Cegebe

Vi bringer nok engang en henvisning til Betteskov, som gør sig nogle overvejelser om, hvordan man egentlig kan bevise effekten af diverse behandlinger, vi måtte udsætte vore stakkels, skrantende legemer for. Det minder mig om en historie fra det virkelige liv om en nulevende persons rådvilde møde med sundhedsvidenskaben. Historien udspillede sig for en hel del år siden, og den nulevende person er mig.

Sagen var den, at jeg havde pådraget mig en halsbetændelse. Det er der jo ikke noget usædvanligt i; sådan noget hænder ind imellem, og normalt sker der ikke andet, end at jeg er lidt mat i sokkerne et par dage, og det var så det. Den omtalte af slagsen var så bare lige en tand voldsommere. Den lod ikke til at have tænkt sig at holde op, og min arme hals var så øm, at det gjorde ondt bare at synke en spytklat, så jeg lå og savlede hele natten. Efter at have været gennem hele arsenalet af husråd uden at der skete nogen forandring til det bedre, tog jeg det drastiske skridt at opsøge sagkundskaben. Lægen. Han betragtede mine dunkende kæmpemandler med behørigt overraskede udbrud og  bekræftede mig i, at det her vitterligt var et halsonde ud over det sædvanlige.

Når man har sådan en halsbetændelse, drejer det sig i første omgang om at finde ud af, hvad der egentlig har forårsaget den. Der er typisk to muligheder, der kommer på tale - det kan være virus eller streptokokker. Hvis det er virus, er der ikke så meget andet at gøre end at vente og have medlidenhed med sig selv, mens det går sin skæve gang. Hvis det er streptokokker, kan man behandle med antibiotika.

Nu kan virus være så meget, men i dette temmelig voldsomme tilfælde mente min læge, at det kunne dreje sig om mononukleose, populært kaldet ‘kyssesyge’. Den forklaring blev styrket, da han ikke kunne finde noget spor af bare den mindste lille streptokok. For at være på den helt sikre side sendte han mig ned på Århus Amtssygehus (den lokalkendte kan herved konstatere, at det vitterlig er meget længe siden!) for at få taget en blodprøve, og den bekræftede igen formodningen om mononukleose.

Så vidt, så skidt. Man skulle mene, at den ged hermed var rundbarberet. Alligevel var det som om, at min læge ikke helt troede på de ellers så entydige prøver. I hvert fald gav han mig en recept på noget penicilin, som ikke har den fjerneste effekt på kyssesyge, men som kan give streptokokkerne lammetæv, hvis de skulle ligge og lure i en krog.

Så kunne jeg ellers gå hjem og være forvirret på et højere plan. Nu ved jeg nok om mikroorganismers gøren og laden til at være overordentlig skeptisk over for sådan bare at få en gang penicillin for alle eventualiteters skyld. De små sataner har det med at tilpasse sig og blive resistente, så hvis man fylder sig selv og andre med den slags i tide og utide ender det bare med, at vi står med en masse nye sygdomme, som vi ikke kan stille noget op over for. Nu havde jeg det bare lige en tand for skidt til at lade noget være uprøvet, og i øvrigt var det første gang nogensinde i mit voksenliv, at jeg havde fået penicillin mod noget som helst. Så ned med penicillinpillerne (efter at halsen var bedøvet med en gang til lejligheden udleveret kodein), og så måtte jeg ellers gerne se at få det bedre.

Det fik jeg så også. Aldrig så snart var jeg begyndt at tage penicillinen, før det gik fremad. Dermed synes konklusionen at ligge lige til højrebenet: Der var rent faktisk tale om streptokokker, og de blev på forsmædelig vis udryddet alle tilhobe af denne slagkraftige vidundermedicin.

Denne indlysende konklusion bygger på et elementært hændelsesforløb: 1) Jeg tog penicillin, 2) umiddelbart derefter begyndte jeg at få det bedre. Det er en tankegang, der teknisk er kendt som post hoc, ergo propter hoc - på godt dansk: “Efter dette, derfor på grund af dette”. Der er ikke noget galt i at tænke sådan - da man i sin tid fandt ud af at bage brød og brygge øl med gær, var der ingen, der anede en dyt om, hvad gærceller gik og lavede, men man fandt ud af, at brødet hævede og øllet boblede, når bare man puttede gæren i og lod det stå, og folk blev mætte og fulde.

Ikke desto mindre er det i bund og grund en fejlslutning. To ting kan godt ske i forlængelse af hinanden, uden at den første er årsag til den anden. Måske laver jeg altid en kop kaffe, inden jeg ser aftenens TV-avis, men det betyder ikke, at min kaffebrygning er årsag til, at Reimer Bo toner frem på skærmen. Og måske var det vitterlig en virus, der havde angrebet min stakkels hals; i så fald var det bare et tilfældigt sammentræf, at jeg begyndte at få det bedre på det tidspunkt, hvor jeg fik noget penicillin.

