Cegebe

Et billede er som bekendt i det store og hele fladt. Billeder, der forestiller noget, viser gerne ting, der ikke er flade. Hvis man maler sådan noget, skal man altså kunne få det til at se ud som om, at noget fladt har form og fylde. Det er selvsagt noget, vi har gjort en del ud af her i det franske, i form af det, som kaldes noget så indlysende som “rounding studies”.

Som alt andet foregår det efter levende model. Ideen er at fokusere på de helt overordnede former - vi skal ikke male hver enkelt lille bums, fedtknude og knyst, men se for eksempel brystkassen som én form, bækkenpartiet som en anden og så videre. Ligegyldigt hvor færdigt og detaljeret et maleri skal være, skal man altid have denne underliggende runding i baghovedet. Her har vi modellen, reduceret til sådanne grundlæggende former. Læg vel mærke til, at der ikke er tale om kugler eller cylindre - et naturprodukt som for eksempel et menneske er ikke så regelmæssigt skabt. Formerne minder snarere i større eller mindre grad om æg:

Da jeg havde lavet dette billede, havde vi stadig masser af tid tilbage med den samme stilling, så jeg besluttede at begynde forfra, én gang til, og denne gang ville jeg dele formerne lidt mere op. Bagdelen blev for eksempel delt op i de to balder, den retteligt består af:

Alle gode gange tre. Her kommer ét til, samme stilling, men malet fra en lidt anden vinkel, og igen lidt flere detaljer:

Det tredje her må nok siges at gå noget ud over, hvad man med rimelighed kan kalde et “rundingsstudie”. Overgangen derfra og så til et egentligt, færdiggjort billede er særdeles flydende. Tag for eksempel den franske barokmaler Simon Vouet, som jeg er blevet stadigt mere begejstret for; her er et af hans billeder:

Han går ikke specielt meget i detaljer, men holder sig til de store, overordnede former, og han har ingen skrupler over at kalde det fikst og færdigt. Han maler ikke medicinske studier af hudorme, men store, vilde og svulstige billeder, der skal kunne ses, aflæses og nydes også på lang afstand og i dæmpet belysning. Han er sådan én, jeg gerne vil være, når jeg bliver stor.

Alting er ikke druknet i absint her. Det meste af tiden bruges trods alt i atelieret, og her har jeg, efterhånden som dagene er gået, fået stadigt bedre greb om de små farvestudier, vi laver. Her er et, hvor det er lykkedes mig at give en vis fornemmelse af, hvordan lyset falder på de forskellige flader:

Jeg har dog ikke helt ramt hudfarven ordentligt. I sig selv er den såmænd ikke helt skæv, men den har ikke rigtig taget højde for det blålige og køligt grålighvide lys, som i en opstilling som den her vil blive reflekteret fra baggrunden og det blå klæde, og som især vil påvirke de dele, der er i skygge. Det er som om figuren er kommet til at ligne en trædukke mere end en rigtig, levende model.

I det næste billede har jeg fået bedre styr på hudens toner i forhold til det, der nu omgiver modellen. Her synes jeg, at det efterhånden er lykkedes mig at give indtryk af et rigtigt, levende menneske:

Det her billede er heller ikke helt skævt. Her synes jeg, at jeg har fået udmærket fat om lysets fald på figuren:

Det røde klæde var noget af en udfordring; det var en meget indtens og dyb rød, og jeg havde ikke noget på min palet, der kunne give den rette styrke. Det er så her, man må lege med kontrasterne mellem lys og skygge for at give indtryk af noget, der strengt taget ikke er dækning for i oliefarverne.

Jovist, vi er skam godt klar over det, her på bjerget, at “jader” er en velkendt betegnelse for en del af den kvindelige anatomi, der ofte får en betragtelig opmærksomhed fra det i forhold til kvinden modsatte køn. Jeg er så sandelig ikke blind for deres fascinationskraft, men ikke desto mindre skal det her handle om noget ganske andet, omend vi stadig kan finde visse associationer til det (nu i forhold til undertegnede) modsatte køn. Det skal handle om hin grønne fe, absinten, i en af dens finere inkarnationer.

