Cegebe

Tilbage i det mørke 20. århundrede tilbragte jeg et års tid i Bruxelles, hvor jeg gik på en kunstskole og i øvrigt fik udvidet min horisont, når det gjaldt tegneserier. Det er ikke så underligt, Belgien er immervæk en tegneserienation (nej, det er ikke ment nedsættende!) med mestre som Hergé og Franquin på samvittigheden. Den lokale tegneseriebiks havde imidlertid også et pænt udvalg af noget så eksotisk som amerikanske tegneserier, og jeg købte bl.a. én, som jeg vidste var en uomgængelig klassiker, men som jeg af en eller anden grund aldrig havde fået læst: Alan Moore og Dave Gibbons Watchmen.

Første gennemlæsning efterlod mig lettere forvirret. Historien havde et utal af mere eller mindre sammenvævede tråde og flashbacks. Én ting bed jeg dog mærke i: En djævelsk dygtigt sammenskruet fortælleteknik, hvor billeder og tekst kunne handle om vidt forskellige ting, og så alligevel spille sammen. Jeg læste frem og tilbage anden, tredje, femte og tiende gang, og efterhånden blev jeg fortrolig med historien og universet.

Watchmen handler om, hvordan Verden ville være, hvis der var superhelte til. Den handler også om, hvilken slags personer superheltene i givet fald ville være. Hvad får folk til at maskere sig i et mere eller mindre åndssvagt kostume for at bekæmpe forbrydere? Både højreekstreme holdninger og seksuelle undertoner spiller ind for nogle; for andre bliver idealerne så høje, at de uden at ryste på hånden vil begå hidtil usete massakrer for at frelse Verden. Vi møder personer, der begår de modbydeligste ugerninger, men vi har ikke den luksus at kunne læne os mageligt tilbage i egen selvfede godhed og dømme dem: De har alle deres gode grunde til at handle, som de gør, og historien tager ikke parti.

Nu er jeg så igen udenlands, på en kunstskole, og søreme om ikke det flasker sig sådan, at Watchmen nu er kommet som film. Det virkede såre oplagt, at jeg måtte benytte lejligheden til at se den. Det har efterladt mig en smule spaltet.

Min første reaktion var en ubetinget wow-effekt. Jeg fik immervæk fortalt en historie, som jeg kan læse igen og igen uden at blive træt af den, og det på stort lærred og med stor lyd. Filmen er forholdsvis tro mod tegneserien; slutningen er skruet noget anderledes sammen, men rokker ikke ved selve pointen. I visse øjeblikke er det lige før jeg synes, at filmens slutning er en kende mere raffineret … men det ville kræve utilstedelige plot-spoilers at uddybe dette, så ikke mere om det.

Til gengæld er der så en hel masse, som filmen ikke får med, eller som den kurer lidt hurtigt hen over. Sådan må det nødvendigvis være - tegneserien er en omfangsrig og indviklet kleppert, og filmen er allerede på pænt over de to timer. Nå, der skulle efter sigende komme en væsentlig længere udgave på DVD. Her er det så, vi rører ved det, der truer med at melde sig som et problem for sådan en film: Hvorfor er den egentlig lavet? Historien er der allerede, nemlig i form af tegneserien. Filmen serverer den med billeder, der bevæger sig, og med lyd til. Personerne ser en smule anderledes ud, og som sagt er der pillet noget ved slutningen, men til syvende og sidst var fornøjelsen i ret høj grad bygget dels på genkendelsens glæde, dels på den oplevelse, der ligger i hele tiden at tænke: “Nå, har de lavet det sådan? Snakker Rorschach sådan? Wow, Laurie er eddermame sexet i det dér latexkostume”.

Jeg kan ikke helt sige mig fri for sådan en fornemmelse af, at det er et lidt tyndt grundlag at lave en film på. Hvis jeg var filminstruktør, ville jeg nok kaste mig over noget andet, der i højere grad tiggede og bad om en filmatisering. På den anden side nød jeg, som den übernørd jeg er, de par timer, så helt forgæves har det ikke været, at Zack Snyder brugte en stump af sit liv på at lave den film.

Det er muligt, at Gud sagde “Der blive lys”, men når man tegner, går man ofte modsat til værks: Man begynder med et stykke hvidt papir. Herpå afsætter man så streger, der befinder sig i omegnen af noget sort eller i hvert fald temmelig mørkt. Papirets hvide kommer så til at blive det lyseste i tegningen.

