Cegebe

At fortsætte er noget med at blive ved på samme måde, som man allerede er godt i gang med.

Inden for jura taler man om, at noget kan være gjort ‘forsætligt’. Det vil sige, at det er gjort bevidst. Med vilje, som det hedder i børnehaven.

Begge ord fås også som navneord: Det første hedder en fortsættelse, det andet hedder et forsæt. Det, man laver ved nytårstide, er et forsæt. Med ét ‘t’, det i enden. Der er ikke noget, der hedder “et fortsæt”.

Nå, jeg har nu ikke nogen af slagsen. Jeg fortsætter bare.

Julen er hjerternes, børnenes, de handlendes og ædedolkenes fest, men derudover er der også andre, der på deres egen gnækkende måde finder en vis tilfredsstillelse ved højtiden. Det er jule-kynikerne, der ser en særlig fornøjelse i at skyde deres medmenneskers enfoldige barnetro i sænk. Jeg ved det, for jeg er selv i høj grad en af slagsen. Jeg er det mest i egenskab af religionshistorisk og filologisk pindehugger - sådan noget med, at julen ikke har en dyt med kristendommen at gøre, at Jesus sandsynligvis blev født om sommeren og ikke i en stald, og at de hellige tre konger hverken var hellige eller konger eller nødvendigvis tre.

Jeg har ærede kolleger udi jule-kynismen, der har kastet sig over en anden af højtidens fremherskende guddomme, nemlig Julemanden. Vi ved jo, at han flyver rundt med en kane, trukket af otte rensdyr, og deler gaver ud. Hvis vi skal grave i hans oprindelse, bliver det et rodsammen af de nisser, der i gamle dage boede på loftet i ethvert ordentligt hjem, og Nikolaus, en helgen fra det 4. århundrede.

Så vidt, så godt. Men her er det så, at kynikerne gør opmærksom på, at selve billedet af den trinde herre med den røde dragt og det hvide skæg er skabt af Coca-Cola - at skikkelsen, sådan som vi kender ham, kommer fra en reklamekampagne.

Nu er jeg altid god for en rask lille konspirationsteori om, hvordan storkapitalen styrer verden og ødelægger små børns tænder og manipulerer os allesammen ved at lulle os ind i trygge forestillinger om rare tyksakke, der deler gaver ud, men her må jeg desværre kaste lidt grus i det, der ellers var ment som grus i maskineriet. Nej, Julemanden, som vi kender ham, blev ikke skabt til eller af Coca-Cola. Figuren er blevet til som et helt reglementeret stykke folklore, skabt og formgivet af folkevid, forfattere og billedkunstnere gennem tiden.

Det er korrekt, at der findes en række Coca-Cola-reklamer, hvor Julemanden spiller en prominent rolle. De er skabt af Haddon Sundblom, en amerikansk illustrator med svensk-finske aner. Han malede den første i 1931 og blev trofast ved til godt op i 1960′erne. Man kan mene om Coca-Cola, hvad man vil, men Haddon Sundblom var en djævelsk dygtig tegner - en værdig repræsentant for det, man kalder amerikansk illustrations guldalder.

Billedet af den rødklædte tyksak med gavesækken var dog ganske veletableret også før cola-kampagnen så dagens lys. En af illustrator-guldalderens helt store mestre (måske den største af dem alle, hvis man spø’r mig …), J.C. Leyendecker, malede ham f.eks. i 1925 som en forside til The Saturday Evening Post:

Det er ren julemand, uden cola, og det er seks år før Haddon Sundbloms første af slagsen. Så nej, vel har Coca-Cola brugt Julemanden i stor stil, men de har altså ikke ligefrem opfundet ham, og hans tøj ser ikke ud som det gør for at passe med deres farver.

Nå, men det hele skal jo heller ikke gå op i julemænd. Haddon Sundblom brugte skam sit talent på andet og mere end det, og for husarernes skyld runder vi lige af med denne forside, som han malede i 1972:

Glædelig jul, derude.

Mine underboer kan godt finde på at trampe lidt tungt i gulvet, når de står op sådan omkring 6-tiden, men her til morgen var det anderledes. Det gyngede en smule oppe hos mig, og de ting, der kunne klirre, gjorde det, men der var ikke noget tramp, der rigtig hang sammen med det. Det var snarere hele huset, der gav sig, som om et par kæmper havde stående samleje op ad ydermuren.

Jeg har tidligere oplevet noget lignende. Det var i Athen, og der var forklaringen ret nærliggende - det var naturligvis et jordskælv. Den slags sker i Grækenland. Det her til morgen var noget andet. Det var i København SV i Danmark, og her har vi som bekendt ikke jordskælv, de strider mod Janteloven.

Jeg kunne godt finde nogle andre forklaringer, der bedre passede til danske forhold. Nogen kunne være i gang med at banke fundamenter til et byggeri ned i jorden. Noget kunne være eksploderet. Et stort køretøj kunne være kørt ind i noget.

Problemet med disse ellers så gode forklaringer er, at de alle indebærer et eller andet stort brag, og det var der bare ikke noget af. Det er så her, Sherlock Holmes vil sige, at man må udelukke det umulige og holde sig til det, der bliver tilbage, hvor usandsynligt det end måtte være. Jeg tror, at jeg besluttede at vente med en endelig konklusion, til jeg havde fået min første kop kaffe.

Nå. Da det kom så vidt, havde jeg så allerede læst de seismologisk kyndiges dom: Jep, det var et vaskeægte jordskælv. Søreme så.

Cegebe over and out her direkte fra katastrofeområdet.

Nogle vil måske have bemærket, at nogle af de seneste indlæg her har berørt ting, der rækker lidt ud over den her bette planet, vi nu tilfældigvis går rundt og lever vore liv og afdrager vore flexlån på. Det skyldes ikke, at det først er nu, at jeg har opdaget at der findes en verden længere ude end toppen af Ejer Bavnehøj, men for nylig faldt jeg over et fint tilbud, der gjorde det muligt for mig endelig at få udfyldt et smerteligt hul i den hjemlige kollektion af uundværlige gadgets - og som har gjort de fjernere egne af vort univers en tand mere nærværende:

Nej, det er ikke en kanon. Det er en Orion Starblast, som, hvis vi skal have det hele med, er en 114 mm f/4 dobson-monteret newton-reflektor. På almindeligt dansk kan vi bare sige, at det er en kikkert.

Jeg har i langt størstedelen af mine leveår været interesseret i alt det, der var derude. De andre planeter med hver deres måde at være ugæstfri på. De beskidte snebolde, der blusser op og bliver til strålende kometer, når de nærmer sig solen. Stjernerne, hvoraf nogle er så store, at Jorden ville blive opslugt, hvis en eller anden fik den tanke at anbringe dem der, hvor Solen er nu. Skyerne af interstellart støv. Galakserne, der er så store og har så meget af det hele, at man ikke rigtig fatter det, men som oven i hatten klarer at være skideflotte, slet og ret.

Jeg har mestendels kigget på det hele med det blotte øje og en lille håndholdt prismekikkert, og det kan man såmænd se en del med, især når man som jeg er vokset op på det nogenlunde bællerravende mørke bøhland. Men altså, jeg har nu også jævnligt tænkt, at det kunne være sjovt at have et værktøj med en smule mere goddaw i - og her for nylig faldt jeg så over dyret her, sat til salg for en femhundredelas. Det kunne jeg ikke stå for.

Måske er der en og anden derude, der kender en rumnørd og overvejer at give vedkommende en stjernekikkert i julegave. Måske er der en og anden, der bare er almindeligt interesseret i lidt optiske finesser. Under alle omstændigheder tøver vi ikke med lidt forbrugervejledning:

Det hænder, at man hos fotohandlere eller i diverse supermarkeder kan finde teleskoper, som står der og ser tillokkende ud for ens indre rumnørd. Som regel står der, at den kan forstørre så og så mange gange. I så fald kan man trygt gå ud fra, at dem, der har butikken, ikke aner en dyt om astronomiske kikkerter. Der er også en pæn sandsynlighed for, at der er tale om noget halvskidt ragelse. Sagen er den, at man strengt taget ikke kan sige noget endegyldigt om, hvor meget den kan forstørre; i et ordentligt teleskop kan man sætte forskellige okularer i - okularet, det er den linse, som man kigger ind i - og forskellige okularer giver forskellig forstørrelse. Hvis man har okularet til det, kan man få en hvilken som helst kikkert til at forstørre sindssygt meget, hvis det er det man vil.

Det er det ikke, skal det så lige siges. Det vigtigste, når man har med stjernehimlen at gøre, er ikke forstørrelsen, men derimod åbningen. På godt dansk: Hvor bredt er røret? Fidusen med en kikkert er nemlig ikke kun, at den forstørrer det, man ser på - nok så vigtigt er det, at den tager en masse lys ind og samler det, så det hele kan ryge ind på nethinden. De fleste af de himmellegemer, som det er interssant at se på, fylder sådan set pænt meget på himlen, men de er så lyssvage, at vi alligevel ikke kan se dem med det blotte øje. Tag nu f.eks. Andromeda-galaksen. Hvis man ved, hvor den er, og befinder sig et rigtig mørkt sted, kan man være heldig at kunne ane den med det blotte øje. Det, man i så fald kan se, er en lillebitte, tåget klat - men det er bare dens kerne, hvor den lyser kraftigst. På himlen fylder hele galaksen seks gange så meget i bredden som fuldmånen, men den lyser bare så svagt, at vi ikke kan se det. I en kikkert kan man se mere - fordi den tager mere lys ind.

