Cegebe

Berlin er en by, der har tilbragt det meste af verdenshistorien i relativ ubemærkethed. Det blev der så i den grad rådet bod på, da vi nåede til det tyvende århundrede. Byen fik nogle år som dekadent kulturcentrum i mellemkrigstiden, inden den blev hovedstad i Det Tredje Rige. Siden blev den smadret, delt og genopbygget til sin nye rolle som brændpunkt i Den Kolde Krig, og nu er den så hovedstad i et genforenet Tyskland og i øvrigt et nemt mål for en lille sviptur fra Danmark af. Al denne omskiftelighed har dog været hård ved byen, og det meste af det, man ser, er bygget efter krigen. En hel del såmænd også efter genforeningen. Vil man fornemme lidt af den gamle berlinerstemning fra før Anden Verdenskrig, må man ty til skrevne ord, og dem findes der da heldigvis også en del af.

I trediverne opholdt den britiske forfatter Christopher Isherwood sig i Berlin, hvor han var vidne til byens løsslupne forlystelsesliv såvel som den gryende nazisme. Det kom der to bøger ud af: Mr. Norris skifter tog (1935) og Farvel til Berlin (1939). Grunden til, at Isherwood var taget til Berlin var, at han som homoseksuel fandt et mere frisindet miljø dér end i England, men i bøgerne nævner han intet om sin egen seksualitet. Det får ham til at fremstå som en mærkværdigt neutral og uinteresseret iagttager, noget, han selv er helt bevidst om: Farvel til Berlin indledes med ordene “Jeg er et kamera, med lukkeren åben …”. Gennem dette menneskelige kamera møder vi blandt andre cabaretsangerinden Sally Bowles, den rige jødinde Natalia Landauer og den uudgrundelige masochist mr. Norris, alle aktører i noget, der mest af alt ligner en bizar og absurd komedie, men som får en særlig tragisk dimension af visheden om, at de bøller med brune skjorter, der render rundt og laver ballade, endte med at sætte sig tungt på magten og kaste hele Europa ud i århundredets katastrofe. En højst anbefalelsesværdig skildring af noget, der var engang, og som kan gøre os lidt klogere på, hvor vi er i dag. Måske endda på, hvor vi risikerer at ende sidenhen?

Som en pudsighed kan nævnes, at Isherwood selv optræder under sit eget navn i Farvel til Berlin, mens han nogle år tidligere, i Mr. Norris skifter tog, brugte sine mellemnavne, William Bradshaw, som en art pseudonym.

Sætningen “Jeg er et kamera” blev i øvrigt brugt som titlen på et teaterstykke (og siden en film) der var bygget over Farvel til Berlin. Siden kom der også en musical til, på scene såvel som på film, med titlen Cabaret. Det er velsagtens i den udgave, med Liza Minelli i sin glansrolle som Sally Bowles, at Isherwoods historier har fået deres største udbredelse. I musicalen hedder Isherwoods alter ego i øvrigt Cliff Bradshaw, mens han i filmudgaven hedder Brian Roberts.

Måske er der nogen derude, der skal til Grækenland?

Jeg ved ikke, hvor mange tusinde græske taverner (de fleste af dem turistfælder), der hedder “Zorba”. De fleste kender med garanti også “Zorbas dans” som det, der mere end noget andet er lyden af Grækenland, om ikke andet, så når de hører den. Jeg kan så sige, at det er værd at grave lidt dybere: Den kendte melodi er temaet fra filmen “Zorba the Greek”, og den er igen bygget over en roman af den græske forfatter Nikos Kazantzakis. På dansk fik den titlen “Spil for mig, Zorbas”; den blev i sin tid udgivet som tranebog, og man kan få den smidt i nakken i ethvert antikvariat. Det er en fantastisk bog. Fortælleren er en intellektuel bogorm, der har fået den vanvittige idé at kaste sig ud i minedrift på Kreta. En farverig personlighed, Alexis Zorbas, tilbyder sig som hjælper; han er en impulsiv livsnyder og i ét og alt hovedpersonens modsætning. En dårlig forfatter kunne have gjort det til en kvalmende moralsk historie om, at man bare skal være spontan og gribe nuet. Nikos Kazantzakis er derimod en rigtig god forfatter og bruger det umage par til at fortælle storslået, rørende og morsomt om liv og død, begær og eftertanke, kærlighed og musik og hvad man nu ellers risikerer at støde på i en landsby på Kreta.

