Cegebe

Jovist, vi er skam godt klar over det, her på bjerget, at “jader” er en velkendt betegnelse for en del af den kvindelige anatomi, der ofte får en betragtelig opmærksomhed fra det i forhold til kvinden modsatte køn. Jeg er så sandelig ikke blind for deres fascinationskraft, men ikke desto mindre skal det her handle om noget ganske andet, omend vi stadig kan finde visse associationer til det (nu i forhold til undertegnede) modsatte køn. Det skal handle om hin grønne fe, absinten, i en af dens finere inkarnationer.

Tilbage i de mørke tider omkring år 2000 fandtes der stort set ikke noget absint, der var til at få, og som for alvor var værd at drikke. Der var diverse former for tjekkisk flybenzin, i København kunne man få Kruts Karport, der mest mindede om en højoktan-udgave af en middelmådig pastis, og så var der et vist udvalg af spanske mærker, der da var nogenlunde drikkelige. Et helhjertet forsøg på at lave en god absint som i gamle dage fandtes ikke. Det satte Ted Breaux, en biokemiker fra New Orleans, sig for at gøre noget ved. Han havde i kraft af sit daglige arbejde adgang til udstyr, der med stor præcision kunne analysere indholdet af diverse væsker, og han brugte fritiden på at køre prøver af original, gammel absint gennem møllen. Han fik efterhånden en god fornemmelse for, hvordan et udvalg af de store, gamle mærker var lavet, og grundlagde firmaet Jade Liqueurs, der lancerede det tætteste, man sandsynligvis kan komme på en genskabelse af dem.

Denne herlige absint fremstilles på destilleriet Combier i Saumur, en malerisk by i Loire-dalen i overkommelig afstand fra den lille afkrog af Frankrig, hvor jeg i øjeblikket befinder mig. I lørdags var vi så en flok, der tog på en udflugt dertil. Det havde vist sig, at Ted Breaux selv regnede med at komme samme dag, så der var en vis chance for, at vi ville rende ind i ham.

Saumur domineres af slottet, der knejser på en klippe over byen. Det ligner det rene eventyrslot, men det er ikke en filmkulisse eller en forlystelsespark; det blev grundlagt i 900-tallet som værn mod hærgende vikinger, siden revet ned og genopbygget.

Combier-destilleriet fejrede netop i denne weekend deres 175 års fødselsdag. Det ligger ret centralt i byen, ud til en af de gennemgående hovedgader. Man kommer gennem en port ind i en aflang gård, og nede i bunden til venstre ligger den lille hal, hvor destillationsapparaterne står. Smukke, gamle sager i skinnende kobber.

På Combier laver de en lang række frugtsnapse og likører, og så kommer Ted Breaux altså en gang imellem forbi og laver absint samt en anden specialitet, han har udviklet: Perique, som er en likør lavet på gærede tobaksblade.

Han var, som han havde meddelt, selv netop ankommet, og tog os med ud i et baglokale. Her stod lange rækker af store, blå tønder med forskelligt indhold. En var fuld af Edouard, en af Jade-absinterne, og mine medstuderende, der for de flestes vedkommende var fuldstændige novicer på området, kunne hermed få sig en såre fin introduktion til Den Grønne Fe.

Vi fik også lidt smagsprøver på andre ting - dels den ovennævnte Perique i en ikke helt færdig udgave, dels råmaterialet til en kakaosnaps (!). Destilleriet havde naturligvis en butik tilknyttet, så vi kunne få lidt forsyninger med tilbage til Argenton-Château.

Der er måske nogle, der kan huske, at jeg på et tidspunkt (i dette indlæg) kom med gyldne løfter om en blog, der ene og alene var viet til den herlige drik absint. Nuvel, den har så siden vist sig ikke rigtig at have holdt dampen oppe.

Men, kære venner og læsere, det har en såre simpel årsag - den er nemlig så ganske sat i skyggen af et større og mere ambitiøst foretagende, nemlig intet mindre end Det Danske Absintselskab, hvis hjemmeside gerne skulle være den ultimative om emnet her til lands. Selskabet består (naturligvis) af undertegnede samt to ligesindede. Selskabet kan sågar ved visse lejligheder mødes ude i den virkelige verden, hvor Det står for udskænkning og oplysning i Den Grønne Fes tjeneste.

Læs mere her …!

Som nogle nok vil huske, udkom min digtsamling Grøn for Bouzouki og Klarinet sidste sensommer. Siden da har Verden ventet i spænding på, hvad der mon så ville ske. Var det virkelig alt? Var kilden løbet tør - eller ville der monstro komme mere en skønne dag? Ville han udgive flere digte under en ny, mærkelig titel - Magenta for Balalaika og Theremin eller sådan noget? Eller ville han skrive Den Store Danske Samtidsroman?

Planer har jeg selvsagt haft nok af, og nogle af dem har jeg sågar gjort noget ved, men jeg er generelt varsom med at råbe det hele fra nærmeste bjergtop, så længe tingene hænger og svæver i det uvisse. Nu ser det imidlertid ud til, at støbeskeen for næste bogplan er ved at komme på plads. Og nej, vi taler ikke om Den Store Danske Samtidsroman, ej heller om en ny digtsamling, men derimod om en fagbog, en håndbog, et stykke vejledende og oplysende litteratur, som menneskenes børn kan blive klogere af.

Baggrunden er et initiativ fra det lille forlag Darklights: De vil lave en serie bøger med den fælles overskrift Den Sorte Bog - en serie små fagbøger om diverse emner. De har efterlyst idéer og har nu udvalgt seks, der efter planen skal blive færdige bøger ud af. Deriblandt den, som jeg i sin tid sendte dem. Trofaste læsere af denne blog vil næppe undre sig, når de hører, at min idé er Den Sorte Bog om Absint.

Vi taler stadig om de indledende manøvrer, men den skulle gerne ramme reolerne engang i løbet af 2009. Stay tunes, føvks.

Paris er en af den slags byer, der tværer historiske vingesus ud i hovedet på én, så snart man stikker snuden indenfor. De brede boulevarder og snævre gader oser af kulturhistorie, det er bare om at vælge et årti inden for de sidste par hundrede år, så er det nærmest som om man ser det for sig. Manet, der maler bare damer og en lurvet absintdrikker. Verlaine, der drikker sig fra sans og samling, sætter ild til sin kones hår og drømmer om Rimbauds unge røv. Erik Satie, der komponerer små klaverstykker med mystiske navne og bliver sur, hvis folk rent faktisk lytter til dem. Picasso, Modigliani og de andre unge malere, der sulter, boller til højre og venstre og opfinder et nyt formsprog. Hemingway, når han ikke lige er i Spanien for at se på tyrefægtning. Sartre, der udnytter sin totale frihed til at hænge ud på Café de Flore. Ionesco, der får Den Skaldede Sangerinde opført på Theatre de la Huchette, hvor den stadig går. Boris Vian, der skriver Desertøren og dør af et hjerteslag, mens han ser filmatiseringen af sin roman Jeg vil spytte på jeres grave.

Edouard Manet: Absintdrikkeren

Vi var tre gutter, der var ude for at se på byen. Rigtige mænd ville måske være taget direkte til Montmartre for at købe sig til en rask lille omgang syfilis, men det eneste stævnemøde, vi havde, var med den grønne fe. Absint, denne franskeste franske drik, blev med skræmmende effektivitet udraderet fuldstændig fra Byernes By, da den blev forbudt i 1915. Ingen synes at have opdaget, at forbudet er en saga blot, og det nærmeste, man kommer på caféerne, er en eller anden halv- eller heldårlig pastis. Vi havde vor egen lille flaske med og var på jagt efter nogle glas at drikke den af (hotellets plastickopper var bare ikke helt rigtige) og et sted at gøre det.

Koldt vand måtte vi også have. Det fandt vi på flaske hos en lille tyrkisk grønthandler. Vi spurgte, om han ikke også havde nogle glas, og han viste os nogle hvide plastickopper. Nej, de duede ikke, havde han ikke nogle rigtige glas, nogle man kunne se igennem?

Han lyste op i et stort smil. “Ah, champagne,” sagde han med en “jeg ved nok, hvad I er ude på”-stemme og fandt nogle champagneglas frem. Stadig plastic, men klare og med fod. OK til vores brug. Han gav mig en high-five, og jeg grinede med, selv om jeg ikke helt var med på, hvad han egentlig troede. Måske regnede han med, at vi var på vej til Montmartre for at købe os en omgang syfilis.

Vi gik ned ad Rue Lafayette og kom til en lille park, der henlå i mørk aflåsthed. Hegnet var dog bare et sølle stakit på en meters penge, og vi klatrede over og fandt et bordtennisbord, hvor vi stillede glassene. Vi hældte absinten op og dryppede langsomt vand i.

Én ting er, at det var en god absint. Jade Verte Suisse, en af mine favoritter blandt dem, man kan få i dag. Noget andet var selve situationen. Det er sikkert første gang siden 1915, at der er blevet drukket ordentlig absint på Rue Lafayette. Aftenen var lun, glassene blev tømt, og der var nok i flasken til endnu en omgang. Herligt. Det blev vort lille bidrag til den kulturhistoriske heksekedel, de kalder Paris.

Der var engang, hvor interrail var stort. Det var vist cirka på den tid, hvor andre store ting var sådan noget som kartoffelkuren, Walther & Carlo, Preben Elkjær og heavybands i spandex og puddelhundehår. Jeg var på interrail et par gange i halvfemserne, og på det tidspunkt gav det ikke stort mere street credit blandt rygsækfolket end en grisefest på Mallorca. Hvis man skulle være nede med den fede rejselystne flåde, skulle man mindst til Sydamerika og trippe på ayahuasca med nogle autentiske, menneskeædende indfødte.

Der må nu alligevel have været en og anden bagstræberisk amatørbackpacker, der tog en interrailtur i ny og næ, for man blev ved med at kunne få billetten til det, og det kan man såmænd stadig. Jeg ved det, jeg har lige købt én af slagsen.

Princippet har alle dage været sådan noget med, at man køber en billet én gang for alle, og så kan man futte rundt med tog i Europa, lige så tosset man vil. Gennem tiderne har man så kunnet skræddersy det på lidt forskellig vis, og nu kan man bl.a. andet få en billet, hvor man får i alt 5 rejsedage inden for en periode på 10 dage. Det er skidesmart til sådan en lille sviptur, som jeg har tænkt mig at bruge den kommende weekend og lidt til på.

Hvis der er en og anden derude, der aldrig har hørt om en fransk by ved navn Pontarlier, så er de lovligt undskyldt. Det er ikke sådan en by, man finder på lister over 10, 20, 50 eller 100 steder, man bare skal se, før man dør. Den har sine hyggelige kroge, og egnen er vældig smuk, bevares, men det kan man sige om så mange steder. Når jeg alligevel - for langtfra første gang - tager lige netop derned, har det rødder i byens storhedstid for hundrede år siden. Dengang var Pontarlier centrum for Frankrigs produktion af absint, og der var over tyve destillerier. Siden blev absinten forbudt, men i dag er vinden vendt og piben har fået en anden lyd, og de gode borgere i Pontarlier kan på fuldt lovlig vis støve deres lille hjørne af menneskehedens kulturarv af. Det gør de først og fremmest hvert år i oktober, hvor byen afholder den såkaldte Absinthiade. I sig selv er det bare en lidt søvnig byfest med absint som tema, men det er en kærkommen anledning for absintnørder fra hele verden til at mødes om deres fælles interesse. Sidste år sprang jeg over, men nu har jeg tænkt mig at vende stærkt tilbage.

Jeg vil benytte lejligheden til et par andre svinkeærinder rundt omkring i det mellemeuropæiske. Derfor interrailbilletten - den giver spillerum for spontane indfald til en rimelig penge. I øvrigt kan jeg også godt lide at rejse med tog.

Beretningen om en tidligere absinthiade kan læses her.

Det er en hårfin balancegang, som kan give anledning til utallige overvejelser: Skal man have én blog, som man bare ævler løs på, eller skal man have flere med hver deres emne, perspektiv, tone eller whatever.

Nu er jeg ikke sådan en skrivekugle, der tamper løs i døgndrift, og der kan godt være perioder, hvor der sker relativt lidt her på bloggen, så det fornuftigste for mit vedkommende er nok at satse på ét sted. Jeg ævler lidt om kunst, litteratur, filosofi, historie og diverse mere eller mindre almene emner, med lejlighedsvise pudseløjerligheder og sure opstød, og det store og hele hænger det vist meget godt sammen.

På den anden side er der en bestemt side af mit virke, der er af en lidt anden karakter. Det er en side, hvor vi har at gøre med forbruger- og folkeoplysning af en ganske særlig art; jeg tænker på de lejlighedsvise bløp, der handler om absint. Det er sådan noget, som kan være til gavn og glæde for folk, der gerne vil ha’ sig en gedigen drink, og det er ikke sikkert, at de gider ulejlige sig med at grave de ønskede oplysninger ud fra rodebutikken med alskens broderier over Don Martins lydeffekter, Pia Kjærsgaards fejlslutninger og det glade liv som smal forfatter.

Jeg har tidligere haft en blog udelukkende om absint, og nu har jeg så besluttet, at den skal genoplives. I sin første inkarnation var den installeret på mit eget domæne, men jeg gider ikke bøvle med alt det pis, så nu er den bare oprettet på wordpress.com. Der er ikke så meget på den endnu, men det kommer hen ad vejen. Følg med her.

Vi absint-nørder passer normalt vores lidenskab i relativ ubemærkethed, men ind imellem får vores yndlingsdrik lidt omtale hist og her. Normalt er det noget, der hensætter os i retfærdig harme, fordi der står noget sludder, men nu er der sket det, at en videnskabelig undersøgelse, foranstaltet af folk fra vores helt egen inderkreds, har skabt overskrifter verden over - også herhjemme, nærmere betegnet i Nyhedsavisen.

Bortset fra, at artiklen får kaldt malurt for en rod (det er trods alt en hel plante) og thujon for en gas (det er en væske), så er der såmænd ikke engang noget at blive harm over. Tvært imod. Undersøgelsen er foranstaltet af et par absint-übergeeks, Ted Breaux og David Nathan-Maister (gamle kendinge af undertegnede fra begivenheder som denne) og foretaget af blandt andre dr. Dirk Lachenmeier fra Chemisches und Veterinäruntersuchungsamt i Karlsruhe (hvis dét ikke lyder sejt, så ved jeg ikke, hvad der gør - Mad Scientist møder Ordnung muß sein).

Undersøgelsen bekræfter sådan set bare det, som andre, men knap så omfattende undersøgelser allerede har vist: At absint i gamle dage kun indeholdt ganske beskedne mængder af thujon, den nervegift, der var årsagen til, at man forbød skidtet i en række lande.

Sjovt nok er der folk, der nærmest er forargede over, at man piller ved myten om den farlige absint. I nogle tilfælde er baggrunden let gennemskuelig - San Diego Tribune citerer for eksempel en tjekkisk producent, der har markedsført sin absint på dens høje indhold af thujon.

Artiklen citerer dog også “one of the few absinthe sources without commercial affiliation”, nemlig forfatteren Jad Adams, som leverer følgende prægtige argumentation: “Absinthe certainly does have psychoactive effects. Otherwise, why bother banning it?” Adams har åbenbart mere tiltro til den franske afholdsbevægelse i år 1915 end til et nutidigt tysk laboratorium.

I øvrigt er det ikke helt korrekt, at Adams ikke har nogen kommerciel interesse i sagen. Han er forfatter til bogen Hideous Absinthe; jeg har ikke læst den, men man får unægtelig en mistanke om, at undersøgelsen modsiger noget af det, han har skrevet i den, med mulig skade på salgstallene til følge. Hvis der er nogen, der er hævet over nogen form for kommerciel interesse i sagen, er det til gengæld Dirk Lachenmeier og hans glade svende på laboratoriet i Karlsruhe.

Nå, måske man skulle tage sig en lille godnatdrink - når nu det ligefrem står i Nyhedsavisen, at det ikke er farligt.

Jep, de findes. Folk, der behandler spirituosa som samlerobjekter. De går rundt i en evig jagt på sjældne eksemplarer, som de så, hvis de skulle få fingre i dem, kan indlemme i samlingen.

En samling er først og fremmest beregnet til at være der. Det at samleren er indehaver af dette eller hint objekt er målet i sig selv. I nogen grad er samlingen der også for at kunne ses - det afhænger lidt af samlerens indstilling til tingene. Hvis samlingen er helt ekstraordinært værdifuld, er det meget muligt, at den aldrig kommer uden for en bankboks.

Hvad angår sprut, så har jeg et par sjældne eksemplarer i skabet. Eller havde, for de er væk nu, og det er dér, hvor jeg adskiller mig fra de rigtige sprutsamlere. Vi taler om absint, om gammel absint. Om fransk absint, lavet før det blev forbudt på de kanter, hvilket skete i 1915.

Det, de fleste ved om absint, er netop, at det er noget, der blev forbudt. Mange bliver ganske forbløffede, når de hører, at der faktisk stadig findes uåbnede flasker fra før forbudet, men det gør der, og ind imellem skifter de også hænder. En reaktion på fænomenet, som jeg ofte har mødt, er: Jamen, så er det da ikke noget, man drikker???

Jo, det ved den søde grød det da er. Eller rettere, det kommer an på, hvem man er. Hvis man er sprutsamler, gemmer man flaskerne. Så kan man vise dem frem, stille dem på et museum eller bare have dem for at have dem. Det er, efter min mening, en grum fejltagelse. Ting har deres iboende mål i tilværelsen. For en kniv er det at skære, for et maleri er det at blive set på, for et instrument er det at blive spillet på, for sprut er det at blive forvandlet til urin efter at have glædet en gane.

Det har det så i aften her i hytten. To forskellige mærker af absint, begge sandsynligvis fremstillet i 1914, og nøj, hvor de smagte godt. Ja, det er trist, at de er væk nu, men det er en del af legen. Langt mere trist var det, hvis de skulle have henslæbt en tilværelse langt fra tunger og ganer, hvor de ikke kunne blive andet end gloet på, indtil alkoholen var helt fordampet og de var blevet udrikkelige. Men jeg ved, at der findes folk, der gemmer gammel absint på den måde. Argh.

I tirsdags handlede rejsesiderne i Urban blandt andet om Barcelona. Det er en by, der er ret højt på listen over steder, jeg gerne vil besøge, og det er der mange grunde til, men nu har jeg fået endnu én - der er nemlig nogle bartendere dernede, som jeg gerne ville give en gedigen gang smæk i den bare. Vi citerer fra artiklen:

Sukkerknalden på teskeen bryder ud i flammer i det sekund, den kommer i berøring med tændstikken. De hvide, smeltende krystaller drypper ned i glasset med den brændbare væske kaldet ‘absint’. Da de harblandet sig med den stærke drik, tilsætter jeg halvdelen af den lille flaske vand, der fulgte med, da jeg bestilte min drink. Sådan drikkes absint, siger de

Og så er det, at vi herfra siger: NEJ, NEJ, NEJ, sådan drikkes absint IKKE. Eller, jo, det gør det beklageligvis mange steder nu om dage, men det er et komplet idiotisk ritual. Det tjener ikke noget formål andet end at imponere laverestående livsformer, der gerne vil drikke sig stive, og som ikke fatter det kontraproduktive i, at man så brænder alkoholen af. I halvfemserne begyndte de også at finde vej til Prag på grund af den uforskammet billige alkohol, og der serverede man noget lokal flybenzin under den forjættende betegnelse ‘absint’ . Det var et scenario, der lå lige til højrebenet for en forretningsdrivende med fingeren på pulsen: Den forbudte drik, det lovløse østeuropa og de fulde turister, der var med på alt, hvad der lugtede af noget grænseoverskridende. Absint havde et rygte som en slags næsten-narkotika, og så var det jo nærliggende at servere det på en måde, så man næsten følte sig som en junkie, der smelter heroin.

Nu har dette badass-image åbenbart også fundet vej til Spanien. Den stakkels journalist er ifølge artiklen blevet advaret om, at to glas absint er “mere end nok”. Baren sælger sikkert mere til alle dem, der gerne vil lege Hunter S. Thompson, hvis de advarer mod drikken end hvis de fortæller, at det egentlig bare er sprut, men her må jeg spille den kedelige rolle som den, der tager luften ud af myten: Tre glas absint er hverken mere eller mindre for meget end tre glas vin, whisky eller dry martini. Det er ikke og har aldrig været et hallucinogen eller noget, der ligner.

Skulle nogen have ladet sig inspirere af artiklen til at tage til Barcelona og få sig en absint, kan de med sindsro tage sig et par stykker mere, hvad bartenderen end måtte sige. Til gengæld bør de bede ham om at stikke sin ske med brændende sukker op et vist sted.

Som en ekstra service henviser vi lige til et par indlæg, der tidligere har været bragt her på bloggen: Om den rette serving af absint her, og om virkningen her.

I onsdags var en epokegørende mærkedag. Nej, jeg taler ikke om den dér forlovelse mellem en lokal jetset-landmand og en fransk klon af hans storebrors aussie-dame, men om noget, der virkelig aldrig nogensinde før er sket i historien.

Et fragtfirma har leveret en pakke til mig - i første hug!

Altså, jeg har så tit fået ting sendt med fragtfirmaer, men det er ene og alene fordi afsenderen har insisteret på at bruge dem og ikke postvæsenet, for de er fannerme nogle tunge kammerater at danse med i den branche.

Fragtnisserne skal typisk overdrage tingene personligt og have en underskrift som bevis derpå. Se, det virker jo meget uskyldigt - faktisk endda betryggende - men det udvikler sig bare til en stuearrest med fodlænke, når det viser sig, at de kun kan komme mellem 8 og 15.

“OK - hvornår, sådan cirka slag på tasken?”

Mellem 8 og 15, siger de jo. Det er det, de mener - det er så præcist, som det bliver. Og hvis de så kommer, lige som man har bukserne om anklerne og et velskabt farsbrød på vej ud på sit sidste, store kloakeventyr … nåja, det er bare ærgerligt-bærgerligt, så må man jo få sin pakke en anden god gang.

Hov, vent. Sådan spiller klaveret ikke engang. Jeg har gentagne - GENTAGNE, siger jeg - gange været hjemme i hele det forbandede tidsrum, de kunne tænkes at komme, jeg har holdt mig, stået på spring, ikke været i bad, ikke hørt musik, ikke gjort noget overhovedet, som kunne holde mig fra en stilren modtagelse af et stk. ansvarligt overdraget pakke. Og så har jeg alligevel dagen efter fået sådan et brev med “Vi har forgæves forsøgt at aflevere en pakke” og bla-bla-bla.

De nokkefår sender brevet uden videre. De gider ikke så meget som forsøge at aflevere pakken - jeg ved det, for jeg har i den grad været der, når de påstår, at jeg ikke har. General Logistics System kan eddermame være glade for, at jeg ikke har venner i mafiaen, for så var der nok en og anden, der en skønne dag kom til at indgå i fundamentet på Femern-broen.

Nå. Det der brev handler så selvfølgelig om, at man kan aftale en ny aflevering - eller selv afhente sagerne. Det lyder jo så nemt, det sidste, det er lige som når man lige futter op på posthuset efter en pakke.

Ha.

Fragtfirmaer har sandelig ikke tænkt sig at lefle for menigmand ved at lægge posthuse rundt omkring. Deres lagre er i stedet sådan nogle Area 51-installationer, der i al deres utilgængelige ophøjethed er henlagt til en afkrog af den taastrupske tundra. De af os, der lever på offentlig motorkraft, har naturligvis ikke en jordisk chance for at komme i nærheden af disse hellige haller, hvor vores varer er gemt af vejen.

Der er kun én ting at gøre - ringe og få en ny aftale om aflevering, med dertil hørende ny stuearrest en hel dag.

Men hov, var der ikke noget med, at jeg fik tingene i første hug i onsdags? Jo, sateme så - og tricket er at benytte sig af tidens helt store bussemand: Erhvervslivet! Jeg skrev mit arbejde på som modtageradressen fra første færd af - det var dér, jeg nok ville befinde mig i den vidtstrakte modtagelsestid, og selv hvis jeg ikke var, skulle der nok være en anden, der kunne kradse en underskrift for modtagelsen. Og søreme - dér kunne de hitte ud af det. Når bare det er noget, der skal til et firma på en halvfin adresse i det indre København, så skal man nok få skidtet ekspederet.

Det er åbenbart det, der skal til, for at man uden videre palaver kan få de flasker absint, man har bestilt.