Cegebe

For nogle år siden var der flere, der anbefalede mig at læse Den utrolige historie om Kavalier og Clay af Michael Chabon. Det er en storslået historie, der blandt meget andet handler om jøder og tegneserier, og dermed er det sådan set ikke så underligt, at én og anden, der kender mig, tænkte, at jeg burde kaste mig over den. Jeg læste den med stor glæde, men jeg kunne ikke helt sige mig fri for en fornemmelse af, at jeg i højere grad var interesseret i de samme ting som Chabon end i den historie, han fortalte om dem.

Det betød så til gengæld, at jeg ville være overordentlig lydhør, hvis nu Chabon skulle gå hen og anbefale mig at læse et eller andet, som havde gjort et stort indtryk på ham. Sådan nogle anbefalinger fik jeg da også - nåja, ikke sådan personligt af manden selv over en øl på Andys Bar, men i en samling af hans essays, udgivet under titlen Maps and Legends. Et af dem handlede om en roman af den for mig ukendte Cormac McCarthy. Den lød så ædende trøsteløs på den storslåede måde, at jeg blev nysgerrig.

Jeg har - som tidligere nævnt - en svaghed for såkaldt post-apokalyptiske historier, sådan nogle, der handler om tiden efter en eller anden verdensomspændende og (næsten) altødelæggende katastrofe. Denne bog - med den såre simple titel The Road - var netop en af slagsen. Her kunne jeg så have noteret mig, at der var en bog, jeg gerne ville læse ved lejlighed, sat den på den uendelige liste over ting, der skal gøres, og så i øvrigt glemt alt om sagen og aldrig komme videre. Den slags sker alt for ofte. Nu kom virkeligheden, det nuværende, præ-apokalyptiske, billige skidt bare på tværs: Det viste sig, at der netop var blevet lavet en film over bogen.

Den var værre. Se, nu er der ikke som sådan noget galt i at filmatisere bøger. Det er sådan set en fin service over for sådan nogle som mig, der gerne vil kunne snakke lidt med om tingene, men som altså ikke orker at læse alle de tusindvis af trykte sider, der spyttes ud hvert øjeblik. Takket være filmatiseringen af Da Vinci Mysteriet har jeg en vis idé om, hvad denne temmelig åndssvage historie går ud på, uden at jeg har spildt mere end et par enkelte timer af mit liv med at finde ud af det. Men med The Road lå det lidt anderledes. Her havde jeg oprigtigt lyst til at læse bogen, og i sådanne tilfælde foretrækker jeg, at jeg ikke allerede kender den som film. Den film, der nådesløst er rykket ind i biograferne blev dermed det los i agterspejlet, som undertegnede havde brug for til at få sig nosset sammen til at gøre noget ved tingene og få den bog læst.

Det er jeg glad for, at jeg gjorde … selv om det føles lidt underligt at bruge ordet ‘glad’ i sammenhæng med en historie som The Road, for den er virkelig barsk. Det er en helt elementær historie - en far og en søn vandrer gennem et goldt, gråt og støvet Amerika uden noget specielt mål andet end en idé om, at hvis de går sydpå, vil de have en bedre chance for at overleve den tilstundende vinter. Verden er blevet ramt af en katastrofe, der har udslettet det meste liv på planeten. Byer er brændt ned, og der drysser aske fra himlen, men hvad der nøjagtig er sket, får vi ikke at vide - kun konsekvenserne; nogle få mennesker overlever ved at æde hinanden, og endnu færre forsøger at klare sig og samtidig opretholde en minimal grad af moral og anstændighed; blandt dem er de to hovedpersoner, som faderen selv stædigt refererer til som “the good guys” - noget han jævnligt må gøre i situationer, hvor hans søn er på nippet til at tvivle på den påstand.

I den forbindelse kunne der siges en masse om, hvad mennesket er for en størrelse, og hvad der sker med os og vores moral i ekstreme situationer. Det vil bare være den sikre måde at ødelægge bogen på. Historien er i den grad barberet helt ind til benet, at det, der virker, er den isnende fornemmelse, når man slet og ret læser den og oplever den. Det skal ikke ødelægges af for mange ord.

Af samme grund kunne jeg forestille mig, at den fungerer rigtig godt på film også. Det er ikke en af den slags historier, hvor der er en masse detaljer, som må udelades, fordi det bliver for indviklet at få med på film. Tvært imod - med de rette skuespillere og den rette sans for billeder burde filmen kunne give historien en ny dimension, uden at udvande den. Jeg må hellere se at få den set en af dagene.

Så længe fremtiden har eksisteret, har der været folk, der har kloget sig på, hvad der monstro vil ske i den. I min barndom handlede det i vid udstrækning om udsigterne til, at vi ville blive styret af computere, og at den totale udslettelse i øvrigt var nært forestående. Nu om dage er atomkrigen gået af mode, mens computerne har overtaget verden.

Et af de få områder, de endnu ikke har fuldstændig magt over, er læsning. Man bliver bims i låget, hvis man skal læse store mængder tekst på en skærm, og selv den smarteste lille bærbare er stadig bøvlet at slæbe rundt på, sammenlignet med en laset paperback fra boghandlerens tilbudskasse. Selv denne bastion står dog for fald, hvis man skal tro eksperterne; det er nemlig kun et spørgsmål om yderst kort tid, før vi får en virkelig duelig og attraktiv e-reader, som kan sparke bøger og aviser af banen.

Jeg hører ikke til dem, der per refleks går i forsvarsposition over ny teknologi. Det bliver sgudda meget fedt, når man lige kan have et helt bibliotek i noget, der ligner et designerspækbræt, og tilmed holde ud at læse det. Men på et enkelt punkt lever e-bogen dog ikke op til kravene på min tjekliste for perfekte gadgets.

Det skal den såmænd ikke være ked af, for det er nok et punkt, som de fleste vil finde uvæsentligt, for ikke at sige bizart. Masser af andre tingester og fænomener klarer heller ikke netop dét skær: Internettet, mobiltelefoner,  fastnettelefoner, CD-afspillere, fjernsyn, fjernvarme - alle dumper de med et brag på lige det punkt.

Sagen bunder i, at jeg har en svaghed for post-apokalyptiske historier. I ved, sådan noget med Verden efter atomkrigen/den verdensomspændende epidemi/det altødelæggende meteornedslag/whatever. Der, hvor civilisationen er brudt sammen, og hvor samfund, infrastruktur og all that jazz er en saga blot. Og mit krav til dimser og fænomener, hvis de virkelig skal komme i kridthuset her hos undertegnede, er, at de skal kunne bruges også efter den store katastrofe. Det vil sige, at de skal være uafhængige af alt, hvad der lugter af infrastruktur; de er derfor nødt til at være uafhængige af reservedele, som man ikke selv kan lave, af internettet - og naturligvis af elektricitet. Vel har jeg et nært forhold til computer, musikanlæg, kamera og andet - men jeg ved også, at det er dimser, som bliver værdiløse, den dag det hele er brudt sammen.

Derfor glæder jeg mig over de papirbøger, jeg har. Når jeg engang i den kommende atomvinter har været ude for at finde lidt brænde og nedlægge en mutantrotte til aftensmaden ved jeg, at jeg kan fornøje mig med dem ved bålets skær, mens alle I andre sidder derude i jeres huler og er ved at gå til af kedsomhed, fordi I ikke kan komme til at se Paradise Hotel. Hvis jeg inden da når at få købt en e-reader, kan jeg sikkert bruge den til at servere den helstegte rotte på.

Nu har det her år varet i over en uge, og jeg har endnu ikke fået gjort status over de forgangne ti af slagsen. Det kan vi jo ikke have.

Hvad var der ved de dersens nullere, som de vist efterhånden er ved at hedde officielt? Tja, tjo, der var noget med en gennemgribende og uventet sanering af et par ejendomme i New York, efterfulgt af Soldaterkammerater på Ørkensjov, som kulminerede med, at de fandt en mand i et hul i jorden og hængte ham. Og så fik vi Ringenes Herre på film, Leonard Cohen på dansk og et svimlende antal stjernefrø på slap line i bedste sendetid. Og København fik mig.

Dér sad jeg så, endnu én af alle de skide jyske indvandrere i Danmarks hovedstad, med et ufærdigt speciale på computeren og temmelig få bekendtskaber i området. Jeg måtte først og fremmest se at få mig to ting: En overspringshandling og en omgangskreds. Og søreme om jeg så ikke faldt over digte.dk.

Her kunne man publicere de lyriske udgydelser, man som Følsomt Ungt Menneske nødvendigvis havde i skrivebordsskuffen. Og på det dertil indrettede forum kunne man af hjertens lyst diskutere Livet, Kunsten og Kærligheden. Jeg havde på det tidspunkt en del lyrik i ærmet, som sagt var jeg ved at skrive speciale, og når nu jeg alligevel sad ved tasterne, var det oplagt at få det tampet ind, når sprogets mere flyvske sider ikke ville finde sig i at sidde stille længere. Og den 15. juni 2001 blev min tilstedeværelse på digte.dk åbnet med dette digt:

Det grønne hvælv

Det der er stort, det der er gråt
Det der er sundt, det der er blåt

Det der er smurt, det der er sødt
Det der er sort, det der er blødt

Det som går rundt i en rus hvor man ikke vil se

Det urgrønne hvælv hvis groende stenringe
Hæver lanternen derop hvor ingen fugl
Kan andet end smykke himlen for sin vinge

—

På forummet kom jeg til at kende folk under navne som Trolderik, chrz, Salome, Althea, Illianna, Kitub, Silvestri og deslige. Nogle af dem boede også i det her, de kalder København, og det var naturligvis oplagt at mødes derude, hvor mennesker er lavet af kød og blod og kan drikke øl. Det skete på en café, der hed Notz og lå på Jagtvej; vi sad i en krog om et par borde og skiftedes til at læse op for hinanden. Ak ja, disse var dagene.

Nu er digte.dk snart en saga blot. Folkene bag har bekendtgjort, at de lukker og slukker for siden. I tænksomme, kulturradikale kredse er det noget af en kioskbasker, og Politiken serverer da også nyheden med piber og trommer under den dramatiske overskrift “Beskidt tone lukker digternes kampplads”.

Ja, undskyld mig, men det er altså noget forbandet sludder. Den grund, som folkene bag selv angiver, er følgende: »Vi har besluttet at lukke digte.dk, da vi mener, at digte.dk har udtjent sit formål og ikke længere leverer den fornødne platform og grobund for et kreativt miljø«. Men journalister vil åbenbart med djævelens vold og magt gøre Konflikt til Verdens eneste og sandeste omdrejningspunkt, og derfor skal vi trækkes med en reportage fra boksekampen Sårede Mimosesjæle vs. Gadedrenge Med Skidt i Kæften.

Sagen er såmænd snarere den, at internetfora har deres liv. Jeg har gennem årene været på en del af slagsen om emner fra absint til græsk musik, og billedet går igen. De er kulturer, som fødes i en sand pionérånd, blomstrer i sprudlende kreativitet, bliver satte, og så efterhånden har man den dér fornemmelse af, at det var det. Digte.dk motiverede mig til at skrive en del mere, end jeg sikkert ellers ville have fået gjort, og tak for det. Jeg fik sågar udgivet noget af det som bog, så jeg sådan rigtigt og officielt kan kalde mig “forfatter”, og det er fint og godt, selv om der hverken er så mange penge eller så meget fisse i det, som nogle måske går rundt og tror. Digte.dk var i mit liv i nullerne, men nu er Verden gået videre, vi skriver 2010, der bygges nyt på Ground Zero, Saddam Hussein er død, nogle af de gamle rødder digter videre på livet løs, andre gør ikke, jeg selv synes i øjeblikket, at det er sjovere at tegne.

Digte.dk requiescat in pace, vi kipper med hatten herfra og siger tak for kampen, næste år i Jerusalem, mere lys og skål og skide være med det.

Det var dog grusomt, som jeg er sløv til at få skrevet noget her i øjeblikket. Tænk engang, jeg har endda forsømt et ellers yderst aktuelt stykke skamløs selvpromovering. Nå, bedre sent end aldrig, og man kan stadig nå at give den til nogen, Gud eller hvermand. Jeg tænker naturligvis på den spændende, nye bog Ord til alle sider, nyligt udkommet på Det Andersenske Forlag. Nej, det er ikke en svensk krimi, ejheller en samtalebog med Johannes Møllehave eller Sidney Lee, men derimod en samling interviews med en bred skare ordsnedkere, deriblandt undertegnede, foretaget af Lonni Krause. Bogen har en hjemmeside, der gerne skulle få sit eget liv hen ad vejen - se selv her.

Berlin er en by, der har tilbragt det meste af verdenshistorien i relativ ubemærkethed. Det blev der så i den grad rådet bod på, da vi nåede til det tyvende århundrede. Byen fik nogle år som dekadent kulturcentrum i mellemkrigstiden, inden den blev hovedstad i Det Tredje Rige. Siden blev den smadret, delt og genopbygget til sin nye rolle som brændpunkt i Den Kolde Krig, og nu er den så hovedstad i et genforenet Tyskland og i øvrigt et nemt mål for en lille sviptur fra Danmark af. Al denne omskiftelighed har dog været hård ved byen, og det meste af det, man ser, er bygget efter krigen. En hel del såmænd også efter genforeningen. Vil man fornemme lidt af den gamle berlinerstemning fra før Anden Verdenskrig, må man ty til skrevne ord, og dem findes der da heldigvis også en del af.

I trediverne opholdt den britiske forfatter Christopher Isherwood sig i Berlin, hvor han var vidne til byens løsslupne forlystelsesliv såvel som den gryende nazisme. Det kom der to bøger ud af: Mr. Norris skifter tog (1935) og Farvel til Berlin (1939). Grunden til, at Isherwood var taget til Berlin var, at han som homoseksuel fandt et mere frisindet miljø dér end i England, men i bøgerne nævner han intet om sin egen seksualitet. Det får ham til at fremstå som en mærkværdigt neutral og uinteresseret iagttager, noget, han selv er helt bevidst om: Farvel til Berlin indledes med ordene “Jeg er et kamera, med lukkeren åben …”. Gennem dette menneskelige kamera møder vi blandt andre cabaretsangerinden Sally Bowles, den rige jødinde Natalia Landauer og den uudgrundelige masochist mr. Norris, alle aktører i noget, der mest af alt ligner en bizar og absurd komedie, men som får en særlig tragisk dimension af visheden om, at de bøller med brune skjorter, der render rundt og laver ballade, endte med at sætte sig tungt på magten og kaste hele Europa ud i århundredets katastrofe. En højst anbefalelsesværdig skildring af noget, der var engang, og som kan gøre os lidt klogere på, hvor vi er i dag. Måske endda på, hvor vi risikerer at ende sidenhen?

Som en pudsighed kan nævnes, at Isherwood selv optræder under sit eget navn i Farvel til Berlin, mens han nogle år tidligere, i Mr. Norris skifter tog, brugte sine mellemnavne, William Bradshaw, som en art pseudonym.

Sætningen “Jeg er et kamera” blev i øvrigt brugt som titlen på et teaterstykke (og siden en film) der var bygget over Farvel til Berlin. Siden kom der også en musical til, på scene såvel som på film, med titlen Cabaret. Det er velsagtens i den udgave, med Liza Minelli i sin glansrolle som Sally Bowles, at Isherwoods historier har fået deres største udbredelse. I musicalen hedder Isherwoods alter ego i øvrigt Cliff Bradshaw, mens han i filmudgaven hedder Brian Roberts.

Måske er der nogen derude, der skal til Grækenland?

Jeg ved ikke, hvor mange tusinde græske taverner (de fleste af dem turistfælder), der hedder “Zorba”. De fleste kender med garanti også “Zorbas dans” som det, der mere end noget andet er lyden af Grækenland, om ikke andet, så når de hører den. Jeg kan så sige, at det er værd at grave lidt dybere: Den kendte melodi er temaet fra filmen “Zorba the Greek”, og den er igen bygget over en roman af den græske forfatter Nikos Kazantzakis. På dansk fik den titlen “Spil for mig, Zorbas”; den blev i sin tid udgivet som tranebog, og man kan få den smidt i nakken i ethvert antikvariat. Det er en fantastisk bog. Fortælleren er en intellektuel bogorm, der har fået den vanvittige idé at kaste sig ud i minedrift på Kreta. En farverig personlighed, Alexis Zorbas, tilbyder sig som hjælper; han er en impulsiv livsnyder og i ét og alt hovedpersonens modsætning. En dårlig forfatter kunne have gjort det til en kvalmende moralsk historie om, at man bare skal være spontan og gribe nuet. Nikos Kazantzakis er derimod en rigtig god forfatter og bruger det umage par til at fortælle storslået, rørende og morsomt om liv og død, begær og eftertanke, kærlighed og musik og hvad man nu ellers risikerer at støde på i en landsby på Kreta.

Historien bygger på Kazantzakis’ egne oplevelser, da han forsøgte sig med minedrift - dog ikke på Kreta, men på halvøen Mani. Virkelighedens Zorbas hed Giorgos til fornavn i stedet for Alexis. På græsk kan et navn i øvrigt have flere former: Hvis man bare nævner personen, hedder han Zorbas, men hvis man for eksempel kalder på ham, kapper man det sidste ’s’ af og råber “Hæy, Zorba!” På engelsk er der en tradition for at bruge formen uden s, når det gælder græske navne - det er derfor, man render på snart det ene, snart det andet.

I øvrigt er filmatiseringen også anbefalelsesværdig.

Det er efterhånden sket en hel del gange, at jeg har pakket tasken for at rejse et eller andet sted hen, og så er der også lige røget en bog med til de stunder, hvor det lige er sådan én, der skal til. Det er også sket en hel del gange, at jeg er kommet tilbage og har pakket tasken ud, inklusive bogen, som har ligget fuldstændig urørt og ikke bidraget til andet end ærgrelsen over at have slæbt noget fuldstændig overflødigt med.

Det behøver sandelig ikke at betyde, at det har været dårlige bøger. Når de overhovedet er kommet med, er det gerne fordi, jeg har været i gang med dem allerede inden jeg tog af sted, og så har jeg slet ikke kunnet forestille mig at afbryde læsningen. Men, men: Når jeg befinder mig i et eller andet udland og oplever ting, er det de oplevelser, der fylder mig. Der er noget underligt uvedkommende ved en bog, der ikke i øvrigt har noget med sagen at gøre, og derfor får sådan én som regel lov at henslæbe turen som ubrugelig og jævnligt forbandet dødvægt. Løsningen er ret indlysende: Hvis jeg skal have rejselekture med, skal det være noget, der har et eller andet at gøre med det sted, jeg nu måtte befinde mig. Nu findes der en hel del både steder og bøger på den her planet, så det burde nok være muligt også at støve nogle heldige sammenfald op. Det er i hvert fald flere gange lykkedes mig … og jeg skal nok dele ud af anbefalingerne i nogle kommende indlæg, så følg endelig med …!

Tilbage i det mørke 20. århundrede tilbragte jeg et års tid i Bruxelles, hvor jeg gik på en kunstskole og i øvrigt fik udvidet min horisont, når det gjaldt tegneserier. Det er ikke så underligt, Belgien er immervæk en tegneserienation (nej, det er ikke ment nedsættende!) med mestre som Hergé og Franquin på samvittigheden. Den lokale tegneseriebiks havde imidlertid også et pænt udvalg af noget så eksotisk som amerikanske tegneserier, og jeg købte bl.a. én, som jeg vidste var en uomgængelig klassiker, men som jeg af en eller anden grund aldrig havde fået læst: Alan Moore og Dave Gibbons Watchmen.

Første gennemlæsning efterlod mig lettere forvirret. Historien havde et utal af mere eller mindre sammenvævede tråde og flashbacks. Én ting bed jeg dog mærke i: En djævelsk dygtigt sammenskruet fortælleteknik, hvor billeder og tekst kunne handle om vidt forskellige ting, og så alligevel spille sammen. Jeg læste frem og tilbage anden, tredje, femte og tiende gang, og efterhånden blev jeg fortrolig med historien og universet.

Watchmen handler om, hvordan Verden ville være, hvis der var superhelte til. Den handler også om, hvilken slags personer superheltene i givet fald ville være. Hvad får folk til at maskere sig i et mere eller mindre åndssvagt kostume for at bekæmpe forbrydere? Både højreekstreme holdninger og seksuelle undertoner spiller ind for nogle; for andre bliver idealerne så høje, at de uden at ryste på hånden vil begå hidtil usete massakrer for at frelse Verden. Vi møder personer, der begår de modbydeligste ugerninger, men vi har ikke den luksus at kunne læne os mageligt tilbage i egen selvfede godhed og dømme dem: De har alle deres gode grunde til at handle, som de gør, og historien tager ikke parti.

Nu er jeg så igen udenlands, på en kunstskole, og søreme om ikke det flasker sig sådan, at Watchmen nu er kommet som film. Det virkede såre oplagt, at jeg måtte benytte lejligheden til at se den. Det har efterladt mig en smule spaltet.

Min første reaktion var en ubetinget wow-effekt. Jeg fik immervæk fortalt en historie, som jeg kan læse igen og igen uden at blive træt af den, og det på stort lærred og med stor lyd. Filmen er forholdsvis tro mod tegneserien; slutningen er skruet noget anderledes sammen, men rokker ikke ved selve pointen. I visse øjeblikke er det lige før jeg synes, at filmens slutning er en kende mere raffineret … men det ville kræve utilstedelige plot-spoilers at uddybe dette, så ikke mere om det.

Til gengæld er der så en hel masse, som filmen ikke får med, eller som den kurer lidt hurtigt hen over. Sådan må det nødvendigvis være - tegneserien er en omfangsrig og indviklet kleppert, og filmen er allerede på pænt over de to timer. Nå, der skulle efter sigende komme en væsentlig længere udgave på DVD. Her er det så, vi rører ved det, der truer med at melde sig som et problem for sådan en film: Hvorfor er den egentlig lavet? Historien er der allerede, nemlig i form af tegneserien. Filmen serverer den med billeder, der bevæger sig, og med lyd til. Personerne ser en smule anderledes ud, og som sagt er der pillet noget ved slutningen, men til syvende og sidst var fornøjelsen i ret høj grad bygget dels på genkendelsens glæde, dels på den oplevelse, der ligger i hele tiden at tænke: “Nå, har de lavet det sådan? Snakker Rorschach sådan? Wow, Laurie er eddermame sexet i det dér latexkostume”.

Jeg kan ikke helt sige mig fri for sådan en fornemmelse af, at det er et lidt tyndt grundlag at lave en film på. Hvis jeg var filminstruktør, ville jeg nok kaste mig over noget andet, der i højere grad tiggede og bad om en filmatisering. På den anden side nød jeg, som den übernørd jeg er, de par timer, så helt forgæves har det ikke været, at Zack Snyder brugte en stump af sit liv på at lave den film.

Det er sgu da utroligt, så lidt jeg får skrevet her for tiden.

Jeg tror, at jeg har indkredset synderen. Det er hverken vejret, finanskrisen eller den gode, gammeldags skriveblokering.

Det er Fjæsbogen. Hver gang jeg lige synes, at jeg har noget på hjerte, tænker jeg straks “arh, det kan jo også bare blive til en Facebook-opdatering”. Og derved bliver det åbenbart.

Måske er det bare sådan. Måske er det slut, prut med Iliader, Guddommelige Komedier, lange, russiske romaner og endda også fyldige blogindlæg. Nu bliver alt skrevet ultrakort under formen “xxxx er glad/sur/spiser pebernødder/syns det for dårligt at julegaverne ikke er større i år”.

Nå, det betyder jo egentlig bare, at vi er tilbage der, hvor hele den danske skriftkultur begyndte. Vore kære forfædre i vikingetiden var også mænd af få ord, i hvert fald når det gjaldt dem, de ville belemre eftertiden med. På deres runesten skrev de sådan noget som ”Thorgot rejste denne sten efter sin fader Asved. Til ve fandt han svig sammen med Ildes sønner”.

Tolstoj ville nok have brugt et par tusind sider på den historie, og den gennemsnitlige blogger ville sikkert også kunne finde stof til et halvlangt indlæg. Men det er fortid; nu lever vi i Facebook-alderen, også kendt som vikingetiden version 2.0.

Som nogle nok vil huske, udkom min digtsamling Grøn for Bouzouki og Klarinet sidste sensommer. Siden da har Verden ventet i spænding på, hvad der mon så ville ske. Var det virkelig alt? Var kilden løbet tør - eller ville der monstro komme mere en skønne dag? Ville han udgive flere digte under en ny, mærkelig titel - Magenta for Balalaika og Theremin eller sådan noget? Eller ville han skrive Den Store Danske Samtidsroman?

Planer har jeg selvsagt haft nok af, og nogle af dem har jeg sågar gjort noget ved, men jeg er generelt varsom med at råbe det hele fra nærmeste bjergtop, så længe tingene hænger og svæver i det uvisse. Nu ser det imidlertid ud til, at støbeskeen for næste bogplan er ved at komme på plads. Og nej, vi taler ikke om Den Store Danske Samtidsroman, ej heller om en ny digtsamling, men derimod om en fagbog, en håndbog, et stykke vejledende og oplysende litteratur, som menneskenes børn kan blive klogere af.

Baggrunden er et initiativ fra det lille forlag Darklights: De vil lave en serie bøger med den fælles overskrift Den Sorte Bog - en serie små fagbøger om diverse emner. De har efterlyst idéer og har nu udvalgt seks, der efter planen skal blive færdige bøger ud af. Deriblandt den, som jeg i sin tid sendte dem. Trofaste læsere af denne blog vil næppe undre sig, når de hører, at min idé er Den Sorte Bog om Absint.

Vi taler stadig om de indledende manøvrer, men den skulle gerne ramme reolerne engang i løbet af 2009. Stay tunes, føvks.