Sådan behøver det strengt taget ikke at være. Man kan f.eks. gå omvendt til værks, begynde med en sort grund, som man så slår hvide streger på. Det var åbenbart noget i den stil, Gud gjorde, da han skabte Verden, hvis ellers man kan regne med 1. Mosebog.

Men der er også mellemveje, og her kan det begynde at blive rigtig sjovt. Det er en god, gammel metode at tegne på papir, der har en eller anden mellemtone; det, der skal være mørkere, tegner man så med blyant, kul eller kridt i en passende farve, og så bruger man hvidt kridt til det, der skal være lysere. Det har jeg gjort en del i på det seneste, med vekslende held.

Her er f.eks. en tegning, hvor begyndelsen var nogenlunde, men hvor jeg var lige lovlig sjusket i min omgang med det hvide kridt:

Jeg har kværnet løs, især på brystkassen og skuldrene, uden at det på nogen måde hjælper med at definere formen. Skammeligt. Jeg kunne viske det ud og gøre det en tand bedre, men jeg kastede mig i stedet over andre ting og lod den her være som et skræmmebillede.

De andre ting var f.eks. den her, hvor det er lykkedes meget bedre at give indtryk af form ved hjælp af det hvide kridt - det er brugt mere behersket, men også mere bevidst:

Den er faktisk slet ikke så skeløjet.

Den fulde satyr, som jeg tidligere har præsenteret, har i øvrigt også fået en lille ekstra overhaling. Beedholm påpegede i en kommentar, at den ene hånd ikke virkede helt rigtig. Det havde han så ganske ret i, og den anden hånd viste sig ved et nærmere eftersyn at være helt åndssvag, så jeg fiksede lidt op på dem begge. De er stadig ikke helt gode, men i hvert fald bedre end før:

Jeg lader den nok være sådan her. Tiden er knap (jeg har kun en uge tilbage her!), og den stakkels satyr står i et rum, hvor der kommer en forfærdelig masse skoleklasser og grupperejsende, og som egentlig er et ret træls sted at sidde og tegne. Der er mere fred og ro i afdelingen for franske skulpturer fra det 18. århundrede.

 På det seneste har jeg siddet og tegnet ham her på Louvre:

Han er en romersk statue fra engang i 100-tallet e.kr. Måske er han en kopi af et ældre, græsk forbillede - det gjorde romerne en del i.

I morges indfandt jeg mig vanen tro på Louvre for at tegne. Inden jeg gik i gang ville jeg lige et smut ned og kigge på nogle malerier af spanske kunstnere som Murillo og Zurbaran. Dum idé. Det var værre end Føtex i myldretiden; de ellers velvoksne sale var proppet til med tonsvis af levende menneskekød, garneret med kameraer og i langsommelig fremdrift. Sagen er den, at de spanske billeder hænger nede for enden af den fløj, hvor de italienske mestres værker hænger. Deriblandt dem af Leonardo da Vinci. Deriblandt … ja, hende. Mona Lisa. Verdens Berømteste Maleri, tror jeg nok, at man roligt kan sige. Det var selvfølgelig hende, de allesammen skulle se.

Det er en populær sport at opdele menneskeheden i to grundlæggende typer. Dem, der dit, og dem, der dat. Det kan vi så også gøre her: Der er dem, der koste hvad det vil skal se Mona Lisa, og så er der dem, der ikke rigtig fatter, hvorfor lige dét billede er noget særligt. Det sjove er, at de to grupper i ret høj grad overlapper hinanden. Der er ikke ret mange af dem, der puffer og maser sig derind, der gør noget videre ud af rent faktisk at kigge på billedet. De kan sige, at de har set det, ofte kun gennem deres kamera, og det er så det. Men ind og se det, det skal de fannerme!

Jeg synes rent faktisk, at det er et ganske fantastisk billede. Helt banalt godt lavet, velkomponeret og med det dér mystifistiske og såre stemningsfulde udtryk, som man bare aldrig bliver færdig med. Nu er det jo svært at frigøre sig fra alt det, man ved og er præget af, men jeg bilder mig ind, at jeg også ville blive ret fascineret af billedet, hvis jeg bare sådan stødte på det uden at vide, at det var så berømt og så helt særligt.

