Cegebe

“I middelalderen troede man, at Jorden var flad.”

Det er der i hvert fald mange, der påstår. Det passer bare ikke. Det er en påstand, hvis eneste reelle informationsværdi er, at den, der fremsætter den, ikke har læst Dantes Den Guddommelige Komedie.

Dette prægtige storværk er skrevet i første halvdel af 1300-tallet, og det fremgår som den selvfølgeligste ting at Jorden naturligvis er en kugle. Det var ikke engang en nyhed på det tidspunkt - man havde vidst det siden antikken.

Jamenjamen, er der så nok dem, der vil sige, hvad med Holbergs bønder - de troede da, at Jorden var flad. Enhver, der kender Erasmus Montanus ved, at titelpersonen vækker stor uro og forargelse på sin hjemegn ved at komme tilbage fra universitetet og påstå, at Jorden skulle være rund. Holbergs stykke er endda skrevet i 1700-tallet, i det, der så smukt kaldes “oplysningstiden” - så må de vel have været mindst lige så dumme i middelalderen?

Javist. Der har sikkert været mangen en sjællandsk bonde i både 13-, 15- og 1700-tallet, der ikke har gjort sig andre tanker om Jordens beskaffenhed, end at man kunne gå på den og pløje den uden at falde af, og at den så ud til at være temmelig flad i det.

Det er den slags folk, der stoler trygt på alt det, som “man” nu engang ved, og de fandtes naturligvis dengang som nu. Det er den type, der i vore dage har lært i folkeskolen, at Jorden er rund, og på den baggrund mener at vide alt om, hvor dumme de var i middelalderen.

Jajada. En ny tag-epidemi hærger, og jeg har så fået smitten fra Linda.

Reglerne lyder:
Link til din tagger.
Nævn reglerne i din blog.
Fortæl om seks af dine særlige vaner (unspectacular quirks of yours).
Tag seks andre bloggere.
Læg en besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget.

Punkt ét og to er jo allerede klaret, så lad os springe ud i det med hovedattraktionen. Den engelsksprogede tilføjelse tolker jeg som den oprindelige udfordring, som så er blevet oversat til “særlige vaner”, men jeg synes egentlig ikke, at den vending er videre dækkende for udtrykket “unspectacular quirks”. “Quirks” er mere noget med særheder, og her er det så med den tilføjelse, at vi holder os til de mindre spektakulære af slagsen. Det kan godt være, at jeg jævnligt røver pengetransporter for at skaffe penge til Stalinistisk Internationale, eller at min hedeste drøm er en trekant med Paris Hilton og Pia Kjærsgaard, hvor jeg er iført Darth Vader-kostume, men det er ikke den slags, der skal frem i lyset her.

Nå, til sagen:

1) Jeg nærer en vis modvilje mod at blande mit danske med engelske udtryk. Samtidig erkender jeg, at det engelske sprog på mange områder er langt rigere end det danske, og at det derfor rent faktisk kan berige vort modersmål i betydelig grad. Enden på det hele bliver ofte, at jeg tyr til hjemmebryggede fordanskninger, som det f.eks. ses i dette indlægs overskrift, eller til lige lovlig direkte oversættelser (”så kneppende hvad?”).

2) I min gymnasietid tog jeg hver dag bussen til og fra Århus. Når jeg på hjemvejen var stået af bussen, og den kørte videre, plejede jeg at sige “May the Schwartz be with you”. Jeg kan stadig finde på det, når jeg ind imellem er på de kanter og tager den bus. Vi taler om linje 103 mod Odder, stoppestedet ved Langballevej/Fuldenvej.

3) Navnet på et sted har stor betydning for, hvad jeg i øvrigt synes om det. Jeg var engang i en fransk by, der hed Stiring-Wendel, og den er virkelig ikke noget særligt opsigtsvækkende sted, men jeg synes, at navnet er ret køligt (jvf. pkt. 1), og det alene er nok til at give den et par pluspoint. Andre stednavne, jeg kan lide: Skopje, Ioannina, Samarkand, Valparaiso, Bankeryd, Mo i Rana, Alpharetta, Ohio, Armenien, Biafra. Indtil videre har jeg har kun besøgt de to første på den liste.

4) Der er nok en del, der vil kalde min musiksmag noget kvørket (jvf. pkt. 1 igen-igen). Her tænker jeg ikke så meget på min hang til Shostakovitj eller gammel Pink Floyd (”Careful with that axe, Eugene”) - den slags er jo ren mainstream. Men hvis nogen vækker mig kl. lort om natten og spørger mig om, hvad jeg virkelig, virkelig anser for det bedste, mest sublime øde-ø-hvor-du-kun-må-tage-én-plade-med-musik, vil jeg sikkert nævne en af de græske klarinettister fra engang i 30′erne eller 40′erne. Nikos Karakostas, Giorgos Anestopoulos, Kostas Karagiannis eller Nikos Kotsopulos. Det er gammel, græsk folkemusik, vildtvoksende og komplekst og så tænderskærende smukt, at det er til at blive helt ør af.