I tilfældet med kaffen og TV-avisen er det let at afprøve. Jeg kan lade være med at lave kaffe og se, hvad der sker. Eventuelt kan jeg over en længere periode lave kaffe hveranden aften og se, om TV-avisen kun bliver sendt, når jeg gør det. Med min syge hals var det knap så enkelt - jeg hverken kunne eller ville pådrage mig sådan en omgang igen, sådan bare for at krydstjekke. Tilfældet gik over i historien som en uløst medicinsk gåde. Til gengæld kan det nu hives op af hatten som et eksempel på, hvor svært det kan være at bevise noget som helst. Prøverne sagde ét, praksis sagde noget andet. Men praksis kan sagtens have været et tilfældigt sammentræf. Hvor sandsynligt det er, at prøverne var misvisende, skal jeg ikke kunne sige - jeg ved ikke nok om, hvilke fejlmuligheder, der er på det område - men jeg bilder mig da ind, at min læges insisteren på at behandle tilfældet som om det var streptokokker bunder i noget, der ligner en saglig vurdering. Men på den anden side, måske var han bare den groft uansvarlige type, der deler penicillin ud til højre og venstre, og som en dag bliver medskyldig i fremkomsten af en multiresistent mutantbakterie, der udsletter alt liv på Jorden.

Og selv hvis det skulle være rigtigt, udelukker det stadig ikke, at han lige i dette tilfælde gjorde det rigtige.

Problemet er i sidste ende logikken, det billige skidt, som betyder, at det er så hulens svært at være sikker på noget, især (men ikke kun!), når vi skal hitte rede i så kompliceret et stykke mekanik som mennesket. Det er ikke lægevidenskaben, der er noget humbug, men verden, der bare er sådan, og det må vi leve med. Eller i nogle tilfælde dø af, men der skal så som regel noget mere end et halsonde til, før det sker.

Jeg mindes en stribe af Mort Walkers tegneserie Mads & Misse, hvor husets unge søn (jeg mener, at han hedder Per) sad i sofaen foran fjernsynet med telefonrøret for øret. “Hvem har du snakket med den sidste time,” spurgte faderen. “Ingen,” svarede Per, “jeg og Hanne ser film sammen”. Så kunne vi grine lidt af menneskenes dårskab, i dette tilfælde af, hvordan ungdommen var blevet fremmedgjort af den teknologiske udvikling og levede i en elektrisk surrogatverden.

Akkeja, det var dengang i firserne eller halvfjerdserne eller hvornår striben nu er fra, hvor storforbrug af telefon var det, der kendetegnede den elektroniske ungdom. Telefon. Ja, sådan én, der står på et bord og er lænket til det hus, den nu befinder sig i, med en ledning. Bortset fra dette stenalderislæt kunne man såmænd godt bruge striben som afsæt til en længere lommefilosofisk udredning om, hvorvidt det virkelig er muligt at have et socialt liv i cyberspace. Hvornår er samvær samvær?

Jeg støder ind imellem på folk, der bruger ordet “her” om urbanblog.dk - som om det rent faktisk var et sted, en bestemt lokalitet, hvor folk er samlet. Der er også dem, der kan finde på at sige “her” om blogosfæren som sådan, og så melder spørgsmålet sig: Kan man gøre noget sammen med andre med nettet eller en bestemt afkrog deraf som det, der udgør rammen for samværet?

Betteskov har i hvert fald inviteret til, hvad hun kalder interkontinental filmaften. Hun sidder ovre i Alabama, og det er der vist ikke ret mange andre her (!), der gør. Ideen var vist først at vælge en film, så alle så den samme på samme tidspunkt. I kommentartråden til det indlæg, hvor ideen fremlægges, er reglerne så siden blevet slækket, så man strengt taget også kan se en anden film og gøre det på et andet tidspunkt, alt efter, hvad der lige passer én. Så er spørgsmålet: Hvor langt kan man trække den og stadig sige, at man gør noget i fællesskab? Vi har altså et antal personer, der på forskellige tidspunkter sidder forskellige steder og ser forskellige film. Kan man stadig sige, at de ser film sammen, bare fordi projektet er udråbt til at være en “filmaften”, et begreb, der velsagtens må sige at indebære, at nogle stykker er sammen om at se film? Hvad så, når forskellige folk i øvrigt på forskellige tidspunkter ser forskellige film (noget, der sker hele tiden!) - er de så i virkeligheden også til filmaften med hinanden uden at vide det? Er livet én stor filmaften?

Det er så her, jeg for mit indre øre synes, at jeg kan høre Walter fra The Big Lebowski råbe: “Smokey, this is not ‘Nam. This is bowling. There are rules.” Jeg har tænkt mig at holde mig til udgangspunktet, nemlig, at der skulle vælges en film (det blev Wall-E), og at den skulle ses søndag (og det er det stadig her, hvor jeg befinder mig). Hvis det er samvær, nåja, så skal jeg nu til at se film sammen med i hvert Betteskov og Anonymous Weirdo og åbenbart også nogle af sidstnævntes venner - uden overhovedet at komme til at møde dem, og i øvrigt uden garanti for, at de lige ser den på samme tidspunkt. Det er såmænd rigeligt til, at jeg allerede kan mærke det sproglige begrebsapparat knage.

Der er dem, der mener, at moral og religiøs tro er to sider af samme sag - sådan at forstå, at religionen er nødvendig som fundament for moralen. Hvis der ikke er nogen Gud, er der heller ikke noget, der er godt eller ondt, og så flyder det hele. Man ser det for sig - i det gudløse samfund drager voldtægtsmænd og skattesnydere hærgende rundt i gaderne og sparker gamle damer og stjæler slik fra børn fra morgen til aften.

Det er et meget godt eksempel på en argumentation, der forudsætter en hel masse og som derefter uden hæmninger galoperer ud over stepperne og drager den absolut vidtløftigste konklusion. Hvis vi begynder bagfra, med konklusionen, er den ret svær at få bekræftet, når vi kigger ud ad vinduet og eventuelt supplerer med lidt nyhedsstof og en historiebog. Danmark i det 21. århundrede er ved gud (om jeg så må sige) ikke et samfund, der er gennemsyret af religion, men det har ikke fået folk til at gå amok på hinanden i en blodrus eller gå over for rødt lys. Til gengæld kan man finde masser af eksempler på folk, der opfører sig aldeles forskrækkeligt, selv om de er dybt religiøse - eller i nogle tilfælde ligefrem fordi de er det.

Nok så interessant er det at se på forudsætningen for argumentationen. Det var den der med, at vi er nødt til at have Gud som den absolutte begrundelse for, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Hvordan skal det nu lige forstås? Problemet er for så vidt reelt nok - én ting er, at vi da så sandelig synes, at man skal opføre sig ordentligt, men noget andet er at kunne begrunde det. Hvis der nu skulle være en eller anden, der har lyst til at sparke nogle spædbørn, hvad kan vi så egentlig sige, der vil overbevise vedkommende om, at det er en skidt idé? Hvis personen virkelig ikke af sig selv har en eller anden form for medfølelse, som vi kan appellere til, er det ikke så ligetil at se, hvad vi egentlig kan stille op.

Det er så her, Gud skulle komme ind i billedet. Jeg har bare svært ved at se, hvad forskel det skulle gøre. Idéen er velsagtens, at Gud har givet os nogle bud, som vi ikke må overtræde. Fint nok, det er bare ikke moral, men derimod den ultimative politistat: Det kan godt være, at Jeannie nede på tanken ikke opdager, at jeg hugger en Yankie Bar, og at hun egentlig også er lidt ligeglad, men Gud ser det og dømmer mig for det, så jeg må hellere lade være. I så fald gør min gudfrygtighed mig ikke til et godt menneske, den betyder bare, at jeg er ræd for at få røven på komedie.

Derudover er argumentet simpelt hen bagvendt. I bund og grund siger det: Det ville være forfærdeligt, hvis der ikke var nogen Gud. Javel, men man kan ikke argumentere for noget ved at henvise til, hvor frygteligt alternativet ville være. Det ville svare til, at Holocaust-benægtere underbyggede deres teori med, at det ville være frygteligt, hvis sådan noget rent faktisk havde fundet sted, og at det ville skyde enhver moral i sænk. Det er ret indlysende, at den ikke holder.

Endelig er der et par forudsætninger, som alle disse fromme etikere, der søger tilflugt hos Gud, tilsyneladende accepterer uden videre overvejelse - nemlig at 1) Gud er god og 2) der er kun én af Ham. Ingen af de to påstande er nu ellers specielt indlysende. Nu om dage er der en tendens til et ekstremt snæversyn, når det gælder religion; de fleste teologer har det med at tænke, at religion er lig med kristendom, og hvis de på et tidspunkt opdager, at der også findes andet, er det som regel Islam, de får øje på.

Problemet er bare, at det er et par temmelig usædvanlige religioner. Hvis man prøver at løfte blikket lidt fra den navle, der hedder Vesten & Mellemøsten i det 20. og 21. århundrede, tegner der sig et noget andet billede. De fleste religioner har mange guder, og de er sjældent specielt gode - det behøver man bare at læse Iliaden for at finde ud af; her slås guderne sågar indbyrdes. Ikke engang Det Gamle Testamente har nogen videre god gud at byde på; han giver israelitterne de ti bud og en større bunke tillægsparagraffer om, hvad de må og ikke må spise osv., men det er en del af en kontrakt: Hvis de overholder budene, skal han til gengæld nok hjælpe dem med at få en stump land, hvor de kan bo (og med at banke dem, der måtte have noget at indvende mod den plan).

Nej, det med, hvordan vi skal gå rundt og opføre os her på Jorden, er vi nødt til selv at hitte ud af. Hvis vi sætter vores lid til gud(erne), er vi på Herrens mark.

Universitetsansatte har gerne et eller andet morsomt hængende på døren til deres kontor, hvis de er så heldige at have et sådant. Gary Larson-tegninger er ikke overraskende ret udbredte. Andre er mere indforståede. På Institut for Filosofi på Århus Universitet kunne man engang (jeg ved ikke, om den stadig er der) støde på et uskyldigt udseende billede af en sort svane.

Det er sådan et billede, der rigtig kan få filosoffer til at blinke indforstået til hinanden med et lavmælt hø-hø, der oser af “vi ved godt, hvad det handler om, ja vi gør”.

Baggrunden er, at den sorte svane (Cygnus atratus) er et fast tilbagevendende eksempel, når filosoffer skal forklare, hvor svært det egentlig er at være rigtig sikker på noget her i verden.

Hvis vi nu uden videre dramatik går en tur i omegnen af noget vand, så er der en pænt stor chance for, at vi får en eller flere svaner at se. Der er også en pænt stor chance for, at de er hvide. Det er meget uskyldigt. Problemet kommer først, hvis man fremturer og vil påstå, at svaner som sådan er hvide. Herhjemme kan vi gå ture, til benene er slidt op til røven, og hver og én af de svaner, man ser, vil temmelig sikkert kun bekræfte os i, at svaner er hvide. Sådan har europæerne tilbragt en hel del tusind år - de har gået ture i ét væk, og om aftenen, inden de gik i seng, har de med god samvittighed bekræftet hinanden i, at svaner er hvide.

Så var det jo, at rastløse sjæle ville ud og se, hvad der rørte sig lidt længere væk, og da de nåede til Australien, ramlede de ind i Cygnus atratus. Det var tydeligvis en svane, og sateme, om ikke den var - sort! Det kan nok være, at de fik røde ører - alle de, der ellers havde gået rundt og regnet med, at alle svaner er hvide.

Hvad kan vi så lære heraf? Vi kan lære det, at vi ikke stensikkert, nitte- og nagelfast kan udlede noget generelt af selv nok så mange enkelte tilfælde. Bare fordi jeg har set sytten tusinde trilliarder hvide svaner og ikke en eneste, der ikke var hvid, betyder det ikke, at jeg med sikkerhed kan vide, at alle svaner er hvide. Det lyder uskyldigt nok, men når man tænker efter, er der uhyggelig meget af det, vi går og gør og tror og handler ud fra, hvor vi støtter os til, at “sådan har det altid været”. Solen står op i øst hver morgen. Mine sutsko står der, hvor jeg efterlod dem. Når jeg taber en genstand, falder den. Hvis den er en marmelademad, lander den med marmeladen nedad. Det er alt sammen noget, vi regner for fuldstændig sikkert, men det kan i sagens natur kun være på baggrund af de erfaringer, vi indtil nu har gjort os.

Nu er der selvfølgelig en del mere ved f.eks. Solens op- og nedgang end bare det, at vi ser det ske. Astronomer har brugt en del århundreder - deriblandt nogle ugunstige, hvor de risikerede livet - på at greje, hvad det lige var den havde gang i, Solen, og i øjeblikket har vi en teori, der så nogenlunde kan forklare, hvordan skidtet hænger sammen (det gør det ved hjælp af noget klister, der kaldes tyngdekraft). Men sådan en teori er stadigvæk noget, der bygger på de erfaringer, vi har gjort os indtil nu. Vi kan aldrig gardere os mod den mulighed, at der kunne være en eller anden skummel finesse ved Verden, som vi slet ikke aner noget om, og som gør, at vi pludselig ramler ind i noget helt uventet.

Jeg har mødt en del folk, der synes, at den slags overvejelser i betænkelig grad nærmer sig roterende knald i låget. Jeg synes bare, at det gør hverdagen sjovere. Når Solen står op i øst på det tidspunkt, som den ifølge almanakken skal, og jeg stikker fødderne ud af sengen og med forbilledlig præcision rammer sutskoene, tænker jeg “Nåda!” i stedet for “Ja, selvfølgelig.”

Og jeg lever stadig med håbet om den dag, hvor miraklet sker, og den faldende marmelademad lander med brødet nedad.

Akkeja, tiden går, vi bliver jo alle ældre, tingene er ikke, hvad de har været …

Hva’ba’? Hvad går der nu af ham? Hvad er det for en gang nostalgisk navlepilleri at fyre af?

Nah, sagen er bare den, at jeg har været væk i nogle dage og fået det skåret ud i sten og bøjet i stål, at historien går sin gang. Som led i, at jeg har ferie fra det daglige lønslaveri, tog jeg lidt ud for at vifte med ørerne og endte i Dresden. Det er ikke første gang, jeg har været der, og én og anden læser kunne måske nok finde på at spørge, hvad man så lige skal dér.

I dag er Dresden hverken mere eller mindre end en tysk provinsby af de lidt større. Engang var der dog andre boller på suppen; byen var hovedstad i Sachsen og hjemsted for kurfyrster og konger, og den fik ikke for lidt med storslået arkitektur og fantastiske kunstskatte. Hvis man er lidt til malerkunst, ved man, at man i Dresden kan se værker som Rafaels “Sixtinske Madonna” og en underskøn, sovende Venus malet af Giorgione, og hvis man i øvrigt er til ekstravagante ting i almindelighed, kan man også se verdens største grønne (!) diamant. Jovist, der er nok at se på.

Nu er det ikke første gang, at jeg er kommet om ad Dresden. I 1995 kom jeg forbi under en interrailtur, og det er når jeg tænker tilbage på dengang, at det for alvor står klart, at tiden går. Tag nu for eksempel byens store kirke, Frauenkirche, et storslået barokbyggeri, der var kendt som “stenklokken” på grund af sin form.

Da jeg var der i 1995, var den ikke mange sure sild værd. En lille begivenhed kaldet Anden Verdenskrig havde været ret hård ved Dresden. Indtil februar 1945 var byen ellers så nogenlunde gået fri, men i krigens sidste krampetrækninger blev den raseret godt og grundigt af de allieredes bomber, der satte hele den gamle bykerne i brand. Varmen fra de brændende huse fik stenene i Frauenkirche til at sprænges, og den 96 meter høje kuppel brød sammen og knuste alt under sig. To murstumper blev stående, resten var en dynge sten, og derved blev det de næste fyrre års tid.

I de glade dage under DDR var der skudt en del betonklodser op i Dresdens raserede centrum, men efter genforeningen syntes man efterhånden, at det var på tide med en ordentlig genopbygning efter krigen. Det kom også til at omfatte Frauenkirche, og alle stumperne blev registreret og nummereret, og nye sten blev hugget ud, der, hvor de gamle ikke kunne bruges. Det hele er endt med, at ikke bare kirken, men også husene rundt omkring den er blevet genopbygget. Det, der i 1995 var en parkeringsplads med et par sodsværtede murstumper, var nu blevet en ny bydel med splinternye huse, der prøvede at se gamle ud, rundt omkring den enorme stenkuppel.

Så kan man jo ikke lade være med at spørge sig selv: Er det her en genopbygget barokby - eller er det en moderne kopi? Det eneste, der rent fysisk er originalt, er nogle af stenene i kirken, og de er ikke nødvendigvis allesammen endt nøjagtig dér, hvor de oprindelig har siddet. Men det, man ser, er så nogenlunde det, som en besøgende i syttenhundredehvidkål også ville have set. Alle cellerne i min krop er blevet skiftet ud flere gange, siden jeg blev født - men hvis jeg alligevel er den samme, er det gamle Dresden vel også? Eller hur?

Jeg kan dog sige så meget, som at det, jeg lige har set, er en helt anden by end den, jeg besøgte midt i halvfemserne. Et ubønhørligt tegn på, at tiden går, og at jeg sidder fast i den. Jeg er tydeligvis ingen Billy Pilgrim.

Så har vi balladen igen - der er sådan en ‘tag’-ting på rundtur i blogosfæren, og denne gang har Caroline sendt den videre til mig.

Vi ridser lige reglerne op her:

1. Ræk ud efter den nærmeste bog
2. Slå op på side 123
3. Find den femte sætning på denne side
4. Læg denne og de følgende to sætninger ud på din weblog sammen med disse instruktioner.
5. Kommentér citatet.
6. Tag fem andre personer og kreditér den som taggede dig.

Den er tydeligvis lavet til at cirkulere blandt filosoffer og lignende godtfolk: Det antages uden videre, at man har en bog inden for rækkevidde, og at den i så fald har mindst 123 sider med mindst syv sætninger på hver. Hvis man sidder og hygger sig med en analyse af Heideggers værensbegreb eller moralske dommes eventuelle kognitive indhold, er det såmænd nok også en nogenlunde skudsikker antagelse.

Nu ligger det imidlertid sådan, at jeg befandt mig på mit smør-på-brødet-arbejde, da jeg fandt ud af, at jeg var blevet ramt, og det eneste, der bare mindede om en bog inden for rækkevidde, var et nummer af medlemsbladet for Danmarks Pølsehandlerforening. Det hedder Pølsen og kommer end ikke i nærheden af de 123 sider. Bladet består af små historier, hentet fra dagspressen, der på en eller anden måde handler om pølser og pølsevogne. Det er mig, der finder klippene og drøvtygger dem tilstrækkeligt til at de kan bruges i bladet uden at krænke journalistens copyright.

Havde jeg siddet hjemme, ville det ikke nødvendigvis have hjulpet. Som udøvende lyriker har jeg nogle meget tynde bøger, såsom min egen, stående som noget af det nærmeste. Derudover er der en håndfuld ordbøger, blandt andre Richard John Cunliffes A Lexicon of the Homeric Dialect. Nå, men da jeg røbede min aktuelle placering med Pølsen som det nærmeste læsestof, mente Caroline, at jeg så måtte gå efter den bog, som var nærmest min hoveddør.

Der viste sig at være et par stykker med i opløbet. Den mest oplagte var Barnaby Conrad III: Absinthe - History in a Bottle. Det er en grundig, godt researchet og underholdende beskrivelse af absintens historie. Den er også rigt illustreret, hvilket viste sig at være et problem i denne sammenhæng: På side 123 var der to illustrationer og ikke anden tekst end den, der ledsagede dem, og det var ikke nok til at komme op på det krævede antal sætninger.

Nå. Næste kandidat var Rem Tene, en begynderbog i latin, forfattet af min gamle lærer Ivar Gjørup. Den var på 104 sider.

Lige op ad den stod så Fri Mands Tale af Holger Friis Johansen, en anbefalelsesværdig introduktion til klassisk, græsk litteratur. Endelig var der bid. På side 123 viste det sig, at vi var midt i et digt af Pindar. Sætningerne er som følger:

Må altid Chariternes sange
omstråle mig med renest lys: Jeg priser det ry
du bragte Kyrene på Aigina
og på Nisos’ høj, tre gange;

din dåd har frelst dig fra tavsheds vånde

Disse linjer er fra det digt, der er kendt som det 9. pythiske epinikion. Et epinikion er et hyldestdigt til en sejrherre i en eller anden konkurrence. I dag er vi vant til at se en digter som sådan et følsomt, blodfattigt gemyt, der krænger sine inderste tanker og følelser ud, men for Pindar har det været big business. Han er blevet hyret til at skrive noget, der hylder vinderen, og han har leveret varen, mod en sikkert ganske klækkelig betaling. Værket er blevet fremført af et kor, muligvis under ledelse af Pindar selv.

Den sejrherre, der hyldes i digtet, er Telesikrates fra Kyrene. Han var vinder i disciplinen kapløb i rustning ved de pythiske lege i 474. Der var fire store lege med deltagelse fra hele den græske verden: De olympiske, der fandt sted i Olympia; de nemeiske, i Nemea på Peloponnes, i dag først og fremmest kendt som et vindistrikt; de isthmiske, ved Korinth; og så altså de pythiske, der blev afholdt i Delfi. De olympiske og pythiske lege blev afholdt hvert fjerde år, de nemeiske og isthmiske hvert andet. Perioden mellem to olympiske lege blev kaldt en olympiade; undertegnede bliver hidsig og får lyst til at kaste med ting, når nogen snakker om, at der skal være “olympiade i Beijing”. Nej, der skal ej. Der skal være olympiske lege, og dermed indledes en ny olympiade, der varer de næste fire år.

De udvalgte linjer sammenfatter et vigtigt træk ved antikkens livssyn: Vigtigheden af at blive husket. Græsk religion lokker ikke med nogen lækker tilværelse i det hinsidige, det, der tæller, er, at man sætter sig spor her i livet, så ens navn og ry lever videre efter ens død. Pindar henviser til Telesikrates’ sejre i andre konkurrencer, på øen Aigina og “Nisos’ høj”, som er Megara, en by lidt uden for Athen, for ligesom at antyde, at sejren i de pythiske lege bare er den seneste og største af en lang række glorværdige triumfer.

Og ganske rigtigt - vi husker stadig Telesikrates. Men Pindar er en tand for beskeden, når han skriver ” din dåd har frelst dig fra tavsheds vånde”; det er jo rent faktisk Pindar, der har sikret hans udødelighed. Hvis ikke Pindar havde skrevet digtet, ville vi ikke ane, hvem Telesikrates var.

Fik du den, Joachim B. Olsen? Jeg skal gerne, mod passende betaling, sikre dig udødelighed med et gedigent og mindeværdigt digt …

Nå, jeg skal have sendt aben videre. Lad mig se … vi tager:

Carsten Agger

Linda Solskin

Morten Halskov Jensen

Lene Andersen

Betteskov

Mike Godwin formulerede i 1990 følgende lov:

“As a Usenet discussion grows longer, the probability of a comparison involving Nazis or Hitler approaches one.”