Jeg orker bare næsten ikke at stå og hoppe mellem tusind nakker for at få et glimt af hende bag det skudsikre panserglas, der afskærmer hende. Så hellere udnytte, at jeg er på et gigantisk museum, hvor der hænger tusinder af andre billeder, der er værd at kigge på, og hvor nærmest ingen andre finder hen. Som nu f.eks. den såkaldte “sigøjnerpige” af Frans Hals. Hun er måske knap så mystisk og ædel som Mona Lisa, men hun har dælme et sexet glimt i øjnene. Nåja, sandsynligvis forestiller billedet da også en pige, der tjener til dagen og vejen ved det glimt og det, som det kan føre til.

Hende stod jeg og kiggede længe på i dag. Der var én anden i lokalet.

Som yderligere forbrugeroplysning kan vi så lige tilføje, at Mona Lisa ikke hedder Mona. Hun hedder kun Lisa. “Mona” er en kort form for Ma Donna (”min frue”) , som i hine dage var en høflig måde at til- og omtale en dame på. Det er i øvrigt først langt op i 1800-tallet, at billedet blev så umådelig berømt. Før da var det hverken mere eller mindre end ét godt billede ud af en kæmperøvfuld af slagsen.

Jeg er nu ved at være halvvejs i det her parisersjov, og vi har nu en uge fri. Nåja, vi har ikke undervisning; hvor fri vi har, er op til os selv, og jeg har da været på Louvre et par timer for at tegne. Har haft alle mulige idéer til sightseeing rundt omkring i det franske, som jeg kunne have forlystet mig med her i friugen, men lige nu tænker jeg mest på den begrænsede tid, jeg har her - og på, at den skal bruges på det, jeg trods alt er kommet for, nemlig tegning.

Efter de indledende manøvrer har vi haft mulighed for noget modeltegning med bedre tid til det; den seneste havde vi i alt tolv timer til. For mit vedkommende kom den til at se sådan her ud:

Jeg kan tydeligt se en masse enkeltheder, hvor jeg har lært en grusomt masse og er blevet opmærksom på nye ting. Der er et eller andet ved helheden, jeg ikke er helt glad ved; det hænger nok sammen med, at jeg fik gnidret lige lovlig meget under “indblokningen” - det har taget lidt af dynamikken og helhedsfornemmelsen. Men altså, jeg er her heller ikke for at lave fuldendte ting, men for at lære.

Her er en anden, som vi havde kortere tid til, og som derfor er mindre færdig. Der er noget med sammenhængen mellem brystkasse og underliv, der halter, men overordnet er der et eller andet goddaw i den, som ikke er helt skævt:

Jeg mindes et afsnit af Bertelsens Uaktuelle Nyheder, hvor han fremlagde lidt statistik over prismodtagere. Konklusionen var, at vi ikke så farligt langt inde i det 21. århundrede ville nå dertil, at alle havde modtaget en pris.

Nu har jeg så for nogen tid siden selv indkasseret en af slagsen. Det er godt nok ikke noget med et stort arrangement med kendisser og en eller anden underlig statuette, men så er jeg jo så til gengæld fri for at spekulere på, hvad jeg skal tage på, og hvor tingesten skal stå. Vi taler om The Butterfly Award, som efterhånden er nået viden om.

Jeg fik den af vor førende rottehjerneforsker i Alabama, Betteskov, og reglerne for at modtage er ifølge hende som følger:

• Put billedet på bloggen
• Link til den du fik awarden fra
• Send videre til op til 10 andre bloggere og link til dem
• Læg en besked på modtagernes blogs
• Nyd den rare fornemmelse…

De to første er hermed klaret. Så skal prisen jo også gives videre, og her er det så, at vi render ind i Bertelsens analyse. Hvis man kun kan modtage prisen ved også at videregive den, gøre andre til prismodtagere, kan vi jo hurtigt få hele blogosfæren prisbelønnet - og så kan det begynde at knibe med det sidste punkt. I hvert fald, hvis den rare fornemmelse skal bygge på at være selvfed og føle sig bedre end andre.

Nå, men nu ligger landet sådan, at der rent faktisk er blogs derude, som jeg jævnligt læser med stort udbytte, så det bliver ikke mig, der får sat en stopper for den grasserende pris-mani. Jeg har dog besluttet for, at det ikke bare skal være en undskyldning for med løs hånd at remse en masse blogs op, som jeg ind imellem læser, så jeg vil underlægge mig selv en benhård begrænsning og nøjes med at give prisen videre til én anden.

Rundt omkring ser man ofte den anbefaling til vordende bloggere, at de skal sørge for at opdatere jævnligt, hvis de vil fastholde læserne. Det synes jeg egentlig er lidt noget sludder; bevares, man vil da gerne ha’ mere, hvis der står noget godt, men jeg går altså mere op i kvaliteten af det skrevne end i den regelmæssige fodring. Hvis nogen har skrevet noget, jeg gider at læse, skal jeg nok blive hængende, også selv om der går et halvt år, inden næste guldkorn drysses ud. Offeret for min prisbelønning er et glimrende eksempel. Der kan mageligt gå uger eller måneder mellem nye indlæg, men det gør ikke noget, for man kan altid gå tilbage til et af de gamle og nok en gang grunde lidt over de spørgsmål, der rejses. For ja, der rejses spørgsmål, af den slags, der får én til lige at kigge sine umiddelbare intuitioner lidt ekstra efter i sømmene. Det er ikke en blog med dagbogsnotater om tømmermænd og dumme kærester - i stedet kan man muntre sig med spekulationer over, hvad det egentlig er, der gør en stol til en stol, og hvornår vi vil acceptere, at den er det. Den slags er langtidsholdbart!

Nå, det er som regel røvirriterende med den slags folk, der skal afsløre resultatet af et eller andet og så rigtigt skal ævle for at trække tiden ud, så ikke mere af den slags: Prisen går til … Caroline osv.

Jeg tror, at jeg lader være med at lægge en kommentar derovre lige med det første - jeg ved, at hun kan finde på at læse med her ind imellem, så mon ikke hun hitter ud af det af sig selv?

Hvad angår det dér med stolene, så kan indlægget + kommentarer i øvrigt læses her.

Når man laver en tegning, der viser noget fra den verden, vi normalt bevæger os rundt i, og som vi uden skyggen af begrundelse kalder virkelig, foretager vi en oversættelse. Ingen oversættelse kan helt og fuldt udtrykke det samme som originalen; det er sådan noget, der bliver pinligt klart, når man f.eks. er i den ulyksalige situation, at man skal oversætte et vittigt ordspil (”Two peanuts came walking down the street; one was assaulted …”).

Når det gælder tegning, handler oversættelsen ikke om ord, men om dimensioner. Vi skal oversætte den verden, vi oplever som tredimensionel (vi lader lige det med tiden som en fjerde dimension ligge til en anden god gang) til noget, der kan være på en todimensionel flade. Som en indledende manøvre har vi her brugt det, de på Studio Escalier kalder “the block-in”. Det er stadiet efter den tidligere omtalte “envelope” og består i en forenklet angivelse af hovedlinjerne i figuren. Der er ikke tale om en nøjagtig gengivelse af konturen - “indblokningen” er holdt i lige linjer og handler om at angive det rum, som figuren optager, og om at få styr på afstande og vinkler. I den forbindelse taler de meget om “non-parallellisme”; det er det fænomen, at sådan noget som det menneskelige legeme ikke indeholder nogen parallelle linjer, og enhver forekomst af sådanne i tegningen er derfor et praj om, at noget er galt. Det samme gælder helt vandrette og lodrette linjer samt rette vinkler. Og nej, selvfølgelig er det ikke logisk eller fysisk umuligt at stå sådan, at et eller andet er lodret eller parallelt med noget andet, men det er så fremmed for kroppens virkemåde, at det i praksis aldrig sker, og at vi trygt kan regne med, at det er tegningen, den er gal med, hvis vi ser sådan noget.

En typisk “block-in” kan se sådan her ud:

Lige den her lider dog af den alvorlige fejl, at jeg har trykket alt for hårdt med blyanten; en indblokning skal være så diskret, at den let kan viskes ud, når man går videre. Den her er blevet lige lovligt gnidret, og det gør også linjerne lidt upræcise, så det er svært at blive klog på, om ikke der er tilløb til nogle stygge parallellismer i armen. Til gengæld er det jo så held i uheld, at den lidt for markante streg har gjort tegningen til at fotografere og lægge ud her.

Her er så en anden, hvor jeg er gået lidt videre med figurens draperi. Både den her og den ovenstående er tegnet efter skulpturer på Louvre: