Cegebe

Vi befinder os i øjeblikket midt i en katastrofe, lader det til. Alarmklokkerne bimler i døgndrift i samtlige nyhedsmedier, og børsmæglere og bankfolk render rundt som hovedløse høns og pisker en undergangsstemning op. Vi er ramt af finanskrisen. Og sådan én er i grunden en sær størrelse.

I min meget spæde barndom var der oliekrise, og det var til at tage og føle på. Olie er sådan noget, vi bruger, når vi fyrer og smører og gør ved, og hvis det går hen og slipper op, er vi på skideren. Det kunne selv jeg i min dengang meget unge alder forstå.

Da jeg blev ældre, fandt jeg ud af, at der også var noget, der hed Den Kolde Krig. Det kan man også roligt kalde en krise, og den var heller ikke svær at forstå. Amerikanerne og russerne havde masseødelæggelsesvåben, som de muligvis kunne finde på at bruge mod hinanden, og vi boede så midt imellem. Hvis krigen kom, ville himlen formørkes af radioaktivt støv; vi ville få en evig vinter og dø en langsom død af strålesyge. Jeg så på kort over atombombers rækkevidde og fandt ud af, at hvis Århus blev ramt af en fuldtræffer, ville jeg nok være så heldig, at jeg blev ristet omgående. Jeg håbede, at Søværnets Operative Kommandos hovedkvarter i Højbjerg ville være grund nok til, at russerne ville tilstå mig den smule barmhjertighed (så vidt jeg ved, viste det sig faktisk at være ret højt på listen over mål, der skulle rammes).

Nu er der så krise igen, men hvad hulen er det egentlig, der er galt? Det er noget med økonomi, og økonomi er en videnskab, der er lige så eksakt som krystalhealing. Den bygger på den grundantagelse, at man kan bytte noget anvendeligt som f.eks. en ko eller en kaffemaskine til noget aldeles værdiløst som f.eks. en håndfuld papirlapper, der hverken er særlig kønne eller særligt gode at tørre røv i. I den elektroniske tidsalder behøver man end ikke gøre det i virkeligheden, man kan bare nøjes med at sige, at man gør det. Nu er der så alvorligt kuk i maskineriet, og da det er blottet for logik, selv når det fungerer, er det naturligvis komplet umuligt at fatte, hvad der er galt, når noget er galt. C20-indekset er i frit fald, men det ved jeg kun fordi en klog finanssmølf har sagt det i nyhederne. Jeg ved knap nok, hvad et indeks er, og hvad det vil sige, at det falder.

Nede på hjørnet er der en filial af Roskilde Bank. En af dagene kommer de nok og sætter et Nordea-skilt op i stedet. Det vil i givet fald være det eneste synlige tegn på Verdens undergang.

Tegning efter model har, om ikke alle dage, så i hvert fald i en hel del hundrede år været et uundværligt indslag i oplæringen af billedkunstnere. Det er sådan set heller ikke så underligt, da en pænt stor del af den billedkunst, der er skabt i tidens løb, har beskæftiget sig med at gengive den menneskelige krop i en eller anden form.

Derudover er det simpelt hen en god øvelse. Der er flere kloge hoveder, der har sagt, at hvis man kan tegne menneskekroppen, kan man tegne alt - det er den største udfordring, en billedkunstner står over for, og mestrer man den, vil alt andet forekomme let. Det er måske en mild overdrivelse, men noget er der om snakken - men hvorfor?

En del af forklaringen er selvfølgelig, at en menneskekrop er et ret kompliceret stykke maskineri, med en hel masse kanter, linjer og skygger at holde styr på. Men det er der så meget, der er - det samme kunne man sige om et stort træ med knudret bark og løv, der vifter i vinden.

Der er imidlertid endnu en faktor i hele spillet, som er nok så væsentlig, og den finder vi mellem ørerne på betragteren. Vi kan gå en tur på Strøget en travl lørdag formiddag, og pludselig får vi øje på en gammel ven i mængden. Vi genkender umiddelbart vedkommende blandt hundreder af andre mennesker, også selvom det måske er én, vi ikke har set i årevis. Når det gælder artsfæller, er hele vort sanseapparat uhyggeligt fintfølende, og vi kan derfor med det samme se, om der er noget galt.

Det gælder også, når vi ser et billede. Hvis en billedkunstner har tegnet moster Fies pelargonie, vil vi sikkert synes, at resultatet er mægtig vellignende, hvis vi kan se, at det er en pelargonie og ikke skvalderkål. Men hvis det i stedet er moster Fie selv, der sidder model, vil vi øjeblikkelig opdage det, hvis næsen er en milimeter for lang. Det er ikke sikkert, at vi lige kan se, hvor fejlen er, men vi fornemmer omgående, at det ikke rigtig ligner moster Fie. Det er derfor, det er så god en øvelse at tegne mennesker - det er simpelt hen det motiv, hvor vi lettest opdager eventuelle fejl.

Der er ret mange tilbud om croquistegning rundt omkring. Det er typisk noget med, at en model indtager en række forskellige stillinger i relativt kort tid ad gangen - ét minut, to minutter, måske fem eller ti. Den korte tid tvinger tegneren til at fokusere på det væsentlige frem for at gå i detaljer. Selv synes jeg ikke, at jeg kan bruge den slags til så forfærdelig meget. Jo, det er en god øvelse at kunne fange et motiv hurtigt med få, velvalgte streger, men det behøver jeg ikke en model på et podie for. Jeg kan bare gå ud i verden og f.eks. sætte mig på en café, hvor folk kommer og går - så kan jeg tegne dem.

Fordelen ved at have en afklædt model, der poserer, er for mig at se, at det giver mulighed for at studere detaljerne. At få anatomien ordentligt på plads, at indfange, hvordan lyset falder på denne eller hin muskel osv. Det kræver tid. Nu fandt jeg så heldigvis ud af, at Valby Kulturhus ind imellem tilbyder modeltegning, hvor det er samme stilling i tre timer. Med pauser ind imellem, naturligvis. Det kom der denne tegning ud af:

Der var engang, hvor tiden gik, og det var så det. Sådan er det ikke længere. Nu har vi YouTube, der gør det muligt for os at genopleve den svundne ungdom.

Sukkertoppen har f.eks. fundet Ib Grønbech og hans (mangel på) Beatles-hår frem fra gemmerne. Og nu er jeg så faldet over dette lille stykke midtfirser-Jylland, som var stort, dengang far var dreng:

Mænd, kvinder, mænds mening om kvinder, kvinders mening om mænd, mænds mening om kvinders mening om mænd, kvinders mening om mænds mening om … osv.

Emnet er populært, blandt bloggere og andet godtfolk, og det er egentlig forståeligt nok. Vor fortsatte eksistens afhænger trods alt af de to køn og deres evne til at omgås hinanden, og naturen har viseligt nok udstyret os med et særdeles påtrængende følelsesliv i sådanne sager, for at sikre, at vi ikke ligger på den lade side.

Nå, men her kan man så se, hvor simpelt og ømt det foregår, når to skorpioner mødes, og sød musik opstår:

”Fritid vælges frem for arbejde, fordi fritid ikke er beskattet.” Det har Hans Skov Christensen i hvert fald sagt i TV2-Nyhederne her til aften. Han er adm. direktør i Dansk Industri, og den bemærkning er dog noget af det mest åndssvage, jeg længe har hørt. Jeg arbejder for at tjene nogle penge at leve for. Det liv udfolder sig, når jeg ikke er på arbejde. Hvis mit arbejde ikke var beskattet, og jeg dermed fik flere penge i lommen, ville jeg naturligvis arbejde mindre.

For nylig er jeg begyndt at genopdage al den musik, jeg har stående i form af riller på sorte vinylskiver. Der er meget, jeg ikke har hørt i årevis.

Det begyndte med en pludselig lyst til at genhøre noget Pink Floyd - det er noget, jeg kun har på vinyl. Ved et sært sammentræf viste det sig at være samtidig med, at Rick Wright drog til The Great Gig in the Sky.

Så fandt jeg et par plader med Pentangle, et vidunderligt engelsk folk-band, der havde sin storhedstid omkring 1970.

Endelig nåede jeg frem til en plade, som jeg ved, at jeg var umådelig begejstret for i midt-halvfemserne, men som jeg ikke har hørt i over ti år. Cranes: Loved, fra 1994.

