Foreløbig malerisk status
Det hænder, at folk spørger mig, hvor længe jeg har tegnet og malet. For så vidt er svaret ret enkelt, for det har jeg gjort, så længe jeg kan huske. På den anden side er det sådan et svar, der udelader en hel del. Det fortæller ikke rigtig noget om bølgegangene i det temmelig stormfulde had/kærlighedsforhold, jeg i en stor del af mit liv har haft til billedmageriet. Der har ind imellem været temmelig lange perioder, hvor jeg ikke har lavet noget overhovedet på det område. Som regel har det haft noget at gøre med en fornemmelse af, at mine evner simpelt hen ikke rakte til det, jeg gerne ville. Jeg har alle dage været vant til at være “ham, der var god til at tegne”, og jeg har da også vidst, at jeg havde en nogenlunde ferm hånd på det felt. Men jeg har også været pinligt klar over mine begrænsninger. Jeg kunne se, at der var andre, der var uhyggeligt meget bedre end mig, og efterhånden som tiden skred frem, kunne jeg også se, at det ikke nødvendigvis var folk, som var ældre end mig selv.
Det er sådan noget, som i lange perioder fik mig til at sparke papir og pensler over i et hjørne og kaste mig over andre ting. Lære sære sprog. Skrive lyrik. Studere filosofi, religion, Balkans historie, græsk musik, italiensk middelalderlitteratur og hvad ved jeg. Jeg er ikke just typen, der ikke kan finde på noget at interessere mig for. Og så skal det selvfølgelig allersnarest flaske sig sådan, at en eller anden er kommet og har bedt mig om at tegne et eller andet til et eller andet, og så har jeg jo dårligt kunnet sige nej, selv om jeg helt ind til marven har haft en nagende fornemmelse af, at jeg overhovedet ikke vidste, hvad jeg skulle gøre for at lave noget, jeg rent faktisk gerne ville stå ved.
Jeg er generelt skeptisk, når folk fortæller, at nu har de lagt deres liv om og taget skeen i den anden hånd og begyndt et nyt liv, og at alting nu bliver helt anderledes. Det bliver det som regel ikke; det er lidt som den gamle vittighed om, at “det er let at holde op med at ryge, jeg har gjort det masser af gange”. Men altså, jeg må jo krybe til korset og indrømme, at jeg ind imellem har haft det nøjagtig sådan, at NU ville jeg edderbrodereme gøre noget ved det og få lært at tegne ORNLIGT, og SÅ skulle der ske noget.
Når det så ind imellem er løbet ud i sandet, vil jeg godt lige have lov at skyde i hvert fald noget af skylden fra mig: Sagen er den, at der cirkulerer uhyggelige mængder af det pureste bullshit ude i verden, når det gælder gode råd om, hvordan man skal lære at tegne og male. Internettet kan være en guldgrube af information på området, men så sandelig også et ocean af misinformation, og det samme gælder såmænd ærværdige bøger, der ellers ser så respektable ud, som de står der på reolerne, og for den sags skyld institutioner og akademier, hvis formål skulle være at udlære nye billedmagere. Siden 1800-tallet har et utal af hel-, halv- og kvartstuderede røvere fremsat diverse teorier om, hvordan “de gamle mestre” dog gjorde, og de mest mærkværdige procedurer, dogmer og opskrifter på magisk heksebryg har været afprøvet af håbefulde kunstnerspirer, og såmænd også af undertegnede.
Ikke desto mindre er det rent faktisk lykkedes mig at rykke en hel del. Det virkelige ryk begyndte i 2007, hvor jeg besluttede, at jeg virkelig ville gennemarbejde et billede; det er det, som trofaste læsere af denne blog har kunnet følge her. Den vigtigste lære af den proces var at finde ud af, hvor meget bedre tingene kunne blive, hvis jeg havde forberedt dem ordentligt i stedet for bare at kaste mig ud i det på må og få og regne med, at jeg nok kunne redde det i land hen ad vejen. Siden da har jeg haft den forbløffende fornemmelse af, at jeg rent faktisk er rykket. Når jeg ser tilbage på 2007 kan jeg kun smile overbærende af mine ubehjælpsomme tegninger, og jeg kan konstatere, at jeg brugte en maleteknik, som var unødigt omstændelig, uden at jeg rigtig forstod, hvad jeg gjorde. Men det var også bare en begyndelse. Og den gjorde det, som alle gode begyndelser skal: Førte videre - og det med en klokkeklar kurs, hvor hvert nyt kapitel var en tvingende følge af det foregående. Seneste kapitel er foregået i Frankrig; nu er jeg igen i Danmark, og det med en fornemmelse af, at jeg efterhånden er ved at kunne noget af det, jeg gerne vil. Resultater skal nok blive offentliggjort her hen ad vejen.