Cegebe

Det er klart, at jeg ikke kunne nære mig i går. Jeg var da selvfølgelig nødt til at ta’ en lille rundtur til udvalgte boghandlere for at se, om jeg nu også stod der. Én ting er, at forlaget har sagt, at jeg skulle udkomme den 24., en anden, om de kræmmernisser, der skal lange den over disken, også har hørt budskabet. Jep, det var dagen, hvor min bog udkom sådan rigtigt.

Biblioteksboghandlen, Kultorvet. Tjek. Jo, sateme så. Dér for enden af en hylde har de sådan en opstilling med nyheder, og der tronede min forside med den hårdkogte, grønklædte dame side om side med et eller andet, som en fyr ved navn Rifbjerg havde skrevet.

Arnold Busck, Købmagergade. Negative. Men lyrikhylden havde et gabende tomt ar under B, det så ud til, at de var i gang med den store omorganisering lige dér, så de har vel et massivt fremstød, der skal skaffes plads til.

Paludan i Fiolstræde. Den var ikke lige at se blandt dem, der stod fremme i café-afdelingen, men så gik det op for mig, at det var alt udsalgs-rallet, der stod der. Så meget desto bedre. De har ikke en egentlig lyrik-afdeling, bare skønlitteratur generelt, og jovist, der stod sandelig et eksemplar deroppe på B-hylden, klemt inde mellen to andre B’er, som jeg lykkeligt har glemt navnene på. Så meget for den udødelighed, en bog skulle sikre én.

Godt nok, så var territoriet da pisset lidt af blandt det indre Sjöpenhamns bogpushere. Jeg satte derpå kursen mod Vanløse, der i dagens anledning havde fået lov til at træde ind på scenen i rollen som Verdens midtpunkt. Sagen er den, at min fætter har en vinhandel dér, og det var lige stedet til sådan en lille receptionsagtig ting. Jeg havde skudt med spredehagl fra min email-adressebog, og der troppede et net lille udvalg af familie, venner og kolleger op.

Vi fik også lige et eksempel på disciplinen internet-bekendtskaber mødes i virkeligheden. Jeg har efterhånden prøvet det nogle gange, blandt den lokale digter-undergrund og blandt absint-nørder i Schweiz. Her var det så Spacemermaid, som jeg havde fornøjelsen af at møde. Nu har jeg jo set hende i fjernsynet, men selv hvis jeg ikke havde haft den fjerneste idé om, hvordan hun sådan cirka kunne tænkes at se ud, havde jeg nok gættet, at det var hende; det er et helt særligt, rådvildt søgende blik, der kendetegner folk i den situation - man ser efter én, som man måske har set billeder af, måske slet ikke aner, hvordan ser ud, men som man alligevel kender. Jeg forsøgte efter bedste evne at fange hende med det beroligende “det må være dig der er dig og det er altså mig der er mig”-blik. Modsat alle andre havde hun aldrig mødt nogen af de tilstedeværende før - som sagt end ikke mig - men i al beskedenhed syntes jeg da, at jeg havde fået stampet en nogenlunde både flink og interessant forsamling op af jorden, og det lod til, at hun overlevede.

For mit eget vedkommende var min stakkels hjerne sendt på massivt overarbejde af at skulle hilse på folk, skrive i deres bøger, tage imod penge og endda holde øje med, om folk havde noget i glassene eller overhovedet havde noget glas at have noget i. Multitasking og mange bolde i luften er ikke min stærke side, men det skulle vist i almindelighed ligge til mit køn.

Jaja, folk købte sandelig løs og ville ha’ dedikationer og hele det hollandske udtræk. Så har man prøvet det med. Nu bliver jeg snart nødt til at gå i Sydhavnsprinsessens fodspor og tillægge mig nogle stjernenykker, der sømmer sig for det vilde liv inden for sex, drugs & poetry. Foreløbig nøjedes jeg dog med at tage et ret tidligt S-tog hjem, og det uden at blive antastet af en eneste groupie.

- det er fredag den 24. august; da udkommer den officielt, min digtsamling “Grøn for bouzouki og klarinet”.

Så er det bare med at komme afsted til nærmeste boghandler og sikre sig et eksemplar til sig selv. Nåja, og ét til konen/manden/kæresten, ét til elsker(ind)en, ét til bilen, ét til lokummet, ét til at pakke fisk ind i og ét for alle eventualiteters skyld.

Timingen kunne dårligt være bedre; søndag den 26. august kan man nemlig møde digteren himself, i fint selskab med en række illustre kolleger, i forbindelse med arrangementet Ord Under Himlen i Kongens Have i Sjöpenhamn. Læs næmere derom her!

- det er minsandten en rigtig bog. Med min tegning udenpå og mine digte indeni. Jeg var inde på forlaget og få en håndfuld eksemplarer, og nu ligger de henslængt på sofabordet, med beregnet skødesløshed ved siden af Rimbaud og andet godtfolk. Nu skal der så sendes eksemplarer ud til diverse anmelderes borde, hvor den skal have lov at simre, inden den ryger ud i almindelig handel.

Bøger. Hæ. Da jeg var barn, var det sådan noget, som andre mennesker skrev. Eller rettere, mennesker var det knap nok, det var forfattere, de var sådan nogle fjerne og ophøjede størrelser, og jeg var ikke fri for at være en smule imponeret, da jeg kom i gymnasiet og opdagede navnesammenfald mellem mine lærere og de personer, der havde forfattet visse af lærebøgerne.

Jeg er så siden kommet til at lære temmelig mange at kende, der har skrevet bøger, og nu har jeg så endegyldigt taget det sidste skridt derop, hvor min barndoms jeg knap kunne forestille sig mennesker af kød og blod. Ikke desto mindre føles mit legeme stadig såre kødeligt.

Men næste gang, jeg skal læse digte op i en eller anden sammenhæng, behøver jeg ikke stå og fumle med en stor dynge løse papirer. Jeg kan slå op i det medbragte eksemplar af min bog, måske udrustet med et proft udseende stalinorgel af gule post-it-sedler, der antyder en eller anden plan i, hvad jeg vil underholde forsamlingen med.

Så skete det sgu. Mail tikket ind fra forlaget her i dag - den er kommet. Min digtsamling. Fra trykken. Sådan rigtigt, med papir, tryksværte, omslag, ISBN-nummer og alt det andet, der får den slettet af listen over luftkasteller og gjort til en rigtig bog. Sådan én, man kan have med sig i lænestolen, toget, sengen eller Elbtunnellen, sådan én, man kan slå op i, spilde kaffe i, klaske fluer med eller låne ud til bekendte, som glemmer at levere den tilbage.

Jeg må ind og se den og befamle den i morgen. Hvornår resten af verden kan få den fornøjelse, er endnu uvist, men det hitter de vist snart ud af.