Cegebe

Århus er måske ikke nogen verdensmetropol, men byen er stor nok til, at man kan leve et helt liv dér og aldrig se en ko i nogen anden tilstand end den, sådan et kræ har i supermarkedet. Byen er dog også så lille, at man have sin daglige gang i den, samtidig med, at man bor på det totale bøhland, og det uden at bruge mere liv i bussen end i hjemmet. Resultatet bliver en særlig form for kultursammenstød, som på de kanter er en hverdagsbegivenhed.

Jeg hørte til den sidste slags; jeg er født og opvokset omkring ti kilometer uden for Århus og gennemførte gymnasietiden og et halvt års penge af universitetsstudiet, inden jeg rykkede ind for at bo i byen. Når jeg mødte folk af den første slags, kunne jeg fortælle rystende anekdoter om det hårde liv på landet, hvor mænd er mænd og køer er bange. Det hændte også, at nogle af dem forvildede sig helt derud, hvor jeg havde mine rødder.

Engang var min læsegruppe kommet derud. Et af medlemmerne var en bypige med stilethælene solidt plantet på stenbroen. Typen, der tror, at verden er belagt med asfalt, og naturen er et rekreativt område, der opstår, når man skraber den væk. Hun havde aldrig set noget lignende. Nåja, set og set - det, hun først og fremmest var ganske bestyrtet over var (ud over lugten), at der var helt ualmindelig mørkt.

Det havde aldrig slået mig, at der var specielt mørkt. Mod syd kunne man ane genskinnet fra et gartneri, og mod nord så man lyset fra Århus, og så synes jeg altså ikke, at man kan kalde det rigtig mørkt - men nej, der var da ikke nogen gadelygter på strækningen fra busstoppestedet og ned til landsbyen. Det var en grænseoverskridende oplevelse for én, der var opvokset i neonlampens skær.

Nu er der så løbet en del vand i åen og øl i halsen siden da, og der er sket det for en jyde så utænkelige og dog så almindelige, at jeg har slået mig ned i Danmarks Riges Hovedstad, Gamle Kongens København. Denne by kan der siges mangt og meget om, også godt. Jo, de snakker sjovt og går ind i bussen ad fordøren, men der sker en masse sjove ting og de lokale er i almindelighed ganske flinke.

Én ting kunne jeg dog godt ønske mig: At de, bare en gang i mellem, ville slukke alt det møgforpulede lys, de har til at brænde i døgndrift. Her til aften har det været noget så sjældent som klart, og jeg gik ud for at kigge lidt på stjernerne - to boldly look where noone has gone yet.

Når man som jeg er vokset op i landlige omgivelser, er den smule stjernehimmel, man kan se fra byen, en sand jammer. Jo, med en hæderlig håndkikkert kan man da godt se Andromeda-galaksen, men det dér mylder af skinnende prikker på en sort himmel, med Mælkevejens diffuse sølvbånd hen over hvælvet, er en oplevelse, man kun kan tænke sig til her.

Jeg mindes en tidlig morgen i foråret 2007, hvor jeg som så ofte før cyklede på arbejde. På det tidspunkt mødte jeg ret tidligt, og Solen var endnu ikke stået op. Min vej gik gennem Stengade, og det var dengang, hvor Ungdomshuset lige var blevet ryddet, og demonstranterne havde kortsluttet gadebelysningen. Hvilket velsignet mørke! Javel, jeg skulle selvfølgelig køre lidt langsommere og forsigtigere, så meget desto mere, fordi der lå brosten og flød overalt, men hvor var det dog rart, at man for en gangs skyld kunne hvile øjnene lidt. Hvis vi kunne få lidt mere af den slags i hele byen, ville vi måske ende med at få en rigtig stjernehimmel i København.

Hvis man fortæller en historie på en måde, som ikke lige er en film, kan man være helt sikker på, at der kommer nogen og laver den som film. Det samme gælder såmænd virkelige begivenheder. Det er også helt fint sådan - jeg er altid frisk på at få en velkendt historie serveret på en ny måde. Det eneste problem er, at filmfolk åbenbart alle tilhobe fra barnsben af har fået tæsket ét bestemt dogme ind i knolden, nemlig, at en film skal have et plot, og helst også en kærlighedshistorie.