Tilbage i de mørke tider omkring år 2000 fandtes der stort set ikke noget absint, der var til at få, og som for alvor var værd at drikke. Der var diverse former for tjekkisk flybenzin, i København kunne man få Kruts Karport, der mest mindede om en højoktan-udgave af en middelmådig pastis, og så var der et vist udvalg af spanske mærker, der da var nogenlunde drikkelige. Et helhjertet forsøg på at lave en god absint som i gamle dage fandtes ikke. Det satte Ted Breaux, en biokemiker fra New Orleans, sig for at gøre noget ved. Han havde i kraft af sit daglige arbejde adgang til udstyr, der med stor præcision kunne analysere indholdet af diverse væsker, og han brugte fritiden på at køre prøver af original, gammel absint gennem møllen. Han fik efterhånden en god fornemmelse for, hvordan et udvalg af de store, gamle mærker var lavet, og grundlagde firmaet Jade Liqueurs, der lancerede det tætteste, man sandsynligvis kan komme på en genskabelse af dem.

Denne herlige absint fremstilles på destilleriet Combier i Saumur, en malerisk by i Loire-dalen i overkommelig afstand fra den lille afkrog af Frankrig, hvor jeg i øjeblikket befinder mig. I lørdags var vi så en flok, der tog på en udflugt dertil. Det havde vist sig, at Ted Breaux selv regnede med at komme samme dag, så der var en vis chance for, at vi ville rende ind i ham.

Saumur domineres af slottet, der knejser på en klippe over byen. Det ligner det rene eventyrslot, men det er ikke en filmkulisse eller en forlystelsespark; det blev grundlagt i 900-tallet som værn mod hærgende vikinger, siden revet ned og genopbygget.

Combier-destilleriet fejrede netop i denne weekend deres 175 års fødselsdag. Det ligger ret centralt i byen, ud til en af de gennemgående hovedgader. Man kommer gennem en port ind i en aflang gård, og nede i bunden til venstre ligger den lille hal, hvor destillationsapparaterne står. Smukke, gamle sager i skinnende kobber.

På Combier laver de en lang række frugtsnapse og likører, og så kommer Ted Breaux altså en gang imellem forbi og laver absint samt en anden specialitet, han har udviklet: Perique, som er en likør lavet på gærede tobaksblade.

Han var, som han havde meddelt, selv netop ankommet, og tog os med ud i et baglokale. Her stod lange rækker af store, blå tønder med forskelligt indhold. En var fuld af Edouard, en af Jade-absinterne, og mine medstuderende, der for de flestes vedkommende var fuldstændige novicer på området, kunne hermed få sig en såre fin introduktion til Den Grønne Fe.

Vi fik også lidt smagsprøver på andre ting - dels den ovennævnte Perique i en ikke helt færdig udgave, dels råmaterialet til en kakaosnaps (!). Destilleriet havde naturligvis en butik tilknyttet, så vi kunne få lidt forsyninger med tilbage til Argenton-Château.

Jeg vil ikke just kalde min nuværende, franske tilværelse en ferie. Dagene er fyldt godt ud med seriøs undervisning, hvor der rent faktisk bliver fyldt noget på. Men, som enhver elev eller studerende ved, rummer ethvert uddannelsesforløb i ny og næ ledige stunder, hvor man kan hengive sig til udenomsfaglige aktiviteter - stunder, der mestendels klumper sig sammen omkring weekenden.

I vor lille cirkel er det fredag og lørdag, der er udnævnt til weekend. Det lyder nærmest jødisk, men baggrunden er den banale, at det kun er på hverdage, at der overhovedet er nogen mulighed for at slippe ud af byen med offentlig transport. Der er én bus ud; den afgår ved halv ti-tiden til byen Thouars, der ligger sådan en femten-tyve kilometers penge væk. Der er også én bus tilbage, den kører fra Thouars lidt over middag. Når fredagen er fri, betyder det, at man kan benytte lejligheden til at handle på markedet i Thouars, hvor de har alt spiseligt (noget af det stadig levende) samt lidt af det løse derudover; sæbe, ure i fem-euro-klassen, cowboyhatte af læder og diverse knive, der kunne få én buret inde i årevis i Danmark, hvis man var så uheldig at have dem liggende i sin bil.

