Cegebe

Jeg kan lige så godt tilstå det først som sidst: Ja, jeg udøver selvcensur.

Som tegner har jeg da spekuleret lidt på, hvad jeg ville have gjort, hvis Jyllands-Posten i sin tid havde bedt mig om at bidrage med en tegning af profeten Muhammed. Jeg er nået til den konklusion, at jeg ville have takket nej.

Det er der flere grunde til. Jeg har ikke noget problem med at overtræde et billedforbud hos en religion, der ikke er min, men jeg ville ikke gide at være med til en barnagtig omgang provokation for provokationens skyld, og det er, hvad Jyllands-Postens initiativ efter min mening var: En møgunge, der insisterede på at råbe pisselortekusse til tante Carlas begravelse og efterfølgende blev tøsefornærmet over at få et par på skrinet.

Men, lad mig bare indrømme det ganske åbenlyst: Først og fremmest ville jeg være bange for konsekvenserne. Og af den grund, mere end nogen anden, har jeg ikke lyst til at tegne profeten Muhammed.

Det er såmænd ikke så meget de gale fundamentalister, jeg ville være bange for. Hvis et fjols stræber mig efter livet på grund af noget, jeg har gjort, og som jeg selv kan stå ved, vil jeg sådan set tage det som en ære. Nej, det, jeg frygter, er de venner, jeg ville få.

Hvis jeg lavede en provokerende tegning af profeten Muhammed, ville jeg blive taget til indtægt for en sag, der handler om at oppiske en hadefuld og konfrontatorisk stemning mod en masse folk, som jeg ikke har noget udestående med. Jeg ville være blevet hyldet som en helt af Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet og hele det øvrige sammenrend af klaphatte, hvis hele livsindhold består i at hakke på alt, hvad der har med islam at gøre. Tanken om et skulderklap fra Lars Hedegaard gør mig mere bange end hundrede øksemordere og bombemænd.

Derfor udøver jeg selvcensur.

Nu har det her år varet i over en uge, og jeg har endnu ikke fået gjort status over de forgangne ti af slagsen. Det kan vi jo ikke have.

Hvad var der ved de dersens nullere, som de vist efterhånden er ved at hedde officielt? Tja, tjo, der var noget med en gennemgribende og uventet sanering af et par ejendomme i New York, efterfulgt af Soldaterkammerater på Ørkensjov, som kulminerede med, at de fandt en mand i et hul i jorden og hængte ham. Og så fik vi Ringenes Herre på film, Leonard Cohen på dansk og et svimlende antal stjernefrø på slap line i bedste sendetid. Og København fik mig.

Dér sad jeg så, endnu én af alle de skide jyske indvandrere i Danmarks hovedstad, med et ufærdigt speciale på computeren og temmelig få bekendtskaber i området. Jeg måtte først og fremmest se at få mig to ting: En overspringshandling og en omgangskreds. Og søreme om jeg så ikke faldt over digte.dk.

Her kunne man publicere de lyriske udgydelser, man som Følsomt Ungt Menneske nødvendigvis havde i skrivebordsskuffen. Og på det dertil indrettede forum kunne man af hjertens lyst diskutere Livet, Kunsten og Kærligheden. Jeg havde på det tidspunkt en del lyrik i ærmet, som sagt var jeg ved at skrive speciale, og når nu jeg alligevel sad ved tasterne, var det oplagt at få det tampet ind, når sprogets mere flyvske sider ikke ville finde sig i at sidde stille længere. Og den 15. juni 2001 blev min tilstedeværelse på digte.dk åbnet med dette digt:

Det grønne hvælv

Det der er stort, det der er gråt
Det der er sundt, det der er blåt

Det der er smurt, det der er sødt
Det der er sort, det der er blødt

Det som går rundt i en rus hvor man ikke vil se

Det urgrønne hvælv hvis groende stenringe
Hæver lanternen derop hvor ingen fugl
Kan andet end smykke himlen for sin vinge

—

På forummet kom jeg til at kende folk under navne som Trolderik, chrz, Salome, Althea, Illianna, Kitub, Silvestri og deslige. Nogle af dem boede også i det her, de kalder København, og det var naturligvis oplagt at mødes derude, hvor mennesker er lavet af kød og blod og kan drikke øl. Det skete på en café, der hed Notz og lå på Jagtvej; vi sad i en krog om et par borde og skiftedes til at læse op for hinanden. Ak ja, disse var dagene.

Nu er digte.dk snart en saga blot. Folkene bag har bekendtgjort, at de lukker og slukker for siden. I tænksomme, kulturradikale kredse er det noget af en kioskbasker, og Politiken serverer da også nyheden med piber og trommer under den dramatiske overskrift “Beskidt tone lukker digternes kampplads”.

Ja, undskyld mig, men det er altså noget forbandet sludder. Den grund, som folkene bag selv angiver, er følgende: »Vi har besluttet at lukke digte.dk, da vi mener, at digte.dk har udtjent sit formål og ikke længere leverer den fornødne platform og grobund for et kreativt miljø«. Men journalister vil åbenbart med djævelens vold og magt gøre Konflikt til Verdens eneste og sandeste omdrejningspunkt, og derfor skal vi trækkes med en reportage fra boksekampen Sårede Mimosesjæle vs. Gadedrenge Med Skidt i Kæften.

Sagen er såmænd snarere den, at internetfora har deres liv. Jeg har gennem årene været på en del af slagsen om emner fra absint til græsk musik, og billedet går igen. De er kulturer, som fødes i en sand pionérånd, blomstrer i sprudlende kreativitet, bliver satte, og så efterhånden har man den dér fornemmelse af, at det var det. Digte.dk motiverede mig til at skrive en del mere, end jeg sikkert ellers ville have fået gjort, og tak for det. Jeg fik sågar udgivet noget af det som bog, så jeg sådan rigtigt og officielt kan kalde mig “forfatter”, og det er fint og godt, selv om der hverken er så mange penge eller så meget fisse i det, som nogle måske går rundt og tror. Digte.dk var i mit liv i nullerne, men nu er Verden gået videre, vi skriver 2010, der bygges nyt på Ground Zero, Saddam Hussein er død, nogle af de gamle rødder digter videre på livet løs, andre gør ikke, jeg selv synes i øjeblikket, at det er sjovere at tegne.

Digte.dk requiescat in pace, vi kipper med hatten herfra og siger tak for kampen, næste år i Jerusalem, mere lys og skål og skide være med det.