Historien bygger på Kazantzakis’ egne oplevelser, da han forsøgte sig med minedrift - dog ikke på Kreta, men på halvøen Mani. Virkelighedens Zorbas hed Giorgos til fornavn i stedet for Alexis. På græsk kan et navn i øvrigt have flere former: Hvis man bare nævner personen, hedder han Zorbas, men hvis man for eksempel kalder på ham, kapper man det sidste ’s’ af og råber “Hæy, Zorba!” På engelsk er der en tradition for at bruge formen uden s, når det gælder græske navne - det er derfor, man render på snart det ene, snart det andet.

I øvrigt er filmatiseringen også anbefalelsesværdig.

Det er efterhånden sket en hel del gange, at jeg har pakket tasken for at rejse et eller andet sted hen, og så er der også lige røget en bog med til de stunder, hvor det lige er sådan én, der skal til. Det er også sket en hel del gange, at jeg er kommet tilbage og har pakket tasken ud, inklusive bogen, som har ligget fuldstændig urørt og ikke bidraget til andet end ærgrelsen over at have slæbt noget fuldstændig overflødigt med.

Det behøver sandelig ikke at betyde, at det har været dårlige bøger. Når de overhovedet er kommet med, er det gerne fordi, jeg har været i gang med dem allerede inden jeg tog af sted, og så har jeg slet ikke kunnet forestille mig at afbryde læsningen. Men, men: Når jeg befinder mig i et eller andet udland og oplever ting, er det de oplevelser, der fylder mig. Der er noget underligt uvedkommende ved en bog, der ikke i øvrigt har noget med sagen at gøre, og derfor får sådan én som regel lov at henslæbe turen som ubrugelig og jævnligt forbandet dødvægt. Løsningen er ret indlysende: Hvis jeg skal have rejselekture med, skal det være noget, der har et eller andet at gøre med det sted, jeg nu måtte befinde mig. Nu findes der en hel del både steder og bøger på den her planet, så det burde nok være muligt også at støve nogle heldige sammenfald op. Det er i hvert fald flere gange lykkedes mig … og jeg skal nok dele ud af anbefalingerne i nogle kommende indlæg, så følg endelig med …!

OK, så løb den af stabelen - Betteskovs interkontinentale videoaften. På programmet: Wall-E.

Der var engang, hvor tegnefilm blev tegnet i hånden, med pen og pensel på et eller andet underlag. Der skulle en gruopvækkende masse tegninger til en enkelt film, og det kunne hurtigt blive helt uoverskueligt, hvis man skulle lave noget avanceret kameraføring eller have en masse ting og personer til at bevæge sig samtidig. Så begyndte man jo efterhånden at kunne lave tingene på computer. Dermed syntes mulighederne at være uanede - enorme mængder af data kunne håndteres og jongleres med, og der var ikke grænser for, hvad man kunne lave.

Nu er én ting at lave, og en anden at lave godt, og jeg har det med at være en smule skeptisk over for computeranimation. Det er som om, at det er bedst til baggrunde, maskiner og visse dyr; de bedste, gammeldags håndtegnere har stadig føringen, når det gælder om at lave en virkelig livfuld figur. Men se, så kommer der sådan én som Wall-E. Den (han?) er en robot, og ikke nogen videre menneskelig én af slagsen. En lille, gul entreprenørmaskine på larvefødder, hvis funktion er at samle affald og presse det sammen til håndterlige, terningformede klumper. Sådan et stykke maskineri kan på såre overbevisende manér laves som computeranimation, og søreme, om ikke også tingesten kan gøres til noget af det mest udtryksfulde, man længe har set inden for det felt. Wall-E har et hoved, der ligner en prismekikkert på en stang. Et sæt øjne, som er der for, at den kan orientere sig. Og bare med dem, tilsat beskedne muligheder for at ændre kropsholdning samt enkelte biplyde, får vi et helt og fuldt følelsesregister.

Vore artsfællers ansigter er noget af det, der betyder mest i vort liv, og det betyder, at vi er helt uhyggeligt fintfølende over for netop de træk, der udgør et ansigt. Det har to konsekvenser, der stritter i hver deres retning. Dels skal der ingenting til, før det ikke virker “rigtigt”; det er derfor, det er så svært at tegne et portræt, der virkelig ligner, og det er derfor, det endnu ikke er lykkedes at lave et rigtig vellykket, computeranimeret menneskeansigt. Og dels ser vi noget som et ansigt, bare det har den mindste lighed med ét. En smiley ligner ikke nogen person, vi kender, men vi kan slet ikke lade være med at se den som et ansigt. Og en robot, der bare har et par linser at rokke med, kan få os med på hele følelsesregisteret.

Der er også mennesker med i filmen. De virker underligt kunstige og ikke nær så levende som den mekaniske hovedperson. Det er der i øvrigt en vis pointe i; menneskene har nemlig forladt Jorden, fordi den er ved at drukne i affald, og lever et fuldkommen apatisk liv i store rumskibe, hvor de ikke behøver at røre sig ud af stedet for en eneste fornødenhed. Kun ved vor maskinhelt og hans hjertes (!?) udkårne, den iPod-lignende robotsonde EVEs mellemkomst, får de uformeligt fede mennesker lettet røven og nosset sig tilbage til Jorden for at genopdage, hvordan det er at leve med rigtig jord under neglene og rigtig himmel over hovedet. Jeg synes måske, at moralen bliver lige lidt for overtydelig og firkantet, selv om lovprisningen af den besværlige ægthed modsat den kunstige og ulidelige lethed kan være sympatisk nok, men OK - det er trods alt noget, der mest angår menneskene, og de er og bliver todimensionelle bifigurer i det, der trods alt først og fremmest er en rørende lille kærlighedshistorie mellem to maskiner med hver deres mangefacetterede personlighed.

Det er i øvrigt en af den slags film, hvor man endelig skal sørge for at få rulleteksterne med. De kommer sammen med en lille lynoversigt over kunsthistorien, hvor filmens personer kan ses i en række forskellige stilarter - fra hulemalerier over Van Gogh til 80′er-computergrafik (!).

Jeg kan jo så se, at Anonymous Weirdo også deltog i filmaftenen, i selskab med to veninder. Her kan jeg så se en klar fordel ved den her måde at se film sammen med andre på: Weirdo + veninder har åbenbart siddet og snakket en hel del undervejs. Uha, det er sådan noget, der ville kunne irritere mig voldsomt, hvis jeg fysisk befandt mig samme sted, men på den her måde har alle kunnet skabe sig tosset, som de nu selv ville det …

Jeg mindes en stribe af Mort Walkers tegneserie Mads & Misse, hvor husets unge søn (jeg mener, at han hedder Per) sad i sofaen foran fjernsynet med telefonrøret for øret. “Hvem har du snakket med den sidste time,” spurgte faderen. “Ingen,” svarede Per, “jeg og Hanne ser film sammen”. Så kunne vi grine lidt af menneskenes dårskab, i dette tilfælde af, hvordan ungdommen var blevet fremmedgjort af den teknologiske udvikling og levede i en elektrisk surrogatverden.

Akkeja, det var dengang i firserne eller halvfjerdserne eller hvornår striben nu er fra, hvor storforbrug af telefon var det, der kendetegnede den elektroniske ungdom. Telefon. Ja, sådan én, der står på et bord og er lænket til det hus, den nu befinder sig i, med en ledning. Bortset fra dette stenalderislæt kunne man såmænd godt bruge striben som afsæt til en længere lommefilosofisk udredning om, hvorvidt det virkelig er muligt at have et socialt liv i cyberspace. Hvornår er samvær samvær?

Jeg støder ind imellem på folk, der bruger ordet “her” om urbanblog.dk - som om det rent faktisk var et sted, en bestemt lokalitet, hvor folk er samlet. Der er også dem, der kan finde på at sige “her” om blogosfæren som sådan, og så melder spørgsmålet sig: Kan man gøre noget sammen med andre med nettet eller en bestemt afkrog deraf som det, der udgør rammen for samværet?

