Cegebe

Alle dage kan ikke være lige gode, og mandage ligger generelt skidt i statistikken. For mit vedkommende lige nu er det begribeligvis sådan noget med tegninger, der ikke lige vil som jeg vil. Typisk begynder jeg med at slå nogle streger og synes, at det da ser nogenlunde ud, og så går jeg videre med det, indtil jeg opdager, at der alligevel var et eller andet med proportionerne, der ikke lige var, som det skulle være. Det kan jo så finpudses hen ad vejen, men når det er mandag, betyder det selvfølgelig, at tegningen begynder at vokse ud af papiret. Hvis den skal være rigtig, skal den fortsætte ud i den blå luft, hinsides papirets kant, og det kan den jo altså ikke. Så sidder man dér og tegner og prøver lidt at overbevise sig selv, at resultatet er, som det skal være, samtidig med, at man inderst inde godt ved, at den ikke holder, og at der ikke rigtig er andet at gøre end at begynde forfra, med bedre styr på de indledende manøvrer. Det giver sådan en fornemmelse af, at ens tegning ikke vil acceptere, hvem det er, der bestemmer, og at den er ligeglad med at blive god, hvis bare den kan være på tværs.

Der er visse kunstnere, der gør en dyd ud af den slags. Sådan noget med “jeg ved ikke, hvor billedet vil hen, når jeg begynder” og lignende. Åhja, det lyder jo vældig følsomt og kunstnerisk, og jo, det hænder da, at de små puds, som tilfældet spiller én, kan ende lykkeligt, men i ni ud af ti tilfælde virker det nu mest som en undskyldning for, at personen bag ikke har styr på, hvad vedkommende foretager sig, og jeg vil altså påstå, at det er gavnligt for ens billedmageri at have styr på, hvad der foregår.

Så altså - i morgen skal der spyttes i næverne. Skeen i den anden hånd, ærmerne smøget op, piben får en anden lyd. Jeg skal eddermame vise den blyant, hvor skabet skal stå.

Nå, vi må vel hellere se lidt på, hvad jeg render og laver hernede i det franske.

Første dag på skolen lagde vi ud med en omgang tegning efter model uden videre falballader. De ville vel gerne se, hvad vi kunne, og hvordan vi greb sagerne an. Den her tegning er vist fra den dag; den er ret middelmådig og kluntet halvgrundig som når man ikke rigtig ved, hvad man egentlig er ude i:

Så vidt, så godt. Derefter gik det så løs med at få introduceret diverse begreber, som de gør i her, og som gerne skulle være behjælpelige, når det gælder om at se verden gennem en blyant. Det første af slagsen var “The Inner Curve”. Forskellige analogier blev hevet op af hatten, når det gjaldt om at forklare, hvad det var for noget. Det drejer sig om at se den helt grundlæggende bevægelse, som er i modellens krop. Og ja, der er en bevægelse, selv om hun sidder pinligt stille - eller skulle vi sige, potentialet for en bevægelse. Den menneskelige krop er ikke lavet til stilstand; den er lavet til at kunne bevæge sig på en måde, der ud fra en given situation er så lidt krævende som muligt. Bevægelsen er der, som en flamme, der skyder op gennem lemmerne, eller som en vimpel (I ved, sådan én som gymnastikpiger går og vifter med, og som snørkler og snirkler og gør ved). Det er noget, der især ses i kunst fra renæssancens Firenze og i barokken. Vi fik ordineret en øvelse, hvor vi skulle tegne tre kurver gennem modellen: To, der begyndte i hovedet og endte i hver sit ben, og én, der gik gennem armene fra fingerspids til fingerspids. Det kom der sådan noget her ud af:

Den slags er ikke nødvendigvis noget, der skal bruges som begyndelsen på en tegning. Det er en øvelse for at gøre opmærksom på noget, vi helst skal have med som noget implicit. Tim, læreren, citerede i den forbindelse en gang zen-buddhisme om fugle, der flyver over himlen uden at efterlade noget spor. Det er, hvad kurverne her skal gøre.

