Cegebe

Jeg har en svaghed for vidtløftige spekulationer om rejser langt ud i Universet. Sådan noget med, om det monstro er muligt at skabe ormehuller, så vi kan rejse mellem galakserne inden for et nogenlunde overskueligt tidsrum, eller om vi er henvist til at gå i dvale og rejse i hundredevis af år for bare at nå de nærmeste stjerner. Nu har jeg aldrig været længere væk fra denne planets overflade end de omkring ti kilometer, almindelige rutefly færdes i, og der er heller ikke noget, der tyder på, at det kommer til at ske lige med det samme, så den slags overvejelser er mest noget, jeg kan bruge, når jeg kloger mig over en eller anden science fiction-film.

I forhold til interstellare rejser - eller for den sags skyld i forhold til så mange andre rejser her på planeten - er det en ret overskuelig sviptur at tage til Paris. Til gengæld er det også noget, hvor jeg ikke kan nøjes med de teoretiske overvejelser; jeg skal være der på søndag, hvor skolen begynder med lidt introduktion.

Det hurtigste er selvfølgelig at flyve. Det er også ret tæt på at være det billigste; de kriseramte flyselskaber har det med at smide billetter i nakken på én. Fly er trælse at sidde i, synes jeg, trange og med irriterende tør luft, men til gengæld kan jeg godt lide maskinerne som sådan, og at starte og lande: Fornemmelsen, når der bliver gas, og den tonstunge metalfugl lader jord være jord og bare drøner deropa’. En sviptur til Paris går så hurtigt, at den sjove del af turen kommer til at fylde forholdsmæssigt meget. Der er tilmed en afgang søndag morgen, der så ud til at passe helt perfekt - hvis, vel at mærke, alting bare klapper. Det gør det ikke altid, når man har med fly at gøre. Der kan gå kuk i bagagen, afgange kan blive aflyst, og vind og vejr kan gøre sit til at forhale ankomsten. Nej, hvis jeg skulle flyve, skulle det være om lørdagen for at være på den sikre side. Nu har jeg først min lejlighed fra om søndagen, og hvis jeg så skulle til at finde overnatning, begyndte fordelene så småt at fortone sig.

Med andre ord: Der kunne være en vis fornuft i et transportmiddel, der kunne bruge hele natten på at få mig leveret. Europarejsens svar på science fiction-historiernes langsomme dvale-rumskibe; sådan lidt i stil med Nostromo fra Alien.

Her står valget mellem busser og tog. Jeg har ret ofte kørt med Eurolines-busser til diverse europæiske destinationer, og hver gang har jeg hadet det. Jeg hader den måde, busserne summer og rumler på, og der er ingen mulighed for at rejse sig og gå lidt rundt. Der er jo bare lige den fordel, at de er billige.

Nå. Jeg besluttede, at jeg havde råd til lidt mere end det. Til en togbillet. Til min yndlings-rejseform. Et togs skrumplen er behagelig, modsat bussens rumlen. Banegårde er skønne, og ikke kun, når de er sønderskudte. Afgang lørdag eftermiddag, ankomst søndag formiddag.

Så håber jeg bare, at jeg ikke bliver imprægneret med en alien, når jeg skal skifte i Köln.

I min barndom var et leksikon noget, hvor der stod en hel masse om alt muligt, og derved blev det. Hver gang en politiker blev myrdet, eller styret i en afrikansk stat blev væltet, eller en ny rumsonde blev sendt mod en eller anden planet, eller en ny forfatter fik nobelprisen, blev et sådant leksikon lige den tand mere til et frossent billede af noget, der var engang.

Med et online-leksikon som Wikipedia ligger landet unægtelig noget anderledes. Der er allerede en artikel med overskriften Presidency of Barack Obama.

Nåda, tænker den historisk interesserede. Hvad mon han så har bedrevet i embedet? Tja, lige nu, den 20. januar, omkring et kvarter i otte om aftenen dansk tid, kan man bl.a. læse følgende:

Barack Obama was inaugurated on January 20, 2009. He officially assumed the presidency at exactly 12:00 noon, EST, and completed the oath of office at 12:05 PM, EST. He delivered his inaugural address immediately following his oath. After his speech, he went indoors and signed three documents; he is expected to attend a luncheon.

Vi har altså at gøre med en historisk person, der ikke alene har holdt en tale og underskrevet tre dokumenter, men som tilmed ventes at deltage i en middag. Det havde nok ikke helt været nok til at komme med i min barndoms leksikon.

Nå, lur mig, om ikke der bliver noget mere at skrive om hen ad vejen. Han har vel haft lidt mere end bare det i tankerne, når han har sagt “yes we can”. Og finanskrisen, den globale opvarmning og situationen i Mellemøsten er trods alt heller ikke noget, man lige ordner på tom mave - så god appetit, Mr. President, og held og lykke.

I går døde Andrew Wyeth. Han blev 91 år.

En og anden har måske aldrig hørt om ham, men nu er anledningen der så til at få rådet bod på det. Andrew Wyeth var en amerikansk billedkunstner, søn af den (i USA, i hvert fald) nærmest legendariske illustrator N.C. Wyeth.

Andrew Wyeth er bemærkelsesværdig ved, at hans foretrukne medium ikke var oliefarver, men æggetempera. Teknikken var meget brugt i middelalderen, men gik siden stort set af brug. I dag bruges den fortrinsvis af ikonmalere inden for den ortodokse kirke, hvor man netop lægger meget vægt på at videreføre en middelalderlig tradition. Teknikken går kort fortalt ud på, at farven er rørt ud i æggeblomme, mens den i oliefarver er rørt ud i, nåja, olie. Æggetempera har ikke den samme dybe glans som oliefarven og tørrer hurtigere, så det er sværere at lave glidende overgange. Til gengæld har den en klarhed og et lys, som oliefarven ikke kan levere på samme måde.

Hans vel nok kendteste billede hedder Christina’s World og blev malet i 1948:

Pigen på billedet, Christina Olson, var Andrew Wyeths nabo, da han boede i Maine. Hun var lam i underkroppen og måtte komme rundt ved at trække sig selv hen over jorden med armene. I USA er billedet kendt nok til at være blevet brugt i diverse parodier; MAD Magazine brugte det i år 2000 i en version med Hillary Clinton i pigens sted og Capitol Hill i baggrunden.

En serie striber med Radiserne beskriver, hvordan Nusers hundehus brænder, og han mister alt - inklusive en original Van Gogh. Han får imidlertid genopbygget hundehuset og anskaffer som erstatning et værk af Andrew Wyeth. Da striberne blev oversat, gik man (sikkert meget fornuftigt) ud fra, at Wyeth ikke var kendt af et dansk publikum, så herhjemme fik Nuser i stedet en Asger Jorn.

Billedet nedenfor, Long Limb, er fra 1999:

Wyeth beskrev det selv således: “That patch of snow is my grave. The withered leaves on that tree are my friends who have passed away”.

Nyhedsudsendelserne på Danmarks Radios P3 har nu fået underlægningsmusik. Hvem har dog bildt dem ind, at det skulle være fedt?

Underlægningsmusik til nyheder er noget af det mest irriterende i hele verden. Det er i klasse med at stå i verdens længste kø i Føtex og så opdage, at en eller anden foran insisterer på at betale alle sine 150 varer i 25-ører og på at gennemgå hele kassebonen med ekspedienten for at se, om der ikke er en eller anden rabat, der ikke er registreret. Det er i klasse med at have indledt den perfekte samtale med den perfekte kvinde og så blive distraheret af et dinglebær, der er kommet i klemme, så ens numsehår er ved at blive flået ud, og man er nødt til at prøve at lirke det fri gennem bukserne for ikke at blive sendt ud i et smertehelvede af den anden verden.

Der er muligvis folk, der synes, at underlægningsmusik til nyheder er smart. At det får tingene til at lyde sådan rigtig fremme-i-skoene-nyhedsagtige, ungt og dynamisk og med, hvor det sker. Det passer ikke. Det er latterligt og idiotisk og lyder som noget, man har på en reklamefinansieret lokalradio, der deler DJ med det lokale Crazy Daisy. Det er lige så kikset som ti års forbrug af Digestive. Det er lige så kikset som den vittige bemærkning, jeg lige fik fyret af dér. Så hold nu op med det pis.

Hvis man støder på en eller anden gademusikant med en harmonika et hvilket som helst sted i verden, kan man ret roligt regne med, at vedkommendes repertoire omfatter Sous le ciel de Paris (”Under Paris’ himmel”), en slager, der er så fransk som noget på den dér harmonika-agtige måde.

Det er jo vældig sødt og fint og fransk, og man kan lige forestille sig, hvordan man kan have den kørende i baghovedet, mens man vandrer omkring med hånden fuld af fast pariserrøv på en lille mademoiselle, mens man indsnuser duften af baguettes, 2CV’er og eksistentialister

For mig har himlen i Paris i de seneste måneder stået som noget lige knap så romantisk. Jeg har først og fremmest skulle finde ud af, hvordan jeg fandt noget, der kunne være mellem den og mig. Fra den 1. februar skal jeg tilbringe ni uger dér, først og fremmest med at tegne, men når jeg ikke lige gør dét, skulle jeg jo gerne have et sted at bo.

Studio Éscalier, den tegneskole, jeg skal gå på, havde en liste over forskellige steder, man kunne henvende sig, og derudover er det også en smal sag at google diverse velvalgte søgeord. Efterhånden tegnede billedet sig. Billedet af det parisiske boligmarked. Den gode nyhed var, at det er uhyre let at finde noget, også med kort varsel. Den knap så gode … nåja, det kan jo altså ikke overraske, at det koster knaster.

Som dansker går jeg gerne rundt med en idé om, at alting er billigere, når bare man tager sydpå. Det er en tommelfingerregel, man kommer langt med, men det betyder altså ikke ligefrem, at det er en ubrydelig naturlov. Listen fra skolen var fuld af priser i omegnen af det 5-6-700 euro for værelser eller etværelses lejligheder. Det er hvad det er, men når man så kigger efter og opdager, at det ikke er om måneden, men om ugen, må man lige synke en ekstra gang.

Der findes en del bureauer, der specialiserer sig i at formidle boliger i korte og mellemlange perioder. De har nogle vældig indbydende hjemmesider og masser at vælge imellem, og når man så googler selve bureauets navn, finder man ret hurtigt et eller andet forum, hvor nogen brokker sig over, hvor uduelige de er.

Jeg fandt ét, der hedder “A part of Paris”, og som jeg ikke lige kunne finde noget voldsomt negativt om. Til gengæld manglede deres hjemmeside en funktion, hvor man kunne afgrænse sin søgning alt efter, hvornår lejlighederne var til rådighed. Jeg tænkte, at de dermed var nogle spader, som ikke havde fortjent mig som kunde, men skrev alligevel en hurtig mail for at spørge, om de monstro havde noget i den periode, jeg havde brug for.

Det viste sig at være en god idé. De havde nemlig en lille etværelses lejlighed med en - set fra mit synspunkt - perfekt beliggenhed; den var ved at blive sat i stand og var derfor ikke lagt ud på hjemmesiden, men den kunne være klar til når jeg kom. Til 550 euro om måneden. Ja, om måneden. Billigt efter Paris-forhold, har jeg efterhånden fundet ud af.

Skolen er betalt. Bolig fundet. Jeg har også søgt en masse legater, der forhåbentlig betyder, at jeg får kradset lidt af de penge ind igen, som jeg har ude at svømme. Jep, jeg er så småt ved at være klar til at tage ned og tilbringe et par måneder i byernes by med at tegne røven ud af bukserne.