Cegebe

Jeg mindes et afsnit af Bertelsens Uaktuelle Nyheder, hvor han fremlagde lidt statistik over prismodtagere. Konklusionen var, at vi ikke så farligt langt inde i det 21. århundrede ville nå dertil, at alle havde modtaget en pris.

Nu har jeg så for nogen tid siden selv indkasseret en af slagsen. Det er godt nok ikke noget med et stort arrangement med kendisser og en eller anden underlig statuette, men så er jeg jo så til gengæld fri for at spekulere på, hvad jeg skal tage på, og hvor tingesten skal stå. Vi taler om The Butterfly Award, som efterhånden er nået viden om.

Jeg fik den af vor førende rottehjerneforsker i Alabama, Betteskov, og reglerne for at modtage er ifølge hende som følger:

• Put billedet på bloggen
• Link til den du fik awarden fra
• Send videre til op til 10 andre bloggere og link til dem
• Læg en besked på modtagernes blogs
• Nyd den rare fornemmelse…

De to første er hermed klaret. Så skal prisen jo også gives videre, og her er det så, at vi render ind i Bertelsens analyse. Hvis man kun kan modtage prisen ved også at videregive den, gøre andre til prismodtagere, kan vi jo hurtigt få hele blogosfæren prisbelønnet - og så kan det begynde at knibe med det sidste punkt. I hvert fald, hvis den rare fornemmelse skal bygge på at være selvfed og føle sig bedre end andre.

Nå, men nu ligger landet sådan, at der rent faktisk er blogs derude, som jeg jævnligt læser med stort udbytte, så det bliver ikke mig, der får sat en stopper for den grasserende pris-mani. Jeg har dog besluttet for, at det ikke bare skal være en undskyldning for med løs hånd at remse en masse blogs op, som jeg ind imellem læser, så jeg vil underlægge mig selv en benhård begrænsning og nøjes med at give prisen videre til én anden.

Rundt omkring ser man ofte den anbefaling til vordende bloggere, at de skal sørge for at opdatere jævnligt, hvis de vil fastholde læserne. Det synes jeg egentlig er lidt noget sludder; bevares, man vil da gerne ha’ mere, hvis der står noget godt, men jeg går altså mere op i kvaliteten af det skrevne end i den regelmæssige fodring. Hvis nogen har skrevet noget, jeg gider at læse, skal jeg nok blive hængende, også selv om der går et halvt år, inden næste guldkorn drysses ud. Offeret for min prisbelønning er et glimrende eksempel. Der kan mageligt gå uger eller måneder mellem nye indlæg, men det gør ikke noget, for man kan altid gå tilbage til et af de gamle og nok en gang grunde lidt over de spørgsmål, der rejses. For ja, der rejses spørgsmål, af den slags, der får én til lige at kigge sine umiddelbare intuitioner lidt ekstra efter i sømmene. Det er ikke en blog med dagbogsnotater om tømmermænd og dumme kærester - i stedet kan man muntre sig med spekulationer over, hvad det egentlig er, der gør en stol til en stol, og hvornår vi vil acceptere, at den er det. Den slags er langtidsholdbart!

Nå, det er som regel røvirriterende med den slags folk, der skal afsløre resultatet af et eller andet og så rigtigt skal ævle for at trække tiden ud, så ikke mere af den slags: Prisen går til … Caroline osv.

Jeg tror, at jeg lader være med at lægge en kommentar derovre lige med det første - jeg ved, at hun kan finde på at læse med her ind imellem, så mon ikke hun hitter ud af det af sig selv?

Hvad angår det dér med stolene, så kan indlægget + kommentarer i øvrigt læses her.