Cegebe

Det var dog grusomt, som jeg er sløv til at få skrevet noget her i øjeblikket. Tænk engang, jeg har endda forsømt et ellers yderst aktuelt stykke skamløs selvpromovering. Nå, bedre sent end aldrig, og man kan stadig nå at give den til nogen, Gud eller hvermand. Jeg tænker naturligvis på den spændende, nye bog Ord til alle sider, nyligt udkommet på Det Andersenske Forlag. Nej, det er ikke en svensk krimi, ejheller en samtalebog med Johannes Møllehave eller Sidney Lee, men derimod en samling interviews med en bred skare ordsnedkere, deriblandt undertegnede, foretaget af Lonni Krause. Bogen har en hjemmeside, der gerne skulle få sit eget liv hen ad vejen - se selv her.

Henriette E. Møller siger i et interview i det dejlige dagblad Børsen, at man først rigtigt er forfatter, når man har udgivet to bøger. Det lyder som sådan noget man siger, når man har udgivet én bog, det vil sige der, hvor jeg er i øjeblikket, og jeg må sige, at jeg godt kan genkende fornemmelsen. Sætningen “jeg er forfatter” føles i hvert fald mærkelig at tage i sin mund.

Er det fordi det er lovlig prætentiøst? Det er jo nok en del af humlen, jeg er immervæk runden af den jyske muld og har det skidt med at være alt for stor i kæften, men så vidt jeg kan se, er problemet egentlig ikke så meget ordet ‘forfatter’. Det er selve sætningen, der er skåret over læsten “jeg er x”.

Jeg er mørkhåret, dansker, eksiljyde, heteroseksuel, cyklist, fodgænger og en hel masse andre ting. Det sjove er, at ordene “jeg er” har vidt forskellig vægt, alt efter hvad man nu sætter ind bagefter. Mørkhåret: Javel, men det får jo nok en ende en dag. Cyklist: Det er jeg vel kun, når jeg rent faktisk kører på cyklen? Eller er det noget, man er for tid og evighed, når man én gang har sat sig på en cykel? Ens seksualitet er vel i en lidt anden kategori - det er sådan en grundtilstand, noget, man teoretisk set kan have uden nogen sinde at leve den ud.

Hvad så med at være forfatter? Det er ikke helt klart, hvor man skal placere det. Ofte bruges det selvfølgelig simpelt hen som stillingsbetegnelse, og så er det jo så let - det er det, der giver én knaster på kontoen. På den anden side, det ville betyde, at Charles Bukowski først blev forfatter i en alder af 49 år, og på det tidspunkt havde han immervæk skrevet en hel del. Var han så ikke forfatter, da han gjorde det?

Det hele bliver meget lettere, hvis man holder sig fra den dér konstruktion med “jeg er x”. Hvad forfatteri angår, kan man jo passende kigge på det, som det handler om, nemlig det skrevne. Man kan helt legalt og nede på jorden spørge: Hvem er forfatteren til den dér digtsamling med den underlige titel og hende den grønne dame på forsiden, og svaret er, at det er mig. Det er der ikke noget videre stort og prætentiøst i, det er en nøgtern konstatering, som man kan gøre helt uden de dyre overvejelser om, hvad der skal til for at man er En Rigtig Forfatter.

Nå, men derfor har jeg nu stadig den dér fornemmelse af, at en enkelt bog bare er begyndelsen.

Debutantaften

Oplæsning ved lyrikdebutanter i Dansk Forfatterforening

Fredag d. 11.04. kl. 19 holder Lyrikgruppen under Dansk Forfatterforening debutantaften med lyrikere, der debuterede i 2007.

De deltagende debutanter er Christoffer Gertz Bech, Michael Dyst, Louise Bach Johansen, Katinka My Jones, Louise Rosengreen, Palle Sigsgaard og Kaare Bergh Østergaard.
Desuden vil Mikkel Fossmo, der er bosat i Venezuela, blive præsenteret af Benny Pedersen.

Som altid ved lyrikernes debutantaften vil der også i år være en hemmelig gæst efter debutanternes oplæsning.

Arrangementet finder sted i Dansk Forfatterforenings smukke lokaler i Strandgade 6 på Christianshavn. Alle interesserede er velkomne.

I kender den sikkert, denne her dybe og samtidig sensationslystne stemme, der er fast inventar i filmtrailere. “Now, from the director of …” etc. Når stjernerne skal præsenteres, er der mange af dem, der fremhæves som “Academy Award nominee dit & dat”, og i den sammenhæng lyder “nominee” stort set lige så sejt som “winner”.

Det er lidt en skam, at lyrik ikke bliver præsenteret på samme bombastiske måde - jeg kunne godt have tænkt mig at høre ham trailer-growleren omtale mig som “Danske Banks Debutantpris nominee” … arh, OK, det er måske i virkeligheden ikke så skide mundret.

Nå, men til åbningen af Bogforum havde jeg da fornøjelsen af at se mit eget navn rulle hen over et par fladskærme over scenen sammen med 31 andre på listen over nominerede. Vinderen blev Henriette E. Møller for hendes roman “Jelne”.

Jeg har absolut ingen mening om, hvorvidt det var velfortjent, af den simple grund, at jeg hverken har læst den eller nogen anden af de nominerede bøger, bortset fra min egen. Men jeg kunne konstatere så meget som at hun tydeligvis var rigtig glad og beæret, og man skulle være et skarn, hvis ikke man kunne glæde sig på hendes vegne. Nu er der sikkert mange forfattere, der er nogle skarn, men jeg fandt da ud af, at jeg ikke er. Ikke på det punkt, i hvert fald. Jeg tror egentlig, at jeg blev mere rørt over hendes glæde end jeg ville være blevet over selv at modtage prisen.

Så har man set det med. Sørme om ikke jeg er blandt de nominerede til Danske Banks Debutantpris.

Måske jeg skulle prøve at finde det dér afsnit af “Venner”, hvor Joey er nomineret til en pris og øver sig i, hvordan man reagerer, hvis man får den - og hvis man ikke gør.

Da min bog for snart et par måneder siden lige var udkommet, satte jeg mig omgående til rette, med al opmærksomhed koncentreret om min telefon og min mailbox, og ventede på henvendelserne fra verdenspressen.

Sådan gik timerne i fuldstændig begivenhedsløs tavshed. Ikke ét pip fra hverken Weekendavisen, Go’ Morgen Danmark eller Radio Karen. Tro det eller lad være, digtsamlinger rydder ikke forsider.

Nå, men lad dem bare tygge rundt i det, som de nu synes er så spændende - herude i cyberspace har vi nemlig litterære ildsjæle som nu f.eks. Lonni, der fik den idé, at et interview med undertegnede ville klæde hendes blog (én af dem).

Så nu er chancen der - det store, hudløse interview med digteren himself. Hvor var jeg, da Olof Palme blev myrdet? Var det mig, der sniffede coke i “Vild med dans”? Hvem var hende den lækre, jeg havde med til gallapremieren på “Kærlighed ved første hik 8″? Passer det, at jeg aldrig har taget EPO? Læs alt om det her!

Min gamle medsammensvorne og nu også forlagsmakker Leyla Tamer har været så flink at reklamere lidt for min bog på sin hjemmeside. Hvad titlen angår, får ordet ‘bouzouki’ hende til at tænke på det tyrkiske ord ‘bozuk’, der betyder “i stykker” - og ja, der er skam også en forbindelse dér. Hermed dagens lektion om sproglige finurligheder i forbindelse med musikken i det østlige middelhavsområde:

En bouzouki er som bekendt (?) et græsk strengeinstrument. Pæreformet lydkasse, et ret langt gribebræt og tre eller fire dobbeltstrenge. Den ses her i hænderne på en af græsk musiks legender, Vasilis Tsitsanis:

Skarpsindige iagttagere med kendskab til tyrkisk musik vil bemærke, at dyret minder en del om den tingest, der i Tyrkiet går under navnet saz eller baglama:

Den tyrkiske saz findes i flere størrelser. En af mellemstørrelserne kaldes ‘bozuk saz’. Ordret betyder det altså sådan noget som en “knækket” saz, men i denne sammenhæng er meningen simpelt hen, at den er mindre end andre typer. Den græske bouzouki har sandsynligvis lånt sit navn fra dette instrument, men ordet ’saz’ er røget i forbifarten, så kun ‘bozuk’ er blevet tilbage, til stor forvirring for folk, der tilfældigvis kan tyrkisk …

- sådan bliver min bog karakteriseret i Politikens anmeldelse i dag. Den genrebetegnelse er jeg ret glad ved, og anmelderen ser også ud til at mene noget nogenlunde pænt med den. Herligt. Nu har jeg en autoriseret mærkeseddel, jeg kan vifte med, hver gang nogen spørger, “hvad for en slags digte” det er, jeg skriver. Hvis det så også kunne føre til et salg af Harry Potter’ske dimensioner …

Anmeldelser ser ud til at være ugens hotte emne. Spacemermaid har emnet oppe at vende, på baggrund af et indlæg fra Leonora Christina Skov, der gør sig visse overvejelser om sagen set fra begge sider af hegnet. Hun fik i sin tid fik ørerne pænt i maskinen hos Lars Bukdahl og gi’r den nu selv som - efter nogles mening - hårdkogt anmelder.

Hvad er anmeldere egentlig for et folkefærd? Det er en udbredt teori, at de egentlig helst ville være digtere/kunstnere/filminstruktører/musikere, men at det ikke er lykkedes for dem, og så er det næstbedste trods alt at kritisere det, som andre - med mere held/talent i sprøjten - har lavet. Det skal der såmænd nok være noget om i mange tilfælde, men de to ovennævnte af slagsen har nu da klaret sig nogenlunde pænt også som udøvende på det litterære gedemarked.

Som udgangspunkt er jeg temmelig skeptisk over for anmelderbranchen. Jeg møder så tit folk, der om et eller andet værk begejstret udbryder: “Den har også fået rigtig gode anmeldelser!” Ærligt talt, det giver jeg ikke en flyvende fis for. Hvorfor skulle jeg regne med, at jeg har samme smag som en eller anden tilfældig person, der har krejlet sig til at kunne tjene penge på at udbasunere sin uforgribelige mening i medierne?

Man lærer selvfølgelig at læse mellem linjerne og finde ud af, hvilke anmelderfloskler, der kan dække over noget, man selv kan lide, og så hjælper det jo også at kende sine lus på travet. Jeg har ofte kunnet bruge Jyllands-Postens filmanmelder Per Calum som et meget godt pejlemærke - jeg kan som oftest godt lide de film, der har fået kniven af ham.

Men se, nu er der jo så kommet nye boller på suppen - jeg er indtrådt i de anmeldtes rækker. Den slags risikerer man jo, når man indlader sig på sådan noget som at udgive en bog. Det anses vist nok for dårlig stil, hvis en forfatter begynder at kommentere anmeldelserne af sig selv, men OK, det er vel noget lidt andet, hvis det sker på noget så sludrende som en blog og ikke i selveste avisens læserbrevsspalter. Skulle nogen stadig synes, at det er dårlig stil, så dem om det. Det er helt utænkeligt, at et selvsmagende ego af mine dimensioner skulle lade det passere i tavshed, når betalte skriverkarle formaster sig til at have en offentlig mening om mig.

Den første anmeldelse kom på selveste udgivelsesdagen, i Køge Dagblad, og den var i øvrigt rigtig god. Anmelderen, med det upåfaldende navn Ole Møller, bemærkede, at jeg var ret ferm til at skrive rim uden ordvendt omstilling, og det er da også en kunst, jeg har øvet mig behørigt i. Det får det hele til at lyde mindre gumpetungt, men det gør det også voldsomt meget sværere. Det glæder mig, at andre synes, at det er lykkedes. Han runder af med at bemærke: “Efter dette på mange måder anderledes udspil skal det blive interessant følge debutantens videre vej.”

Se, det er jo trist, at alle disse pæne ord kun skal ende i Køge Dagblad. Ikke et ondt ord om denne sikkert udmærkede, lille avis, men den er nok ikke den sikre vej til det store, litterære gennembrud. Så lunede det jo mit lille hjerte, da jeg fandt ud af, at anmeldelsen kom fra centralt hold i Dagbladens Bureau og derfor er til brug for et gavmildt udvalg af lokalsprøjter. Jeg ved så meget, at den vist også har været i Roskilde Dagblad og Flensborg Avis.

Information var på banen et par dage senere. Denne anmelder, med det mere påfaldende navn Marianne Ping Huang, var noget mere forbeholden. Det tror jeg i hvert fald nok, for jeg forstår ikke helt, hvad hun egentlig mener. Hun er ret rammende i sin karakteristik, når hun f.eks. skriver følgende:

“Gertz Bech er på poetisk antikmarked efter brædder, skruer og de mærkeligste dimser til et apparat, som kan bringe os op over og væk fra. Der er f.eks. absintens “grønne fe”, dekadencens gamle kliché, som promoverer rigelige mængder af Middelhavsvin og langelige kvindelår og hede klipper, hvor jeg’et lader sig stege æblesprød. Der er Balkan-musik og rustne maskinpistoler i tjetnikkens greb.”

Hun har helt klart fanget, hvor jeg vil hen. Det er så bare ikke rigtig noget, hun gider (”for høj åreføring”, kalder hun det), og det må hun jo om, det hverken kan eller vil jeg gøre noget ved. Der er også folk, der synes, at der er for mange rumskibe i Star Wars. Denne anmeldelse kan i øvrigt læses i sin helhed her.

Jeg har været lidt spændt på, hvordan jeg ville reagere på sådan noget som anmeldelser. At læse dem har vist sig at være lidt som at skulle kaste sig ned i koldt vand eller rive et plaster af - sådan noget, som jeg tøver med at gøre, men hvor det alligevel ville have været værre at lade være.

Jeg frygter egentlig ikke dårlige anmeldelser som sådan - hvis nogen synes, at det som sådan er noget lort, jeg har skrevet, så tror jeg ikke, at det vil røre mig synderligt; de fleste af digtene er, som jeg vil have dem, de holder vand, de er kort sagt, efter min uforgribelige mening, gode. Hvis en anmelder mener noget andet, tager vedkommende fejl.

Så er der nok et par stykker rundt omkring i bogen, som jeg er lidt mere i tvivl om - den ene dag synes jeg, at de er OK, den anden at de sgu lige er lidt tynde i det. Hvis en anmelder hev et af dem ud og erklærede, at lige det her bare ikke holder, kunne det måske pirke til en eller anden usikkerhed og få mig til at spekulere over, om jeg skulle have lyttet til den indre, skeptiske stemme. På den anden side er det ikke sket indtil videre, og der er immervæk også en forlægger, der har givet sit besyv med om, hvad der ville være godt at have med, så omtalte skeptiske stemme er muligvis bare en kværulant, der burde stikke piben ind.

I virkeligheden har jeg det nok lidt sådan, at de digte er noget, der er derude på egen hånd nu. De fyldte alt, da jeg skrev dem, og de fylder stadig alt, hvis jeg læser dem op, men når de er i bogen, er de hos læseren, ikke hos mig, og hvad de render og laver der, vil jeg egentlig helst ikke vide alt for meget om. Jeg har en bekendt, hvis datter er begyndt at have et sexliv. Det er OK med moderen, bare datteren holder det for sig selv. Jeg tror, at jeg har det lidt lige sådan med digtene - det overskrider en eller anden blufærdighedsgrænse at høre alt for meget om deres affærer med vildt fremmede mennesker. Men samtidig er jeg nødt til at følge med i det, der nu engang kommer ud, det ville være værre ikke at have læst det, når det rent faktisk er derude.

Jeg indrømmer det gerne - titlen på min bog er ikke fri for en vis hva’ba’-effekt. “Grøn for bouzouki og klarinet” - hva’ba’?

Forlæggeren var også sådan lidt hva’ba’-agtig, da jeg foreslog den, han var mest bekymret for, om folk egentlig vidste, hvad en bouzouki er for noget. Jeg bemærkede, at det vidste alle, der kendte bare lidt til græsk eller irsk musik, og lod det stå åbent, hvor mange det så lige kunne beløbe sig til. Jeg kunne så tilføje, at der ville indgå én i forsideillustrationen. I øvrigt har folk sgu også godt af at lære noget nyt en gang imellem, og her i google-alderen kræver det ikke ligefrem umenneskelige anstrengelser.

Nå, så er det altså et musikinstrument, javel. Det fremgår vel næsten også af sammenhængen - men det tager ikke nødvendigvis alverden af hva’ba’-effekten. Lad os få det lidt større perspektiv på, så.

Titler, ja. Man render på dem ustandseligt, når man færdes blandt bøger. Og blandt billeder, skulpturer, sange, symfonier, teaterstykker, installationer og alt, hvad der bare på nogen måde lugter af kunst. Ind imellem render man på én af slagsen, der bare er sådan rigtig gennemført fed. Sådan en titel kan give én lyst til at kaste sig over et værk, man i øvrigt ikke aner en hujende fis om, eller værre endnu - man kan ærgre sig over ikke selv at have fundet på den og brugt den til noget af sit eget.

Smag og behag er selvfølgelig forskellige, men her er lidt hastigt fremgravede eksempler på, hvad vi her på bjerget synes er ret gode titler:

- Dagenes Skum (roman af Boris Vian)

- Hvis en vinternat en rejsende (roman af Italo Calvino)

- For tromme og kastagnet (digtsamling af Nis Petersen)

Se, nu fik den sidste her nok en lille klokke til at ringe. Der er tale om den første digtsamling, som Nis Petersen sendte til et forlag, og den sidste, der blev udgivet - han trak den tilbage, og den så først tryksværte efter hans død. Men altså, titlen i sig selv har bare det dér etellerandet, der gør, at jeg godt selv ville have skrevet en bog, der hed sådan.

Jeg fik næsten - næsten - lyst til at stjæle den. Jeg kunne jo snildt gøre det ved at ændre lidt på instrumenteringen, vupti, så havde vi en lige så fed titel, og hærskarer af litterater kunne klappe i deres små hænder over den smarte reference til en dansk digter, der ellers ikke er så meget i vælten i øjeblikket.

Jeg er bare ikke ret meget for det dér postmoderne trip med, at det hele bare skal være referencer til noget andet, fordi alle de store historier er fortalt og bla, bla, bla. Hvis jeg skulle trække på Nis Petersen, skulle der lidt mere til, så jeg ikke bare hængte en anden farve frakke på hans skelet. Løsningen var ligetil: Den skulle ikke bare være “for dit og dat”, men derimod “Etellerandet for dit og dat”. Når der sådan bliver proppet et subjekt ind, er vi ude i noget nyt - samtidig med, at fedheden fra Nis Petersens titel svømmer uhindret med.

Nu ville jeg stadig ikke stjæle hans instrumentering, og når nu han havde leveret rytmegruppen, ville jeg i stedet slå mig på melodiinstrumenterne. Når det lige blev bouzouki og klarinet, hænger det sammen med, at det er to fremtrædende instrumenter i græsk musik, og det passer i almindelighed til den stemning, jeg gerne vil slå an. Jeg kan huske en tegneserie, hvor forfatteren anbefalede, at man hørte Mike Oldfield, mens man læste; hvis jeg skulle komme med et tilsvarende fingerpeg, ville det blive noget med folkemusik fra Epiros.

Hvad skulle det så være, der var “for bouzouki og klarinet”? Ja, det kunne selvfølgelig være en symfoni eller en sonate eller en improvisation eller noget andet musikalsk, men altså, det ville sgu være en tand for gumpetungt. Derudover vil det være forbrugervildledning - det er trods alt en digtsamling, ikke et musikstykke. Det kan godt være, at Gud er død, alting flyder og renten stiger, men man kan altså ikke med nogen rimelighed kalde den smule ord, jeg har skrevet ned for en symfoni. Den slags er for åndssvagt.

Så var det, at det slog mig - det var da et tillægsord, der skulle til. Det var det da! Det ville give sådan en fin lille skævhed til det hele, sådan noget, som vi digtere er så forfaldne til. I den forbindelse var det nærmest selvindlysende, at det skulle være ‘grøn’. Og tro det eller lad være, jeg tænkte overhovedet ikke på absint. Jeg fandt på titlen engang tilbage i 2002, på et tidspunkt, hvor jeg endnu ikke havde beskæftiget mig synderligt med denne herlige drik. Nej, grøn var min yndlingsfarve, dengang man skulle have sådan én, og det var efter sigende det første ord, jeg lærte på fransk (som fireårig, af en jødinde fra Paris). Det var med ordet grøn, at Federico Garcia Lorca for alvor gjorde indtryk på mig (”Grøn, hvor jeg elsker dig, grøn,” som det lyder i hans “Søvngængerballade”). At man så også kommer til at tænke på absint, er bare en bonus, der passer helt fint ind.

Da jeg så holdt mit brag af et release-party i fredags, havde min far - som så mange andre - en lille gave med også. Hovedet på sømmet, det var hans gamle, gulnede eksemplar af “For tromme og kastagnet”. Nu står de godt sammen dér på hylden - Nis Petersens bog og min bog. Med Lorca lige ved siden af.