Så altså: Det er størrelsen, ikke forstørrelsen, der betyder noget. Størrelsen vil sige bredden af den åbning, der tager lys ind. På en almindelig, håndholdt prismekikkert er den normalt et sted mellem 30 og 50 mm. Den her har som antydet 114 mm at gøre godt med, og det giver altså lige en tand mere. Til astronomisk brug er det stadig, hvad man vil kalde en ret lille kikkert - størrelser på 200 eller 300 mm er ikke ualmindelige, men så koster de også nogle knaster og er nogle ret uhåndterlige skrumler at flytte rundt med. Jeg bor på tredje sal og skal trods alt have dyret slæbt ned ad trapperne, hver gang jeg skal bruge den. En fiks lille sag som den her er så nogenlunde til at tage under armen, og den er stadig stor nok til, at man kan se f.eks. Orion-tågen ret godt.

Men lige nu er der et panser af skyer, der ubarmhjertigt og effektivt har lukket for ethvert udsyn til stjernehimlen. I sådanne tilfælde hjælper ingen kære kikkert, så i øjeblikket må jeg nøjes med at læse The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy.

Mange mener åbenbart, at man i ramme alvor kan tale om at tro på UFOer (et tilfældigt eksempel her). De fleste kan nok fornemme på tonen, at jeg mener noget andet.

Nu er det ikke så meget det, man eventuelt tror eller ikke tror på, jeg er ude efter. Det kan selvfølgelig være interessant nok i sig selv at overveje, om Jorden monstro bliver besøgt af marsmænd, men lad os lige gemme det til en anden god gang. Her er det mere et spørgsmål om sprogbrug. Jeg kunne sådan set lige så godt have skrevet: Mange mener åbenbart, at man i ramme alvor kan tale om IKKE at tro på UFO’er.

Problemet er, at ordet UFO bliver brugt, som om det skulle betyde “rumskib fra en fremmed civilisation”. Det gør det ikke. Ordet er en forkortelse for “Uidentificeret Flyvende Objekt”. Sådan noget kan man ikke “tro på” - det er simpelt hen et spørgsmål om, hvorvidt man er klar over, hvad det er, man har set. At tale om at “tro på UFOer” er lige så meningsløst som at “tro på” Den Ukendte Soldat eller Olof Palmes morder. Hvis man har set noget, som flyver, og som man ikke kan hitte ud af, hvad er, nåja, så har man set et UFO - længere er den ikke. Ikke “en”, men et UFO som i “et objekt”.

Hvis man så en dag rent faktisk finder ud af, at man har set et fartøj fra planeten Mgwlzip i Andromeda-galaksen, jamen, så er der ikke længere tale om et UFO, da man jo så har identificeret tingesten.

Det er sgu da utroligt, så lidt jeg får skrevet her for tiden.

Jeg tror, at jeg har indkredset synderen. Det er hverken vejret, finanskrisen eller den gode, gammeldags skriveblokering.

Det er Fjæsbogen. Hver gang jeg lige synes, at jeg har noget på hjerte, tænker jeg straks “arh, det kan jo også bare blive til en Facebook-opdatering”. Og derved bliver det åbenbart.

Måske er det bare sådan. Måske er det slut, prut med Iliader, Guddommelige Komedier, lange, russiske romaner og endda også fyldige blogindlæg. Nu bliver alt skrevet ultrakort under formen “xxxx er glad/sur/spiser pebernødder/syns det for dårligt at julegaverne ikke er større i år”.

Nå, det betyder jo egentlig bare, at vi er tilbage der, hvor hele den danske skriftkultur begyndte. Vore kære forfædre i vikingetiden var også mænd af få ord, i hvert fald når det gjaldt dem, de ville belemre eftertiden med. På deres runesten skrev de sådan noget som ”Thorgot rejste denne sten efter sin fader Asved. Til ve fandt han svig sammen med Ildes sønner”.

Tolstoj ville nok have brugt et par tusind sider på den historie, og den gennemsnitlige blogger ville sikkert også kunne finde stof til et halvlangt indlæg. Men det er fortid; nu lever vi i Facebook-alderen, også kendt som vikingetiden version 2.0.