Cegebe

Sådan rent tegne- og malemæssigt er en pæn del af det her år gået med øvelser, der ikke i sig selv er blevet fuldfede og færdige billeder, men som har skullet gøre mig bedre til dette og hint. Nu synes jeg så til gengæld, at jeg såvel som tiden er ved at være moden til at lave noget lidt mere gennemarbejdet, som gerne skulle tage sig færdigt ud til sidst. Den sidste uge på kurset i Frankrig gik med den plan i baghovedet.

Der var kommet en ny model, som skulle indtage en ny stilling. De andre havde fire uger med den, men jeg var der ulykkeligvis kun for det halve kursus, min plads ville blive taget af en anden, og jeg havde derfor kun en uge med den nye stilling. Jeg tænkte lidt frem og tilbage over, hvordan jeg skulle få mest muligt ud af den uge, og jeg endte med at give mig selv en særlig udfordring: Jeg ville sørge for at få tilstrækkeligt med hjem til, at jeg kunne male modellen i den stilling, når jeg kom tilbage til DK. Det, jeg skulle lave, skulle indeholde tilstrækkelig med information til, at jeg kunne gå videre uden at have modellen for mig.

Det første, jeg lavede, var et farvestudie, så jeg havde noget at referere til, når jeg skulle få den overordnede farveholdning på plads og få blandet de rette toner:

Det tog vel en dags penge at få det på plads. Næste skridt var en tegning. Den skulle ikke nødvendigvis tage sig godt og gennemarbejdet ud, den skulle først og fremmest have de oplysninger, som var nødvendige for at gå videre uden modellen:

Så vidt, så godt; det var, hvad jeg havde med hjem. Nu skulle det så vise sig, om det var til at bygge videre på. For lige at få en fornemmelse af, hvad jeg var på vej ud i, ville jeg i første omgang forsøge at male hovedet. På farvestudiet er ansigtet ikke stort andet en en ensfarvet klat, og det fortæller mig, at der er meget lidt forskel på tonerne. Hele ansigtet ligger også i skygge, så udfordringen er at få det modelleret med ekstremt små variationer.

Jeg tegnede hovedets konturer op på et lille stykke lærred, som jeg derefter gav et lag gråligbrun farve, hvor tegningen stadig kunne ses igennem. Det er møgsvært at bedømme farver på et helt hvidt lærred, og jeg synes, at jeg har lettere ved at styre lyset, hvis jeg maler på en grund, der er sådan lidt til den mørke side. Oliefarve er som regel en anelse transparent, alt efter hvilket pigment det lige er, man bruger, og hvis grunden er hvid, har den det med at gøre de første strøg meget lysende og klare; hvis man skal dæmpe lyset, er man så nødt til at grumse det til på en eller anden måde, og det bliver tit en værre gang mudder. Med en tonet grund bliver farverne som udgangspunkt mere dæmpede, og hvis noget skal virke lyst, er jeg nødt til at tvinge det igennem ved at bruge tyk farve med masser af goddaw i. Det virker bedre for mig at skulle fremtvinge lys end at skulle dæmpe det.

Jeg lagde ud med at male noget af baggrunden rundt om ansigtet, så jeg kunne bedømme forholdet mellem baggrund og hudfarve ordentligt. Derefter tog jeg fat på at blande nogle hudfarvetoner, der lå meget tæt på hinanden.

Jeg sørgede for at holde tingene enkle: Først en farve til skyggen under hagen; den lagde jeg på og lod gå lidt længere op om kinden, end den egentlig skulle. Så en lidt lysere tone til resten af ansigtet; den blandede jeg så med skyggen, så overgangen blev blød, og grænsen mellem de to kom til at ligge, hvor den skulle. Så en noget lysere farve igen til nakken. Mens det hele var vådt, lagde jeg nogle lidt lysere strøg ind på kinden og panden. Derefter gik jeg videre til at fylde hele baggrunden ud og male håret.

Det færdige resultat kom til at se sådan her ud:

Jeg tror godt, at jeg tør kaste mig ud i et billede, hvor resten af hende er med. Bare rolig, børnlille, det skal I nok komme til at høre meget mere om!

Det hænder, at folk spørger mig, hvor længe jeg har tegnet og malet. For så vidt er svaret ret enkelt, for det har jeg gjort, så længe jeg kan huske. På den anden side er det sådan et svar, der udelader en hel del. Det fortæller ikke rigtig noget om bølgegangene i det temmelig stormfulde had/kærlighedsforhold, jeg i en stor del af mit liv har haft til billedmageriet. Der har ind imellem været temmelig lange perioder, hvor jeg ikke har lavet noget overhovedet på det område. Som regel har det haft noget at gøre med en fornemmelse af, at mine evner simpelt hen ikke rakte til det, jeg gerne ville. Jeg har alle dage været vant til at være “ham, der var god til at tegne”, og jeg har da også vidst, at jeg havde en nogenlunde ferm hånd på det felt. Men jeg har også været pinligt klar over mine begrænsninger. Jeg kunne se, at der var andre, der var uhyggeligt meget bedre end mig, og efterhånden som tiden skred frem, kunne jeg også se, at det ikke nødvendigvis var folk, som var ældre end mig selv.