Betteskov har i hvert fald inviteret til, hvad hun kalder interkontinental filmaften. Hun sidder ovre i Alabama, og det er der vist ikke ret mange andre her (!), der gør. Ideen var vist først at vælge en film, så alle så den samme på samme tidspunkt. I kommentartråden til det indlæg, hvor ideen fremlægges, er reglerne så siden blevet slækket, så man strengt taget også kan se en anden film og gøre det på et andet tidspunkt, alt efter, hvad der lige passer én. Så er spørgsmålet: Hvor langt kan man trække den og stadig sige, at man gør noget i fællesskab? Vi har altså et antal personer, der på forskellige tidspunkter sidder forskellige steder og ser forskellige film. Kan man stadig sige, at de ser film sammen, bare fordi projektet er udråbt til at være en “filmaften”, et begreb, der velsagtens må sige at indebære, at nogle stykker er sammen om at se film? Hvad så, når forskellige folk i øvrigt på forskellige tidspunkter ser forskellige film (noget, der sker hele tiden!) - er de så i virkeligheden også til filmaften med hinanden uden at vide det? Er livet én stor filmaften?

Det er så her, jeg for mit indre øre synes, at jeg kan høre Walter fra The Big Lebowski råbe: “Smokey, this is not ‘Nam. This is bowling. There are rules.” Jeg har tænkt mig at holde mig til udgangspunktet, nemlig, at der skulle vælges en film (det blev Wall-E), og at den skulle ses søndag (og det er det stadig her, hvor jeg befinder mig). Hvis det er samvær, nåja, så skal jeg nu til at se film sammen med i hvert Betteskov og Anonymous Weirdo og åbenbart også nogle af sidstnævntes venner - uden overhovedet at komme til at møde dem, og i øvrigt uden garanti for, at de lige ser den på samme tidspunkt. Det er såmænd rigeligt til, at jeg allerede kan mærke det sproglige begrebsapparat knage.

Engang, hvor mit hjem var blevet invaderet af en flok venner og bekendte i festligt lag, var der én, der betragtede et af mine malerier og udbrød: “Det ser jo fuldstændig ud som et billede!”

I første omgang studsede jeg, for jeg forstod ikke helt, hvad han mente. Hvordan kunne det “se ud som” et billede”?? Det VAR jo et billede, for dælen da. Men OK, det gik hurtigt op for mig i al sin gru, at det, han mente, var, at det så ud som et fotografi. Jeg har siden da haft antennerne ude og opdaget, at der rent faktisk er temmelig mange mennesker, der går frit rundt og uden skyggen af anfægtelse bruger ordet “billede”, som om det simpelt hen betyder “fotografi”. Tag jer dog sammen, I sprogbrugere og billedbetragtere derude. Der findes billeder, som ikke er fotografier. Som nu for eksempel dem, jeg laver ved at smøre diverse slags farve ud på et eller andet fladt.

Så er der det med, om de billeder ligner fotografier. Det er der åbenbart i hvert fald én person, der synes, men her vil jeg altså vove at sukke dybt og opfordre til ordentlig brug af det fintfølende sanseapparat, som et par øjne med tilhørende hjerne udgør.

Nu om dage er vi vant til, at det billige skidt, vi kalder virkeligheden, kan fastholdes på et fotografi. Det betyder, at vi kan bruge fotografier, når vi skal se, hvordan noget eller nogen ser ud. Hvis en fyrste for 300 år var på udkig efter en kone i et andet land, men gerne ville sikre, at han fik noget, som han kunne være bekendt at vise frem for venner og undersåtter, måtte han sende en billedkunstner ud for at male hende, hvis han ikke lige havde tid til selv at tage hende i øjesyn. Den slags har vi fotografier til i dag; vi behøver ikke at hyre en maler, når vi skal have et profilbillede på dating.dk.

Det er jo reelt nok, men det lader til at være steget os lidt til hovedet. Vi har tilsyneladende accepteret fotografiet som den ultimative og eneste målestok for, hvornår noget ser “virkeligt” ud. Når et billede viser en genstand eller en person på en overbevisende og genkendelig måde, jamen så må det jo ligne et fotografi. Der er også mange, der ligefrem mener det som en kompliment; for dem er det største, en billedkunstner kan opnå, at lave noget, der ser ud som et fotografi.

Nu er der rent faktisk også billedkunstnere, der netop har det som mål. Tag for eksempel sådan én som Dru Blair, der står bag et billede som det her:

Her kan man med rette sige, at det ligner et fotografi. Det er det ikke; der er en nærmere gennemgang af billedet på hans hjemmeside.

Det her er også et maleri:

Det er malet af Jean-Auguste-Dominique Ingres og er også sådan ét, der nok vil få en og anden til at udbryde, at det ligner et fotografi.

Det gør det overhovedet ikke, vil jeg mene. Det ligner et maleri. Og malerier kan noget helt andet end fotografier. Det er der mange grunde til; en af dem er tiden.

Når vi har været til moster Åges 60-års fødselsdag og vi bagefter er tvangsindlagt til at se de 5.000 billeder, som alle har taget af alle, er der med stor sikkerhed en hel del af dem, hvor en eller flere af de tilstedeværende ser gennemført tåbelig ud. Hvis man tager et øjebliksbillede af en person, og vedkommende ikke har fået chancen for at lægge sit åsyn i fotogene folder, kan man ret let få fanget vedkommende med et udtryk, som man for hundrede år siden kunne have taget penge for at vise frem i et omrejsende tivoli. Konklusionen er den ikke særlige smigrende, at vi tilbringer en forbløffende stor del af vort liv med at se komplet idiotiske ud.

Det lægger vi sjovt nok kun mærke til, når der lige er et kamera, der fanger det. Et kamera fanger nemlig et øjebliksbillede, men det er, i ordets egentligste forstand, en umenneskelig måde at se på. Vi ser ikke øjebliksbilleder - vi ser en sammenhæng. Hvis vi med åben mund og polypper sidder over for vort hjertes udkårne under en romantisk middag, ser vi ikke alle de fjogede udtryk, som hun i dette eller hint millisekund måtte fremvise, men hendes underskønne ansigt, slet og ret.

Sådan et ansigt kan en maler også gengive. Maleren gengiver det samlede indtryk fra al den tid, der har været til at betragte modellen, med alle de små afvigelser, trækninger, smil og glimt i øjnene som dertil hører. Hvis maleren altså vil, vel at mærke; ovennævnte Dru Blair sætter åbenbart i stedet en ære i at vise sin model med indbegrebet af et opstillet foto-colgate-smil.

At bedømme en maler på, hvor meget vedkommendes billeder ligner fotografier, er at gøre nar af maleren. Man antyder, at det største, en maler kan opnå, er at bruge måneder på at gøre det, som andre folk klarer på 1/100 sekund. Det er det ikke; det største en maler kan opnå, er, at gengive det, som den menneskelige hjerne kan lade os se - og det er noget, som der skal mere end en linse og en lysfølsom flade til at fange.

Som trofaste læsere vil vide, stod min gamle computer af på ubelejligste vis for nylig. Nå, nu har jeg så fundet ud af, at det ikke bare sådan lige skete ud af den blå luft.

Da jeg var i Paris her i foråret, sad jeg ret tit i sovesofaen med computeren i skødet, og det kan nok være, at den kom ud i høj søgang, når jeg lige skulle skifte stilling eller lægge den fra mig for at gå på lokum eller trække en flaske vin op eller noget. Mens den var tændt, og harddisken summede lystigt. Det virkede sådan rigtig kækt på den Onkel Rejsende Blogger-agtige måde. Men, men, men … det må man ikke, har jeg så lige fundet ud af! Jeg faldt over denne artikel ovre hos Politiken, og dér må jeg jo så brødebetynget konstatere, at jeg følte mig truffet.

Så altså: Det er muligt, at en bærbar er bærbar - ellers ville man jo ikke kalde den bærbar - men harddisken kan ikke holde til, at man flytter rundt på dyret, mens det kører. Advarslen er hermed givet videre til andre, der har et lovlig jitterbug-agtigt forhold til deres bærbare.

Der er måske nogle, der kan huske, at jeg på et tidspunkt (i dette indlæg) kom med gyldne løfter om en blog, der ene og alene var viet til den herlige drik absint. Nuvel, den har så siden vist sig ikke rigtig at have holdt dampen oppe.

Men, kære venner og læsere, det har en såre simpel årsag - den er nemlig så ganske sat i skyggen af et større og mere ambitiøst foretagende, nemlig intet mindre end Det Danske Absintselskab, hvis hjemmeside gerne skulle være den ultimative om emnet her til lands. Selskabet består (naturligvis) af undertegnede samt to ligesindede. Selskabet kan sågar ved visse lejligheder mødes ude i den virkelige verden, hvor Det står for udskænkning og oplysning i Den Grønne Fes tjeneste.

Læs mere her …!