Cegebe

Det er efterhånden ved at være højsæson for eksamen, og det kan jeg jo ikke helt undgå at høre et og andet om rundt omkring. På mit arbejde er der en del studerende, og i øjeblikket er de lidt svære at forhandle med, når der mangler nogen til at tage en ekstra vagt. Herude i cyberspace blogger de også løs om eksamen, de stakkels, hårdt prøvede læseheste.

Det er alt sammen slut prut for mit vedkommende, jeg er rykket ind i den befolkningsgruppe, der i stedet kan fortælle ungdommen anekdoter om dengang jeg gik til eksamen. Det er sgu også meget sjovere.

En af de mere specielle eksamensopgaver, jeg har afleveret, bestod i et kyllingeskelet, som jeg selv efter bedste evne havde fået til at hænge sammen ved hjælp af ståltråd og sekundlim. Det var dengang, jeg gik på tegneserieskole i Bruxelles.

“Tegneserie-” bruges ofte som en temmelig nedladende forstavelse, den er især kendt fra den klassiske, danske sangskat, hvor det som bekendt hedder, at “Brøndby/GF/Kirke Hyllinge/whatever er et tegneseriehold”. Det kunne måske forlede en og anden til at tro, at jeg med “tegneserieskole” mener en rigtig dårlig skole. Det gør jeg rent faktisk ikke, der er tale om Institut St-Luc, en ærværdig, gammel skole for arkitektur, design og deslige, og der findes en linje specielt for tegneserier. Det kan jo altså heller ikke komme bag på nogen, at der findes sådan en uddannelse i Tintins hjemby, vel?

Nå, men det her kyllingeskelet - det var en eksamensopgave i faget anatomi. Vi havde i årets løb gennemgået det menneskelige skelets opbygning, naturligvis for at blive bedre til at tegne overbevisende figurer, og som prøve skulle vi altså selv samle et skelet og aflevere resultatet. På skolen havde de jo så erkendt, at det ikke var så ligetil at finde et mennskeligt skelet, i hvert fald ikke ét, som ejeren godvilligt ville skille sig af med, og derfor var der frit valg, hvad angår art. I Belgien har slagterne ofte kyllinger med både hoved og fødder - dem hugger de så normalt af, når de bliver solgt, men jeg fik fortalt, at jeg altså skulle bruge det hele. Jeg kogte kyllingen, lavede en (i øvrigt vældig lækker) gryderet af kødet og satte efter bedste evne knoglerne sammen.

De fleste andre kom med kaniner, alle sammen uden fødder - dem får man åbenbart ikke med hos slagteren. En enkelt havde fundet en fisk af en art, en anden en hund i schæferstørrelse, hvor den så end var støvet op henne. Jeg sad (selvfølgelig) oppe den halve nat før afleveringen og løb også tør for lim midt i det hele. Heldigvis er Bruxelles fuld af “night shops”, der har de mest basale fornødenheder, inklusive sekundlim. Resultatet blev såmænd slet ikke så skeløjet, og jeg fik da vist også en hæderlig karakter.

Jeg kaldte skelettet for Frederikke. Det er den eneste eksamensopgave, jeg nogen sinde har givet et navn.