Cegebe

Jeg følte mig efterhånden nogenlunde rustet til at kaste mig over det endelige billede. Jeg lagde et stykke kalkérpapir over tegningen og tegnede omhyggeligt omridset af. Derpå gned jeg bagsiden af kalkérpapiret med tegnekul, lagde det over lærredet med kulsiden nedad og overførte tegningen ved at følge konturen igen med en kuglepen. Jeg kunne have brugt alt muligt, der var spidst, men en kuglepen sætter en streg på kalkérpapiret, så jeg kan se, hvor langt jeg er kommet. Det kan være ret bekvemt. Derpå trak jeg konturerne op på lærredet med sort tusch.

På det tidspunkt var lærredet stadig hvidt, men for at få det kvalt med det samme, malede jeg hele lærredet over med en gennemskinnelig gråligbrun, hvor man stadig kunne se tegningen igennem - det, som italienerne kaldte ‘imprimatura’ i de gode, gamle dage. Den bestod primært af rå umbra, en farve, som tørrer hurtigt, og jeg var derfor snart parat til at gå videre. Billedet blev installeret på staffeliet, med farveskitsen lige ved hånden, så den var til at tjekke, og så var det bare at gå i gang.

Hvor skal man ende, og hvor skal man begynde? Det er der mange meninger om. Jeg har diverse tommelfingerregler i baghovedet:

1) Det er en god idé at begynde med den sværeste og/eller vigtigste del af billedet. Hvis det ikke er i orden, kan resten være ligemeget, så det må jeg hellere få på plads med det samme.

2) Det er en god idé at begynde med et sted, hvor hele skalaen fra lys til mørke er i brug; dermed kan det én gang for alle blive slået fast, hvilke rammer, der er at lave resten af skidtet inden for.

Disse tommelfingerregler kan naturligvis ofte komme i grusom konflikt med hinanden, men i det her tilfælde gav det nu god mening at begynde med hovedet. Allerførst lagde jeg noget baggrundsfarve ind for bedre at kunne bedømme hudfarven og kontrasten.

Så gik det ellers løs. Alt det, der sker her, er ikke endegyldigt; farven bliver påført i tynde lag med temmelig løs hånd for at få hovedtrækkene på plads - det, som man i 1800-tallets franske, akademiske maleri kaldte en ‘ébauche’. Detaljer og den fulde farvestyrke og formgivning er noget, der kommer oveni, men der er ikke noget i vejen for, at en godt lavet ébauche kan ende med at skinne lidt igennem hist og her i det endelige billede også.

Her er hele baduljen så blevet undermalet, så man kan begynde at få indtryk af helheden. Herefter skal det så have en tur til, denne gang en tand mere omhyggeligt, og med mere power på lys og mørke. Derom senere …

“Når en 68′er i dag hører et nummer med Rolling Stones, får han tårer i øjnene. Sådan virkede 1989 slet ikke på sin generation (…) Der manglede noget rock’n'roll, for at vesteuropæiske unge kunne identificere sig med det”. Sådan sagde Københavns Universitets prorektor, Lykke Friis, i hvert fald i et interview i MetroXpress den 3. november.

Som én, der i tiden omkring Murens fald var ved at blive så nogenlunde flyvefærdig til at tage Verden i besiddelse, må jeg vel siges at høre ind under den omtalte generation. For så vidt kan jeg godt genkende billedet. Fra alle andre end mig selv.

Når man er ung og vild, har man, som Lykke Friis antyder, gerne hovedet fyldt med sex, drugs and rock’n'roll, og bortset fra billig vodka og ditto ludere var det nye land mod øst ikke nogen skelsættende kulturfaktor i så henseende. Nu var jeg så bare en noget atypisk ung og vild. Min tankegang var vist noget i stil med, at sex, drugs and rock’n'roll, det vil jo altid være der, men Verdenshistorien, den sker lige her og nu og venter ikke på nogen. Og det dér Verdenshistorie, det var noget, jeg godt kunne tænke mig at prøve.

Der var dem, der var der under Perserkrigene, korstogene, tyrkernes erobring af Konstantinopel, opdagelsesrejserne, Den Franske Revolution, Titanics forlis, 2. Verdenskrig eller Cubakrisen. Jeg var vokset op i en periode, hvor der ud over et enkelt attentat hist og her og et havari på et sovjetisk atomkraftværk virkelig ikke skete ret meget. Verden var låst fast i det, den nu var; øst og vest op mod hinanden, begge parter med masser af atomsprænghoveder, og en skarpt bevogtet grænse imellem. “Ved du hvad, Ronni .. jeg vil vædde med, at den mur står der, når vi to engang er døde,” som Anita siger i De Skrigende Halse. Det var også min fornemmelse, og så var det immervæk temmelig overrumplende, at der lige pludselig, en novemberdag i 1989, rent faktisk skete noget.

Jeg vidste med det samme, at det her var startskuddet til det, der ville blive min ungdoms stykke verdenshistorie, og i de næste ti års penge brugte jeg stort set enhver sommer på at tage til en eller anden østeuropæisk lokalitet, mens mine kollegiekammerater var på Roskilde. Som sagt, sex, drugs and rock’n'roll løb vel ingen steder, men jeg ville gerne se den verden, der var i opbrud, inden den endte som bare endnu en filial af McDonald’s. Jeg tog til Berlin i sommeren 1990, blev dovent vinket gennem Brandenburger Tor af en søvnigt smilende grænsevagt, forsøgte at hakke lidt i en stump mur på østsiden og fandt ud af, at lortet sgu var solidt kram. Kørte med toget gennem Jugoslavien for at komme til Bulgarien, mødte gale mennesker, der hadede kommunister, vietnamesere, sorte, tyrkere og det meste andet af et ærligt hjerte, samtidig med, at de behandlede mig som en kongelig gæst, som for alt i verden ikke måtte mærke noget til den udtalte mangel på daglige fornødenheder. Tilbage igen, mens jeg tænkte, at Jugoslavien var den begivenhedsløse parantes i hele opbruddet, og få måneder senere kunne jeg vantro se TV-billeder af bomberegn over steder, jeg var kørt forbi med toget. Jeg, som aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig krig som noget, der kunne ske der, hvor jeg færdedes. Jeg besøgte Berlin gentagne gange, med stadigt mindre mur og nye bydele hver gang, og flere af de lande, jeg var kørt igennem dengang de var Jugoslavien. Så stumperne af Den Gamle Bro i Mostar i Bosnien-Hercegovina; ganske som Berlinmuren faldt den en 9. november, men der er pokker til forskel på, om det er en mur eller en bro man smadrer.

Så jo, 1989 og hvad der siden fulgte var i den grad noget, der definerede mig. I øvrigt manglede der heller ikke rock’n'roll; i sommeren 1990 blev jeg for eksempel introduceret til det bulgarske punkband Kontrol. Søreme om ikke jeg så har støvet et af deres hits op på YouTube. Lydsporet til dengang, der pludselig skete noget: