Cegebe

Jeg følte mig efterhånden nogenlunde rustet til at kaste mig over det endelige billede. Jeg lagde et stykke kalkérpapir over tegningen og tegnede omhyggeligt omridset af. Derpå gned jeg bagsiden af kalkérpapiret med tegnekul, lagde det over lærredet med kulsiden nedad og overførte tegningen ved at følge konturen igen med en kuglepen. Jeg kunne have brugt alt muligt, der var spidst, men en kuglepen sætter en streg på kalkérpapiret, så jeg kan se, hvor langt jeg er kommet. Det kan være ret bekvemt. Derpå trak jeg konturerne op på lærredet med sort tusch.

På det tidspunkt var lærredet stadig hvidt, men for at få det kvalt med det samme, malede jeg hele lærredet over med en gennemskinnelig gråligbrun, hvor man stadig kunne se tegningen igennem - det, som italienerne kaldte ‘imprimatura’ i de gode, gamle dage. Den bestod primært af rå umbra, en farve, som tørrer hurtigt, og jeg var derfor snart parat til at gå videre. Billedet blev installeret på staffeliet, med farveskitsen lige ved hånden, så den var til at tjekke, og så var det bare at gå i gang.

Hvor skal man ende, og hvor skal man begynde? Det er der mange meninger om. Jeg har diverse tommelfingerregler i baghovedet:

1) Det er en god idé at begynde med den sværeste og/eller vigtigste del af billedet. Hvis det ikke er i orden, kan resten være ligemeget, så det må jeg hellere få på plads med det samme.

2) Det er en god idé at begynde med et sted, hvor hele skalaen fra lys til mørke er i brug; dermed kan det én gang for alle blive slået fast, hvilke rammer, der er at lave resten af skidtet inden for.

Disse tommelfingerregler kan naturligvis ofte komme i grusom konflikt med hinanden, men i det her tilfælde gav det nu god mening at begynde med hovedet. Allerførst lagde jeg noget baggrundsfarve ind for bedre at kunne bedømme hudfarven og kontrasten.

Så gik det ellers løs. Alt det, der sker her, er ikke endegyldigt; farven bliver påført i tynde lag med temmelig løs hånd for at få hovedtrækkene på plads - det, som man i 1800-tallets franske, akademiske maleri kaldte en ‘ébauche’. Detaljer og den fulde farvestyrke og formgivning er noget, der kommer oveni, men der er ikke noget i vejen for, at en godt lavet ébauche kan ende med at skinne lidt igennem hist og her i det endelige billede også.

Her er hele baduljen så blevet undermalet, så man kan begynde at få indtryk af helheden. Herefter skal det så have en tur til, denne gang en tand mere omhyggeligt, og med mere power på lys og mørke. Derom senere …

Sådan rent tegne- og malemæssigt er en pæn del af det her år gået med øvelser, der ikke i sig selv er blevet fuldfede og færdige billeder, men som har skullet gøre mig bedre til dette og hint. Nu synes jeg så til gengæld, at jeg såvel som tiden er ved at være moden til at lave noget lidt mere gennemarbejdet, som gerne skulle tage sig færdigt ud til sidst. Den sidste uge på kurset i Frankrig gik med den plan i baghovedet.

Der var kommet en ny model, som skulle indtage en ny stilling. De andre havde fire uger med den, men jeg var der ulykkeligvis kun for det halve kursus, min plads ville blive taget af en anden, og jeg havde derfor kun en uge med den nye stilling. Jeg tænkte lidt frem og tilbage over, hvordan jeg skulle få mest muligt ud af den uge, og jeg endte med at give mig selv en særlig udfordring: Jeg ville sørge for at få tilstrækkeligt med hjem til, at jeg kunne male modellen i den stilling, når jeg kom tilbage til DK. Det, jeg skulle lave, skulle indeholde tilstrækkelig med information til, at jeg kunne gå videre uden at have modellen for mig.

Det første, jeg lavede, var et farvestudie, så jeg havde noget at referere til, når jeg skulle få den overordnede farveholdning på plads og få blandet de rette toner:

Det tog vel en dags penge at få det på plads. Næste skridt var en tegning. Den skulle ikke nødvendigvis tage sig godt og gennemarbejdet ud, den skulle først og fremmest have de oplysninger, som var nødvendige for at gå videre uden modellen:

Så vidt, så godt; det var, hvad jeg havde med hjem. Nu skulle det så vise sig, om det var til at bygge videre på. For lige at få en fornemmelse af, hvad jeg var på vej ud i, ville jeg i første omgang forsøge at male hovedet. På farvestudiet er ansigtet ikke stort andet en en ensfarvet klat, og det fortæller mig, at der er meget lidt forskel på tonerne. Hele ansigtet ligger også i skygge, så udfordringen er at få det modelleret med ekstremt små variationer.

Jeg tegnede hovedets konturer op på et lille stykke lærred, som jeg derefter gav et lag gråligbrun farve, hvor tegningen stadig kunne ses igennem. Det er møgsvært at bedømme farver på et helt hvidt lærred, og jeg synes, at jeg har lettere ved at styre lyset, hvis jeg maler på en grund, der er sådan lidt til den mørke side. Oliefarve er som regel en anelse transparent, alt efter hvilket pigment det lige er, man bruger, og hvis grunden er hvid, har den det med at gøre de første strøg meget lysende og klare; hvis man skal dæmpe lyset, er man så nødt til at grumse det til på en eller anden måde, og det bliver tit en værre gang mudder. Med en tonet grund bliver farverne som udgangspunkt mere dæmpede, og hvis noget skal virke lyst, er jeg nødt til at tvinge det igennem ved at bruge tyk farve med masser af goddaw i. Det virker bedre for mig at skulle fremtvinge lys end at skulle dæmpe det.

Jeg lagde ud med at male noget af baggrunden rundt om ansigtet, så jeg kunne bedømme forholdet mellem baggrund og hudfarve ordentligt. Derefter tog jeg fat på at blande nogle hudfarvetoner, der lå meget tæt på hinanden.

Jeg sørgede for at holde tingene enkle: Først en farve til skyggen under hagen; den lagde jeg på og lod gå lidt længere op om kinden, end den egentlig skulle. Så en lidt lysere tone til resten af ansigtet; den blandede jeg så med skyggen, så overgangen blev blød, og grænsen mellem de to kom til at ligge, hvor den skulle. Så en noget lysere farve igen til nakken. Mens det hele var vådt, lagde jeg nogle lidt lysere strøg ind på kinden og panden. Derefter gik jeg videre til at fylde hele baggrunden ud og male håret.

Det færdige resultat kom til at se sådan her ud:

Jeg tror godt, at jeg tør kaste mig ud i et billede, hvor resten af hende er med. Bare rolig, børnlille, det skal I nok komme til at høre meget mere om!