Jamen, er det da ikke meget godt med et plot? Jo, det er sikkert sådan noget, de lærer på filmskolens manuskriptforfatterlinje, man skal sørge for at have et plot, der duer, så kan man bygge resten på sidenhen. Det er da også vældig fint, men der er rent faktisk historier, der klarer sig fint uden ret meget til at binde skidtet sammen andet end at så sker der det, og så sker der det.

Et passende eksempel kunne være Rejsen til Saturn af Claus Deleuran - en dansk tegneserieklassiker fra 1977. Handlingen er egentlig stort set sammenfattet i titlen; vi kan så uddybe lidt ved at bemærke, at det er en flok danske værnepligtige, der rejser til Saturn, og at saturnboerne undervejs besætter Jorden og må smides ud igen. Man kunne selvfølgelig forestille sig, at det hele blev sat ind i et lidt større plot - f.eks. noget med, at ekspeditionen i virkeligheden er sat i værk som led i en ond storkapitalists plan om at erobre verdensherredømmet, eller måske en lille lårv ståry om en af astronauterne, der efter mange og lange strabadser får overbevist sin elskede om, at det er ham, hun vil have. Men den slags ville være helt malplaceret; det, der gør historien så herlig, er alle detaljerne undervejs - en tankstation i asteroidebæltet, Himmerige, kaffeslabberads hos en kommunist-familie på en anden planet osv. - og det ville bare virke overflødigt og forstyrrende, hvis det skulle mases ind i en ramme af lige dele James Bond og Da Harry mødte Sally.

Nu er der så sket det, at der er blevet en film ud af dette stykke dansk tegneseriehistorie. Satiren er blevet opdateret til 2008-forhold, og det er sikkert en meget god forholdsregel. Derudover er det hele blevet sat ind i et lidt større plot; i filmen er ekspeditionen sat i værk som led i en ond storkapitalists plan om at erobre verdensherredømmet, og desuden får vi en lille lårv ståry om en af astronauterne, der efter mange og lange strabadser får overbevist sin elskede om, at det er ham, hun vil have. Og ja, den ramme af lige dele James Bond og Da Harry mødte Sally er nøjagtig så overflødig og forstyrrende, som man kunne vente - og den tager mange dyrebare minutter, der kunne være brugt bedre på flere bizarre og sjove indfald, som ikke har en kæft med noget plot at gøre, men som er det, der er hovedattraktionen ved sådan en historie.

Nå, men den slags kan man så finde i de mange trailere for filmen, som er meget sjovere end det endelige resultat …

Som nogle nok vil huske, udkom min digtsamling Grøn for Bouzouki og Klarinet sidste sensommer. Siden da har Verden ventet i spænding på, hvad der mon så ville ske. Var det virkelig alt? Var kilden løbet tør - eller ville der monstro komme mere en skønne dag? Ville han udgive flere digte under en ny, mærkelig titel - Magenta for Balalaika og Theremin eller sådan noget? Eller ville han skrive Den Store Danske Samtidsroman?

Planer har jeg selvsagt haft nok af, og nogle af dem har jeg sågar gjort noget ved, men jeg er generelt varsom med at råbe det hele fra nærmeste bjergtop, så længe tingene hænger og svæver i det uvisse. Nu ser det imidlertid ud til, at støbeskeen for næste bogplan er ved at komme på plads. Og nej, vi taler ikke om Den Store Danske Samtidsroman, ej heller om en ny digtsamling, men derimod om en fagbog, en håndbog, et stykke vejledende og oplysende litteratur, som menneskenes børn kan blive klogere af.

Baggrunden er et initiativ fra det lille forlag Darklights: De vil lave en serie bøger med den fælles overskrift Den Sorte Bog - en serie små fagbøger om diverse emner. De har efterlyst idéer og har nu udvalgt seks, der efter planen skal blive færdige bøger ud af. Deriblandt den, som jeg i sin tid sendte dem. Trofaste læsere af denne blog vil næppe undre sig, når de hører, at min idé er Den Sorte Bog om Absint.

Vi taler stadig om de indledende manøvrer, men den skulle gerne ramme reolerne engang i løbet af 2009. Stay tunes, føvks.