5) I modsætning til stort set resten af verdens befolkning har jeg ikke noget større problem med kridt, der hviner på en tavle. Bevares, det er da ikke den fedeste lyd at høre på, men man vil ikke kunne få mig til at røbe fortrolige oplysninger ved at udsætte mig for den. Til gengæld kan jeg slet, slet, slet, slet ikke ha’ lyden af tænder, der skraber mod en gaffel.

6) Jeg synes, at kakerlakker er smukke.

… og stafetten går videre til:

Morten
Caroline
Spacemermaid
Betteskov
Louise
Thurston Magnus

Ja, det må jeg nok have lov at spørge om. Jeg kan berolige med, at ordet er opfundet til lejligheden, og at det ikke skal bruges til andet end et lille tankeeksperiment. Ordet dækker over alt det, der på en eller anden måde kan relateres til et kontor.

Kontorstole, skriveborde, papirclips og post-it-sedler er naturligvis splönst. Computere, regnemaskiner, papirclips og kuglepenne ligeså. Vi kan blive ved: Mødelokaler. Regnskabsafdelinger. Powerpoint-præsentationer. Afskedsreceptioner. Indsamlinger til jubilæumsgaver. Sexchikane. Teambuilding-øvelser. Fyringsrunder. Fredagsøl. Firmafester (med tilhørende udenomsægteskabelige eskapader). Kopimaskiner. At tage kopier af sin røv. Det er alt sammen splönst.

Sådan et ord er på mange måder temmelig bøvlet. Rigtig meget af det, vi kan kalde for splönst, findes også uden for kontorer. Vi kan have to fuldstændig identiske kuglepenne, hvor den ene er splönst, mens den anden ikke er, simpelt hen fordi den ikke indgår i den sammenhæng, der sætter rammerne for splönst. Samtidig er den sammenhæng også temmelig vag - hvor går grænsen egentlig for, hvad der kan kaldes et kontor? De tvivlsomme grænsetilfælde hober sig op, og de kunne give anledning til mangen en ophedet diskussion om, hvor vidt en given genstand eller handling er splönst eller ej.

Ærligt talt - jeg tvivler stærkt på, at vi kommer til at se ret mange af den slags diskussioner. Jeg tror ikke på, at begrebet splönst har nogen levedygtig fremtid i det danske sprog, og det hænger sammen med, at det er inderligt overflødigt. Vi kan uden problemer tale om både papirklips og om, at Jensen da vist har noget kørende med hende den lille pakke nede fra regnskabsafdelingen, også selv om vi ikke har ét ord at sammenfatte de to fænomener under.

Det er så her, vi begynder at nærme os pointen. Ja, der er en pointe. Den er, at det virkeligt eksisterende, meget brugte og rigtig meget diskuterede ord kunst i ret høj grad minder om det til lejligheden opfundne nonsensord splönst.

Ordet ‘kunst’ bruges om Rafaels Sixtinske Madonna, om Marcel Duchamps pissoirkumme og om Kristian von Hornsleths navngivningsaktion i Uganda, for nu lige at ryste lidt eksempler ud af ærmet. Kloge hoveder kan mageligt få resten af livet til at gå med at spekulere på, hvad der er kunst, og hvad der ikke er. Jeg kan bare ikke helt sige mig fri for en nagende fornemmelse af, at ordet er ubrugeligt og burde afskaffes.

Hvad ville der ske, hvis vi konsekvent holdt op med at kalde noget for kunst? Tja, den Sixtinske Madonna er et maleri. Duchamps pissoirkumme er, nåja, en pissoirkumme, der er blevet signeret og udstillet. En ting. En readymade, for at bruge Duchamps eget udtryk. Det, som Hornsleth har gang i i Uganda kan vi kalde for en aktion eller en happening. Men kunne vi egentlig ikke klare os fint uden at skulle mase hele baduljen sammen under ét, stakkels ord?

Kan I huske den her modeltegning, jeg viste herinde for nylig? Jeg fortalte ikke hele historien, for jeg ville lige vente & se, hvad der kom ud af det.

Nå, sagen er den, at jeg ikke bare lavede den for sjovs skyld. Heller ikke bare for øvelsens skyld, selv om det har lidt med sagen at gøre. Jeg skulle bruge den til en ansøgning til et tremåneders, intensivt tegnekursus på kunstskolen Studio Escalier i Paris. Jeg har længe gernet ville rive nogle uger eller måneder ud af kalenderen for at tegne, tegne og tegne og intet andet. Der findes en del muligheder rundt omkring, og så vidt jeg kunne bedømme ud fra undervisere, beliggenhed, tidspunkt, varighed og generel tilgang til sagerne, var det her et passende sted. Der er to lærere til tolv studerende på kurset, så der burde være mulighed for at få en hel del ud af det. Der er sædvanligvis flere ansøgere end pladser, hvor mange ved jeg ikke, så jeg aner ikke, hvor lille et nåleøje det er, men de har i hvert fald sluppet mig ind. Så til februar hedder det orlov fra arbejdet og tre måneder i Paris.

Jeg aner ikke, hvor pengene skal komme fra. Lige nu har jeg allerede overtrukket min kassekredit og skal betale 1500 euro senest den 25., men hva’ fa’en, jeg må se at få søgt nogle legater. Ellers må jeg røve en bank, hvis jeg ellers kan finde én, der overhovedet har nogle penge i disse krisetider. Eller finde lidt inspiration her:

Paris er en af den slags byer, der tværer historiske vingesus ud i hovedet på én, så snart man stikker snuden indenfor. De brede boulevarder og snævre gader oser af kulturhistorie, det er bare om at vælge et årti inden for de sidste par hundrede år, så er det nærmest som om man ser det for sig. Manet, der maler bare damer og en lurvet absintdrikker. Verlaine, der drikker sig fra sans og samling, sætter ild til sin kones hår og drømmer om Rimbauds unge røv. Erik Satie, der komponerer små klaverstykker med mystiske navne og bliver sur, hvis folk rent faktisk lytter til dem. Picasso, Modigliani og de andre unge malere, der sulter, boller til højre og venstre og opfinder et nyt formsprog. Hemingway, når han ikke lige er i Spanien for at se på tyrefægtning. Sartre, der udnytter sin totale frihed til at hænge ud på Café de Flore. Ionesco, der får Den Skaldede Sangerinde opført på Theatre de la Huchette, hvor den stadig går. Boris Vian, der skriver Desertøren og dør af et hjerteslag, mens han ser filmatiseringen af sin roman Jeg vil spytte på jeres grave.

Edouard Manet: Absintdrikkeren

Vi var tre gutter, der var ude for at se på byen. Rigtige mænd ville måske være taget direkte til Montmartre for at købe sig til en rask lille omgang syfilis, men det eneste stævnemøde, vi havde, var med den grønne fe. Absint, denne franskeste franske drik, blev med skræmmende effektivitet udraderet fuldstændig fra Byernes By, da den blev forbudt i 1915. Ingen synes at have opdaget, at forbudet er en saga blot, og det nærmeste, man kommer på caféerne, er en eller anden halv- eller heldårlig pastis. Vi havde vor egen lille flaske med og var på jagt efter nogle glas at drikke den af (hotellets plastickopper var bare ikke helt rigtige) og et sted at gøre det.

Koldt vand måtte vi også have. Det fandt vi på flaske hos en lille tyrkisk grønthandler. Vi spurgte, om han ikke også havde nogle glas, og han viste os nogle hvide plastickopper. Nej, de duede ikke, havde han ikke nogle rigtige glas, nogle man kunne se igennem?

Han lyste op i et stort smil. “Ah, champagne,” sagde han med en “jeg ved nok, hvad I er ude på”-stemme og fandt nogle champagneglas frem. Stadig plastic, men klare og med fod. OK til vores brug. Han gav mig en high-five, og jeg grinede med, selv om jeg ikke helt var med på, hvad han egentlig troede. Måske regnede han med, at vi var på vej til Montmartre for at købe os en omgang syfilis.

Vi gik ned ad Rue Lafayette og kom til en lille park, der henlå i mørk aflåsthed. Hegnet var dog bare et sølle stakit på en meters penge, og vi klatrede over og fandt et bordtennisbord, hvor vi stillede glassene. Vi hældte absinten op og dryppede langsomt vand i.

Én ting er, at det var en god absint. Jade Verte Suisse, en af mine favoritter blandt dem, man kan få i dag. Noget andet var selve situationen. Det er sikkert første gang siden 1915, at der er blevet drukket ordentlig absint på Rue Lafayette. Aftenen var lun, glassene blev tømt, og der var nok i flasken til endnu en omgang. Herligt. Det blev vort lille bidrag til den kulturhistoriske heksekedel, de kalder Paris.

