurgt, hvem det egentlig var, der arrangerede den. Det var jo The Ivy, men når folk så spurgte, hvad det var for en størrelse, kunne jeg ikke sige andet, end at det var dem, der arrangerede konkurrencen. Deres hjemmeside var ikke så skide informativ, det lød vældig smart, alt det der stod der, men hvem de egentlig var og hvad de helt præcist lavede, var ikke lige til at hitte ud af. Jeg kunne ikke helt sige mig fri for den dér fornemmelse, man får med ting, der involverer bankoverførsler fra Nigeria, selvudviklingskurser eller Anders Bircows forretningsmodeller, og det var jeg ikke ene om. På den anden side blev vi også enige om, at da vi hverken havde betalt en rød reje eller skrevet under på noget overhovedet, kunne vi indtil videre bare tage det som en oplevelse og en kærkommen anledning til at have en hyggelig dag med andre billedkunstnere. Den almindelige konklusion var, at hele foretagendet sandsynligvis var ærligt nok, men bare knap så prof og stort, som de gerne ville give indtryk af.

En fiks lille dame i stram nederdel og høje hæle dukkede op for at informere os om slagets gang. Hun havde den der halvt stramtandede, halvt servicemindede udstråling, som man gerne finder hos ældre stewardesser og uddelere af smagsprøver, og hun lagde ud med at fortælle os, at hvis vi vandt kontrakten, var det en forudsætning, at vi ikke havde en kontrakt med et galleri samtidig. Her havde vi så i øvrigt et andet uklart punkt, for der var vist heller ingen, der helt vidste, hvad det nøjagtig var man kunne vinde. Det var en eller anden form for toårig kontrakt med The Ivy, men som sagt kunne ingen helt gennemskue, hvad The Ivy egentlig var, og dermed var det også svært at blive klog på, hvad den kontrakt indebar. Hende stewardessetypen kunne ikke rigtig svare på, hvad man helt nøjagtigt måtte og ikke måtte med hensyn til andre gallerier - én havde for eksempel sit eget galleri, måtte hun ikke det?

I løbet af dagen blev vi én efter én kaldt ind og skulle præsentere vores medbragte værk for dommerpanelet. Der var sådan lidt X-factor for malere over det, inklusive et kamerahold, der cirklede rundt i baggrunden (det havde de ikke forberedt os på). Stewardessen fortalte senere, at det var til et indslag på MTV(!?), men en anden havde talt med én af kamerafolkene, og de sagde, at det bare var til internt brug.

Dommerpanelet var en flok galleri-pinger; listen over navne var blevet ændret så mange gange, at jeg ikke havde styr på, hvem de egentlig repræsenterede, men en af dem var fra Holland, og da hun ikke forstod dansk, så de gerne, at man præsenterede billedet på engelsk. Det tog sådan en ti minutters penge. Midt på dagen blev vi beværtet med en frokost, og derefter var der ikke så meget andet at lave end at vente til aftenens store fancy-pancy artsy-fartsy event, hvor vinderen ville blive afsløret. Jeg gik en tur, rendte ind i en ungdomshus-demonstration, blev våd af bygevejret og gik tilbage til hotellet.

Vi fik at vide, at vi skulle være der klokken 17, men der skete nu ikke alverden dér. Ifølge planen var det da også først ved halv syv-tiden, at gæsterne skulle komme. Ifølge det første opslag om konkurrencen, som jeg i sin tid så, ville Master Fatman, Jamiroquai og Helena Christensen dukke op. Senere forsvandt navnene fra hjemmesiden, og i den endelige pressemeddelelse stod der bare, at gæsterne ville være “150 specially selected VIPs/celebs”.

Jeg tvivler på, at der dukkede 150 op, og de, der kom, var ikke ligefrem så celebre, at jeg eller nogle af de andre vidste hvem de var. Aftenens værtinde var vist et eller andet inden for modelbranchen, hun var iført en gevaldig balkjole, bruncreme og pink læbestift, sådan lidt dronningens nytårskur møder Piger på Prøveløsladelse. Hun fortalte lidt om aftenens program, men glemte at nævne, at et af punkterne var kåringen af vinderen.