Man kan trygt erstatte ‘Usenet’ med ‘forum’, ‘blog’ eller en anden af de rammer for meningsudveksling, som nettet byder på nu om dage. Pointen er den samme - på et eller andet tidspunkt i løbet af en diskussion skal det nok ende med, at et eller andet bliver sammenlignet med nazismen.

Denne lov er efterhånden blevet et ret kendt begreb, og det har givet sagen en ny drejning: Hvis nogen sammenligner et eller andet med nazismen, kan man være helt sikker på, at et skarpt hoved henviser til Godwins Lov. Tag nu for eksempel dette indlæg af Rune Engelbreth Larsen; her er hele pointen i indlægget netop at sammenligne visse træk ved nazityskland med dagens debat i Danmark. En kommentator, Mikkel Madsen fra Næstved, konstaterer, at Rune Engelbreth Larsen hermed leverer hvad han kalder “en mindre Godwin”.

Argumentationsteori er en herlig ting, og det er jo altid morsomt, når man flot kan konstatere, at en eller anden debattør gør sig skyldig i en fejlslutning. Hvis man rigtigt skal vise, at man er nede med den fede argumentations-lingo, kan man lige fyre en mere eller mindre teknisk betegnelse af - for eksempel “stråmand” (at argumentere mod en position, man selv har opfundet til lejligheden) eller “ad hominem” (at gå efter manden i stedet for bolden).

Det er fristende at indlemme Godwins Lov i arsenalet af betegnelser, man kan hive frem, når et argument skal skydes i sænk. Det holder bare ikke.

Sagen er, at Godwins Lov ikke er en fejlslutning. Den siger ikke, at det er et uholdbart argument at sammenligne med nazismen - den konstaterer bare, at det ofte sker. Så kan man diskutere, om det i et givet tilfælde er en rimelig eller overhovedet relevant sammenligning, om den styrker eller snarere svækker argumentationen. Men man kan ikke bruge Godwin som begrundelse for ikke at forholde sig til, hvorvidt der rent faktisk er træk i en given diskussion, der minder om noget fra 30′ernes Tyskland.

Tilbage til naturen. Naturen, det billige skidt. Et rent naturprodukt. Vi hører om den hele tiden, den dér natur, og jeg nikker pænt og lader som om, at jeg ved, hvad det handler om. Men, hånden på hjertet og sig det ikke til nogen: Det gør jeg ikke. Jeg ved simpelt hen ikke, hvad natur er.

Tit og ofte mener man vist sådan noget med træer og buske og søer og bakker og så videre. Det er sådan noget, hvor Danmarks Naturfredningsforening helst ikke vil have, at der bliver bygget alt for mange motorveje og storcentre og stålvalseværker. Ud fra den betragtning er naturen vist sådan cirka ensbetydende med det, der ikke er lavet af mennesker. Det er jo såre simpelt. Naturen, den går sin gang, mens vi mennesker griber ind i den gang. Et oplagt eksempel er et vandløb, der løber dér, hvor det nu løber. Det er natur for fuld udblæsning - men hvis vi mennesker så kommer og bygger en dæmning, så vandløbet bliver stoppet, og en masse jord bliver oversvømmet af en kunstig sø, jamen, så har vi grebet ind i naturens gang.

Men hvad så hvis der kommer en flok bævere og bygger en dæmning? Det gør de jo, sådan nogle kræ, og dermed griber de jo også ind i naturens gang. Næ, nej, er der nok dem, der vil sige, for de er jo selv en del af naturen, de er jo dyr, og dyr er naturlige - modsat mennesker. Men altså, hvad er forskellen egentlig? Den markmus, der får sit musehul oversvømmet, fordi vandløbet bliver dæmmet op, er nok temmelig ligeglad, om den gesjæftige entreprenør er en bæver eller en opretstående abe. Naturen har det åbenbart med at gribe ind i naturens gang.

For at gøre forvirringen komplet, er der også dem, der som det selvfølgeligste i Verden taler om “menneskets natur”, og den kan blive taget til indtægt for snart sagt hvad som helst. Aristoteles mente, at mennesket er et “politisk dyr”, det vil sige et væsen, hvis natur det er at leve i en eller anden form for statsdannelse. Sådan er der så mange filosoffer, der har forsøgt at finde frem til et eller andet, der kunne karakterisere vor ulyksalige art. Resultaterne er sjældent videre overbevisende - som regel får man en lumsk fornemmelse af, at den gode filosof synes, at et eller andet er fedt, og så skal det gøres til lige netop det, der er kendetegnet for Mennesket som sådan. Dermed kan filosoffen mageligt karakterisere alle, der er uenige, som ‘umenneskelige’. Hvis Claus Hjort Frederiksen havde været filosof, havde han garanteret ment, at den menneskelige natur bestod i at stå til rådighed for arbejdsmarkedet (sjovt nok var Karl Marx inde på noget lignende).

