Cegebe

Sådan rent tegne- og malemæssigt er en pæn del af det her år gået med øvelser, der ikke i sig selv er blevet fuldfede og færdige billeder, men som har skullet gøre mig bedre til dette og hint. Nu synes jeg så til gengæld, at jeg såvel som tiden er ved at være moden til at lave noget lidt mere gennemarbejdet, som gerne skulle tage sig færdigt ud til sidst. Den sidste uge på kurset i Frankrig gik med den plan i baghovedet.

Der var kommet en ny model, som skulle indtage en ny stilling. De andre havde fire uger med den, men jeg var der ulykkeligvis kun for det halve kursus, min plads ville blive taget af en anden, og jeg havde derfor kun en uge med den nye stilling. Jeg tænkte lidt frem og tilbage over, hvordan jeg skulle få mest muligt ud af den uge, og jeg endte med at give mig selv en særlig udfordring: Jeg ville sørge for at få tilstrækkeligt med hjem til, at jeg kunne male modellen i den stilling, når jeg kom tilbage til DK. Det, jeg skulle lave, skulle indeholde tilstrækkelig med information til, at jeg kunne gå videre uden at have modellen for mig.

Det første, jeg lavede, var et farvestudie, så jeg havde noget at referere til, når jeg skulle få den overordnede farveholdning på plads og få blandet de rette toner:

Det tog vel en dags penge at få det på plads. Næste skridt var en tegning. Den skulle ikke nødvendigvis tage sig godt og gennemarbejdet ud, den skulle først og fremmest have de oplysninger, som var nødvendige for at gå videre uden modellen:

Så vidt, så godt; det var, hvad jeg havde med hjem. Nu skulle det så vise sig, om det var til at bygge videre på. For lige at få en fornemmelse af, hvad jeg var på vej ud i, ville jeg i første omgang forsøge at male hovedet. På farvestudiet er ansigtet ikke stort andet en en ensfarvet klat, og det fortæller mig, at der er meget lidt forskel på tonerne. Hele ansigtet ligger også i skygge, så udfordringen er at få det modelleret med ekstremt små variationer.

Jeg tegnede hovedets konturer op på et lille stykke lærred, som jeg derefter gav et lag gråligbrun farve, hvor tegningen stadig kunne ses igennem. Det er møgsvært at bedømme farver på et helt hvidt lærred, og jeg synes, at jeg har lettere ved at styre lyset, hvis jeg maler på en grund, der er sådan lidt til den mørke side. Oliefarve er som regel en anelse transparent, alt efter hvilket pigment det lige er, man bruger, og hvis grunden er hvid, har den det med at gøre de første strøg meget lysende og klare; hvis man skal dæmpe lyset, er man så nødt til at grumse det til på en eller anden måde, og det bliver tit en værre gang mudder. Med en tonet grund bliver farverne som udgangspunkt mere dæmpede, og hvis noget skal virke lyst, er jeg nødt til at tvinge det igennem ved at bruge tyk farve med masser af goddaw i. Det virker bedre for mig at skulle fremtvinge lys end at skulle dæmpe det.

Jeg lagde ud med at male noget af baggrunden rundt om ansigtet, så jeg kunne bedømme forholdet mellem baggrund og hudfarve ordentligt. Derefter tog jeg fat på at blande nogle hudfarvetoner, der lå meget tæt på hinanden.

Jeg sørgede for at holde tingene enkle: Først en farve til skyggen under hagen; den lagde jeg på og lod gå lidt længere op om kinden, end den egentlig skulle. Så en lidt lysere tone til resten af ansigtet; den blandede jeg så med skyggen, så overgangen blev blød, og grænsen mellem de to kom til at ligge, hvor den skulle. Så en noget lysere farve igen til nakken. Mens det hele var vådt, lagde jeg nogle lidt lysere strøg ind på kinden og panden. Derefter gik jeg videre til at fylde hele baggrunden ud og male håret.

Det færdige resultat kom til at se sådan her ud:

Jeg tror godt, at jeg tør kaste mig ud i et billede, hvor resten af hende er med. Bare rolig, børnlille, det skal I nok komme til at høre meget mere om!

Det hænder, at folk spørger mig, hvor længe jeg har tegnet og malet. For så vidt er svaret ret enkelt, for det har jeg gjort, så længe jeg kan huske. På den anden side er det sådan et svar, der udelader en hel del. Det fortæller ikke rigtig noget om bølgegangene i det temmelig stormfulde had/kærlighedsforhold, jeg i en stor del af mit liv har haft til billedmageriet. Der har ind imellem været temmelig lange perioder, hvor jeg ikke har lavet noget overhovedet på det område. Som regel har det haft noget at gøre med en fornemmelse af, at mine evner simpelt hen ikke rakte til det, jeg gerne ville. Jeg har alle dage været vant til at være “ham, der var god til at tegne”, og jeg har da også vidst, at jeg havde en nogenlunde ferm hånd på det felt. Men jeg har også været pinligt klar over mine begrænsninger. Jeg kunne se, at der var andre, der var uhyggeligt meget bedre end mig, og efterhånden som tiden skred frem, kunne jeg også se, at det ikke nødvendigvis var folk, som var ældre end mig selv.

Det er sådan noget, som i lange perioder fik mig til at sparke papir og pensler over i et hjørne og kaste mig over andre ting. Lære sære sprog. Skrive lyrik. Studere filosofi, religion, Balkans historie, græsk musik, italiensk middelalderlitteratur og hvad ved jeg. Jeg er ikke just typen, der ikke kan finde på noget at interessere mig for. Og så skal det selvfølgelig allersnarest flaske sig sådan, at en eller anden er kommet og har bedt mig om at tegne et eller andet til et eller andet, og så har jeg jo dårligt kunnet sige nej, selv om jeg helt ind til marven har haft en nagende fornemmelse af, at jeg overhovedet ikke vidste, hvad jeg skulle gøre for at lave noget, jeg rent faktisk gerne ville stå ved.

Jeg er generelt skeptisk, når folk fortæller, at nu har de lagt deres liv om og taget skeen i den anden hånd og begyndt et nyt liv, og at alting nu bliver helt anderledes. Det bliver det som regel ikke; det er lidt som den gamle vittighed om, at “det er let at holde op med at ryge, jeg har gjort det masser af gange”. Men altså, jeg må jo krybe til korset og indrømme, at jeg ind imellem har haft det nøjagtig sådan, at NU ville jeg edderbrodereme gøre noget ved det og få lært at tegne ORNLIGT, og SÅ skulle der ske noget.

Når det så ind imellem er løbet ud i sandet, vil jeg godt lige have lov at skyde i hvert fald noget af skylden fra mig: Sagen er den, at der cirkulerer uhyggelige mængder af det pureste bullshit ude i verden, når det gælder gode råd om, hvordan man skal lære at tegne og male. Internettet kan være en guldgrube af information på området, men så sandelig også et ocean af misinformation, og det samme gælder såmænd ærværdige bøger, der ellers ser så respektable ud, som de står der på reolerne, og for den sags skyld institutioner og akademier, hvis formål skulle være at udlære nye billedmagere. Siden 1800-tallet har et utal af hel-, halv- og kvartstuderede røvere fremsat diverse teorier om, hvordan “de gamle mestre” dog gjorde, og de mest mærkværdige procedurer, dogmer og opskrifter på magisk heksebryg har været afprøvet af håbefulde kunstnerspirer, og såmænd også af undertegnede.

Ikke desto mindre er det rent faktisk lykkedes mig at rykke en hel del. Det virkelige ryk begyndte i 2007, hvor jeg besluttede, at jeg virkelig ville gennemarbejde et billede; det er det, som trofaste læsere af denne blog har kunnet følge her. Den vigtigste lære af den proces var at finde ud af, hvor meget bedre tingene kunne blive, hvis jeg havde forberedt dem ordentligt i stedet for bare at kaste mig ud i det på må og få og regne med, at jeg nok kunne redde det i land hen ad vejen. Siden da har jeg haft den forbløffende fornemmelse af, at jeg rent faktisk er rykket. Når jeg ser tilbage på 2007 kan jeg kun smile overbærende af mine ubehjælpsomme tegninger, og jeg kan konstatere, at jeg brugte en maleteknik, som var unødigt omstændelig, uden at jeg rigtig forstod, hvad jeg gjorde. Men det var også bare en begyndelse. Og den gjorde det, som alle gode begyndelser skal: Førte videre - og det med en klokkeklar kurs, hvor hvert nyt kapitel var en tvingende følge af det foregående. Seneste kapitel er foregået i Frankrig; nu er jeg igen i Danmark, og det med en fornemmelse af, at jeg efterhånden er ved at kunne noget af det, jeg gerne vil. Resultater skal nok blive offentliggjort her hen ad vejen.

Et billede er som bekendt i det store og hele fladt. Billeder, der forestiller noget, viser gerne ting, der ikke er flade. Hvis man maler sådan noget, skal man altså kunne få det til at se ud som om, at noget fladt har form og fylde. Det er selvsagt noget, vi har gjort en del ud af her i det franske, i form af det, som kaldes noget så indlysende som “rounding studies”.

Som alt andet foregår det efter levende model. Ideen er at fokusere på de helt overordnede former - vi skal ikke male hver enkelt lille bums, fedtknude og knyst, men se for eksempel brystkassen som én form, bækkenpartiet som en anden og så videre. Ligegyldigt hvor færdigt og detaljeret et maleri skal være, skal man altid have denne underliggende runding i baghovedet. Her har vi modellen, reduceret til sådanne grundlæggende former. Læg vel mærke til, at der ikke er tale om kugler eller cylindre - et naturprodukt som for eksempel et menneske er ikke så regelmæssigt skabt. Formerne minder snarere i større eller mindre grad om æg:

Da jeg havde lavet dette billede, havde vi stadig masser af tid tilbage med den samme stilling, så jeg besluttede at begynde forfra, én gang til, og denne gang ville jeg dele formerne lidt mere op. Bagdelen blev for eksempel delt op i de to balder, den retteligt består af:

Alle gode gange tre. Her kommer ét til, samme stilling, men malet fra en lidt anden vinkel, og igen lidt flere detaljer:

Det tredje her må nok siges at gå noget ud over, hvad man med rimelighed kan kalde et “rundingsstudie”. Overgangen derfra og så til et egentligt, færdiggjort billede er særdeles flydende. Tag for eksempel den franske barokmaler Simon Vouet, som jeg er blevet stadigt mere begejstret for; her er et af hans billeder:

Han går ikke specielt meget i detaljer, men holder sig til de store, overordnede former, og han har ingen skrupler over at kalde det fikst og færdigt. Han maler ikke medicinske studier af hudorme, men store, vilde og svulstige billeder, der skal kunne ses, aflæses og nydes også på lang afstand og i dæmpet belysning. Han er sådan én, jeg gerne vil være, når jeg bliver stor.

Jaja. Én ting er, at jeg på papiret (om man så må sige) har tegnet og malet i alle disse år, men der kommer et tidspunkt i enhver kvinde m/k’s liv, hvor man må spørge sig selv, om det nu også er godt nok. Det var det, jeg gjorde, og det negative svar fik mig til at tage til Frankrig for at lære mere. Nu oprandt så dagen, hvor jeg ikke længere kun havde en blyant i hånden, men en pensel - og den anden havde jeg også ganske fuld, af en overvældende palet med en masse farver på.

Hvordan lærer man at jonglere med sådan et brus af synsindtryk og muligheden for at blande sig til uendeligt mange flere? Som med alt andet i tilværelsen begynder man simpelt. Som vanligt foregår det her med en levende og åndende model, sat til rette i passende positur og splitterravende Hans-Jørgen. Øvelsen består så i at gengive hovedindtrykket af modellen med tilhørende omgivelser. Ikke detaljeret, ikke, så man kan genkende vedkommende - hvis man knap kan se, at det drejer sig om et levende menneske, gør det for så vidt ikke alverden - men med brede strøg af farve, der fanger hovedtonerne. Ideen er at få det store, overordnede overblik over, hvordan lyset falder på formerne, og hvad det gør ved farverne. Som rettesnor går vi efter det, der i den lokale lingo kaldes “shadow”, “dark lights” og “light lights”; det mest mundrette på dansk ville vel være at tale om skygge, mellemtone og lys, men det vil nok være mere præcist at tale om “mørkere lys” i stedet for mellemtone, da det er noget, der rent faktisk er belyst - der er bare tale om flader, der i større eller mindre grad skråner væk fra lysets retning.

Det lyder i det store og hele meget let, og det tænkte jeg nok også, at det ville være. Mine første, klodsede forsøg viste noget andet. Den første stilling, vi skulle prøve at fange, strakte sig over to dage, og jeg kløede rask på og fik lavet to forskellige udgaver, ingen af dem videre overbevisende. En farve kan se tilforladelig og nogenlunde rigtig ud, når den er blandet på paletten. Når den så bliver sat på et bart lærred, tager den sig helt anderledes ud - som regel alt, alt for mørk og grumset. Her er tricket så at holde hovedet koldt og skynde sig at give den nogle andre farver at omgive sig med. Alligevel kan man roligt regne med, at en hel del rammer fuldstændig ved siden af.

Udgave nummer to blev ikke helt færdig. Den røber, som den skarpsindige iagttager vil bemærke, at vi går direkte løs på et kridhvidt stykke lærred. Det gør ikke sagen lettere - det er overraskende svært at bedømme en farve rigtigt, når den er omgivet af hvidt, hvidt og atter hvidt. Af samme grund har mange malere gennem tiden foretrukket at male på en grund med typisk en grålig eller brunlig tone - men sådan spiller klaveret ikke her, vi bliver sparket lige ud i den grænseoverskridende oplevelse at blive konfronteret med alt det hvide.

Den næste stilling gav jeg mig en kende bedre tid til. Her begyndte det at hjælpe lidt på det med at få blandet farverne, og når man ser det på afstand og kniber øjnene sammen, har man faktik fornemmelsen af noget lys, der falder ind fra højre af. Det kniber dog stadig gevaldigt med fornemmelsen af form - det er tydeligt, at jeg ikke for alvor har overvejet, hvor grænserne mellem forskellige flader og deres orientering mod lyset går - i hvert fald ikke i figuren; draperiet i baggrunden har en smule af det rigtige.

Man kan selvfølgelig trøste sig med, at disse små halv-abstrakte billeder (kaldet “poster studies” eller “colour studies”) ret let kan blive ganske dekorative, selv når de ikke er vanvittigt vellykkede, men det er immervæk øvelser, der skal læres noget af, så jeg skal ikke forfalde til at finde undskyldninger for skulderklap til mig selv. En vigtig lektion indtil videre har været, at jeg til det her formål skal blive bedre til at sætte et hurtigt, viljestærkt penselstrøg i stedet for at sidde og fumle med en for lille pensel og bekymringer om, hvorvidt det nu også er for bredt. Præcision i penselføringen er ligegyldig i denne øvelse; hvis det overordnede farveforhold er i orden, skal skidtet nok ende med at hænge sammen.

For hvert eneste af disse billeder, jeg laver, kan jeg mærke, at jeg lærer en hulens masse. De seneste hænger i øjeblikket og tørrer oppe i atelieret, men de skal nok blive offentliggjort …

Det er muligt, at Gud sagde “Der blive lys”, men når man tegner, går man ofte modsat til værks: Man begynder med et stykke hvidt papir. Herpå afsætter man så streger, der befinder sig i omegnen af noget sort eller i hvert fald temmelig mørkt. Papirets hvide kommer så til at blive det lyseste i tegningen.

Sådan behøver det strengt taget ikke at være. Man kan f.eks. gå omvendt til værks, begynde med en sort grund, som man så slår hvide streger på. Det var åbenbart noget i den stil, Gud gjorde, da han skabte Verden, hvis ellers man kan regne med 1. Mosebog.

Men der er også mellemveje, og her kan det begynde at blive rigtig sjovt. Det er en god, gammel metode at tegne på papir, der har en eller anden mellemtone; det, der skal være mørkere, tegner man så med blyant, kul eller kridt i en passende farve, og så bruger man hvidt kridt til det, der skal være lysere. Det har jeg gjort en del i på det seneste, med vekslende held.

Her er f.eks. en tegning, hvor begyndelsen var nogenlunde, men hvor jeg var lige lovlig sjusket i min omgang med det hvide kridt:

Jeg har kværnet løs, især på brystkassen og skuldrene, uden at det på nogen måde hjælper med at definere formen. Skammeligt. Jeg kunne viske det ud og gøre det en tand bedre, men jeg kastede mig i stedet over andre ting og lod den her være som et skræmmebillede.

De andre ting var f.eks. den her, hvor det er lykkedes meget bedre at give indtryk af form ved hjælp af det hvide kridt - det er brugt mere behersket, men også mere bevidst:

Den er faktisk slet ikke så skeløjet.

Den fulde satyr, som jeg tidligere har præsenteret, har i øvrigt også fået en lille ekstra overhaling. Beedholm påpegede i en kommentar, at den ene hånd ikke virkede helt rigtig. Det havde han så ganske ret i, og den anden hånd viste sig ved et nærmere eftersyn at være helt åndssvag, så jeg fiksede lidt op på dem begge. De er stadig ikke helt gode, men i hvert fald bedre end før:

Jeg lader den nok være sådan her. Tiden er knap (jeg har kun en uge tilbage her!), og den stakkels satyr står i et rum, hvor der kommer en forfærdelig masse skoleklasser og grupperejsende, og som egentlig er et ret træls sted at sidde og tegne. Der er mere fred og ro i afdelingen for franske skulpturer fra det 18. århundrede.

Når man laver en tegning, der viser noget fra den verden, vi normalt bevæger os rundt i, og som vi uden skyggen af begrundelse kalder virkelig, foretager vi en oversættelse. Ingen oversættelse kan helt og fuldt udtrykke det samme som originalen; det er sådan noget, der bliver pinligt klart, når man f.eks. er i den ulyksalige situation, at man skal oversætte et vittigt ordspil (”Two peanuts came walking down the street; one was assaulted …”).

Når det gælder tegning, handler oversættelsen ikke om ord, men om dimensioner. Vi skal oversætte den verden, vi oplever som tredimensionel (vi lader lige det med tiden som en fjerde dimension ligge til en anden god gang) til noget, der kan være på en todimensionel flade. Som en indledende manøvre har vi her brugt det, de på Studio Escalier kalder “the block-in”. Det er stadiet efter den tidligere omtalte “envelope” og består i en forenklet angivelse af hovedlinjerne i figuren. Der er ikke tale om en nøjagtig gengivelse af konturen - “indblokningen” er holdt i lige linjer og handler om at angive det rum, som figuren optager, og om at få styr på afstande og vinkler. I den forbindelse taler de meget om “non-parallellisme”; det er det fænomen, at sådan noget som det menneskelige legeme ikke indeholder nogen parallelle linjer, og enhver forekomst af sådanne i tegningen er derfor et praj om, at noget er galt. Det samme gælder helt vandrette og lodrette linjer samt rette vinkler. Og nej, selvfølgelig er det ikke logisk eller fysisk umuligt at stå sådan, at et eller andet er lodret eller parallelt med noget andet, men det er så fremmed for kroppens virkemåde, at det i praksis aldrig sker, og at vi trygt kan regne med, at det er tegningen, den er gal med, hvis vi ser sådan noget.

En typisk “block-in” kan se sådan her ud:

Lige den her lider dog af den alvorlige fejl, at jeg har trykket alt for hårdt med blyanten; en indblokning skal være så diskret, at den let kan viskes ud, når man går videre. Den her er blevet lige lovligt gnidret, og det gør også linjerne lidt upræcise, så det er svært at blive klog på, om ikke der er tilløb til nogle stygge parallellismer i armen. Til gengæld er det jo så held i uheld, at den lidt for markante streg har gjort tegningen til at fotografere og lægge ud her.

Her er så en anden, hvor jeg er gået lidt videre med figurens draperi. Både den her og den ovenstående er tegnet efter skulpturer på Louvre:

Alle dage kan ikke være lige gode, og mandage ligger generelt skidt i statistikken. For mit vedkommende lige nu er det begribeligvis sådan noget med tegninger, der ikke lige vil som jeg vil. Typisk begynder jeg med at slå nogle streger og synes, at det da ser nogenlunde ud, og så går jeg videre med det, indtil jeg opdager, at der alligevel var et eller andet med proportionerne, der ikke lige var, som det skulle være. Det kan jo så finpudses hen ad vejen, men når det er mandag, betyder det selvfølgelig, at tegningen begynder at vokse ud af papiret. Hvis den skal være rigtig, skal den fortsætte ud i den blå luft, hinsides papirets kant, og det kan den jo altså ikke. Så sidder man dér og tegner og prøver lidt at overbevise sig selv, at resultatet er, som det skal være, samtidig med, at man inderst inde godt ved, at den ikke holder, og at der ikke rigtig er andet at gøre end at begynde forfra, med bedre styr på de indledende manøvrer. Det giver sådan en fornemmelse af, at ens tegning ikke vil acceptere, hvem det er, der bestemmer, og at den er ligeglad med at blive god, hvis bare den kan være på tværs.

Der er visse kunstnere, der gør en dyd ud af den slags. Sådan noget med “jeg ved ikke, hvor billedet vil hen, når jeg begynder” og lignende. Åhja, det lyder jo vældig følsomt og kunstnerisk, og jo, det hænder da, at de små puds, som tilfældet spiller én, kan ende lykkeligt, men i ni ud af ti tilfælde virker det nu mest som en undskyldning for, at personen bag ikke har styr på, hvad vedkommende foretager sig, og jeg vil altså påstå, at det er gavnligt for ens billedmageri at have styr på, hvad der foregår.

Så altså - i morgen skal der spyttes i næverne. Skeen i den anden hånd, ærmerne smøget op, piben får en anden lyd. Jeg skal eddermame vise den blyant, hvor skabet skal stå.

Nå, vi må vel hellere se lidt på, hvad jeg render og laver hernede i det franske.

Første dag på skolen lagde vi ud med en omgang tegning efter model uden videre falballader. De ville vel gerne se, hvad vi kunne, og hvordan vi greb sagerne an. Den her tegning er vist fra den dag; den er ret middelmådig og kluntet halvgrundig som når man ikke rigtig ved, hvad man egentlig er ude i:

Så vidt, så godt. Derefter gik det så løs med at få introduceret diverse begreber, som de gør i her, og som gerne skulle være behjælpelige, når det gælder om at se verden gennem en blyant. Det første af slagsen var “The Inner Curve”. Forskellige analogier blev hevet op af hatten, når det gjaldt om at forklare, hvad det var for noget. Det drejer sig om at se den helt grundlæggende bevægelse, som er i modellens krop. Og ja, der er en bevægelse, selv om hun sidder pinligt stille - eller skulle vi sige, potentialet for en bevægelse. Den menneskelige krop er ikke lavet til stilstand; den er lavet til at kunne bevæge sig på en måde, der ud fra en given situation er så lidt krævende som muligt. Bevægelsen er der, som en flamme, der skyder op gennem lemmerne, eller som en vimpel (I ved, sådan én som gymnastikpiger går og vifter med, og som snørkler og snirkler og gør ved). Det er noget, der især ses i kunst fra renæssancens Firenze og i barokken. Vi fik ordineret en øvelse, hvor vi skulle tegne tre kurver gennem modellen: To, der begyndte i hovedet og endte i hver sit ben, og én, der gik gennem armene fra fingerspids til fingerspids. Det kom der sådan noget her ud af:

Den slags er ikke nødvendigvis noget, der skal bruges som begyndelsen på en tegning. Det er en øvelse for at gøre opmærksom på noget, vi helst skal have med som noget implicit. Tim, læreren, citerede i den forbindelse en gang zen-buddhisme om fugle, der flyver over himlen uden at efterlade noget spor. Det er, hvad kurverne her skal gøre.

Anderledes med et andet begreb, “The Envelope”. Den kan være en ret gavnlig måde at indlede en tegning på. Den er afgrænsningen af det rum, som modellen fylder. Michelangelo talte om, at han så den færdige skulptur fanget i en blok marmor - hans opgave var bare at befri den. “Konvolutten” er sådan en blok - modellens grænse, det, der skal hugges ind i, for at få skikkelsen frem. Den kan f.eks. se sådan ud; det ser ud til, at modellen her har siddet ned, med benene strakt mere eller mindre ud:

Det ser simpelt ud, men det er her, det for alvor betaler sig at være nøjagtig for at undgå, at man laver en lille fejl, som man hænger på, når den får hele lortet til at ramle. Vinkler og afstande skal passe, og det kan man mageligt bruge timevis på at gennemtjekke, hvis man har så lang tid. Det havde vi ikke her, modellen poserede vist en ti-femten minutter ad gangen, men det giver dog en idé om, hvor vi så er på vej hen.

Timerne i atelieret, med model og undervisning, er kun halvdelen af fornøjelsen. Resten af tiden tilbringes på Louvre, hvor der er en masse modeller, der udmærker sig ved dramatiske positurer, svulmende kroppe og en evne til at stå stille, så længe det skal være, eftersom de er lavet af marmor. Vi sidder typisk i afdelingen for franske 1700-tals-skulpturer. Kunstnerne bag er kendt af de færreste i dag; en af dem var Jean-Baptiste Pigalle, og ham kender man mest, fordi en plads i en mindre ærbar del af byen er opkaldt efter ham. Til gengæld er det, de har lavet aldeles forbløffende. Marmor er aldrig hverken før eller siden blevet udhugget så teknisk blændende og virtuost. Her er min tegning af én af dem - smedeguden Vulcan, efter en skulptur af Guillaume II Coustou:

Kan I huske den her modeltegning, jeg viste herinde for nylig? Jeg fortalte ikke hele historien, for jeg ville lige vente & se, hvad der kom ud af det.

Nå, sagen er den, at jeg ikke bare lavede den for sjovs skyld. Heller ikke bare for øvelsens skyld, selv om det har lidt med sagen at gøre. Jeg skulle bruge den til en ansøgning til et tremåneders, intensivt tegnekursus på kunstskolen Studio Escalier i Paris. Jeg har længe gernet ville rive nogle uger eller måneder ud af kalenderen for at tegne, tegne og tegne og intet andet. Der findes en del muligheder rundt omkring, og så vidt jeg kunne bedømme ud fra undervisere, beliggenhed, tidspunkt, varighed og generel tilgang til sagerne, var det her et passende sted. Der er to lærere til tolv studerende på kurset, så der burde være mulighed for at få en hel del ud af det. Der er sædvanligvis flere ansøgere end pladser, hvor mange ved jeg ikke, så jeg aner ikke, hvor lille et nåleøje det er, men de har i hvert fald sluppet mig ind. Så til februar hedder det orlov fra arbejdet og tre måneder i Paris.

Jeg aner ikke, hvor pengene skal komme fra. Lige nu har jeg allerede overtrukket min kassekredit og skal betale 1500 euro senest den 25., men hva’ fa’en, jeg må se at få søgt nogle legater. Ellers må jeg røve en bank, hvis jeg ellers kan finde én, der overhovedet har nogle penge i disse krisetider. Eller finde lidt inspiration her:

Tegning efter model har, om ikke alle dage, så i hvert fald i en hel del hundrede år været et uundværligt indslag i oplæringen af billedkunstnere. Det er sådan set heller ikke så underligt, da en pænt stor del af den billedkunst, der er skabt i tidens løb, har beskæftiget sig med at gengive den menneskelige krop i en eller anden form.

Derudover er det simpelt hen en god øvelse. Der er flere kloge hoveder, der har sagt, at hvis man kan tegne menneskekroppen, kan man tegne alt - det er den største udfordring, en billedkunstner står over for, og mestrer man den, vil alt andet forekomme let. Det er måske en mild overdrivelse, men noget er der om snakken - men hvorfor?

En del af forklaringen er selvfølgelig, at en menneskekrop er et ret kompliceret stykke maskineri, med en hel masse kanter, linjer og skygger at holde styr på. Men det er der så meget, der er - det samme kunne man sige om et stort træ med knudret bark og løv, der vifter i vinden.

Der er imidlertid endnu en faktor i hele spillet, som er nok så væsentlig, og den finder vi mellem ørerne på betragteren. Vi kan gå en tur på Strøget en travl lørdag formiddag, og pludselig får vi øje på en gammel ven i mængden. Vi genkender umiddelbart vedkommende blandt hundreder af andre mennesker, også selvom det måske er én, vi ikke har set i årevis. Når det gælder artsfæller, er hele vort sanseapparat uhyggeligt fintfølende, og vi kan derfor med det samme se, om der er noget galt.

Det gælder også, når vi ser et billede. Hvis en billedkunstner har tegnet moster Fies pelargonie, vil vi sikkert synes, at resultatet er mægtig vellignende, hvis vi kan se, at det er en pelargonie og ikke skvalderkål. Men hvis det i stedet er moster Fie selv, der sidder model, vil vi øjeblikkelig opdage det, hvis næsen er en milimeter for lang. Det er ikke sikkert, at vi lige kan se, hvor fejlen er, men vi fornemmer omgående, at det ikke rigtig ligner moster Fie. Det er derfor, det er så god en øvelse at tegne mennesker - det er simpelt hen det motiv, hvor vi lettest opdager eventuelle fejl.

Der er ret mange tilbud om croquistegning rundt omkring. Det er typisk noget med, at en model indtager en række forskellige stillinger i relativt kort tid ad gangen - ét minut, to minutter, måske fem eller ti. Den korte tid tvinger tegneren til at fokusere på det væsentlige frem for at gå i detaljer. Selv synes jeg ikke, at jeg kan bruge den slags til så forfærdelig meget. Jo, det er en god øvelse at kunne fange et motiv hurtigt med få, velvalgte streger, men det behøver jeg ikke en model på et podie for. Jeg kan bare gå ud i verden og f.eks. sætte mig på en café, hvor folk kommer og går - så kan jeg tegne dem.

Fordelen ved at have en afklædt model, der poserer, er for mig at se, at det giver mulighed for at studere detaljerne. At få anatomien ordentligt på plads, at indfange, hvordan lyset falder på denne eller hin muskel osv. Det kræver tid. Nu fandt jeg så heldigvis ud af, at Valby Kulturhus ind imellem tilbyder modeltegning, hvor det er samme stilling i tre timer. Med pauser ind imellem, naturligvis. Det kom der denne tegning ud af: