Cegebe

Da jeg sad i Paris her i det tidlige forår, fik livets gang i lille Danmark ikke den helt store opmærksomhed fra min side, men OK, det hændte da, at jeg kom forbi en eller anden dansk nyhedsside under en lejlighedsvis surfetur på nettet. En dag faldt jeg over denne omtale af en udstilling med en norsk maler ved navn Peder Balke. Som anmelderen antyder, er han ikke videre kendt. Skæbnen ville, at jeg netop havde lært ham at kende, da jeg læste artiklen - jeg var så sent som dagen forinden kommet forbi en fjern afkrog af Louvre, hvor en håndfuld skandinaviske malere var repræsenteret, og deriblandt altså også Peder Balke. Jeg blev ganske begejstret for hans billeder; ganske små gengivelser af landskaber, som han er kommet forbi rundt omkring i østersøområdet. Her er en af de små olieskitser, der hænger på Louvre:

Han er helt eminent til lige at slå et par enkelte strøg og med dem fremmane et dramatisk billede af hav, klipper, tunge skyer og storladne solstrejf. Det er åbenbart også den slags, der er med på udstillingen på Ordrupgaard, hvor Balke så har fået nutidigt selskab i form af Per Kirkeby.

Da jeg læste artiklen, fik jeg sådan en fornemmelse af, at Politikens anmelder, Peter Michael Hornung, ikke er helt tryg ved situationen. Han skriver bl.a.: “I dette dobbelte løb er det Balke, der render med opmærksomheden, ikke fordi han er den bedste kunstner, for det er han langtfra. Men fordi han er det nyeste bekendtskab.”

Øh? Hvad skal man lige lægge i, at Balke langtfra er den bedste kunstner? Der er kun to mand høj at gøre godt med, så hvis de skal rangordnes, er den ene den bedste og den anden den værste. Eller betyder dette langtfra, at Kirkebys sejr er fuldstændig overlegen - at Balke efter Hornungs mening er helt ualmindelig meget ringere end Kirkeby?

Længere nede hedder det så, at Balkes billeder ” rejser sig over et tvivlsomt fundament af sådanne illusionistiske effekter (…) Ren kitsch er de ikke, for de virker ved at rumme en egen robust mystik.”

De “illusionistiske effekter” er de, med Kirkebys ord, “beskidte tricks”, som Balke har lært som dekorationsmaler. Jeg kan ikke sige mig fri for en fornemmelse af, at det er noget, der giver den gode anmelder et vist sus at se på, men at det ikke rigtig må være. Så søger han tilflugt i ordet “kitsch”, det er jo altid godt at hive op af posen som forsvar, når man står over for noget, der truer med at ramme en i mellemgulvet uden mindste hensyn til, hvad der er autoriseret god smag. Hvis vi skal overleve turen til Ordrupgaard, er vi først nødt til at beskytte os med et solidt udvalg af besværgelser, der skal beskytte os mod Peder Balkes trolddomskraft og sikre, at vi kun får det ud af hans billeder, som er acceptabelt blandt rigtige, dannede kånstelskere.

Det er sådan noget, der er lige ved at få en indre terapeut op i mig. Sådan én, der giver den stakkels anmelder en professionel megakrammer og siger: “Kom ud med det! Det er OK! Du må gerne være begejstret og synes, at Balkes billeder bare er gennemført fede”.

For det er de jo. Totalt æske-fede. Og det er de ikke fordi de hæver sig over noget andet - nej, de er fede for lige nøjagtigt det, de er. De virker ikke på trods af de såkaldt “beskidte” tricks, men på grund af dem. Den slags tricks er det, der hedder håndværksmæssig kunnen, og der var en gang, hvor det rent faktisk var en kvalitet. Nu om dage er det åbenbart næsten noget, der skal undskyldes, men fannerme om jeg vil hoppe på den galej. Jeg må se at komme et smut om ad Ordrupgaard en af dagene, og så skal jeg nok vide at nyde hele Balkes arsenal af effekter. Måske kunne jeg ligefrem ende med at mene, at han er en bedre kunstner end Per Kirkeby.

Nu har jeg efterhånden i et par uger været i det her, de kalder Danmark, og har vel så nogenlunde vænnet mig til, at det også kan være en slags hverdag, der kan leves i.

Når jeg møder folk, jeg kender, siger de “velkommen hjem”, og det kan man vel ikke fortænke dem i, for det er sådan set en naturlig bemærkning (medmindre de i virkeligheden var henrykte for at slippe af med mig, men det er så deres problem). Det pudsige er, at jeg hver gang studser over bemærkningen og lige skal vende den: Det lyder et eller andet sted helt forkert, synes jeg. Jeg er ikke kommet hjem.

Det er ikke fordi, jeg er begyndt at føle mig mere hjemme i Paris. Man kan sige meget om den by, og det meste af det får den til at lyde som et herligt sted at være, men det er ikke sådan et sted, hvor jeg føler mig hjemme helt ind til benet. Det er ikke den dér fornemmelse af dér har jeg rod, derfra min verden går. I den forstand er Danmark et mere hjemligt sted at være for mig.

Men Studio Escalier har pisset nyt territorium af for hjemligheden. Det er ikke stedet; man kan dårligt knytte Studio Escalier til et bestemt sted, for undervisningen foregik i et atelier, lejet til lejligheden, og om sommeren er der kurser, der slet ikke finder sted i Paris, men i en lille flække langt fra alting. Nej, det er den uhåndgribelige hjemlighed, der opstod ved, at jeg rent faktisk kunne bruge al min tid på at være fokuseret på tegning og maleri, og ved at være blandt andre i samme båd. Det var noget, jeg i den grad hørte til i.

Det er også noget, jeg så vidt muligt forsøger fortsat at klynge mig til. Flokken af folk er spredt for alle vinde nu, der er distraktionsmomenter som dagligt lønslaveri og deslige, som kræver deres lille luns af tidskagen, men tilbage er et fokus på billedkunst, som jeg prøver at holde. Det dersens Danmark, der så er rundt omkring mig nu, er i visse henseender en hæmsko, i andre en god base, men i bund og grund noget, der bare er der. Så “velkommen hjem”? Nah. Jeg er et helt andet sted og bliver der.

Jeg har fødderne på dansk grund nu, efter lidt over to måneders fravær. I lufthavnen i Paris hørte jeg flere og flere danske stemmer, jo tættere på gaten jeg kom. Det lød sært - noget, jeg ikke havde hørt længe, og det virkede underligt uvirkeligt, at jeg rent faktisk forstod det. Samme fornemmelse har jeg haft med alting omkring mig, siden jeg landede lørdag aften. Jeg kunne med en let undren konstatere, at mine fødder uden videre vidste, hvordan man kom fra lufthavnen til banegården, ind i S-toget og fra Sjælør Station til mit sydhavnshjem. Alting velkendt, på den måde, hvor man kan undre sig lidt over, hvor velkendt det er, eftersom det er noget helt andet end det, der har været min dagligdag de sidste par måneder. Som en drøm, jeg har haft før.

Det er sådan en verden, der passende kunne være såre tæt på det, vi kalder virkeligheden, med få og små, men muligvis betydningsfulde forskelle. Lidt som Watchmen, der fremstiller 80′ernes USA, som det ville have set ud, hvis der fandtes superhelte. Eller som hvis Danmarks statsminister ikke var Anders Fogh, men f.eks. Lars Løkke.

Men jeg har pakket ud, og i min kuffert fandt jeg de tegninger, jeg har lavet de sidste to måneder. De er så håndgribelige som noget og udgør den virkelighed, jeg vil klynge mig til. Jeg har ingen interesse i at lade Hverdagsdanmark indtage en rolle som noget virkeligt eller betydningsfuldt; det, jeg har haft fingrene i, er større og dybere end det, og jeg slipper det ikke, bare fordi jeg lige nu er strandet i den her drøm, de kalder dagligdag i København.

Det lakker hastigt mod enden, det her parisereventyr. Inden det ender på historiens store mødding af flygtige minder, må vi hellere lige få lidt billeder fra hverdagen her i nabolaget.

Det er eddermame fransk, det her, men den egentlige pointe med billedet er nu at antyde min lejligheds beskaffenhed. Bemærk overfladen på vinen i glasset, som viser, hvordan gulvet hælder. Det ser måske ikke ud af meget, men det kan godt mærkes, når man går omkring på de 12 kvadratmeter, også selv om man ikke har rørt en dråbe. Og for lige at understrege pointen har de minsandten hængt det her billede op også:

Den daglige tegning foregår som tidligere nævnt i Rue des Martyrs ved foden af Montmartre. Atelieret findes i nummer 23, bag denne ydmyge port:

Netop fra dette sted er der en flot udsigt op mod toppen af Montmartre, kronet af Sacré-Coeur:

Når man går ind, kommer man ind i denne gård:

Atelieret er bag de høje, rundbuede vinduer bag gitteret. Udsigten derindefra ned i gården ser sådan ud:

Her er et kig op mod de bygninger, man kan se inde fra atelieret:

Det ser muligvis meget uskadeligt ud, men hen ad eftermiddagen er det faktisk røvtræls, at de ligger der. Sagen er den, at solen rammer de hvide mure, og genskinnet brager lige ind i atelieret, fra en vinkel der er en anelse forskellig fra det lys, der ellers falder ind ad de nordvendte vinduer. Det betyder, at modellen bliver belyst på en mere forvirrende måde end om morgenen. Problemet er kun aktuelt om tirsdagen, hvor vi tegner hele dagen i atelieret. De andre dage er vi på Louvre om eftermiddagen, så dér kan det være ligemeget.

Her har vi så et lille stemningsbillede af koncentrerede tegnere:

Det er Michelle, den ene af lærerne, der har taget billedet. Bemærk, hvordan modellen på hensynsfuld vis ikke er synlig.

Her er så den tegning, som jeg er i gang med nu, og som bliver finalen på det her eventyr: