Cegebe

Her for nylig vandt jeg en præmie. Det var Betteskov, som havde bestilt et bokssæt med serien Firefly, og så flaskede det sig sådan, at der var en af DVD’erne, der var kommet med i to eksemplarer. Det ene blev så udlovet som præmie til den, der kom med den bedste anbefaling til en ny serie, hun kunne kaste sig over. Jeg anbefalede det Twin Peaks-agtige depressions-tivoli-drama Carnivale, og det udløste så præmien.

Jeg kunne godt huske, at jeg havde læst et og andet om Firefly. Den er åbenbart skabt af manden bag Buffy - the Vampire Slayer og skulle være noget så tosset som en art rum-western; den foregår i en fremtid, hvor man flyver rundt i rumskibe blandt fremmede planeter, mens klædedragt og livsstil i øvrigt mest ligner noget, man ville finde i Arizona i 1880′erne. Jeg har aldrig rigtig set Buffy, så det gjorde hverken fra eller til i billedet, men jeg læste engang med stor begejstring en skæg lille sag af en tegneserie - Daisy Kutter af Kazu Kibuishi - hvor science fiction og western også blev rodet sammen i en skøn stilforvirring, og den verden åd jeg råt, hvor tåbelig den end må lyde gennem de mere nøgterne hørebøffer. Nu viste der sig så en glimrende lejlighed til at stifte bekendtskab med Firefly.

Det er sådan en serie, der sætter sig pladask mellem en hel masse stole. Kombinationen af western og science fiction er bare én ting. Der er tjubang og hårdkogte one-liners, men med lige lovlig meget glimt i øjet til, at det er regulær action. Dialogen er kvik og vittig, men ikke så vittig, at man kan kalde det en komedie - dertil er rammen og historierne en tand for dystre. Samtidig er historierne ikke dybe og indholdstunge nok til, at de i sig selv kan være det bærende element. Der er med andre ord gode grunde nok til, at det hele bare kunne være noget lort. Det mente de også på Fox, som i sin tid lagde sendetid til serien, og de pillede den af plakaten, så snart de kunne komme til det.

Nu sker det ind imellem, at man render ind i noget her i verden, som der er tusind gode grunde til ikke at kunne lide, og hvor man alligevel falder for det. Ægteskaber og madvarer er to af de fænomener, der ofte fungerer på den måde, og film og TV kan ind imellem også komme langt på den konto (det klassiske eksempel er vel nok Rocky Horror Picture Show). Firefly viste sig at have en pæn håndfuld fans derude, og serien har fået et efterliv på DVD, der åbenbart langt overgår den begrænsede succes, da den blev sendt.

Jeg kan godt forstå dem, disse ‘browncoats’, som seriens fans kalder sig selv. Jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på noget bestemt, der gør det, for alle de enkelte elementer falder lidt til jorden; personerne er en tand for flade, teknologien er for utroværdig, historierne mangler det dybe, mytiske gods, som både science fiction og western-genren ellers er så gode til. Men jeg bliver hængende og har lyst til at se mere. At dialogen er godt skrevet (selv om den ikke rigtig rammer nogen bestemt genre) har nok noget med sagen at gøre, men først og fremmest er det nok den simple kendsgerning, at kombinationen af seksløbere og saneringsmodne rumskibe simpelt hen er en god ting, uanset hvad der i øvrigt bliver læsset ind i den ramme.

For nogle år siden var der flere, der anbefalede mig at læse Den utrolige historie om Kavalier og Clay af Michael Chabon. Det er en storslået historie, der blandt meget andet handler om jøder og tegneserier, og dermed er det sådan set ikke så underligt, at én og anden, der kender mig, tænkte, at jeg burde kaste mig over den. Jeg læste den med stor glæde, men jeg kunne ikke helt sige mig fri for en fornemmelse af, at jeg i højere grad var interesseret i de samme ting som Chabon end i den historie, han fortalte om dem.

Det betød så til gengæld, at jeg ville være overordentlig lydhør, hvis nu Chabon skulle gå hen og anbefale mig at læse et eller andet, som havde gjort et stort indtryk på ham. Sådan nogle anbefalinger fik jeg da også - nåja, ikke sådan personligt af manden selv over en øl på Andys Bar, men i en samling af hans essays, udgivet under titlen Maps and Legends. Et af dem handlede om en roman af den for mig ukendte Cormac McCarthy. Den lød så ædende trøsteløs på den storslåede måde, at jeg blev nysgerrig.

Jeg har - som tidligere nævnt - en svaghed for såkaldt post-apokalyptiske historier, sådan nogle, der handler om tiden efter en eller anden verdensomspændende og (næsten) altødelæggende katastrofe. Denne bog - med den såre simple titel The Road - var netop en af slagsen. Her kunne jeg så have noteret mig, at der var en bog, jeg gerne ville læse ved lejlighed, sat den på den uendelige liste over ting, der skal gøres, og så i øvrigt glemt alt om sagen og aldrig komme videre. Den slags sker alt for ofte. Nu kom virkeligheden, det nuværende, præ-apokalyptiske, billige skidt bare på tværs: Det viste sig, at der netop var blevet lavet en film over bogen.

Den var værre. Se, nu er der ikke som sådan noget galt i at filmatisere bøger. Det er sådan set en fin service over for sådan nogle som mig, der gerne vil kunne snakke lidt med om tingene, men som altså ikke orker at læse alle de tusindvis af trykte sider, der spyttes ud hvert øjeblik. Takket være filmatiseringen af Da Vinci Mysteriet har jeg en vis idé om, hvad denne temmelig åndssvage historie går ud på, uden at jeg har spildt mere end et par enkelte timer af mit liv med at finde ud af det. Men med The Road lå det lidt anderledes. Her havde jeg oprigtigt lyst til at læse bogen, og i sådanne tilfælde foretrækker jeg, at jeg ikke allerede kender den som film. Den film, der nådesløst er rykket ind i biograferne blev dermed det los i agterspejlet, som undertegnede havde brug for til at få sig nosset sammen til at gøre noget ved tingene og få den bog læst.

Det er jeg glad for, at jeg gjorde … selv om det føles lidt underligt at bruge ordet ‘glad’ i sammenhæng med en historie som The Road, for den er virkelig barsk. Det er en helt elementær historie - en far og en søn vandrer gennem et goldt, gråt og støvet Amerika uden noget specielt mål andet end en idé om, at hvis de går sydpå, vil de have en bedre chance for at overleve den tilstundende vinter. Verden er blevet ramt af en katastrofe, der har udslettet det meste liv på planeten. Byer er brændt ned, og der drysser aske fra himlen, men hvad der nøjagtig er sket, får vi ikke at vide - kun konsekvenserne; nogle få mennesker overlever ved at æde hinanden, og endnu færre forsøger at klare sig og samtidig opretholde en minimal grad af moral og anstændighed; blandt dem er de to hovedpersoner, som faderen selv stædigt refererer til som “the good guys” - noget han jævnligt må gøre i situationer, hvor hans søn er på nippet til at tvivle på den påstand.

I den forbindelse kunne der siges en masse om, hvad mennesket er for en størrelse, og hvad der sker med os og vores moral i ekstreme situationer. Det vil bare være den sikre måde at ødelægge bogen på. Historien er i den grad barberet helt ind til benet, at det, der virker, er den isnende fornemmelse, når man slet og ret læser den og oplever den. Det skal ikke ødelægges af for mange ord.

Af samme grund kunne jeg forestille mig, at den fungerer rigtig godt på film også. Det er ikke en af den slags historier, hvor der er en masse detaljer, som må udelades, fordi det bliver for indviklet at få med på film. Tvært imod - med de rette skuespillere og den rette sans for billeder burde filmen kunne give historien en ny dimension, uden at udvande den. Jeg må hellere se at få den set en af dagene.

Berlin er en by, der har tilbragt det meste af verdenshistorien i relativ ubemærkethed. Det blev der så i den grad rådet bod på, da vi nåede til det tyvende århundrede. Byen fik nogle år som dekadent kulturcentrum i mellemkrigstiden, inden den blev hovedstad i Det Tredje Rige. Siden blev den smadret, delt og genopbygget til sin nye rolle som brændpunkt i Den Kolde Krig, og nu er den så hovedstad i et genforenet Tyskland og i øvrigt et nemt mål for en lille sviptur fra Danmark af. Al denne omskiftelighed har dog været hård ved byen, og det meste af det, man ser, er bygget efter krigen. En hel del såmænd også efter genforeningen. Vil man fornemme lidt af den gamle berlinerstemning fra før Anden Verdenskrig, må man ty til skrevne ord, og dem findes der da heldigvis også en del af.

I trediverne opholdt den britiske forfatter Christopher Isherwood sig i Berlin, hvor han var vidne til byens løsslupne forlystelsesliv såvel som den gryende nazisme. Det kom der to bøger ud af: Mr. Norris skifter tog (1935) og Farvel til Berlin (1939). Grunden til, at Isherwood var taget til Berlin var, at han som homoseksuel fandt et mere frisindet miljø dér end i England, men i bøgerne nævner han intet om sin egen seksualitet. Det får ham til at fremstå som en mærkværdigt neutral og uinteresseret iagttager, noget, han selv er helt bevidst om: Farvel til Berlin indledes med ordene “Jeg er et kamera, med lukkeren åben …”. Gennem dette menneskelige kamera møder vi blandt andre cabaretsangerinden Sally Bowles, den rige jødinde Natalia Landauer og den uudgrundelige masochist mr. Norris, alle aktører i noget, der mest af alt ligner en bizar og absurd komedie, men som får en særlig tragisk dimension af visheden om, at de bøller med brune skjorter, der render rundt og laver ballade, endte med at sætte sig tungt på magten og kaste hele Europa ud i århundredets katastrofe. En højst anbefalelsesværdig skildring af noget, der var engang, og som kan gøre os lidt klogere på, hvor vi er i dag. Måske endda på, hvor vi risikerer at ende sidenhen?

Som en pudsighed kan nævnes, at Isherwood selv optræder under sit eget navn i Farvel til Berlin, mens han nogle år tidligere, i Mr. Norris skifter tog, brugte sine mellemnavne, William Bradshaw, som en art pseudonym.

Sætningen “Jeg er et kamera” blev i øvrigt brugt som titlen på et teaterstykke (og siden en film) der var bygget over Farvel til Berlin. Siden kom der også en musical til, på scene såvel som på film, med titlen Cabaret. Det er velsagtens i den udgave, med Liza Minelli i sin glansrolle som Sally Bowles, at Isherwoods historier har fået deres største udbredelse. I musicalen hedder Isherwoods alter ego i øvrigt Cliff Bradshaw, mens han i filmudgaven hedder Brian Roberts.

Måske er der nogen derude, der skal til Grækenland?

Jeg ved ikke, hvor mange tusinde græske taverner (de fleste af dem turistfælder), der hedder “Zorba”. De fleste kender med garanti også “Zorbas dans” som det, der mere end noget andet er lyden af Grækenland, om ikke andet, så når de hører den. Jeg kan så sige, at det er værd at grave lidt dybere: Den kendte melodi er temaet fra filmen “Zorba the Greek”, og den er igen bygget over en roman af den græske forfatter Nikos Kazantzakis. På dansk fik den titlen “Spil for mig, Zorbas”; den blev i sin tid udgivet som tranebog, og man kan få den smidt i nakken i ethvert antikvariat. Det er en fantastisk bog. Fortælleren er en intellektuel bogorm, der har fået den vanvittige idé at kaste sig ud i minedrift på Kreta. En farverig personlighed, Alexis Zorbas, tilbyder sig som hjælper; han er en impulsiv livsnyder og i ét og alt hovedpersonens modsætning. En dårlig forfatter kunne have gjort det til en kvalmende moralsk historie om, at man bare skal være spontan og gribe nuet. Nikos Kazantzakis er derimod en rigtig god forfatter og bruger det umage par til at fortælle storslået, rørende og morsomt om liv og død, begær og eftertanke, kærlighed og musik og hvad man nu ellers risikerer at støde på i en landsby på Kreta.

Historien bygger på Kazantzakis’ egne oplevelser, da han forsøgte sig med minedrift - dog ikke på Kreta, men på halvøen Mani. Virkelighedens Zorbas hed Giorgos til fornavn i stedet for Alexis. På græsk kan et navn i øvrigt have flere former: Hvis man bare nævner personen, hedder han Zorbas, men hvis man for eksempel kalder på ham, kapper man det sidste ’s’ af og råber “Hæy, Zorba!” På engelsk er der en tradition for at bruge formen uden s, når det gælder græske navne - det er derfor, man render på snart det ene, snart det andet.

I øvrigt er filmatiseringen også anbefalelsesværdig.

Det er efterhånden sket en hel del gange, at jeg har pakket tasken for at rejse et eller andet sted hen, og så er der også lige røget en bog med til de stunder, hvor det lige er sådan én, der skal til. Det er også sket en hel del gange, at jeg er kommet tilbage og har pakket tasken ud, inklusive bogen, som har ligget fuldstændig urørt og ikke bidraget til andet end ærgrelsen over at have slæbt noget fuldstændig overflødigt med.

Det behøver sandelig ikke at betyde, at det har været dårlige bøger. Når de overhovedet er kommet med, er det gerne fordi, jeg har været i gang med dem allerede inden jeg tog af sted, og så har jeg slet ikke kunnet forestille mig at afbryde læsningen. Men, men: Når jeg befinder mig i et eller andet udland og oplever ting, er det de oplevelser, der fylder mig. Der er noget underligt uvedkommende ved en bog, der ikke i øvrigt har noget med sagen at gøre, og derfor får sådan én som regel lov at henslæbe turen som ubrugelig og jævnligt forbandet dødvægt. Løsningen er ret indlysende: Hvis jeg skal have rejselekture med, skal det være noget, der har et eller andet at gøre med det sted, jeg nu måtte befinde mig. Nu findes der en hel del både steder og bøger på den her planet, så det burde nok være muligt også at støve nogle heldige sammenfald op. Det er i hvert fald flere gange lykkedes mig … og jeg skal nok dele ud af anbefalingerne i nogle kommende indlæg, så følg endelig med …!

OK, så løb den af stabelen - Betteskovs interkontinentale videoaften. På programmet: Wall-E.

Der var engang, hvor tegnefilm blev tegnet i hånden, med pen og pensel på et eller andet underlag. Der skulle en gruopvækkende masse tegninger til en enkelt film, og det kunne hurtigt blive helt uoverskueligt, hvis man skulle lave noget avanceret kameraføring eller have en masse ting og personer til at bevæge sig samtidig. Så begyndte man jo efterhånden at kunne lave tingene på computer. Dermed syntes mulighederne at være uanede - enorme mængder af data kunne håndteres og jongleres med, og der var ikke grænser for, hvad man kunne lave.

Nu er én ting at lave, og en anden at lave godt, og jeg har det med at være en smule skeptisk over for computeranimation. Det er som om, at det er bedst til baggrunde, maskiner og visse dyr; de bedste, gammeldags håndtegnere har stadig føringen, når det gælder om at lave en virkelig livfuld figur. Men se, så kommer der sådan én som Wall-E. Den (han?) er en robot, og ikke nogen videre menneskelig én af slagsen. En lille, gul entreprenørmaskine på larvefødder, hvis funktion er at samle affald og presse det sammen til håndterlige, terningformede klumper. Sådan et stykke maskineri kan på såre overbevisende manér laves som computeranimation, og søreme, om ikke også tingesten kan gøres til noget af det mest udtryksfulde, man længe har set inden for det felt. Wall-E har et hoved, der ligner en prismekikkert på en stang. Et sæt øjne, som er der for, at den kan orientere sig. Og bare med dem, tilsat beskedne muligheder for at ændre kropsholdning samt enkelte biplyde, får vi et helt og fuldt følelsesregister.

Vore artsfællers ansigter er noget af det, der betyder mest i vort liv, og det betyder, at vi er helt uhyggeligt fintfølende over for netop de træk, der udgør et ansigt. Det har to konsekvenser, der stritter i hver deres retning. Dels skal der ingenting til, før det ikke virker “rigtigt”; det er derfor, det er så svært at tegne et portræt, der virkelig ligner, og det er derfor, det endnu ikke er lykkedes at lave et rigtig vellykket, computeranimeret menneskeansigt. Og dels ser vi noget som et ansigt, bare det har den mindste lighed med ét. En smiley ligner ikke nogen person, vi kender, men vi kan slet ikke lade være med at se den som et ansigt. Og en robot, der bare har et par linser at rokke med, kan få os med på hele følelsesregisteret.

Der er også mennesker med i filmen. De virker underligt kunstige og ikke nær så levende som den mekaniske hovedperson. Det er der i øvrigt en vis pointe i; menneskene har nemlig forladt Jorden, fordi den er ved at drukne i affald, og lever et fuldkommen apatisk liv i store rumskibe, hvor de ikke behøver at røre sig ud af stedet for en eneste fornødenhed. Kun ved vor maskinhelt og hans hjertes (!?) udkårne, den iPod-lignende robotsonde EVEs mellemkomst, får de uformeligt fede mennesker lettet røven og nosset sig tilbage til Jorden for at genopdage, hvordan det er at leve med rigtig jord under neglene og rigtig himmel over hovedet. Jeg synes måske, at moralen bliver lige lidt for overtydelig og firkantet, selv om lovprisningen af den besværlige ægthed modsat den kunstige og ulidelige lethed kan være sympatisk nok, men OK - det er trods alt noget, der mest angår menneskene, og de er og bliver todimensionelle bifigurer i det, der trods alt først og fremmest er en rørende lille kærlighedshistorie mellem to maskiner med hver deres mangefacetterede personlighed.

Det er i øvrigt en af den slags film, hvor man endelig skal sørge for at få rulleteksterne med. De kommer sammen med en lille lynoversigt over kunsthistorien, hvor filmens personer kan ses i en række forskellige stilarter - fra hulemalerier over Van Gogh til 80′er-computergrafik (!).

Jeg kan jo så se, at Anonymous Weirdo også deltog i filmaftenen, i selskab med to veninder. Her kan jeg så se en klar fordel ved den her måde at se film sammen med andre på: Weirdo + veninder har åbenbart siddet og snakket en hel del undervejs. Uha, det er sådan noget, der ville kunne irritere mig voldsomt, hvis jeg fysisk befandt mig samme sted, men på den her måde har alle kunnet skabe sig tosset, som de nu selv ville det …

Jep, så kører det igen her i hytten, i hvert fald når vi taler om computeren, denne forunderlige indretning, der er så central for enhver form for livsførelse, at man knap tør tro på beretninger om, at der har levet mennesker, der ikke havde adgang til Facebook og YouTube. Det gamle dyr, som har lagt ryg til mangt et blogindlæg og utallige quizzer om, hvilken bil, grøntsag, superhelt eller træsort jeg monstro kunne være, afgik ved døden. Skærmen var sort, og der kom sære lyde fra harddisken. Intet at gøre. Requiescat in Pace. Med den harddisk forsvandt også en enorm dynge lort, som jeg på et tidspunkt har gemt og siden glemt alt om; så meget desto bedre. De virkelig vigtige ting kan være (og er) på en enkelt USB-nøgle.

Nå. Jeg har en del venner og bekendte, der tilhører en bestemt, fanatisk sekt, og mange af dem kan være ganske pågående i deres forsøg på at hverve mig. Vi taler om Mac-folket. I ved, dem, der svæger til ting med æble-logo, bløde, afrundede former og gerne et navn, der begynder med et lille i, og da det så slap ud, at jeg skulle ud og spendere sparepenge på en ny hushjerne, var de der med samme. “Nu kan du få dig en Mac,” lød det, og de klappede forventningsfuldt i deres små bløde, runde iHænder.

Jeg kunne godt se, at de havde nogle gode pointer. Det er ikke fordi jeg har gået rundt og været en storsmilende, juble-glad tilhænger af Windows. Det er sådan noget, der var der og så nogenlunde gjorde, hvad det skulle, samtidig med, at det fyldte en helvedes masse, med tiden kørte stadigt langsommere og blev voldangrebet fra alle sider af ondsindede hackere, så jeg skulle bruge det halve af tiden på virusbeskyttelse og konstante opdateringer, og så kunne jeg i øvrigt gå rundt og bekymre mig over, om det nu også var godt nok.

“Alt det slipper du for med en Mac,” sagde de glade, unge frelste mennesker i deres hvide iGevandter. “Den kører bare meget bedre, og du skal ikke spekulere på alt det der med virus”. Det lød jo virkelig forjættende, måtte jeg indrømme, men deres argumenter blev til vag, floromvunden iUdenomssnak, når jeg gjorde opmærksom på den uomtvistelige kendsgerning, at de dér Mac-tingester er skidedyre.

Nu kunne jeg jo nok have støvet et eller andet brugbart brugt op, det havde jeg sådan set under alle omstændigheder tænkt mig at gøre. Ud over det med prisen var jeg nu også lidt loren ved at kaste mig i armene på noget, hvor alting drejede sig om ét bestemt mærke, men nok så afgørende var det, at der var noget helt andet, jeg havde lyst til at prøve.

For år tilbage mindes jeg, hvordan visse af de mere hårdkogte nørder i min omgangskreds talte varmt og engageret om Linux. Ikke, at jeg helt vidste, hvad det var, men efterhånden fik jeg da en vag fornemmelse af, hvad det drejede sig om. Det var åbenbart et styresystem for folk, der levede det frie liv langt fra Bill Gates’ kløer, og så var det i øvrigt noget, der appellerede til den slags indsigtsfulde mennesker, der rent faktisk ved, hvad der egentlig sker i en computer, og som kan finde ud af at gøre noget ved det. Sådan et menneske er jeg ikke, så jeg kastede et sidste blik på de utæmmede Linux-sjæle, der boltrede sig frit på steppen, og spekulerede så ikke mere over den sag.

Så er det jo, at jeg med mellemrum har læst et eller andet pip om, at nu er Linux sandelig ikke længere bare for de indviede, men også noget, som såkaldt almindelige mennesker kan bruge til noget. Lige i den sammenhæng må jeg modstræbende betegne mig selv som et almindeligt menneske, og dermed kunne jeg dårligt blive ved med at ignorere fænomenet.

Nu er Linux mange ting. Det er sådan noget, der findes i en lang række udgaver, som forskellige nørder har siddet og hjemmebrygget. Det er en del af ideen - den kode, der styrer maskineriet, er frit tilgængelig for alle, så enhver, der kan finde ud af den slags, har frie tøjler til at lave sin egen borede og hakkede udgave, modsat sådan noget som Windows, hvor motoren er lukket og forseglet og aldeles utilgængelig. Jeg havde efterhånden læst en del (bl.a. ovre på Modspil) om Ubuntu, som efter sigende skulle være et såvel dueligt som tilgængeligt bud på et Linux-baseret styresystem.

Ubuntu lød i det store og hele for godt til at være sandt. Det fylder ikke så meget som Windows og fungerer dermed fint også på aldrende computere. Ikke alene er der ikke rigtig nogen, der gider udvikle virus, der angriber Ubuntu, det er efter sigende også i sig selv nærmest immunt over for angreb. Det er pærelet at installere og kan betjenes af en dement snudebille med begge arme bundet på ryggen. Det kommer med en hel røvfuld programmer, der er lige at gå til, så man skal ikke ud og finde Office-pakker og andet hejs. Det gør én ti gange så cool som alle Mac-brugere tilsammen, og kvinderne vil kaste sig over én, hvor man end går. Nåja, og så er det gratis.

OK, det var så her, det skulle være. Jeg benyttede mit hidtidige hakkebræts bortgang som påskud til at kaste mig ud det uden sikkerhedsline. Jeg købte en ny, brugt bærbar, der kom uden nogetsomhelst installeret, satte en Ubuntu-CD i og holdt vejret. Og søreme om ikke skidtet endte med at fungere.

Nu har jeg så levet lykkeligt med den Ubuntu-drevne hushjerne i lidt over et døgn. Jeg har ikke antydningen af forudsætninger for at sige en masse klogt; jeg har ikke forstand nok på sagerne til at ane en dyt om, hvad der foregår bag kulisserne, og jeg har ikke levet i de nye tider længe nok til at fortælle vidt og bredt om mine eventyr. Jeg kan bare konstatere, at de daglige småting såsom at tekstbehandle, surfe lidt rundt samt skrive et enkelt blogindlæg i hvert fald kører uden problemer. Der er absolut intet, en ukyndig vane-windowsbruger som mig ikke har kunnet gøre fuldstændig intuitivt. Så må tiden vise, om det lykkelige Linux-liv i øvrigt viser sig at leve op til de gyldne løfter.

OK, jeg må nok hellere indrømme, at det der med, at man bliver supercool og kvinderne kaster sig over én var noget, jeg selv i min begejstring lod mig rive med til at finde på. Men resten skulle være godt nok.

Da jeg sad i Paris her i det tidlige forår, fik livets gang i lille Danmark ikke den helt store opmærksomhed fra min side, men OK, det hændte da, at jeg kom forbi en eller anden dansk nyhedsside under en lejlighedsvis surfetur på nettet. En dag faldt jeg over denne omtale af en udstilling med en norsk maler ved navn Peder Balke. Som anmelderen antyder, er han ikke videre kendt. Skæbnen ville, at jeg netop havde lært ham at kende, da jeg læste artiklen - jeg var så sent som dagen forinden kommet forbi en fjern afkrog af Louvre, hvor en håndfuld skandinaviske malere var repræsenteret, og deriblandt altså også Peder Balke. Jeg blev ganske begejstret for hans billeder; ganske små gengivelser af landskaber, som han er kommet forbi rundt omkring i østersøområdet. Her er en af de små olieskitser, der hænger på Louvre:

Han er helt eminent til lige at slå et par enkelte strøg og med dem fremmane et dramatisk billede af hav, klipper, tunge skyer og storladne solstrejf. Det er åbenbart også den slags, der er med på udstillingen på Ordrupgaard, hvor Balke så har fået nutidigt selskab i form af Per Kirkeby.

Da jeg læste artiklen, fik jeg sådan en fornemmelse af, at Politikens anmelder, Peter Michael Hornung, ikke er helt tryg ved situationen. Han skriver bl.a.: “I dette dobbelte løb er det Balke, der render med opmærksomheden, ikke fordi han er den bedste kunstner, for det er han langtfra. Men fordi han er det nyeste bekendtskab.”

Øh? Hvad skal man lige lægge i, at Balke langtfra er den bedste kunstner? Der er kun to mand høj at gøre godt med, så hvis de skal rangordnes, er den ene den bedste og den anden den værste. Eller betyder dette langtfra, at Kirkebys sejr er fuldstændig overlegen - at Balke efter Hornungs mening er helt ualmindelig meget ringere end Kirkeby?

Længere nede hedder det så, at Balkes billeder ” rejser sig over et tvivlsomt fundament af sådanne illusionistiske effekter (…) Ren kitsch er de ikke, for de virker ved at rumme en egen robust mystik.”

De “illusionistiske effekter” er de, med Kirkebys ord, “beskidte tricks”, som Balke har lært som dekorationsmaler. Jeg kan ikke sige mig fri for en fornemmelse af, at det er noget, der giver den gode anmelder et vist sus at se på, men at det ikke rigtig må være. Så søger han tilflugt i ordet “kitsch”, det er jo altid godt at hive op af posen som forsvar, når man står over for noget, der truer med at ramme en i mellemgulvet uden mindste hensyn til, hvad der er autoriseret god smag. Hvis vi skal overleve turen til Ordrupgaard, er vi først nødt til at beskytte os med et solidt udvalg af besværgelser, der skal beskytte os mod Peder Balkes trolddomskraft og sikre, at vi kun får det ud af hans billeder, som er acceptabelt blandt rigtige, dannede kånstelskere.

Det er sådan noget, der er lige ved at få en indre terapeut op i mig. Sådan én, der giver den stakkels anmelder en professionel megakrammer og siger: “Kom ud med det! Det er OK! Du må gerne være begejstret og synes, at Balkes billeder bare er gennemført fede”.

For det er de jo. Totalt æske-fede. Og det er de ikke fordi de hæver sig over noget andet - nej, de er fede for lige nøjagtigt det, de er. De virker ikke på trods af de såkaldt “beskidte” tricks, men på grund af dem. Den slags tricks er det, der hedder håndværksmæssig kunnen, og der var en gang, hvor det rent faktisk var en kvalitet. Nu om dage er det åbenbart næsten noget, der skal undskyldes, men fannerme om jeg vil hoppe på den galej. Jeg må se at komme et smut om ad Ordrupgaard en af dagene, og så skal jeg nok vide at nyde hele Balkes arsenal af effekter. Måske kunne jeg ligefrem ende med at mene, at han er en bedre kunstner end Per Kirkeby.

Tilbage i det mørke 20. århundrede tilbragte jeg et års tid i Bruxelles, hvor jeg gik på en kunstskole og i øvrigt fik udvidet min horisont, når det gjaldt tegneserier. Det er ikke så underligt, Belgien er immervæk en tegneserienation (nej, det er ikke ment nedsættende!) med mestre som Hergé og Franquin på samvittigheden. Den lokale tegneseriebiks havde imidlertid også et pænt udvalg af noget så eksotisk som amerikanske tegneserier, og jeg købte bl.a. én, som jeg vidste var en uomgængelig klassiker, men som jeg af en eller anden grund aldrig havde fået læst: Alan Moore og Dave Gibbons Watchmen.

Første gennemlæsning efterlod mig lettere forvirret. Historien havde et utal af mere eller mindre sammenvævede tråde og flashbacks. Én ting bed jeg dog mærke i: En djævelsk dygtigt sammenskruet fortælleteknik, hvor billeder og tekst kunne handle om vidt forskellige ting, og så alligevel spille sammen. Jeg læste frem og tilbage anden, tredje, femte og tiende gang, og efterhånden blev jeg fortrolig med historien og universet.

Watchmen handler om, hvordan Verden ville være, hvis der var superhelte til. Den handler også om, hvilken slags personer superheltene i givet fald ville være. Hvad får folk til at maskere sig i et mere eller mindre åndssvagt kostume for at bekæmpe forbrydere? Både højreekstreme holdninger og seksuelle undertoner spiller ind for nogle; for andre bliver idealerne så høje, at de uden at ryste på hånden vil begå hidtil usete massakrer for at frelse Verden. Vi møder personer, der begår de modbydeligste ugerninger, men vi har ikke den luksus at kunne læne os mageligt tilbage i egen selvfede godhed og dømme dem: De har alle deres gode grunde til at handle, som de gør, og historien tager ikke parti.

Nu er jeg så igen udenlands, på en kunstskole, og søreme om ikke det flasker sig sådan, at Watchmen nu er kommet som film. Det virkede såre oplagt, at jeg måtte benytte lejligheden til at se den. Det har efterladt mig en smule spaltet.

Min første reaktion var en ubetinget wow-effekt. Jeg fik immervæk fortalt en historie, som jeg kan læse igen og igen uden at blive træt af den, og det på stort lærred og med stor lyd. Filmen er forholdsvis tro mod tegneserien; slutningen er skruet noget anderledes sammen, men rokker ikke ved selve pointen. I visse øjeblikke er det lige før jeg synes, at filmens slutning er en kende mere raffineret … men det ville kræve utilstedelige plot-spoilers at uddybe dette, så ikke mere om det.

Til gengæld er der så en hel masse, som filmen ikke får med, eller som den kurer lidt hurtigt hen over. Sådan må det nødvendigvis være - tegneserien er en omfangsrig og indviklet kleppert, og filmen er allerede på pænt over de to timer. Nå, der skulle efter sigende komme en væsentlig længere udgave på DVD. Her er det så, vi rører ved det, der truer med at melde sig som et problem for sådan en film: Hvorfor er den egentlig lavet? Historien er der allerede, nemlig i form af tegneserien. Filmen serverer den med billeder, der bevæger sig, og med lyd til. Personerne ser en smule anderledes ud, og som sagt er der pillet noget ved slutningen, men til syvende og sidst var fornøjelsen i ret høj grad bygget dels på genkendelsens glæde, dels på den oplevelse, der ligger i hele tiden at tænke: “Nå, har de lavet det sådan? Snakker Rorschach sådan? Wow, Laurie er eddermame sexet i det dér latexkostume”.

Jeg kan ikke helt sige mig fri for sådan en fornemmelse af, at det er et lidt tyndt grundlag at lave en film på. Hvis jeg var filminstruktør, ville jeg nok kaste mig over noget andet, der i højere grad tiggede og bad om en filmatisering. På den anden side nød jeg, som den übernørd jeg er, de par timer, så helt forgæves har det ikke været, at Zack Snyder brugte en stump af sit liv på at lave den film.

Hvis man fortæller en historie på en måde, som ikke lige er en film, kan man være helt sikker på, at der kommer nogen og laver den som film. Det samme gælder såmænd virkelige begivenheder. Det er også helt fint sådan - jeg er altid frisk på at få en velkendt historie serveret på en ny måde. Det eneste problem er, at filmfolk åbenbart alle tilhobe fra barnsben af har fået tæsket ét bestemt dogme ind i knolden, nemlig, at en film skal have et plot, og helst også en kærlighedshistorie.

Jamen, er det da ikke meget godt med et plot? Jo, det er sikkert sådan noget, de lærer på filmskolens manuskriptforfatterlinje, man skal sørge for at have et plot, der duer, så kan man bygge resten på sidenhen. Det er da også vældig fint, men der er rent faktisk historier, der klarer sig fint uden ret meget til at binde skidtet sammen andet end at så sker der det, og så sker der det.

Et passende eksempel kunne være Rejsen til Saturn af Claus Deleuran - en dansk tegneserieklassiker fra 1977. Handlingen er egentlig stort set sammenfattet i titlen; vi kan så uddybe lidt ved at bemærke, at det er en flok danske værnepligtige, der rejser til Saturn, og at saturnboerne undervejs besætter Jorden og må smides ud igen. Man kunne selvfølgelig forestille sig, at det hele blev sat ind i et lidt større plot - f.eks. noget med, at ekspeditionen i virkeligheden er sat i værk som led i en ond storkapitalists plan om at erobre verdensherredømmet, eller måske en lille lårv ståry om en af astronauterne, der efter mange og lange strabadser får overbevist sin elskede om, at det er ham, hun vil have. Men den slags ville være helt malplaceret; det, der gør historien så herlig, er alle detaljerne undervejs - en tankstation i asteroidebæltet, Himmerige, kaffeslabberads hos en kommunist-familie på en anden planet osv. - og det ville bare virke overflødigt og forstyrrende, hvis det skulle mases ind i en ramme af lige dele James Bond og Da Harry mødte Sally.

Nu er der så sket det, at der er blevet en film ud af dette stykke dansk tegneseriehistorie. Satiren er blevet opdateret til 2008-forhold, og det er sikkert en meget god forholdsregel. Derudover er det hele blevet sat ind i et lidt større plot; i filmen er ekspeditionen sat i værk som led i en ond storkapitalists plan om at erobre verdensherredømmet, og desuden får vi en lille lårv ståry om en af astronauterne, der efter mange og lange strabadser får overbevist sin elskede om, at det er ham, hun vil have. Og ja, den ramme af lige dele James Bond og Da Harry mødte Sally er nøjagtig så overflødig og forstyrrende, som man kunne vente - og den tager mange dyrebare minutter, der kunne være brugt bedre på flere bizarre og sjove indfald, som ikke har en kæft med noget plot at gøre, men som er det, der er hovedattraktionen ved sådan en historie.

Nå, men den slags kan man så finde i de mange trailere for filmen, som er meget sjovere end det endelige resultat …