Cegebe

Nå, det var jo den her tegning af en fod, vi kom fra - hvordan gik det så lige med den?

Det vender vi tilbage til - først skal vi lige have et lille intermezzo, der adskiller sig ved at være 1) en hånd og 2) malet i stedet for tegnet.

Den er - lige som foden - lavet efter en planche i Charles Bargues tegnekursus. Det med at male den i stedet for at tegne er et indfald, der står for min egen regning - idéen var at prøve nogle ting af med hensyn til at blande og håndtere oliefarve.

Af den grund gjorde jeg heller ikke det helt store nummer ud af tegningen - jeg tegnede den simpelt hen af med kalkerpapir og overførte den til et stykke male-egnet papir.

Hvad kan jeg så lære af det? Tjo, for det første, at jeg har meget at lære endnu, men det er jo en erfaring, jeg hele tiden gør mig. For det andet, at en god tegning er en pivende nødvendig forudsætning for et godt maleri. Det løfter tingene en klasse op, når jeg lader en mestertegner som Bargue levere forlægget i stedet for at bruge mit eget hø.

Nå, tilbage til den dersens fod. Vel var det en kopi efter et forlæg, men det var da noget, jeg lavede på egen hånd i stedet for bare at kalkere. Tja, tjo, det afhænger af, hvordan man ser på det.

Tegningen endte med at komme til at se sådan ud:

Den fremgangsmåde, jeg brugte, er det, man på godt dansk kalder sight size-metoden. Det dækker over, at tegningen og det forlæg, man har, skal ses i samme størrelse. Man sørger for at have dem side om side, og så har man ét bestemt sted, hvor man står og kigger, sammenligner og måler. I det her tilfælde er det så enkelt - tegningen er simpelt hen lige så stor som forlægget, og jeg har derfor kunnet have begge dele lige ved siden af hinanden. Hvis jeg skulle have tegnet en elefant, skulle den have stået et stykke væk fra staffeliet for at kunne ses i samme størrelse, men det ændrer ikke ved princippet. Idéen er, at man kan måle på forlægget og sammenligne det direkte med tegningen. Det gør det lettere at finde fejl og korrigere dem.

For let, kunne man indvende. En gennemarbejdet tegning, lavet i sight size, kan være afsindigt imponerende, men spørgsmålet er, hvor meget man egentlig lærer ved det. Jeg har en grum mistanke om, at man ret let kan blive en dreven sight size-tegner, og så stadigvæk tegne som en brækket arm, lige så snart man ikke lige kan få stillet tingene op på den rigtige måde - som f.eks. hvis man skal tegne ovennævnte elefant. Sådan én kan man ikke lige få til at stå stille i to uger på det rigtige sted, mens man måler og tjekker og gør ved - jeg ved det, jeg var en tur i Zoologisk Have her den anden dag og lave nogle skitser, og de skrumler futter altså rundt, som det passer dem. For slet ikke at tale om, hvis man skal tegne noget, hvor man ikke lige kan få fat i en model til at posere - en Tyrannosaurus rex iklædt toga, eller hvad man nu kunne finde på.

Min fornemmelse af at lave den her fod var, at jeg kunne tegne noget, der endte med at se ganske imponerende ud, men at det i virkeligheden ikke lærte mig stort mere, end jeg ville have fået ud af at kalkere den af, det vil sige ubehageligt tæt på ingenting. Hvis det skal batte noget, må jeg smide den krykke, der hedder sight size, og i højere grad stole på mit øjemål. Jeg vil stadig bruge plancher fra Bargue-bogen som forlæg, men denne gang laver jeg ikke alle de direkte opmålinger, der indgår i sight size-metoden; i stedet ser jeg på forlægget, forsøger at koge det ned til nogle overordnede linjer og proportioner, som jeg indprenter mig, indtil de hænger godt nok fast til at jeg tør få dem ned som streger på papiret. Jeg tjekker dem i forhold til hinanden, føjer lidt mere til, retter, når jeg kan se, at det ikke holder, og efterhånden skulle der gerne vokse stadigt flere detaljer frem, som forhåbentlig er der, hvor jeg gerne vil have dem. Vi følger op, når der sker noget nyt i sagen.

