Cegebe

Så har vi balladen igen - der er sådan en ‘tag’-ting på rundtur i blogosfæren, og denne gang har Caroline sendt den videre til mig.

Vi ridser lige reglerne op her:

1. Ræk ud efter den nærmeste bog
2. Slå op på side 123
3. Find den femte sætning på denne side
4. Læg denne og de følgende to sætninger ud på din weblog sammen med disse instruktioner.
5. Kommentér citatet.
6. Tag fem andre personer og kreditér den som taggede dig.

Den er tydeligvis lavet til at cirkulere blandt filosoffer og lignende godtfolk: Det antages uden videre, at man har en bog inden for rækkevidde, og at den i så fald har mindst 123 sider med mindst syv sætninger på hver. Hvis man sidder og hygger sig med en analyse af Heideggers værensbegreb eller moralske dommes eventuelle kognitive indhold, er det såmænd nok også en nogenlunde skudsikker antagelse.

Nu ligger det imidlertid sådan, at jeg befandt mig på mit smør-på-brødet-arbejde, da jeg fandt ud af, at jeg var blevet ramt, og det eneste, der bare mindede om en bog inden for rækkevidde, var et nummer af medlemsbladet for Danmarks Pølsehandlerforening. Det hedder Pølsen og kommer end ikke i nærheden af de 123 sider. Bladet består af små historier, hentet fra dagspressen, der på en eller anden måde handler om pølser og pølsevogne. Det er mig, der finder klippene og drøvtygger dem tilstrækkeligt til at de kan bruges i bladet uden at krænke journalistens copyright.

Havde jeg siddet hjemme, ville det ikke nødvendigvis have hjulpet. Som udøvende lyriker har jeg nogle meget tynde bøger, såsom min egen, stående som noget af det nærmeste. Derudover er der en håndfuld ordbøger, blandt andre Richard John Cunliffes A Lexicon of the Homeric Dialect. Nå, men da jeg røbede min aktuelle placering med Pølsen som det nærmeste læsestof, mente Caroline, at jeg så måtte gå efter den bog, som var nærmest min hoveddør.

Der viste sig at være et par stykker med i opløbet. Den mest oplagte var Barnaby Conrad III: Absinthe - History in a Bottle. Det er en grundig, godt researchet og underholdende beskrivelse af absintens historie. Den er også rigt illustreret, hvilket viste sig at være et problem i denne sammenhæng: På side 123 var der to illustrationer og ikke anden tekst end den, der ledsagede dem, og det var ikke nok til at komme op på det krævede antal sætninger.

Nå. Næste kandidat var Rem Tene, en begynderbog i latin, forfattet af min gamle lærer Ivar Gjørup. Den var på 104 sider.

Lige op ad den stod så Fri Mands Tale af Holger Friis Johansen, en anbefalelsesværdig introduktion til klassisk, græsk litteratur. Endelig var der bid. På side 123 viste det sig, at vi var midt i et digt af Pindar. Sætningerne er som følger:

Må altid Chariternes sange
omstråle mig med renest lys: Jeg priser det ry
du bragte Kyrene på Aigina
og på Nisos’ høj, tre gange;

din dåd har frelst dig fra tavsheds vånde

Disse linjer er fra det digt, der er kendt som det 9. pythiske epinikion. Et epinikion er et hyldestdigt til en sejrherre i en eller anden konkurrence. I dag er vi vant til at se en digter som sådan et følsomt, blodfattigt gemyt, der krænger sine inderste tanker og følelser ud, men for Pindar har det været big business. Han er blevet hyret til at skrive noget, der hylder vinderen, og han har leveret varen, mod en sikkert ganske klækkelig betaling. Værket er blevet fremført af et kor, muligvis under ledelse af Pindar selv.

Den sejrherre, der hyldes i digtet, er Telesikrates fra Kyrene. Han var vinder i disciplinen kapløb i rustning ved de pythiske lege i 474. Der var fire store lege med deltagelse fra hele den græske verden: De olympiske, der fandt sted i Olympia; de nemeiske, i Nemea på Peloponnes, i dag først og fremmest kendt som et vindistrikt; de isthmiske, ved Korinth; og så altså de pythiske, der blev afholdt i Delfi. De olympiske og pythiske lege blev afholdt hvert fjerde år, de nemeiske og isthmiske hvert andet. Perioden mellem to olympiske lege blev kaldt en olympiade; undertegnede bliver hidsig og får lyst til at kaste med ting, når nogen snakker om, at der skal være “olympiade i Beijing”. Nej, der skal ej. Der skal være olympiske lege, og dermed indledes en ny olympiade, der varer de næste fire år.

De udvalgte linjer sammenfatter et vigtigt træk ved antikkens livssyn: Vigtigheden af at blive husket. Græsk religion lokker ikke med nogen lækker tilværelse i det hinsidige, det, der tæller, er, at man sætter sig spor her i livet, så ens navn og ry lever videre efter ens død. Pindar henviser til Telesikrates’ sejre i andre konkurrencer, på øen Aigina og “Nisos’ høj”, som er Megara, en by lidt uden for Athen, for ligesom at antyde, at sejren i de pythiske lege bare er den seneste og største af en lang række glorværdige triumfer.

Og ganske rigtigt - vi husker stadig Telesikrates. Men Pindar er en tand for beskeden, når han skriver ” din dåd har frelst dig fra tavsheds vånde”; det er jo rent faktisk Pindar, der har sikret hans udødelighed. Hvis ikke Pindar havde skrevet digtet, ville vi ikke ane, hvem Telesikrates var.

Fik du den, Joachim B. Olsen? Jeg skal gerne, mod passende betaling, sikre dig udødelighed med et gedigent og mindeværdigt digt …

Nå, jeg skal have sendt aben videre. Lad mig se … vi tager:

Carsten Agger

Linda Solskin

Morten Halskov Jensen

Lene Andersen

Betteskov

Dette indlœg blev postet den 11.06.2008. klokken 0:51 og er kategoriseret under Filosofisk lommeuld, Litterært. Du kan følge med i svar via RSS 2.0 feedet. Du kan svare selv, eller trackbacke fra dit eget site.