Det er sådan noget, som i lange perioder fik mig til at sparke papir og pensler over i et hjørne og kaste mig over andre ting. Lære sære sprog. Skrive lyrik. Studere filosofi, religion, Balkans historie, græsk musik, italiensk middelalderlitteratur og hvad ved jeg. Jeg er ikke just typen, der ikke kan finde på noget at interessere mig for. Og så skal det selvfølgelig allersnarest flaske sig sådan, at en eller anden er kommet og har bedt mig om at tegne et eller andet til et eller andet, og så har jeg jo dårligt kunnet sige nej, selv om jeg helt ind til marven har haft en nagende fornemmelse af, at jeg overhovedet ikke vidste, hvad jeg skulle gøre for at lave noget, jeg rent faktisk gerne ville stå ved.

Jeg er generelt skeptisk, når folk fortæller, at nu har de lagt deres liv om og taget skeen i den anden hånd og begyndt et nyt liv, og at alting nu bliver helt anderledes. Det bliver det som regel ikke; det er lidt som den gamle vittighed om, at “det er let at holde op med at ryge, jeg har gjort det masser af gange”. Men altså, jeg må jo krybe til korset og indrømme, at jeg ind imellem har haft det nøjagtig sådan, at NU ville jeg edderbrodereme gøre noget ved det og få lært at tegne ORNLIGT, og SÅ skulle der ske noget.

Når det så ind imellem er løbet ud i sandet, vil jeg godt lige have lov at skyde i hvert fald noget af skylden fra mig: Sagen er den, at der cirkulerer uhyggelige mængder af det pureste bullshit ude i verden, når det gælder gode råd om, hvordan man skal lære at tegne og male. Internettet kan være en guldgrube af information på området, men så sandelig også et ocean af misinformation, og det samme gælder såmænd ærværdige bøger, der ellers ser så respektable ud, som de står der på reolerne, og for den sags skyld institutioner og akademier, hvis formål skulle være at udlære nye billedmagere. Siden 1800-tallet har et utal af hel-, halv- og kvartstuderede røvere fremsat diverse teorier om, hvordan “de gamle mestre” dog gjorde, og de mest mærkværdige procedurer, dogmer og opskrifter på magisk heksebryg har været afprøvet af håbefulde kunstnerspirer, og såmænd også af undertegnede.

Ikke desto mindre er det rent faktisk lykkedes mig at rykke en hel del. Det virkelige ryk begyndte i 2007, hvor jeg besluttede, at jeg virkelig ville gennemarbejde et billede; det er det, som trofaste læsere af denne blog har kunnet følge her. Den vigtigste lære af den proces var at finde ud af, hvor meget bedre tingene kunne blive, hvis jeg havde forberedt dem ordentligt i stedet for bare at kaste mig ud i det på må og få og regne med, at jeg nok kunne redde det i land hen ad vejen. Siden da har jeg haft den forbløffende fornemmelse af, at jeg rent faktisk er rykket. Når jeg ser tilbage på 2007 kan jeg kun smile overbærende af mine ubehjælpsomme tegninger, og jeg kan konstatere, at jeg brugte en maleteknik, som var unødigt omstændelig, uden at jeg rigtig forstod, hvad jeg gjorde. Men det var også bare en begyndelse. Og den gjorde det, som alle gode begyndelser skal: Førte videre - og det med en klokkeklar kurs, hvor hvert nyt kapitel var en tvingende følge af det foregående. Seneste kapitel er foregået i Frankrig; nu er jeg igen i Danmark, og det med en fornemmelse af, at jeg efterhånden er ved at kunne noget af det, jeg gerne vil. Resultater skal nok blive offentliggjort her hen ad vejen.

Jeg er atter i det her, de kalder Danmark. Min del af kurset i Argenton-Château er forbi. Min del var kun halvdelen; som det vist tidligere er nævnt, delte jeg pladsen med en anden, som først kunne begynde nu. Hun og resten af banden er der til november, mens jeg nu er henvist til denne mørke og forblæste afkrog af Europa.

Kurset handlede som sagt om maleri, men det betød ikke, at der slet ikke skete noget med en blyant. Jeg fik også lavet nogle tegninger, de indgår immervæk i processen som forarbejder og kan også blive seværdige resultater i sig selv.

Den her er fra for et par uger siden:

For en uge siden kom der en ny model, og med hende var der nye stillinger, der skulle være udgangspunktet. Én om formiddagen og én om eftermiddagen i i alt fire uger. Jeg kunne jo så kun være med i én uge, og derfor satte jeg mig for at få så meget information på papiret som muligt, så jeg havde noget at tage med hjem og eventuelt ved lejlighed bruge som udgangspunkt for et maleri. Det kom der følgende ud af:

Der er meget, der kun er antydet, men det er nok til, at jeg ved, hvad det handler om, og forhåbentlig til, at jeg kan gå videre derfra …