Ifølge pressemeddelelsen skulle en “famous Danish musician” så optræde. Det var en pige med en akustisk guitar, der vistnok havde en plade på vej, og som fik lov at give et enkelt nummer. Hun sang vældig fint, men man kunne ikke høre guitaren, da ingen åbenbart havde overvejet, at den måske burde have haft lidt forstærkning på.

Derefter vimsede et par modeller rundt og skænkede champagne for gæsterne. De var malet i ansigterne og på overkroppen af en, fik vi at vide, verdensberømt body-painter. Bemalingen var sådan et blæksprutte-tema, med noget, der vist skulle ligne fangarme og sugekopper.

Næste levende billede var den eneste af gæsterne, jeg vidste hvem var - sangerinden Szxhjirley, eller hvordan det nu er hun staves. Det var hende, der skulle annoncere vinderen, men først fortalte hun længe og engageret om, at den kjole, som hende nytårskuren på prøveløsladelse bar, skulle bortauktioneres til fordel for dyreværnsorganisationen OASA. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange hun sagde “de kære, små dyr”, og jeg blev en anelse krænket på vegne af søkøer, hvalhajer og andre dyr, som er så uheldige at være nogle store skrumler. Auktionen foregår på nettet, men ingen vidste helt, hvor lang tid den løber over.

Imens var vi flere, der stod og var ved at blive lidt nervøse og gerne ville have spændingen udløst. Ikke fordi vi håbede at vinde, men fordi vi frygtede det. Det dér med i to år at skulle være underlagt en kontrakt med et foretagende, der virkede en kende uigennemskueligt og manøvrerede i en glitterverden af modeldrømme og bodypaint, virkede ude af takt med det, vi gerne ville. Jeg for min del ville heller ikke have ret meget at byde på i øjeblikket; jeg har ikke særlig mange billeder, jeg synes er gode nok til at repræsentere mig der, hvor jeg er nu, og jeg er inde i en proces, hvor jeg lærer voldsomt meget. Det vil jeg gerne fortsætte med, og så ville det virke temmelig forstyrrende, hvis jeg også skulle sprøjte en masse salgbart ud.

OK, så kom øjeblikket. Schzjhirley åbnede kuverten og sagde vinderens navn. En sten faldt fra mit hjerte - det var ikke mig, men én, der hed Mari Keto. Hendes billeder var lavet som sådan en art overdimensionerede fotografier, hvor billedets raster blev udgjort af simili-ædelsten i forskellige farver. Hun er vist først og fremmest smykkedesigner.

Derefter var der så almindeligt afterparty, men jeg følte nu ikke trang til at skeje voldsomt ud. Dels havde det været en lang dag, dels var det sådan et sted, hvor en halvtredser ikke er nok, hvis man skal have en fadøl. Jeg var dog nødt til at vente til klokken ti med at gå, for indtil da var mit billede udstillet oppe på det værelse, hvor bedømmelsen var foregået. Vi havde fået at vide, at de første ti, der meldte sig, ville få mulighed for, at deres billeder kunne beses der, men det endte med, at alle billederne var deroppe, stillet op på stole, gulv og i vindueskarme på bedste beskub. Af hensyn til sikkerhedsreglerne skulle folk lukkes ind på værelset i hold på fem. Man skulle vel nok synes, at det havde været lidt smartere at vise billederne frem nede i hotellets enorme lobby, i baren eller et hvilketsomhelst andet sted end et trangt værelse.

Jeg talte med én af deltagerne, som var temmelig sur. Hun syntes, at de i den grad havde spildt hendes tid. De fleste af os tog det nu bare som en oplevelse, en lettere bizar af slagsen, og det havde i hvert fald været vældig hyggeligt at møde de andre. Jeg for min del er jo så også i den heldige situation at kunne bruge det hele som en morsom historie på min blog.