Cegebe

Når man skal definere ting, er det vigtigt at tænke på målgruppen. I nogle tilfælde kan det være afgørende for, hvad der er forklaringen, og hvad, der er det, der skal forklares. For min generation er følgende definition nok meget passende:

Na’vi: Ligesom en smølf, bare større og med længere hale og bor i træer i stedet for svampe.

For de noget yngre er den belgiske tegneserietradition sikkert ikke en helt så grundfæstet del af det kulturelle arvegods. Her må man i stedet forklare tingene således:

Smølf: Ligeson en na’vi, bare mindre og med kortere hale og bor i svampe i stedet for træer.

OK, så løb den af stabelen - Betteskovs interkontinentale videoaften. På programmet: Wall-E.

Der var engang, hvor tegnefilm blev tegnet i hånden, med pen og pensel på et eller andet underlag. Der skulle en gruopvækkende masse tegninger til en enkelt film, og det kunne hurtigt blive helt uoverskueligt, hvis man skulle lave noget avanceret kameraføring eller have en masse ting og personer til at bevæge sig samtidig. Så begyndte man jo efterhånden at kunne lave tingene på computer. Dermed syntes mulighederne at være uanede - enorme mængder af data kunne håndteres og jongleres med, og der var ikke grænser for, hvad man kunne lave.

Nu er én ting at lave, og en anden at lave godt, og jeg har det med at være en smule skeptisk over for computeranimation. Det er som om, at det er bedst til baggrunde, maskiner og visse dyr; de bedste, gammeldags håndtegnere har stadig føringen, når det gælder om at lave en virkelig livfuld figur. Men se, så kommer der sådan én som Wall-E. Den (han?) er en robot, og ikke nogen videre menneskelig én af slagsen. En lille, gul entreprenørmaskine på larvefødder, hvis funktion er at samle affald og presse det sammen til håndterlige, terningformede klumper. Sådan et stykke maskineri kan på såre overbevisende manér laves som computeranimation, og søreme, om ikke også tingesten kan gøres til noget af det mest udtryksfulde, man længe har set inden for det felt. Wall-E har et hoved, der ligner en prismekikkert på en stang. Et sæt øjne, som er der for, at den kan orientere sig. Og bare med dem, tilsat beskedne muligheder for at ændre kropsholdning samt enkelte biplyde, får vi et helt og fuldt følelsesregister.

Vore artsfællers ansigter er noget af det, der betyder mest i vort liv, og det betyder, at vi er helt uhyggeligt fintfølende over for netop de træk, der udgør et ansigt. Det har to konsekvenser, der stritter i hver deres retning. Dels skal der ingenting til, før det ikke virker “rigtigt”; det er derfor, det er så svært at tegne et portræt, der virkelig ligner, og det er derfor, det endnu ikke er lykkedes at lave et rigtig vellykket, computeranimeret menneskeansigt. Og dels ser vi noget som et ansigt, bare det har den mindste lighed med ét. En smiley ligner ikke nogen person, vi kender, men vi kan slet ikke lade være med at se den som et ansigt. Og en robot, der bare har et par linser at rokke med, kan få os med på hele følelsesregisteret.

Der er også mennesker med i filmen. De virker underligt kunstige og ikke nær så levende som den mekaniske hovedperson. Det er der i øvrigt en vis pointe i; menneskene har nemlig forladt Jorden, fordi den er ved at drukne i affald, og lever et fuldkommen apatisk liv i store rumskibe, hvor de ikke behøver at røre sig ud af stedet for en eneste fornødenhed. Kun ved vor maskinhelt og hans hjertes (!?) udkårne, den iPod-lignende robotsonde EVEs mellemkomst, får de uformeligt fede mennesker lettet røven og nosset sig tilbage til Jorden for at genopdage, hvordan det er at leve med rigtig jord under neglene og rigtig himmel over hovedet. Jeg synes måske, at moralen bliver lige lidt for overtydelig og firkantet, selv om lovprisningen af den besværlige ægthed modsat den kunstige og ulidelige lethed kan være sympatisk nok, men OK - det er trods alt noget, der mest angår menneskene, og de er og bliver todimensionelle bifigurer i det, der trods alt først og fremmest er en rørende lille kærlighedshistorie mellem to maskiner med hver deres mangefacetterede personlighed.

Det er i øvrigt en af den slags film, hvor man endelig skal sørge for at få rulleteksterne med. De kommer sammen med en lille lynoversigt over kunsthistorien, hvor filmens personer kan ses i en række forskellige stilarter - fra hulemalerier over Van Gogh til 80′er-computergrafik (!).

Jeg kan jo så se, at Anonymous Weirdo også deltog i filmaftenen, i selskab med to veninder. Her kan jeg så se en klar fordel ved den her måde at se film sammen med andre på: Weirdo + veninder har åbenbart siddet og snakket en hel del undervejs. Uha, det er sådan noget, der ville kunne irritere mig voldsomt, hvis jeg fysisk befandt mig samme sted, men på den her måde har alle kunnet skabe sig tosset, som de nu selv ville det …

Tilbage i det mørke 20. århundrede tilbragte jeg et års tid i Bruxelles, hvor jeg gik på en kunstskole og i øvrigt fik udvidet min horisont, når det gjaldt tegneserier. Det er ikke så underligt, Belgien er immervæk en tegneserienation (nej, det er ikke ment nedsættende!) med mestre som Hergé og Franquin på samvittigheden. Den lokale tegneseriebiks havde imidlertid også et pænt udvalg af noget så eksotisk som amerikanske tegneserier, og jeg købte bl.a. én, som jeg vidste var en uomgængelig klassiker, men som jeg af en eller anden grund aldrig havde fået læst: Alan Moore og Dave Gibbons Watchmen.

Første gennemlæsning efterlod mig lettere forvirret. Historien havde et utal af mere eller mindre sammenvævede tråde og flashbacks. Én ting bed jeg dog mærke i: En djævelsk dygtigt sammenskruet fortælleteknik, hvor billeder og tekst kunne handle om vidt forskellige ting, og så alligevel spille sammen. Jeg læste frem og tilbage anden, tredje, femte og tiende gang, og efterhånden blev jeg fortrolig med historien og universet.

Watchmen handler om, hvordan Verden ville være, hvis der var superhelte til. Den handler også om, hvilken slags personer superheltene i givet fald ville være. Hvad får folk til at maskere sig i et mere eller mindre åndssvagt kostume for at bekæmpe forbrydere? Både højreekstreme holdninger og seksuelle undertoner spiller ind for nogle; for andre bliver idealerne så høje, at de uden at ryste på hånden vil begå hidtil usete massakrer for at frelse Verden. Vi møder personer, der begår de modbydeligste ugerninger, men vi har ikke den luksus at kunne læne os mageligt tilbage i egen selvfede godhed og dømme dem: De har alle deres gode grunde til at handle, som de gør, og historien tager ikke parti.

Nu er jeg så igen udenlands, på en kunstskole, og søreme om ikke det flasker sig sådan, at Watchmen nu er kommet som film. Det virkede såre oplagt, at jeg måtte benytte lejligheden til at se den. Det har efterladt mig en smule spaltet.

Min første reaktion var en ubetinget wow-effekt. Jeg fik immervæk fortalt en historie, som jeg kan læse igen og igen uden at blive træt af den, og det på stort lærred og med stor lyd. Filmen er forholdsvis tro mod tegneserien; slutningen er skruet noget anderledes sammen, men rokker ikke ved selve pointen. I visse øjeblikke er det lige før jeg synes, at filmens slutning er en kende mere raffineret … men det ville kræve utilstedelige plot-spoilers at uddybe dette, så ikke mere om det.

Til gengæld er der så en hel masse, som filmen ikke får med, eller som den kurer lidt hurtigt hen over. Sådan må det nødvendigvis være - tegneserien er en omfangsrig og indviklet kleppert, og filmen er allerede på pænt over de to timer. Nå, der skulle efter sigende komme en væsentlig længere udgave på DVD. Her er det så, vi rører ved det, der truer med at melde sig som et problem for sådan en film: Hvorfor er den egentlig lavet? Historien er der allerede, nemlig i form af tegneserien. Filmen serverer den med billeder, der bevæger sig, og med lyd til. Personerne ser en smule anderledes ud, og som sagt er der pillet noget ved slutningen, men til syvende og sidst var fornøjelsen i ret høj grad bygget dels på genkendelsens glæde, dels på den oplevelse, der ligger i hele tiden at tænke: “Nå, har de lavet det sådan? Snakker Rorschach sådan? Wow, Laurie er eddermame sexet i det dér latexkostume”.

Jeg kan ikke helt sige mig fri for sådan en fornemmelse af, at det er et lidt tyndt grundlag at lave en film på. Hvis jeg var filminstruktør, ville jeg nok kaste mig over noget andet, der i højere grad tiggede og bad om en filmatisering. På den anden side nød jeg, som den übernørd jeg er, de par timer, så helt forgæves har det ikke været, at Zack Snyder brugte en stump af sit liv på at lave den film.

Hvis man fortæller en historie på en måde, som ikke lige er en film, kan man være helt sikker på, at der kommer nogen og laver den som film. Det samme gælder såmænd virkelige begivenheder. Det er også helt fint sådan - jeg er altid frisk på at få en velkendt historie serveret på en ny måde. Det eneste problem er, at filmfolk åbenbart alle tilhobe fra barnsben af har fået tæsket ét bestemt dogme ind i knolden, nemlig, at en film skal have et plot, og helst også en kærlighedshistorie.

Jamen, er det da ikke meget godt med et plot? Jo, det er sikkert sådan noget, de lærer på filmskolens manuskriptforfatterlinje, man skal sørge for at have et plot, der duer, så kan man bygge resten på sidenhen. Det er da også vældig fint, men der er rent faktisk historier, der klarer sig fint uden ret meget til at binde skidtet sammen andet end at så sker der det, og så sker der det.

Et passende eksempel kunne være Rejsen til Saturn af Claus Deleuran - en dansk tegneserieklassiker fra 1977. Handlingen er egentlig stort set sammenfattet i titlen; vi kan så uddybe lidt ved at bemærke, at det er en flok danske værnepligtige, der rejser til Saturn, og at saturnboerne undervejs besætter Jorden og må smides ud igen. Man kunne selvfølgelig forestille sig, at det hele blev sat ind i et lidt større plot - f.eks. noget med, at ekspeditionen i virkeligheden er sat i værk som led i en ond storkapitalists plan om at erobre verdensherredømmet, eller måske en lille lårv ståry om en af astronauterne, der efter mange og lange strabadser får overbevist sin elskede om, at det er ham, hun vil have. Men den slags ville være helt malplaceret; det, der gør historien så herlig, er alle detaljerne undervejs - en tankstation i asteroidebæltet, Himmerige, kaffeslabberads hos en kommunist-familie på en anden planet osv. - og det ville bare virke overflødigt og forstyrrende, hvis det skulle mases ind i en ramme af lige dele James Bond og Da Harry mødte Sally.

Nu er der så sket det, at der er blevet en film ud af dette stykke dansk tegneseriehistorie. Satiren er blevet opdateret til 2008-forhold, og det er sikkert en meget god forholdsregel. Derudover er det hele blevet sat ind i et lidt større plot; i filmen er ekspeditionen sat i værk som led i en ond storkapitalists plan om at erobre verdensherredømmet, og desuden får vi en lille lårv ståry om en af astronauterne, der efter mange og lange strabadser får overbevist sin elskede om, at det er ham, hun vil have. Og ja, den ramme af lige dele James Bond og Da Harry mødte Sally er nøjagtig så overflødig og forstyrrende, som man kunne vente - og den tager mange dyrebare minutter, der kunne være brugt bedre på flere bizarre og sjove indfald, som ikke har en kæft med noget plot at gøre, men som er det, der er hovedattraktionen ved sådan en historie.

Nå, men den slags kan man så finde i de mange trailere for filmen, som er meget sjovere end det endelige resultat …

Hvis jeg siger “polsk kortfilm”, skal der nok være én og anden, der kan mobilisere visse fordomme om intellektuelle filmofile, for hvem det hele bare ikke kan blive smalt nok. Lad mig bare i den forbindelse være fuldstændig ærlig og lægge kort(film)ene på bordet: Jeg glædede mig som et lille rødmosset barn over julesne, da det endelig lykkedes mig at spore en film, som jeg havde set, og som havde gjort et uudsletteligt indtryk på mig. En polsk kortfilm, ja.