Anderledes med et andet begreb, “The Envelope”. Den kan være en ret gavnlig måde at indlede en tegning på. Den er afgrænsningen af det rum, som modellen fylder. Michelangelo talte om, at han så den færdige skulptur fanget i en blok marmor - hans opgave var bare at befri den. “Konvolutten” er sådan en blok - modellens grænse, det, der skal hugges ind i, for at få skikkelsen frem. Den kan f.eks. se sådan ud; det ser ud til, at modellen her har siddet ned, med benene strakt mere eller mindre ud:

Det ser simpelt ud, men det er her, det for alvor betaler sig at være nøjagtig for at undgå, at man laver en lille fejl, som man hænger på, når den får hele lortet til at ramle. Vinkler og afstande skal passe, og det kan man mageligt bruge timevis på at gennemtjekke, hvis man har så lang tid. Det havde vi ikke her, modellen poserede vist en ti-femten minutter ad gangen, men det giver dog en idé om, hvor vi så er på vej hen.

Timerne i atelieret, med model og undervisning, er kun halvdelen af fornøjelsen. Resten af tiden tilbringes på Louvre, hvor der er en masse modeller, der udmærker sig ved dramatiske positurer, svulmende kroppe og en evne til at stå stille, så længe det skal være, eftersom de er lavet af marmor. Vi sidder typisk i afdelingen for franske 1700-tals-skulpturer. Kunstnerne bag er kendt af de færreste i dag; en af dem var Jean-Baptiste Pigalle, og ham kender man mest, fordi en plads i en mindre ærbar del af byen er opkaldt efter ham. Til gengæld er det, de har lavet aldeles forbløffende. Marmor er aldrig hverken før eller siden blevet udhugget så teknisk blændende og virtuost. Her er min tegning af én af dem - smedeguden Vulcan, efter en skulptur af Guillaume II Coustou:

Når man har sagt Montmartre, må man også sige kilt og sækkepiber.

Hm, nej, OK, jeg må nok medgive, at sammenhængen ikke er så oplagt igen. Ikke sådan almindeligvis til daglig, i hvert fald, men her i denne weekend har der været Skotland på drengen over hele denne ellers så ærkeparisiske høj. Der har været afholdt en skotsk festival, med alt, hvad den kunne trække af sækkepiber, mænd i skørter og drabelige sværdkampe mellem Braveheart-kloner. Vi var selvfølgelig nogle stykker ude og kigge på sagerne. Lørdag formiddag var der et større optog med sækkepibeorkestre for fuld udblæsning, med start ved Sacré-Coeur og endestation på den hyggelige lille Place des Abbesses.

Enhver ved, hvordan et sækkepibeorkester ser ud, så her er i stedet et billede af en lokal forening, der kalder sig La République de Montmartre, og som også deltog i optoget:

Deres påklædning er inspireret af en af Montmartres stolte sønner fra svundne dage, sangeren Aristide Bruant, hvis karakteristiske fremtoning blev udødeliggjort af Toulouse-Lautrec:

Selveste Døden i egen høje person var også til stede - meget praktisk lige uden for Røde Kors:

Der var også en kærre, der blev trukket af en hund:

Vort lille selskab talte bl.a. Adele, vores faste model. Hun havde sine forældre med, og hendes far er skotte, med alt hvad dertil hører. Han kunne ikke dy sig for at hive sækkepiben frem og give et nummer:

Han havde endvidere en lommelærke, der dog ikke indeholdt whisky, men derimod hans nabos hjemmebrændte calvados (som er en æblebrændevin fra Normandiet). Den smagte himmelsk.

Om aftenen var der mere sækkepibe, nu også tilsat fakler, som folk i alle aldre rendte rundt med i tæt trængsel. Forunderligt nok er byen ikke blevet brændt ned til grunden. Her har vi Michelle, den ene af vores lærere:

Det hele blev afrundet med udskænkning af varm, krydret vin. Gløgg vil vi jo nok nærmest kalde det, selv om der ikke var mandler og rosiner i, men derimod æbler. Adeles far syntes, at den trængte til lidt ekstra og delte ud af calvados’en, hvilket efter min mening klædte den rigtig godt.

Ved ottetiden var festen forbi. Den er sikkert blevet ved til de små timer rundt omkring, men de fleste i vort selskab var lidt halvtrætte, efter at jeg aftenen før havde introduceret mine stakkels, sagesløse medstuderende + model til absintens glæder, så vi gik hver til sit for at sove ud.

I 1816 stødte den franske fregat Méduse på grund ud for Senegals kyst. De ombordværende gik i bådene, og da de ikke kunne være der allesammen, blev en tømmerflåde flikket sammen af, hvad man nu havde for hånden. 147 mand gik om bord på flåden. Meningen var, at bådene skulle bugsere den, men det viste sig for besværligt; tovet blev kappet, og flåden fik lov at sejle sin egen sø. Der var stort set ingen forsyninger og absolut ingen disciplin; flåden kunne knap nok bære vægten af de ombordværende, og de begyndte at slås indbyrdes. Folk døde på stribe; nogle overlevede ved at æde de døde. Da flåden efter 13 dage blev fundet, var kun 15 i live.

Historien blev noget af en skandale i Frankrig, og den talte til den unge maler Theodore Géricaults fantasi. Han besluttede at bruge flåden med de skibbrudne som motiv til et stort billede, der for alvor skulle slå hans ry fast. Vi taler om et billede på sådan rundt regnet 5 x 7 meter, og det kræver immervæk noget plads at gå og rode med sådan ét. Pladsen fandt han i et rummeligt lokale i Rue des Martyrs, nummer 23, i det, der dengang var den absolutte udkant af Paris, i det område, der var kendt som Nouvelles-Athenes (”Ny Athen”), fordi det åbenbart var populært blandt kunstnere og intellektuelle, der dengang havde det med at sværme for alt græsk. I samme gade lå et sindssygehospital, og her hentede Géricault ind imellem ligdele, som han lod rådne i sit atelier for at studere, hvordan tidens tand virker på døde mennesker.

I det lys virker selve billedet forbløffende tilbageholdende. Hverken kannibalisme eller forrådnelse er udpenslet - det er den dramatiske komposition, der er i højsædet. Billedet hænger i dag på Louvre.

Atelieret findes stadig og er i dag indrettet til en stor og ganske luksuriøs lejlighed, som udlejes til hvem der nu måtte finde behag i den. I øjeblikket vil det sige Tim Stotz og Michelle Tully, parret bag kunstskolen Studio Escalier, og der foregår den undervisning, jeg følger. Der er rigelig plads til en model og et par håndfulde tegnere med alt, hvad dertil hører:

Vi er elleve studerende; en tolvte kommer senere, hun følger i øjeblikket et andet kursus i USA. Mange har tidligere fulgt kurser hos Studio Escalier eller hos Ted Seth Jacobs, som i sin tid har undervist Tim og Michelle, og som er The Grand Old Man inden for den tradition, der undervises efter her. De andre er alle amerikanere, med undtagelse af en enkelt pige fra England.

I dag ligger Rue des Martyrs i noget, der end ikke minder om at være uden for byen. Det er i det niende Arondissement, for foden af Montmartre. Gaden skråner stejlt op mod toppen, hvor man ser det, en forfatter engang kaldte for “englenes sutteflaske”, kuplen på Sacre-Coeur, der knejser og tager farve og kontrast efter det lys, der nu måtte herske den dag. Det er en snæver og livlig gade, med et hav af specialiserede butikker, hvor man kan få alt fra croissanter til svinsk dyr kaviar. Her, blandt de livsnydende parisere i deres dagligdag, kan man så knibe øjnene sammen og forestille sig Géricault, på vej til nr. 23 med det afskårne hoved af en stakkels afdød psykiatrisk patient under armen. En fjern efterdønning af flåden fra Méduse.

 Postet i Paris 2009 | 6 kommentarer »