Hvis jeg siger “polsk kortfilm”, skal der nok være én og anden, der kan mobilisere visse fordomme om intellektuelle filmofile, for hvem det hele bare ikke kan blive smalt nok. Lad mig bare i den forbindelse være fuldstændig ærlig og lægge kort(film)ene på bordet: Jeg glædede mig som et lille rødmosset barn over julesne, da det endelig lykkedes mig at spore en film, som jeg havde set, og som havde gjort et uudsletteligt indtryk på mig. En polsk kortfilm, ja.

Lad os – inden for rimelighedens grænser – begynde med begyndelsen. Det vil i denne forbindelse sige sådan rundt regnet de tidlige halvfemsere, hvor jeg var ung og følsom og Østeuropa slet ikke var som vor mor lavede det længere. Blandt de klare minder jeg har med mig fra den tid er en lille film, jeg så i fjerneren en aften. Det var i bund og grund en musikvideo, men på rundt regnet en times tid og lavet til diverse, velkendte stykker klassisk musik. Først og fremmest husker jeg Chopins begravelsesmarch, hvor man for hvert taktslag så en ny pianist nærmest falde bagover, ud af klaveret, og Ravels Bolero, hvor man fulgte en trappe, der i en uendelighed gik opad, og et mylder af sære eksistenser på den.

Det er sådan noget man ser, og så ser man det ellers kun igen, hvis tilfældighedernes spil atter bringer aktørerne – i dette tilfælde mig og filmen – nær hinanden på rette tid og sted. Eller rettere, sådan var det dengang. Nu lever vi i Google-alderen, og så kan man spore snart sagt alt undtagen Osama bin Laden og makkeren til den enlige sok i vasketøjskurven.

Altså – en søgning på ”Ravel”, ”Bolero” og ”Stairs”; karakteristisk for filmen og tilstrækkelig usædvanligt til, at det burde give en vis portion relevante resultater. Det fik mig ledt frem til en eller anden amerikansk TV-kanal med speciale i klassisk musik; i en afkrog af dens hjemmeside var der en omtale, der lød rigtig – der var ingen tvivl, de havde vist filmen, men ak, der stod ikke andet om den, end at den vist var polsk.

Der var så også en side med diverse bidragydere til kanalen, og der kastede jeg mig tilfældigt over det mest polske navn, jeg kunne finde. Det var Zbig Rybczynski, så bliver det sgu ikke meget polskere. Og ja, bingo – fyren har en hjemmeside med beskrivelse af hans filmprojekter, inklusive mit begærs dunkle mål, der viste sig at hedde ”The Orchestra” og endda eksistere på DVD.

Ikke andet at gøre end at bestille den sofort på minutten. Jeg måtte så vente en rum tid, og indpakningen var ikke just grundig, så DVDen havde revet sig løs inde i æsken og ligget og rodet rundt. Den var derfor temmelig ridset, og filmen igennem tænkte jeg ikke på meget andet end om den nu gik i baglås midt i det hele. Men nej, min afspiller klarede sig gnidningsfrit gennem skærene, og jeg kunne derudover konstatere, at filmen var lige så virkningsfuld som jeg husker den. Næste aften var der kun én ting at gøre – jeg måtte se den igen, denne gang i tryg forvisning om, at den tekniske side af sagen funkede, og med et glas absint af de bedre ved siden af.

Jeg har så siden fundet ud af, at Bolero-sekvensen med den endeløse trappevandring ind imellem er blevet vist for sig selv under navnet ”Stairway to Lenin” - trappen er befolket af sovjetkommunismens arketyper: Buster af koryfæer, pionérer med røde tørklæder, bredskuldrede svømmepiger, arbejdere og kolkhos-kvinder osv.