I fredags var vi en fire stykker, der tog afsted til markedet. Der blev indkøbt store mængder af diverse delikate grøntsager, noget vin - og i sidste øjeblik inden bussen kørte, beregnet, så vi brugte mindst mulig tid i varmen med en let fordærvelig råvarer, købte vi et par poser østers. Vel tilbage nød vi på sådan en helt almindelig fredag ved middagstid et fortryllende østersorgie, efterfulgt af lidt godt brød påsmurt noget himmelsk honning-nødde-pålæg. Så var vi parate til eftermiddagens arbejde.

Jeg er indkvarteret i et pænt stort hus. Det tilhører en midaldrende, amerikansk dame, der i sin tid var på et malekursus her og endte med at blive hængende. Hun havde købt ni rummeter brænde af en lokal for at have lidt at stå imod med gennem vinteren, og det skulle hun så gerne have lidt hjælp til at få slæbt ind fredag eftermiddag. En af hendes bekendte transporterede det i sin varevogn, og hun kørte selv med i sin egen bil, der var fyldt op med ekstra hjælpende hænder, deriblandt mine. Vi kørte ad diverse små franske veje og nåede en lille samling huse, de fleste noget faldefærdige i det. Stedet kunne minde om noget fra en Sergio Leone-film eller måske en post-apokalyptisk fremtidsvision efter Mad Max-skabelonen. Her blev vi højlydt og bestemt stoppet af nogle fyre, der kom ud fra en have og tydeligvis forlangte, at vi ikke kørte en eneste meter længere. Vi steg ud og blev gelejdet ind i haven, der hørte til et af stedets nogenlunde velholdte huse. I baggrunden snusede nogle hunde rundt i en indhegning. Vi blev vist hen til et bord i skyggen under et træ med den besked, at vi så afgjort var nødt til at sidde ned og nyde et glas champagne, før vi kunne kaste os over nogen form for fysisk arbejde. Der var ikke andet for end at tage imod tilbudet.

Folkene om bordet var alle mænd omkring de halvtreds og tilhørte den kreds af folk, der havde hjulpet min værtinde med at snuse noget brænde op. Husets beboer hentede på et tidspunkt sit horn og blæste et par fanfarer; det var et horn af den helt simple slags, uden nogen form for ventiler eller klapper, hvor han ikke havde andet end læber og åndedræt at gøre godt med, når der skulle frembringes forskellige toner. Hundene stemte øjeblikkelig i med en klangfuld hylen, så snart de hørte hornet. De var straks klar til at gå på vildsvinejagt, noget, de lokale gør en del i.

Da glassende var tømt og koncerten slut, kunne vi køre videre, op ad en grusvej og gennem et stykke skov til en mark, hvorfra man kunne se Thouars i det fjerne. Her gik en tætbygget, firskåren mand rundt med en motorsav og savede brænde. Havde det været den før omtalte Sergio Leone-film, ville han være blevet spillet af Ernest Borgnine. Vi fyldte varevognen med brænde og kørte tilbage; denne gang var jeg i stedet med i varevognen sammen med en anden af mine medstuderende. Vi kørte dog ikke før chaufføren, brændehuggeren og en tredje havde brugt en halv times tid på at sludre lidt om, hvem, der kendte hvem og var i familie med hvem, om diverse familiers forhistorie et par hundrede år tilbage, om, hvem, der havde adeligt blod i årene og om egnens underjordiske huler, der havde været brugt som vinkældre.

Tilbage var der så bare tilbage at slæbe brændet ind i min værtindes udhus, hvorefter vi kunne nyde lidt velfortjent øl, vin, brød, ost, pølse, frugt med mere. Blandt hjælperne var hende, der var vores model under kurset i Paris i foråret, og hendes far. Som trofaste læsere af denne blog måske vil huske (ellers kan man læse det her) er han skotte for fuld musik, og han benyttede da også lejligheden til at hive sækkepiben frem og give et nummer.

Efter sådan en dag trængte jeg mest til at komme tidligt i seng - især fordi lørdagen også havde et fyldigt program. Her stod den på en udflugt til Saumur, en by i Loire-dalen med et yderst malerisk slot og et destilleri, hvor der bliver lavet en fremragende absint. Derom i et kommende indlæg …

Jaja. Én ting er, at jeg på papiret (om man så må sige) har tegnet og malet i alle disse år, men der kommer et tidspunkt i enhver kvinde m/k’s liv, hvor man må spørge sig selv, om det nu også er godt nok. Det var det, jeg gjorde, og det negative svar fik mig til at tage til Frankrig for at lære mere. Nu oprandt så dagen, hvor jeg ikke længere kun havde en blyant i hånden, men en pensel - og den anden havde jeg også ganske fuld, af en overvældende palet med en masse farver på.

Hvordan lærer man at jonglere med sådan et brus af synsindtryk og muligheden for at blande sig til uendeligt mange flere? Som med alt andet i tilværelsen begynder man simpelt. Som vanligt foregår det her med en levende og åndende model, sat til rette i passende positur og splitterravende Hans-Jørgen. Øvelsen består så i at gengive hovedindtrykket af modellen med tilhørende omgivelser. Ikke detaljeret, ikke, så man kan genkende vedkommende - hvis man knap kan se, at det drejer sig om et levende menneske, gør det for så vidt ikke alverden - men med brede strøg af farve, der fanger hovedtonerne. Ideen er at få det store, overordnede overblik over, hvordan lyset falder på formerne, og hvad det gør ved farverne. Som rettesnor går vi efter det, der i den lokale lingo kaldes “shadow”, “dark lights” og “light lights”; det mest mundrette på dansk ville vel være at tale om skygge, mellemtone og lys, men det vil nok være mere præcist at tale om “mørkere lys” i stedet for mellemtone, da det er noget, der rent faktisk er belyst - der er bare tale om flader, der i større eller mindre grad skråner væk fra lysets retning.

Det lyder i det store og hele meget let, og det tænkte jeg nok også, at det ville være. Mine første, klodsede forsøg viste noget andet. Den første stilling, vi skulle prøve at fange, strakte sig over to dage, og jeg kløede rask på og fik lavet to forskellige udgaver, ingen af dem videre overbevisende. En farve kan se tilforladelig og nogenlunde rigtig ud, når den er blandet på paletten. Når den så bliver sat på et bart lærred, tager den sig helt anderledes ud - som regel alt, alt for mørk og grumset. Her er tricket så at holde hovedet koldt og skynde sig at give den nogle andre farver at omgive sig med. Alligevel kan man roligt regne med, at en hel del rammer fuldstændig ved siden af.

Udgave nummer to blev ikke helt færdig. Den røber, som den skarpsindige iagttager vil bemærke, at vi går direkte løs på et kridhvidt stykke lærred. Det gør ikke sagen lettere - det er overraskende svært at bedømme en farve rigtigt, når den er omgivet af hvidt, hvidt og atter hvidt. Af samme grund har mange malere gennem tiden foretrukket at male på en grund med typisk en grålig eller brunlig tone - men sådan spiller klaveret ikke her, vi bliver sparket lige ud i den grænseoverskridende oplevelse at blive konfronteret med alt det hvide.

Den næste stilling gav jeg mig en kende bedre tid til. Her begyndte det at hjælpe lidt på det med at få blandet farverne, og når man ser det på afstand og kniber øjnene sammen, har man faktik fornemmelsen af noget lys, der falder ind fra højre af. Det kniber dog stadig gevaldigt med fornemmelsen af form - det er tydeligt, at jeg ikke for alvor har overvejet, hvor grænserne mellem forskellige flader og deres orientering mod lyset går - i hvert fald ikke i figuren; draperiet i baggrunden har en smule af det rigtige.

Man kan selvfølgelig trøste sig med, at disse små halv-abstrakte billeder (kaldet “poster studies” eller “colour studies”) ret let kan blive ganske dekorative, selv når de ikke er vanvittigt vellykkede, men det er immervæk øvelser, der skal læres noget af, så jeg skal ikke forfalde til at finde undskyldninger for skulderklap til mig selv. En vigtig lektion indtil videre har været, at jeg til det her formål skal blive bedre til at sætte et hurtigt, viljestærkt penselstrøg i stedet for at sidde og fumle med en for lille pensel og bekymringer om, hvorvidt det nu også er for bredt. Præcision i penselføringen er ligegyldig i denne øvelse; hvis det overordnede farveforhold er i orden, skal skidtet nok ende med at hænge sammen.

For hvert eneste af disse billeder, jeg laver, kan jeg mærke, at jeg lærer en hulens masse. De seneste hænger i øjeblikket og tørrer oppe i atelieret, men de skal nok blive offentliggjort …