Cegebe

Ja, jeg er tilbage. Tilbage i det franske. Tilbage hos Studio Escalier, kunstskolen, hvor jeg i vinteren og foråret tilbragte et par umådelig givende måneder under kyndig vejledning af Tim Stotz og Michelle Tully. Og så er det hele alligevel noget helt andet.

Først og fremmest skal der nu også males. Vinterkurset drejede sig udelukkende om tegning - først og fremmest fordi det foregik et sted, hvor faciliteterne ikke indbød til, at man svinede med oliefarve og alt, hvad dertil hører. Sådanne begrænsninger er der ikke denne gang - her får den for fuld skrue med pensler og farve og linolie og det, der er værre.

Og så er der stedet. Denne gang foregår det ikke i Paris, men i Argenton-Château. Der sidder måske en og anden blandt de ærede læsere, der ikke lige synes, at de har hørt om det sted før, og det er der intet flovt i. Det er en meget lille by, der ligger meget langt fra alting. Det er ikke et sted, man bare lige tager til. Jeg stod op torsdag og tog et morgenfly til Paris. Så vidt, så godt. Derfra toget til Angers, en mindre, fransk provinsby. Der blev jeg - og andre, der også var nået så vidt - afhentet i en taxa, som efter en køretur på omkring de 50 kilometer nåede frem til bestemmelsesstedet.

Sådan her ser byen ud, set fra vinduet i det værelse, hvor jeg er blevet indkvarteret:

Der er en enkelt café, et enkelt supermarked, en enkelt bager, et æsel og i øvrigt meget, meget mørkt om natten. Det er helt vidunderligt. De første par dage er gået med lidt introduktion til livet her på disse kanter; i morgen begynder vi så på det, som det hele handler om - at tegne og male.

Hvad ovennævnte æsel angår, hedder det i øvrigt Fripon og har sin egen hjemmeside.

Sommeren igennem har jeg set dem komme og gå. Folk. Mine kolleger på den anstalt, der forsyner mig med skillemønt til det daglige brød. De har, som man nu gør det sådanne steder, afholdt den ferie, som de har krav på og lyst til, og for de flestes vedkommende har det så fået en ende nu, og de er tilbage.

Jeg, derimod, har tålmodigt holdt ud og er trofast mødt op på min pind hver dag for at passe, hvad passes skulle. Nogen skal jo gøre det - det er ikke et af den slags steder, der ligger helt stille sommeren over - men det er nu ikke af nogen synderlig pligtfølelse, at jeg har gjort det. Sagen er i stedet den, at det dér, de kalder ferie, for mit vedkommende er noget, der skal fyres af i september. Hele september og lidt til i hver ende. Jeg har seks ugers ferie i alt, og de fem af dem skal brændes af dér. Der indløb nemlig et godt tilbud fra det franske. Studio Escalier, hvor jeg, som trofaste læsere vil vide, tilbragte et par måneder i foråret, afholder et 10-ugers kursus i efteråret. Det viste sig, at én af deltagerne kun kunne være med i den sidste halvdel, og så skrev de og spurgte, om jeg var interesseret i at hænge på de første fem uger. Jep, indeed-y-o, klart som blæk var jeg da interesseret.

Denne gang er det med farver på. Sommer- og efterårskurserne afholdes ikke i Paris, men i Studio Escaliers hovedkvarter, der ligger i Argenton-Chateau, en landlig afkrog i det vestlige Frankrig, langt fra alting. Sådan et sted, hvor den nærmeste station ligger tyve kilometer væk, og hvor man skal bestille en taxa en uge i forvejen, hvis man skal dertil eller -fra. Her tillader faciliteterne, at man også sviner med oliefarve, og kurset koncentrerer sig om maleri.

Ferie, som i “afslapning”, bliver det næppe. Den slags gider jeg heller ikke. Det bliver højspændt intenstivt maleundervisning fra morgen til aften. Og, hvis jeg kender folkene bag ret, bliver det ekstremt givende. Resultater skal nok blive vist frem her, når vi når så vidt.