Der var også sekvenser, jeg havde glemt alt om, blandt andet nogle 1800-tals officer-typer med sabler, der eksercerede rundt inde på Louvre. Så meget desto bedre, jeg nød det hele. Og absinten med, det var én, der blev lavet forrige år i stærkt begrænset oplag, af en amerikansk hjemmebrænder, der havde fået lov at boltre sig på et fransk destilleri. Men det er en helt anden historie.

Akkeja, tiden går, vi bliver jo alle ældre, tingene er ikke, hvad de har været …

Hva’ba’? Hvad går der nu af ham? Hvad er det for en gang nostalgisk navlepilleri at fyre af?

Nah, sagen er bare den, at jeg har været væk i nogle dage og fået det skåret ud i sten og bøjet i stål, at historien går sin gang. Som led i, at jeg har ferie fra det daglige lønslaveri, tog jeg lidt ud for at vifte med ørerne og endte i Dresden. Det er ikke første gang, jeg har været der, og én og anden læser kunne måske nok finde på at spørge, hvad man så lige skal dér.

I dag er Dresden hverken mere eller mindre end en tysk provinsby af de lidt større. Engang var der dog andre boller på suppen; byen var hovedstad i Sachsen og hjemsted for kurfyrster og konger, og den fik ikke for lidt med storslået arkitektur og fantastiske kunstskatte. Hvis man er lidt til malerkunst, ved man, at man i Dresden kan se værker som Rafaels “Sixtinske Madonna” og en underskøn, sovende Venus malet af Giorgione, og hvis man i øvrigt er til ekstravagante ting i almindelighed, kan man også se verdens største grønne (!) diamant. Jovist, der er nok at se på.

Nu er det ikke første gang, at jeg er kommet om ad Dresden. I 1995 kom jeg forbi under en interrailtur, og det er når jeg tænker tilbage på dengang, at det for alvor står klart, at tiden går. Tag nu for eksempel byens store kirke, Frauenkirche, et storslået barokbyggeri, der var kendt som “stenklokken” på grund af sin form.

Da jeg var der i 1995, var den ikke mange sure sild værd. En lille begivenhed kaldet Anden Verdenskrig havde været ret hård ved Dresden. Indtil februar 1945 var byen ellers så nogenlunde gået fri, men i krigens sidste krampetrækninger blev den raseret godt og grundigt af de allieredes bomber, der satte hele den gamle bykerne i brand. Varmen fra de brændende huse fik stenene i Frauenkirche til at sprænges, og den 96 meter høje kuppel brød sammen og knuste alt under sig. To murstumper blev stående, resten var en dynge sten, og derved blev det de næste fyrre års tid.

I de glade dage under DDR var der skudt en del betonklodser op i Dresdens raserede centrum, men efter genforeningen syntes man efterhånden, at det var på tide med en ordentlig genopbygning efter krigen. Det kom også til at omfatte Frauenkirche, og alle stumperne blev registreret og nummereret, og nye sten blev hugget ud, der, hvor de gamle ikke kunne bruges. Det hele er endt med, at ikke bare kirken, men også husene rundt omkring den er blevet genopbygget. Det, der i 1995 var en parkeringsplads med et par sodsværtede murstumper, var nu blevet en ny bydel med splinternye huse, der prøvede at se gamle ud, rundt omkring den enorme stenkuppel.

Så kan man jo ikke lade være med at spørge sig selv: Er det her en genopbygget barokby - eller er det en moderne kopi? Det eneste, der rent fysisk er originalt, er nogle af stenene i kirken, og de er ikke nødvendigvis allesammen endt nøjagtig dér, hvor de oprindelig har siddet. Men det, man ser, er så nogenlunde det, som en besøgende i syttenhundredehvidkål også ville have set. Alle cellerne i min krop er blevet skiftet ud flere gange, siden jeg blev født - men hvis jeg alligevel er den samme, er det gamle Dresden vel også? Eller hur?

Jeg kan dog sige så meget, som at det, jeg lige har set, er en helt anden by end den, jeg besøgte midt i halvfemserne. Et ubønhørligt tegn på, at tiden går, og at jeg sidder fast i den. Jeg er tydeligvis ingen Billy Pilgrim.

Rumlig deplacering af en bioenhed kan udløse transmittersubstanser, der for enheden som sådan bibringer en fornemmelse af velvære. Eller med H.C. Andersens ord: At reise er at leve.Der er forskel på folk i den henseende. Jeg havde en gymnasiekammerat, der i stedet sagde ”at rejse er at lyve”, og som ikke under nogen omstændigheder bevægede sig uden for landets grænser, hvis han kunne blive fri. Selv er jeg noget mere rastløst indrettet, jeg gribes med jævne mellemrum af en uafviselig trang til at komme ud og se andre landskaber og andre måder at bygge på, høre et andet sprog i mine ører og i almindelighed bare få nogle andre indtryk. Hver gang er der så et dilemma, der melder sig.

Sagen er den, at jeg ikke bare kan tage et sted hen på ferie og så lade det være godt med det. Hvis det er et sted, jeg kan lide at være (og jeg tager ikke nogen steder, hvis ikke jeg har en rimelig forventing om det), bliver jeg interesseret i det og får lyst til at lære det nærmere at kende, at gøre det til noget halv-hjemligt, som jeg kan få mere ud af en anden god gang. Jeg har efterhånden en lille håndfuld af den slags steder, som jeg gerne vil tilbage til. Samtidig er der også steder, hvor jeg endnu aldrig har været, og som jeg også godt kunne tænke mig at besøge. Så skal jeg tage et sted hen, der nærmest er som et andet hjem? Skal jeg tage et sted hen, hvor jeg har været en enkelt gang, for at tage det nærmere i besiddelse? Eller skal jeg kaste mig ud i noget nyt, med fare for at udvide listen over steder, jeg gerne vil besøge igen med jævne mellemrum?

Jeg er trods alt i den heldige situation, at jeg aldrig har været uden for Europa, og det gør det lidt mere overskueligt at genbesøge de gamle rejsemål. Det er endda blevet lettere med årene. Op gennem halvfemserne besøgte jeg gerne diverse Balkanlande, og dengang skulle jeg lige se mig for, så jeg ikke endte midt i en eller anden krig. Det er blevet mere stilfærdigt siden da.

Nå, lad os se, hvad der er at gøre godt med.

Steder, der nærmest er mit andet hjem:

- Athen. Der boede jeg, mens jeg skrev speciale. Jeg elsker den by, med al dens røg og støj og møg og antikke monumenter og græske musik og mad.

- Bruxelles. Jeg gik på tegneserieskole dér midt i halvfemserne. Kunne først ikke udstå byen, men lærte at holde af den. Svært at blive ved med at hade den, når man godt kan lide tegneserier og godt øl.

Steder, jeg har et ret hjemmevant forhold til:

- Val-de-Travers. En afkrog af Schweiz, hvis claim to fame er, at det er der, man i sin tid opfandt absinten. Jeg har været til den lokale absint-festival nogle gange og er på hilsefod med en god del af de lokale.

- Berlin. Det oplagte sted at tage hen på en forlænget weekend. Det eneste sted uden for Danmarks grænser, hvor jeg har fejret nytår. Og der er eddermame sket en del med byen, siden jeg var der første gang i 1990.

Steder, jeg gerne vil se mere af:

- Bosnien-Hercegovina. Har været der en enkelt gang, i Mostar, byen med den berømte, tyrkiske bro. Det var mens broen var smadret. Nu er den genopbygget, det vil jeg gerne se. Og så vil jeg gerne ved samme lejlighed se mere af landet. Sarajevo og sådan.

- Makedonien.

- Bulgarien.

- Epiros. En egn i det nordlige Grækenland, hvor danskere sjældent finder op. Der er heller ikke så meget med badestrande. Til gengæld er der huse med skifertage, smalle stenbroer, bjerge, pinjeskove og en by – Ioannina – med en sø med en ø i, hvor jeg godt kunne tænke mig at sidde og skrive en bog engang.

- Italien. Rode sig ud i et hardcore blandingsmisbrug af Amarone, parmaskinke, pesto og renæssancekunst.

- Dresden. En by, der er blevet mishandlet temmelig eftertrykkeligt af det 20. århundrede, men som også huser nogle kulturskatte, der sparker røv, som f.eks. Rafaels “Sixtinske Madonna”. Og nu har de genopbygget Frauenkirche, som blev ødelagt i 1944 og som var en sodet stendynge, sidst jeg var på de kanter.

Steder, jeg gerne vil besøge:

- Armenien. De har måske verdens fedeste alfabet, og så er der et eller andet med Kaukasus som sådan.

- Barcelona. Når jeg er taget sydpå, har jeg altid holdt mod øst. Det kunne være sjovt engang at se det andet hjørne af Europa også.

- Finland. Kalevala, kantele, Gallén-Kallela – det land kan ikke andet end være fedt.

Nå, jeg har faktisk ferie fra lønslaveriet i øjeblikket, så det er bare at vælge og vrage. Nu ligger det så bare sådan, at jeg gerne vil have fuld råderet over en god håndfuld af disse øde og uberørte feriedage for i koncentreret og ensom ro og mag at kunne tegne, tegne og tegne. Den viften med ørerne, som der bliver plads til, bliver en sviptur til ovenfor omtalte Dresden, for at se Frauenkirche i hel og genopbygget tilstand, for at gense Rafaels Sixtinske Madonna og velsagtens også for at nyde en kølig, germansk fadøl eller to.

Hvis Den Slemme himself kom og bankede på min dør - eller jeg mødte ham ved nattetide på alfarvej - og han spurgte, hvad jeg monstro skulle have for min sjæl, er jeg ret sikker på, hvad jeg ville svare. Jeg ville have, at han skulle gøre mig til en allerhelvedes god tegner.

Der er selvfølgelig mange ting, jeg godt kunne tænke mig at have, prøve eller kunne. Mange ville sikkert i en sådan situation ønske sig den perfekte kvinde. Det er da også en oplagt mulighed, men altså, kvinder møder man alligevel, det siger bang, eller også gør det ikke. Den slags tager jeg hen ad vejen, som det kommer. Penge er et andet altid populært ønske, og jeg skal gladelig indrømme, at jeg gerne ville være økonomisk uafhængig, så jeg ikke behøvede at arbejde. Men igen, når nu man har fået selveste hr. Mefistofeles til forhandlingsbordet, skal man ikke bare ty til det første, det bedste og mest oplagte. Jeg vil have noget med nosser i, og det er der sgu ikke i penge. De er simpelt hen for kedelige.

Jeg kunne ønske mig et lager af original, fransk absint fra før 1914. Men på den anden side, jeg ved, hvor jeg kan få fat i noget, hvis det skulle være - det er svinsk dyrt, men jeg har da ved lejlighed levet af havregrød i et par uger og fået råd til en lille smagsprøve.

Jeg kunne være ædel og uselvisk og ønske stop for den globale opvarmning, fred i Mellemøsten eller sådan noget. Jeg tvivler bare på, at det er en vare, der føres i lige den butik, og hånden på hjertet - hvor fedt ville det egentlig være? Menneskene sviner og kan være nogle stride bananer, men det er også med til at gøre dem til det, de er. Der skal sgu være lidt kant, så der er noget at skrive Iliader om.

Nej, jeg ville som sagt gå efter det med at blive en allerhelvedes god tegner. Jeg kan tilstrækkelig meget til at få appetit på at kunne mere - og til at kunne se, at jeg mangler rigtig, rigtig meget i at være helt oppe og ringe.

Nu er der ikke tikket noget tilbud ind fra Djævelen, så jeg må nok tage sagen i egen hånd, men det er så til gengæld også det, de fleste andre har gjort, og det er de ofte kommet langt med. Som så mange andre kigger jeg på andres tegninger, savler over dem, hvis de er gode, og prøver at lure dem trickene af. Det er givtigt - men også farligt; man kommer ikke til at tegne som Mester X bare ved at bruge samme teknik. Til gengæld kan misforståelser føre til fantastiske resultater - tag bare Franklin Booth. Han voksede op med illustrationerne i den tids blade og efterlignede trofast deres stil. Der var bare lige den hage, at illustrationerne var trykt som såkaldte xylografier - det vil sige træsnit, skåret ud i hårdt buksbom-træ - mens den unge Franklin tegnede med pen. Han efterlignede noget, der slet ikke passede til det redskab, han brugte - og endte på den måde med at blive en mester med det redskab. Sådan kan det også gå.

Nå, eftersom de gode tilbud fra Inferno lader vente på sig, må jeg hellere komme tilbage til tegnebordet og gøre noget ved sagen selv. Når man selv har siddet og gnattet med pen og tusch, kan det næsten tage modet fra én at støde på sådan én som Franklin Booth. Det kan også være inspirerende. Den indstilling vælger jeg. Ja.

Jeg sad i S-toget og opdagede cirka samtidig to ting: En kontrollør og at jeg vistnok havde glemt at klippe mit klippekort. Vistnok, siger jeg, for det er sådan en ting, jeg bare gør pr. refleks, og som jeg for så vidt snildt kan glemme, at jeg har gjort. Derfor gav jeg mig da også til at rode mine gemmer igennem, da det obligatoriske “God-dag, må jarha’ lovå’ se kortellerbillet” naglede mig til pladsen med en skyldfølelse af lutherske dimensioner. Måske var der virkelig et klippekort et sted, hvor det gnidrede blå stempel var under en time gammelt.

Netop den dag havde jeg af en eller anden grund en afsindig masse tasker og punge og skidt og lort, med lommer og gemmer allevegne, og de syntes alle at gemme på klippekort - nye og gamle, to, tre og fire zoner, fra Århus og København. Men ikke et eneste, der duede. Der var ingen vej uden om, kontrolløren måtte udskrive afgiften, som blev overrakt med en nærmest kvalmende forståelse mellem offeret, der ikke var skyldigt i andet end en beklagelig forglemmelse, og øvrighedspersonen, der kun udførte sit job.

Da jeg var væltet ud på perronen, stod jeg med al min skide oppakning og spekulerede på, om der da for helvede ikke var en eller anden måde, jeg kunne slippe for at betale på, men jeg måtte jo nok erkende, at ikke rigtig havde andet end min gode vilje at henvise til, og det var næppe håndfast nok til at komme ret langt med. Netop da viste der sig til gengæld en anden og ganske uventet løsning:

Jeg vågnede.

Ja, mine drømme er normalt socialrealistiske. Der sker intet i dem, som ikke også kunne ske i den indskrænkede dagligverden, som de fleste kalder “virkeligheden”. Det eneste usædvanlige ved denne drøm var, at jeg af en eller anden grund slæbte rundt på tre tasker af en type, som jeg i det vågne liv kun ejer én af, og det er jo ikke ligefrem noget, der udfordrer de helt grundlæggende naturlove. Det er kort sagt gabende kedsommeligt at drømme, når man er mig, men lige i det her tilfælde vågnede jeg faktisk med en helt fantastisk fornemmelse: Jeg skulle ikke betale nogen bøde. En krone sparet er en krone tjent, siger man jo, og jeg kunne begynde dagen med fornemmelsen af at have 600 kroner ekstra på lommen. Herligt - hvad mon jeg kan finde på at bruge dem til???

Det er altid glædeligt at se, at Den Danske Mand er klar til at yde en indsats for fædrelandet, når der skal holdes styr på parkeringen ved kræmmermarkeder og deslige.

Noget, der kan undre mig, er dog, at de ved slige lejligheder er iført camouflagetøj af klassisk, militært snit, der får dem til at falde i ét med landskabet … og så sådan en overordentlig synlig, gul vest med refleksbånd og det hele udenpå. Det er sgu da pudsigt. Altså, enten vil man ses, eller også vil man ikke. Kan de ikke bestemme sig?