En af billedkunstens store styrker er, at den kan bruges til at vise os verdener, vi ellers ikke ville kunne få at se, fordi de ikke eksisterer i den indskrænkede størrelse, vi har det med at kalde virkeligheden. Det er ikke den kvalitet, man ser mest til på Charlottenborg eller i andre af vore dages hellige haller, men så må man bare kigge andre steder. Hvis ens stolthed kan leve med, at man bliver set med noget, der vist egentlig er sat i bås som børnebøger, kan man f.eks. beundre den amerikanske kunstner James Gurneys detaljerede oliemalerier af en fantasiverden, hvor mennesker og dinosaurer lever side om side, i billedbøgerne om Dinotopia.

I lørdags tilbragte jeg formiddagen i en afkrog af Schweiz ved navn Yverdon-les-Bains. Jeg havde kørt med tog fra København over Hamborg og Basel hele natten og var en smule kvæstet, men ikke værre, end at en kop kaffe så nogenlunde fik mig gjort menneskelig igen.

Yverdon er en smuk lille by, med brosten, gamle huse og en borg, samt et spøjst lille museum kaldet Maison d’Ailleurs (”Andetsteds-huset”), viet til “science fiction, utopi og ekstraordinære rejser”.

Der er en større samling bøger, tegneserier m.m. og en ny fløj er viet specielt til Jules Verne. Denne fløj blev indviet netop i lørdags, og ved samme lejlighed var der fernisering på en udstilling med originale Dinotopia-malerier.

Det kunne jeg ikke gå glip af. Én ting er, at billedbøgerne er flotte, men intet slår at se originalerne. Der er en særlig glans ved oliefarver, som ingen reproduktioner kan yde fuld retfærdighed. James Gurney himself var der også, og jeg nåede lige at få hilst på både ham, hans kone samt en anden udstillingsgæst, der som mig var en flittig læser af hans blog, Gurney Journey.

Efter nogle timer i Yverdon tog jeg toget til Neuchâtel og derfra et nyt tog ind i hjertet af absint-land til Fleurier i Val-de-Travers. Herfra gik der en bus, der tog mig med gennem let snepudrede bjerge og over grænsen til den franske absint-hovedstad, Pontarlier …

Der var engang, hvor interrail var stort. Det var vist cirka på den tid, hvor andre store ting var sådan noget som kartoffelkuren, Walther & Carlo, Preben Elkjær og heavybands i spandex og puddelhundehår. Jeg var på interrail et par gange i halvfemserne, og på det tidspunkt gav det ikke stort mere street credit blandt rygsækfolket end en grisefest på Mallorca. Hvis man skulle være nede med den fede rejselystne flåde, skulle man mindst til Sydamerika og trippe på ayahuasca med nogle autentiske, menneskeædende indfødte.

Der må nu alligevel have været en og anden bagstræberisk amatørbackpacker, der tog en interrailtur i ny og næ, for man blev ved med at kunne få billetten til det, og det kan man såmænd stadig. Jeg ved det, jeg har lige købt én af slagsen.

Princippet har alle dage været sådan noget med, at man køber en billet én gang for alle, og så kan man futte rundt med tog i Europa, lige så tosset man vil. Gennem tiderne har man så kunnet skræddersy det på lidt forskellig vis, og nu kan man bl.a. andet få en billet, hvor man får i alt 5 rejsedage inden for en periode på 10 dage. Det er skidesmart til sådan en lille sviptur, som jeg har tænkt mig at bruge den kommende weekend og lidt til på.

Hvis der er en og anden derude, der aldrig har hørt om en fransk by ved navn Pontarlier, så er de lovligt undskyldt. Det er ikke sådan en by, man finder på lister over 10, 20, 50 eller 100 steder, man bare skal se, før man dør. Den har sine hyggelige kroge, og egnen er vældig smuk, bevares, men det kan man sige om så mange steder. Når jeg alligevel - for langtfra første gang - tager lige netop derned, har det rødder i byens storhedstid for hundrede år siden. Dengang var Pontarlier centrum for Frankrigs produktion af absint, og der var over tyve destillerier. Siden blev absinten forbudt, men i dag er vinden vendt og piben har fået en anden lyd, og de gode borgere i Pontarlier kan på fuldt lovlig vis støve deres lille hjørne af menneskehedens kulturarv af. Det gør de først og fremmest hvert år i oktober, hvor byen afholder den såkaldte Absinthiade. I sig selv er det bare en lidt søvnig byfest med absint som tema, men det er en kærkommen anledning for absintnørder fra hele verden til at mødes om deres fælles interesse. Sidste år sprang jeg over, men nu har jeg tænkt mig at vende stærkt tilbage.

Jeg vil benytte lejligheden til et par andre svinkeærinder rundt omkring i det mellemeuropæiske. Derfor interrailbilletten - den giver spillerum for spontane indfald til en rimelig penge. I øvrigt kan jeg også godt lide at rejse med tog.

Beretningen om en tidligere absinthiade kan læses her.