Nu er vi mennesker jo sådan set også i sidste ende et naturprodukt. Som art er vi skabt gennem evolutionen, som individer er vi skabt gennem sex, og begge dele er sgu da noget af det mest naturlige, hvordan man end vender og drejer det. Det er derfor også svært at kalde noget, som mennesker går rundt og gør, for ‘unaturligt’. Der er vist en del, der har en eller anden idé om, at umiddelbare drifter er naturlige, mens rationel eftertanke ikke er. Men i så fald skulle vores hjerne jo være unaturlig, og hvordan kan noget, vi er født med, og som er blevet, hvad det er, som følge af en, øh, naturlig, udvikling, være unaturligt?

Med hjælp fra denne hjerne og vore lige så naturligt udviklede hænder har vi fundet ud af at lave et utal af redskaber og bearbejde vore omgivelser med dem. Vi laver økser og fælder træer med dem og bygger ting af de fældede træer; vi blander beton og støber det meste af Verden ind i det; vi udvinder metal, laver ledninger af det og sender strøm gennem dem. Den slags ting har vi gjort og til stadighed dygtiggjort os i, så længe vor art har vandret på denne Jord, alt sammen som følge af det, vi er blevet til gennem en helt naturlig udvikling. Med andre ord kan man med god ret hævde, at sekssporede motorveje, atombomber og YouTube er lige så naturlige som et rislende vandløb. Men det betyder også, at der dårligt kan være noget overhovedet, som ikke er natur, og så giver ordet ikke rigtig nogen mening.

Nej, jeg aner ikke, hvad det dér natur er.

“If it walks like a duck and it talks like a duck, it might be a robot assassin cunningly fashioned to look like a duck. So watch your ass.”

Argumenter, det er noget, der rigtig kan få enhver god dansker til at rette ryggen. Vi er nemlig mægtig stolte af, at vi er civiliserede og oplyste demokrater, der argumenterer i stedet for at skyde og smide med bomber, sådan som de jo gør det syd for Otto Duborg og øst for Gudhjem.

Jeg er også ret vild med argumenter. Ikke fordi jeg har så stor tiltro til dem, at det gør noget - jeg mener, hvor tit ser man, at en politiker rent faktisk ændrer mening, bare fordi der bliver bragt et godt argument på banen? - men de er simpelt hen morsomme. Nogle folk løser sudoku, jeg piller i argumenter.

Hvad er et argument egentlig? I bund og grund er det et antal præmisser, der leder til en konklusion. “Leder til” er humlen - det er netop det, der afgør, om et argument nu også er gyldigt. Forholdet mellem præmisser og konklusion skal være sådan, at hvis præmisserne er sande, så må konklusionen nødvendigvis også være det.

Se nu f.eks. på det her argument. Det har to præmisser og en konklusion:

Anders Fogh og George Bush drikker ikke alkohol
Anders Fogh og George Bush er nået til tops i politik
—————————————————————————
For at nå til tops i politik, skal man holde sig fra alkohol

Præmisserne er helt klart sande. Nogle vil måske sige, at det ikke ligefrem er “til tops” at blive statsminister for et lille, skaldet land, der bliver skyllet væk, den dag indlandsisen smelter, og hvor der bor sølle fem millioner nokkefår, men det er dog cirka så langt, som en dansker kan nå. Han får da også lov til at sidde på skødet af Bush ind imellem. Det er bare alt sammen skønne, spildte kræfter, for argumentet er ikke gyldigt. Lige meget hvor sande præmisserne er, leder de ikke til konklusionen. De viser, at afholdende folk kan nå langt i politik, men ikke, at der er nogen sammenhæng mellem afholdenhed og politisk karriere. Det er såmænd ikke så svært at finde eksempler på det modsatte.

Her har vi derimod et formfuldendt eksempel på et helt igennem gyldigt argument:

Alle fisk lever i vandet
Alle hvaler er fisk
—————————————
Alle hvaler lever i vandet

Ja, jeg ved da godt, at hvaler ikke er fisk, men det er ligemeget, når vi snakker om argumentets gyldighed. De to præmisser leder med ubønhørlig logik til konklusionen - hvis præmisserne havde været sande, ville konklusionen også have været det. I øvrigt er konklusionen jo rent faktisk sand. Vi har med andre ord et gyldigt argument, der på en falsk præmis fører til en sand konklusion.

Sådan noget er sgu da sjovt, hva’?