Lad os – inden for rimelighedens grænser – begynde med begyndelsen. Det vil i denne forbindelse sige sådan rundt regnet de tidlige halvfemsere, hvor jeg var ung og følsom og Østeuropa slet ikke var som vor mor lavede det længere. Blandt de klare minder jeg har med mig fra den tid er en lille film, jeg så i fjerneren en aften. Det var i bund og grund en musikvideo, men på rundt regnet en times tid og lavet til diverse, velkendte stykker klassisk musik. Først og fremmest husker jeg Chopins begravelsesmarch, hvor man for hvert taktslag så en ny pianist nærmest falde bagover, ud af klaveret, og Ravels Bolero, hvor man fulgte en trappe, der i en uendelighed gik opad, og et mylder af sære eksistenser på den.

Det er sådan noget man ser, og så ser man det ellers kun igen, hvis tilfældighedernes spil atter bringer aktørerne – i dette tilfælde mig og filmen – nær hinanden på rette tid og sted. Eller rettere, sådan var det dengang. Nu lever vi i Google-alderen, og så kan man spore snart sagt alt undtagen Osama bin Laden og makkeren til den enlige sok i vasketøjskurven.

Altså – en søgning på ”Ravel”, ”Bolero” og ”Stairs”; karakteristisk for filmen og tilstrækkelig usædvanligt til, at det burde give en vis portion relevante resultater. Det fik mig ledt frem til en eller anden amerikansk TV-kanal med speciale i klassisk musik; i en afkrog af dens hjemmeside var der en omtale, der lød rigtig – der var ingen tvivl, de havde vist filmen, men ak, der stod ikke andet om den, end at den vist var polsk.

Der var så også en side med diverse bidragydere til kanalen, og der kastede jeg mig tilfældigt over det mest polske navn, jeg kunne finde. Det var Zbig Rybczynski, så bliver det sgu ikke meget polskere. Og ja, bingo – fyren har en hjemmeside med beskrivelse af hans filmprojekter, inklusive mit begærs dunkle mål, der viste sig at hedde ”The Orchestra” og endda eksistere på DVD.

Ikke andet at gøre end at bestille den sofort på minutten. Jeg måtte så vente en rum tid, og indpakningen var ikke just grundig, så DVDen havde revet sig løs inde i æsken og ligget og rodet rundt. Den var derfor temmelig ridset, og filmen igennem tænkte jeg ikke på meget andet end om den nu gik i baglås midt i det hele. Men nej, min afspiller klarede sig gnidningsfrit gennem skærene, og jeg kunne derudover konstatere, at filmen var lige så virkningsfuld som jeg husker den. Næste aften var der kun én ting at gøre – jeg måtte se den igen, denne gang i tryg forvisning om, at den tekniske side af sagen funkede, og med et glas absint af de bedre ved siden af.

Jeg har så siden fundet ud af, at Bolero-sekvensen med den endeløse trappevandring ind imellem er blevet vist for sig selv under navnet ”Stairway to Lenin” - trappen er befolket af sovjetkommunismens arketyper: Buster af koryfæer, pionérer med røde tørklæder, bredskuldrede svømmepiger, arbejdere og kolkhos-kvinder osv.

Der var også sekvenser, jeg havde glemt alt om, blandt andet nogle 1800-tals officer-typer med sabler, der eksercerede rundt inde på Louvre. Så meget desto bedre, jeg nød det hele. Og absinten med, det var én, der blev lavet forrige år i stærkt begrænset oplag, af en amerikansk hjemmebrænder, der havde fået lov at boltre sig på et fransk destilleri. Men det er en helt anden historie.

Jeg har tidligere været lidt inde på emnet Jesus & Klaus Kinski her. Det var i forbindelse med et billede, som jeg er i gang med. Det går ikke alt for godt med det, men det kan jeg altid komme ind på. Her skal det handle om Kinskis berygtede skandaleforestilling Jesus Christus Erlöser.

Klaus Kinski var op gennem tresserne blevet berømt som noget så usædvanligt som en tysk verdensstjerne. Han medvirkede i et uoverskueligt antal film, de fleste temmelig elendige, men han gjorde sig også bemærket i biroller i David Leans Doctor Zhivago og Sergio Leones For a Few Dollars More. Han havde dog også dyrket noget, man i dag vel ville kalde “spoken word”, hvor han fremførte værker af blandt andre Shakespeare og Francois Villon. Ingen effekter, ingen medspillere, bare Kinski, der brugte sin stemme.

I 1971 førte han så en idé ud i livet, som han længe havde tumlet med. Han ville fortælle historien om Jesus, sådan som han opfattede den. En monolog, skrevet og fremført af Klaus Kinski, frit efter Det Ny Testamente.

Det lyder ikke som noget, der sælger billetter i helt stor stil, men Kinski kunne rent faktisk trække flere tusinde mennesker til Deutschlandhalle i Berlin. De fleste var sikkert ikke videre interesserede i Jesus, endsige hvad Kinski mente om ham, men de ville se giraffen, og der var nok en og anden, der håbede på lidt smæk for skillingen ud over det planlagte; Kinski var berygtet for sit vanvittige temperament, og der skulle sikkert ikke meget til, før han mistede besindelsen for åbent tæppe.

Og ganske rigtigt. Der gik ikke mange minutter, før diverse tilråb fik Kinski til at afbryde sin optræden, og en af tilskuerne entrede scenen for at fremføre sin skarpsindige konstatering af, at Kinski ikke var Jesus.

Et par højdepunkter fra forestillingen er med i instruktøren Werner Herzogs dokumentarfilm om sit stormfulde samarbejde med Kinski, Mein liebster Feind. Men det har vist sig, at der gemte sig meget mere i arkiverne. Instruktøren Peter Geyer har gennemgået klippene, og det er lykkedes ham at sammensætte en film, der viser hele forløbet. Han har endvidere brugt lydoptagelser fra andre steder i salen, så man rent faktisk også kan høre de tilråb, som ind imellem får Kinski til at gå amok og svine publikum til. Resultatet fik premiere i de tyske biografer den 15. maj, og jeg kunne se omridset af en forlænget weekend i Berlin tegne sig.

Jeg hoppede på bussen, nåede frem i god behold og fandt en biograf, hvor filmen gik. Den lå i Kreuzberg, hed Eiszeit og var lille og smal og alternativ - ind i baggården til en baggård og op ad en rå stentrappe.

Kinski som teolog; Kinski som skuespiller; Kinski som skandale. Det er jo hele tre ting, men det er, hvad filmen leverer. Som sagt har han selv skrevet monologen, så det er hans egen tolkning af Det Ny Testamente, vi får. Pointen er først og fremmest et opgør med Jesus som pæn samfundsstøtte og med enhver form for kirke. Kinski lader pave, kirke og præsteskab optræde i rollen som farisæere og som dem, der vil have Jesus ryddet af vejen. Jesus er en rodløs oprører, der giver fingeren til familien og the establishment og prædiker en form for kærlighed, der i bund og grund er samfundsnedbrydende. Det lyder meget tresser/halvfjerdser-agtigt og ikke voldsomt dybsindigt, men derfor er det nu stadig meget rammende: Det svarer meget godt til det indtryk, som Det Ny Testamente efterlader, hvis man læser det med åbent sind og uden at blive forstyrret af teologer.

Alligevel ender Kinski med at gøre det samme som kirkens levebrødskristne - han tager det, han kan bruge, og går let hen over det, han ikke rigtig vil eller kan være ved. For Kinskis vedkommende er det den religiøse dimension. Når Det Ny Testamente taler om at opgive familien og elske alle ubetinget, er det ikke bare et opgør med autoriteterne og alt sådan noget - nej, det er et opgør med Verden som sådan, i erkendelse af, at den snart skal afvikles. Jesus er en dommedagsprofet, udsendt af Gud. Hos Kinski er han en radikal, men stadig gennemført jordisk revolutionær.

Skandalen Kinski giver filmen rig lejlighed til at svælge i. Tilråb fra publikum får gentagne gange Kinski til at afbryde og erklære, at han først fortsætter, når de, der rent faktisk vil høre ham, har smidt de andre idioter ud. Hen ad vejen får han dog lov til at fremføre en ret stor del af sin tekst nogenlunde uforstyrret, men til sidst afbryder han igen og ser ikke ud til at komme igen. Forestillingen - og filmen - er slut.

Og så ikke helt alligevel. Efter rulleteksterne ser vi, hvordan Kinski kommer ind i hallen igen. Det meste af publikum er væk, der er kun et par hundrede tilbage. Kinski går ned blandt dem, vandrer frem og tilbage på gulvet og forsøger flere gange at indlede sin monolog. Hans stemme er hæs og han er tydeligvis udmattet. Her er han tættere på emnet for sin tekst end han sikkert selv har forestillet sig - han virker som Jesus selv i Getsemane Have, på nippet til at opgive det hele, fordi det er for stort og for smertefuldt at gennemføre, men som alligevel ender med at holde fast. Kinski fremsiger hele sin tekst for de få, der er tilbage.

Det får vi dog ikke med. Filmen stopper dér. Den ville også være blevet helt umanerlig lang, hvis det hele skulle med, og det meste ville være en gentagelse af den tekst, vi allerede har hørt. På den anden side ville det immervæk være interessant at have hele den uafbrudte version af monologen, så vi kunne få det, der trods alt er hovedattraktionen - Kinski som skuespiller. Kinski som den, der med sin stemme og sin intense fremtoning alene kan få teksten til at leve. Jeg ved ikke, om der findes optagelser af det hele, men hvis der gør, vil det være et oplagt ekstramateriale til en fremtidig DVD-udgivelse.

Det var meningen, at Kinski skulle have været på en større turné med forestillingen. Sådan skulle det ikke gå. Han fik i stedet hovedrollen i instruktøren Werner Herzogs Aguirre, Guds vrede, en film om en vanvittig spanier i 1500-tallets Sydamerika. Det er samarbejdet med Herzog, som Kinski først og fremmest huskes for i dag (OK, der er nok en og anden af husarerne, der først og fremmest kender ham som Nastassjas far). Peter Geyers sammenbragte filmbidder må siges at være endnu et mindeværdigt Kinski-værk. Teologen Kinski er lidt tyndbenet, skandalen Kinski er underholdende, men fylder langtfra det hele - til gengæld står skuespilleren Kinski helt på egne ben og viser det stof, han er gjort af, og det holder hele vejen igennem.

Og ja, det hele foregår på tysk. Et beundringsværdigt klart og velartikuleret tysk, så hvis man som jeg kan sproget på et nogenlunde jævnt husmandsniveau, kan man såmænd godt hænge på. Det er nok ikke videre sandsynligt, at filmen finder vej til Danmark, men hey, man ved jo aldrig. Ellers kommer den jo nok på DVD på et tidspunkt, med diverse undertekster - og, som nævnt, forhåbentlig hele slutseancen for de få tilbageblevne.

Teksten til Jesus Christus Erlöser er udgivet i bogform. Indtil videre kun på tysk. Hele herligheden findes også på CD.

Jeg har en vis svaghed for det, man gerne refererer til som “sværd-og-sandal-film”. Sådan nogle, der typisk foregår på et eller andet tidspunkt i antikken og gerne involverer nogle ægyptere, grækere eller romere, der slås, hælder gift i hinandens mad og siger ting som “So let it be written, so let it be done” og “I’m Spartacus” (sjovt, som de åbenbart talte engelsk dengang. Nå, det gjorde tyskerne jo også under 2. Verdenskrig, det ved alle, der har set “Ørneborgen”).

Nogle af den slags film involverer en kendt religiøs fanatiker fra Mellemøsten. Det var dengang, hvor det var romerne, der var besættelsesmagten/den lovlige stat og jøderne, der var terrorister/frihedskæmpere, og så var der altså ham her Jesus, der gik rundt og sagde ting som “Den, der ikke er med mig, er imod mig”. Der var engang, hvor det var så sikkert som amen i den halvtomme kirke, at der i påskedagene blev vist en del Jesus-film i TV, men i år er de vist udgået til fordel for X-factor. Jeg formoder dog, at visse lokalstationer nærmest svømmer over af bloddryppende billeder af piskning og korsfæstelse, afbrudt af en kronisk colgate-smilende ung kristen, der fortæller os, hvor dejligt det er, at han har gjort alt det for os arme syndere.

Mine egne favoritter inden for genren er nok Pier Paolo Pasolinis “Il Vangelo secondo Matteo” og Martin Scorseses “The Last Temptation of Christ”. Den første, fordi den er helt igennem no-nonsense tekstnær - det kan faktisk være en ganske overrumplende oplevelse, hvis man ellers mest kender historien i den drøvtyggede version, der serveres til konfirmationsforberedelser. Den anden, fordi den - bygget på en roman af Nikos Kazantzakis - på begavet og indlevet vis brygger videre på alt det, der ikke står i Bibelen, men som vi ikke kan lade være med at spekulere på (hvorfor forrådte Judas ham egentlig? Hvad tænkte han egentlig på, midt i den redelighed, han havde sat i gang? Og hvad var det lige med ham og Maria Magdalene?).

Derudover forestiller jeg mig en tredje yndlings-jesusfilm. Jeg må nøjes med at forestille mig den, for den er aldrig blevet lavet, og der har mig bekendt end ikke været planer om det. “The Greatest Story Never Told,” om man så må sige.

Et indlysende problem med den slags film er at finde den rette til at spille Jesus. Det er sjældent de helt store stjerner, der får den rolle, og det er også lidt svært at forestille sig Brad Pitt eller Russell Crowe som Jesus. Når jeg sådan går rundt og har en ikke-eksisterende yndlings-jesusfilm, er det først og fremmest fordi jeg har en idé om, hvem der ville være perfekt til hovedrollen - nemlig Klaus Kinski.

Kinski medvirkede i et utal af film, men er først og fremmest kendt for sine hovedroller i fem film af Werner Herzog. Filmene handler gennemgående om typer, der er for store, sære eller gale til rigtig at passe helt ind i den verden, som gennemsnitlige hverdagsmennesker har bygget. En jesusfilm ville have passet fint ind i den række. Kinski er imidlertid død for en del år siden, så medmindre han lever sig ind i rollen i en hidtil uset grad, får vi ham aldrig at se som Jesus.

Det nærmeste, vi kommer, er nogle optagelser fra en forestilling, som Kinski lavede i begyndelsen af halvfjerdserne. Den bestod i al sin enkelhed i, at Kinski genfortalte historien om Jesus på sin egen måde. I praksis udviklede det sig til noget af et freakshow, for forestillingen blev uundgåeligt afbrudt af forargede kristne og tilskuere, hvis eneste formål var at se den yderst temperamentsfulde Kinski miste besindelsen:

Så var det, at jeg fik det lyse indfald, at jeg også på en anden måde kunne få et glimt af en Kinski-jesus - jeg kunne jo male ham. En passende beskæftigelse her i påsken. DVD-afspilleren er i den forbindelse en herlig ting - jeg kunne finde lige det stillbillede, der duede, og derudfra tegne et portræt af ham. Jeg har derpå tegnet portrættet op på et lærred og for egen regning tilføjet en tornekrone:

Derefter dækkede jeg lærredet med et tyndt lag brun farve og begyndte at lægge lys og skygge ind:

Samtidig med, at jeg begyndte på det her billede, faldt jeg så over en interessant nyhed. Det er åbenbart lykkedes at grave tilstrækkeligt med klip frem til at sammensætte en film med Kinskis Jesus-one man show. Den skulle få tysk premiere den 15. maj.

Mit billede burde nok være færdigt inden da. Fortsættelse følger under alle omstændigheder.

Ja, det her er så en lille anbefaling, der er gammelt nyt for læsere af min blog ovre hos Nyhedsavisen. Men det er sgu én, jeg står ved, så de, der ikke har set den derovre, skal ikke snydes.

Jeg kan ikke huske, hvor jeg i sin tid så Skywhales. Det har været tilbage i DRs monopol-dage, i min sene barndom/tidlige ungdom. Måske blev den vist i “Mellem Himmel og Jord”, måske var det i en kortfilmkavalkade i en sen nattetime. I hvert fald gjorde den et uudsletteligt indtryk på en følsom ung sjæl, denne lille tegnefilm, der på ti minutter fik fortalt et og andet om liv og død, om at give og tage og om livet på en frit svævende ø et sted i atmosfæren på en ukendt planet. Smuk og en anelse uhyggelig.

Når man dengang havde set en film i fjernsynet, vidste man ikke, om man nogensinde kom til at se den igen. Måske viste de den igen på et senere tidspunkt, måske ikke. Himmelhvalerne sad godt fast på nethinden, men jeg så den kun den ene gang tilbage i en fjern afkrog af firserne.

- - indtil nu her for nylig. Det er nettets tidsalder. Selvfølgelig sidder der andre følsomme sjæle derude, som den ligeledes har gjort et uudsletteligt indtryk på. Og selvfølgelig er der én af dem, der støver den op og lægger den ud på YouTube. Se eller gense den her:

Jeg blev faktisk ikke skuffet over gensynet, som man ellers gerne risikerer det. Det er en fascinerende lille film fra dengang hvor animation var et håndværk. Stadig smuk og en anelse uhyggelig.