Jeg har aldrig rigtig dyrket det dér med at tage musik med mig rundt; jeg ejer f.eks. ikke en mp3-afspiller (bortset fra, at der vist er én indbygget i min telefon). Optagelser af musik er noget, jeg plejer at nyde hjemme i lænestolen. Men dengang midt i halvfemserne gjorde jeg noget grænseoverskridende: Jeg købte en walkman. Til kassettebånd. Og tog den med til Paris.

Vi var et par stykker fra mit kollegium, der tog ned og besøgte en af vores bofæller, der var på studieophold dernede. Vi var der nogle dage, og derefter skiltes vore veje. Min ledsager tog hjem igen, og ham, vi besøgte, blev begribeligvis i Paris. Jeg derimod tog en bus videre til Bruxelles. Sagen var, at jeg på det tidspunkt havde taget en beslutning om at rive et år ud af kalenderen for udelukkende at tegne, og jeg havde kik på en skole i Bruxelles, som jeg gerne ville gå på. Skolen havde en weekend med åbent hus, og den lejlighed ville jeg benytte til at se stedet lidt an.

Jeg satte mig til rette i bussen, med den blandede følelse af frihed og ensomhed, der følger med at skilles fra sine rejsekammerater og tage videre på egen hånd. Der var det så, at jeg gravede den til lejligheden indkøbte walkman frem og hørte Loved med Cranes, som jeg havde spillet over på et bånd.

Jeg var meget begejstret for den plade, og min store frygt var, at jeg skulle komme til at høre den til døde og blive træt af den. Jeg nåede at høre den en del gange, mens slaggedyngerne i de belgiske minedistrikter gled forbi udenfor bussens vinduer, og da jeg nogle dage senere kom hjem, skyndte jeg mig ud og købte en anden plade med Cranes (Forever), bare for at have noget til at forhindre skamhøring af Loved.

Sådan gik årene, men nu syntes jeg så, at jeg med sindsro kunne vende tilbage til Loved. Jeg satte den på og lod mig forføre. Sangerinden Alison Shaws mærkværdige støvede lillepigestemme svæver drømmeagtigt rundt om en solid bund af rytme med drev i, som hindrer det hele i at blive så æterisk, at alting forsvinder ved første vindpust. Og samtidig var jeg tilbage ved dengang jeg gik og lagde planer om at lade Århus og alt hvad dertil hørte passe sig selv for i stedet at omplante mig selv og fokusere helt og holdent på tegning for en tid.

Der er jeg lidt igen, også i mit liv. Og jeg ved nu, at jeg ikke har skamhørt Cranes; de holder endnu.

Der er dem, der mener, at moral og religiøs tro er to sider af samme sag - sådan at forstå, at religionen er nødvendig som fundament for moralen. Hvis der ikke er nogen Gud, er der heller ikke noget, der er godt eller ondt, og så flyder det hele. Man ser det for sig - i det gudløse samfund drager voldtægtsmænd og skattesnydere hærgende rundt i gaderne og sparker gamle damer og stjæler slik fra børn fra morgen til aften.

Det er et meget godt eksempel på en argumentation, der forudsætter en hel masse og som derefter uden hæmninger galoperer ud over stepperne og drager den absolut vidtløftigste konklusion. Hvis vi begynder bagfra, med konklusionen, er den ret svær at få bekræftet, når vi kigger ud ad vinduet og eventuelt supplerer med lidt nyhedsstof og en historiebog. Danmark i det 21. århundrede er ved gud (om jeg så må sige) ikke et samfund, der er gennemsyret af religion, men det har ikke fået folk til at gå amok på hinanden i en blodrus eller gå over for rødt lys. Til gengæld kan man finde masser af eksempler på folk, der opfører sig aldeles forskrækkeligt, selv om de er dybt religiøse - eller i nogle tilfælde ligefrem fordi de er det.

Nok så interessant er det at se på forudsætningen for argumentationen. Det var den der med, at vi er nødt til at have Gud som den absolutte begrundelse for, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Hvordan skal det nu lige forstås? Problemet er for så vidt reelt nok - én ting er, at vi da så sandelig synes, at man skal opføre sig ordentligt, men noget andet er at kunne begrunde det. Hvis der nu skulle være en eller anden, der har lyst til at sparke nogle spædbørn, hvad kan vi så egentlig sige, der vil overbevise vedkommende om, at det er en skidt idé? Hvis personen virkelig ikke af sig selv har en eller anden form for medfølelse, som vi kan appellere til, er det ikke så ligetil at se, hvad vi egentlig kan stille op.

Det er så her, Gud skulle komme ind i billedet. Jeg har bare svært ved at se, hvad forskel det skulle gøre. Idéen er velsagtens, at Gud har givet os nogle bud, som vi ikke må overtræde. Fint nok, det er bare ikke moral, men derimod den ultimative politistat: Det kan godt være, at Jeannie nede på tanken ikke opdager, at jeg hugger en Yankie Bar, og at hun egentlig også er lidt ligeglad, men Gud ser det og dømmer mig for det, så jeg må hellere lade være. I så fald gør min gudfrygtighed mig ikke til et godt menneske, den betyder bare, at jeg er ræd for at få røven på komedie.

Derudover er argumentet simpelt hen bagvendt. I bund og grund siger det: Det ville være forfærdeligt, hvis der ikke var nogen Gud. Javel, men man kan ikke argumentere for noget ved at henvise til, hvor frygteligt alternativet ville være. Det ville svare til, at Holocaust-benægtere underbyggede deres teori med, at det ville være frygteligt, hvis sådan noget rent faktisk havde fundet sted, og at det ville skyde enhver moral i sænk. Det er ret indlysende, at den ikke holder.

Endelig er der et par forudsætninger, som alle disse fromme etikere, der søger tilflugt hos Gud, tilsyneladende accepterer uden videre overvejelse - nemlig at 1) Gud er god og 2) der er kun én af Ham. Ingen af de to påstande er nu ellers specielt indlysende. Nu om dage er der en tendens til et ekstremt snæversyn, når det gælder religion; de fleste teologer har det med at tænke, at religion er lig med kristendom, og hvis de på et tidspunkt opdager, at der også findes andet, er det som regel Islam, de får øje på.

Problemet er bare, at det er et par temmelig usædvanlige religioner. Hvis man prøver at løfte blikket lidt fra den navle, der hedder Vesten & Mellemøsten i det 20. og 21. århundrede, tegner der sig et noget andet billede. De fleste religioner har mange guder, og de er sjældent specielt gode - det behøver man bare at læse Iliaden for at finde ud af; her slås guderne sågar indbyrdes. Ikke engang Det Gamle Testamente har nogen videre god gud at byde på; han giver israelitterne de ti bud og en større bunke tillægsparagraffer om, hvad de må og ikke må spise osv., men det er en del af en kontrakt: Hvis de overholder budene, skal han til gengæld nok hjælpe dem med at få en stump land, hvor de kan bo (og med at banke dem, der måtte have noget at indvende mod den plan).

Nej, det med, hvordan vi skal gå rundt og opføre os her på Jorden, er vi nødt til selv at hitte ud af. Hvis vi sætter vores lid til gud(erne), er vi på Herrens mark.

Herligt - Gary er tilbage på en ministertaburet. Gary fra Men Behaving Badly.

Nej, selvfølgelig er han ikke det. Han er en fiktiv person, spillet af Martin Clunes, og har aldrig haft den mindste lille antydning af en ministerpost i Danmark. Men Lars Barfod minder mig altså lidt om ham.

Lars Barfod

Gary

Universitetsansatte har gerne et eller andet morsomt hængende på døren til deres kontor, hvis de er så heldige at have et sådant. Gary Larson-tegninger er ikke overraskende ret udbredte. Andre er mere indforståede. På Institut for Filosofi på Århus Universitet kunne man engang (jeg ved ikke, om den stadig er der) støde på et uskyldigt udseende billede af en sort svane.

Det er sådan et billede, der rigtig kan få filosoffer til at blinke indforstået til hinanden med et lavmælt hø-hø, der oser af “vi ved godt, hvad det handler om, ja vi gør”.

Baggrunden er, at den sorte svane (Cygnus atratus) er et fast tilbagevendende eksempel, når filosoffer skal forklare, hvor svært det egentlig er at være rigtig sikker på noget her i verden.

Hvis vi nu uden videre dramatik går en tur i omegnen af noget vand, så er der en pænt stor chance for, at vi får en eller flere svaner at se. Der er også en pænt stor chance for, at de er hvide. Det er meget uskyldigt. Problemet kommer først, hvis man fremturer og vil påstå, at svaner som sådan er hvide. Herhjemme kan vi gå ture, til benene er slidt op til røven, og hver og én af de svaner, man ser, vil temmelig sikkert kun bekræfte os i, at svaner er hvide. Sådan har europæerne tilbragt en hel del tusind år - de har gået ture i ét væk, og om aftenen, inden de gik i seng, har de med god samvittighed bekræftet hinanden i, at svaner er hvide.

Så var det jo, at rastløse sjæle ville ud og se, hvad der rørte sig lidt længere væk, og da de nåede til Australien, ramlede de ind i Cygnus atratus. Det var tydeligvis en svane, og sateme, om ikke den var - sort! Det kan nok være, at de fik røde ører - alle de, der ellers havde gået rundt og regnet med, at alle svaner er hvide.

Hvad kan vi så lære heraf? Vi kan lære det, at vi ikke stensikkert, nitte- og nagelfast kan udlede noget generelt af selv nok så mange enkelte tilfælde. Bare fordi jeg har set sytten tusinde trilliarder hvide svaner og ikke en eneste, der ikke var hvid, betyder det ikke, at jeg med sikkerhed kan vide, at alle svaner er hvide. Det lyder uskyldigt nok, men når man tænker efter, er der uhyggelig meget af det, vi går og gør og tror og handler ud fra, hvor vi støtter os til, at “sådan har det altid været”. Solen står op i øst hver morgen. Mine sutsko står der, hvor jeg efterlod dem. Når jeg taber en genstand, falder den. Hvis den er en marmelademad, lander den med marmeladen nedad. Det er alt sammen noget, vi regner for fuldstændig sikkert, men det kan i sagens natur kun være på baggrund af de erfaringer, vi indtil nu har gjort os.

Nu er der selvfølgelig en del mere ved f.eks. Solens op- og nedgang end bare det, at vi ser det ske. Astronomer har brugt en del århundreder - deriblandt nogle ugunstige, hvor de risikerede livet - på at greje, hvad det lige var den havde gang i, Solen, og i øjeblikket har vi en teori, der så nogenlunde kan forklare, hvordan skidtet hænger sammen (det gør det ved hjælp af noget klister, der kaldes tyngdekraft). Men sådan en teori er stadigvæk noget, der bygger på de erfaringer, vi har gjort os indtil nu. Vi kan aldrig gardere os mod den mulighed, at der kunne være en eller anden skummel finesse ved Verden, som vi slet ikke aner noget om, og som gør, at vi pludselig ramler ind i noget helt uventet.

Jeg har mødt en del folk, der synes, at den slags overvejelser i betænkelig grad nærmer sig roterende knald i låget. Jeg synes bare, at det gør hverdagen sjovere. Når Solen står op i øst på det tidspunkt, som den ifølge almanakken skal, og jeg stikker fødderne ud af sengen og med forbilledlig præcision rammer sutskoene, tænker jeg “Nåda!” i stedet for “Ja, selvfølgelig.”

Og jeg lever stadig med håbet om den dag, hvor miraklet sker, og den faldende marmelademad lander med brødet nedad.

Kartofler kan blive rigtig lækre, hvis man skærer dem i tynde skiver - men ikke helt igennem - og så bager dem. Idéen stammer fra en ærværdig, gammel restaurant i Stockholm, som hedder Hasselbacken. Derfor hedder kartofler tilberedt på denne måde Hasselback-kartofler.

De hedder IKKE “hasselbagte kartofler”!

I Mellemamerika vokser træet Persea americana. Frugten er grønlig eller brunlig og - efter min mening - rigtig lækker, hvis man halverer den, fjerner stenen og drypper lidt citronsaft på, der hvor den har været. Den går også godt i selskab med rejer eller krebsehaler eller sådan noget, og i det hele taget som tilbehør til mangt og meget.

Frugten ligner lidt - lad os bare indrømme det - en testikel. De indfødte kaldte den også netop sådan, og på deres sprog hedder det “ahuacatl”. Spanierne fik det så forvansket til “avocado”.

Men skal vi så ikke blive enige om at lade forvanskningen stopper dér? Det hedder IKKE en “advocado”.