Cegebe

Jeg kan lige så godt tilstå det først som sidst: Ja, jeg udøver selvcensur.

Som tegner har jeg da spekuleret lidt på, hvad jeg ville have gjort, hvis Jyllands-Posten i sin tid havde bedt mig om at bidrage med en tegning af profeten Muhammed. Jeg er nået til den konklusion, at jeg ville have takket nej.

Det er der flere grunde til. Jeg har ikke noget problem med at overtræde et billedforbud hos en religion, der ikke er min, men jeg ville ikke gide at være med til en barnagtig omgang provokation for provokationens skyld, og det er, hvad Jyllands-Postens initiativ efter min mening var: En møgunge, der insisterede på at råbe pisselortekusse til tante Carlas begravelse og efterfølgende blev tøsefornærmet over at få et par på skrinet.

Men, lad mig bare indrømme det ganske åbenlyst: Først og fremmest ville jeg være bange for konsekvenserne. Og af den grund, mere end nogen anden, har jeg ikke lyst til at tegne profeten Muhammed.

Det er såmænd ikke så meget de gale fundamentalister, jeg ville være bange for. Hvis et fjols stræber mig efter livet på grund af noget, jeg har gjort, og som jeg selv kan stå ved, vil jeg sådan set tage det som en ære. Nej, det, jeg frygter, er de venner, jeg ville få.

Hvis jeg lavede en provokerende tegning af profeten Muhammed, ville jeg blive taget til indtægt for en sag, der handler om at oppiske en hadefuld og konfrontatorisk stemning mod en masse folk, som jeg ikke har noget udestående med. Jeg ville være blevet hyldet som en helt af Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet og hele det øvrige sammenrend af klaphatte, hvis hele livsindhold består i at hakke på alt, hvad der har med islam at gøre. Tanken om et skulderklap fra Lars Hedegaard gør mig mere bange end hundrede øksemordere og bombemænd.

Derfor udøver jeg selvcensur.

Jeg følte mig efterhånden nogenlunde rustet til at kaste mig over det endelige billede. Jeg lagde et stykke kalkérpapir over tegningen og tegnede omhyggeligt omridset af. Derpå gned jeg bagsiden af kalkérpapiret med tegnekul, lagde det over lærredet med kulsiden nedad og overførte tegningen ved at følge konturen igen med en kuglepen. Jeg kunne have brugt alt muligt, der var spidst, men en kuglepen sætter en streg på kalkérpapiret, så jeg kan se, hvor langt jeg er kommet. Det kan være ret bekvemt. Derpå trak jeg konturerne op på lærredet med sort tusch.

På det tidspunkt var lærredet stadig hvidt, men for at få det kvalt med det samme, malede jeg hele lærredet over med en gennemskinnelig gråligbrun, hvor man stadig kunne se tegningen igennem - det, som italienerne kaldte ‘imprimatura’ i de gode, gamle dage. Den bestod primært af rå umbra, en farve, som tørrer hurtigt, og jeg var derfor snart parat til at gå videre. Billedet blev installeret på staffeliet, med farveskitsen lige ved hånden, så den var til at tjekke, og så var det bare at gå i gang.

Hvor skal man ende, og hvor skal man begynde? Det er der mange meninger om. Jeg har diverse tommelfingerregler i baghovedet:

1) Det er en god idé at begynde med den sværeste og/eller vigtigste del af billedet. Hvis det ikke er i orden, kan resten være ligemeget, så det må jeg hellere få på plads med det samme.

2) Det er en god idé at begynde med et sted, hvor hele skalaen fra lys til mørke er i brug; dermed kan det én gang for alle blive slået fast, hvilke rammer, der er at lave resten af skidtet inden for.

Disse tommelfingerregler kan naturligvis ofte komme i grusom konflikt med hinanden, men i det her tilfælde gav det nu god mening at begynde med hovedet. Allerførst lagde jeg noget baggrundsfarve ind for bedre at kunne bedømme hudfarven og kontrasten.

Så gik det ellers løs. Alt det, der sker her, er ikke endegyldigt; farven bliver påført i tynde lag med temmelig løs hånd for at få hovedtrækkene på plads - det, som man i 1800-tallets franske, akademiske maleri kaldte en ‘ébauche’. Detaljer og den fulde farvestyrke og formgivning er noget, der kommer oveni, men der er ikke noget i vejen for, at en godt lavet ébauche kan ende med at skinne lidt igennem hist og her i det endelige billede også.

Her er hele baduljen så blevet undermalet, så man kan begynde at få indtryk af helheden. Herefter skal det så have en tur til, denne gang en tand mere omhyggeligt, og med mere power på lys og mørke. Derom senere …

Det hænder, at folk spørger mig, hvor længe jeg har tegnet og malet. For så vidt er svaret ret enkelt, for det har jeg gjort, så længe jeg kan huske. På den anden side er det sådan et svar, der udelader en hel del. Det fortæller ikke rigtig noget om bølgegangene i det temmelig stormfulde had/kærlighedsforhold, jeg i en stor del af mit liv har haft til billedmageriet. Der har ind imellem været temmelig lange perioder, hvor jeg ikke har lavet noget overhovedet på det område. Som regel har det haft noget at gøre med en fornemmelse af, at mine evner simpelt hen ikke rakte til det, jeg gerne ville. Jeg har alle dage været vant til at være “ham, der var god til at tegne”, og jeg har da også vidst, at jeg havde en nogenlunde ferm hånd på det felt. Men jeg har også været pinligt klar over mine begrænsninger. Jeg kunne se, at der var andre, der var uhyggeligt meget bedre end mig, og efterhånden som tiden skred frem, kunne jeg også se, at det ikke nødvendigvis var folk, som var ældre end mig selv.

Det er sådan noget, som i lange perioder fik mig til at sparke papir og pensler over i et hjørne og kaste mig over andre ting. Lære sære sprog. Skrive lyrik. Studere filosofi, religion, Balkans historie, græsk musik, italiensk middelalderlitteratur og hvad ved jeg. Jeg er ikke just typen, der ikke kan finde på noget at interessere mig for. Og så skal det selvfølgelig allersnarest flaske sig sådan, at en eller anden er kommet og har bedt mig om at tegne et eller andet til et eller andet, og så har jeg jo dårligt kunnet sige nej, selv om jeg helt ind til marven har haft en nagende fornemmelse af, at jeg overhovedet ikke vidste, hvad jeg skulle gøre for at lave noget, jeg rent faktisk gerne ville stå ved.

Jeg er generelt skeptisk, når folk fortæller, at nu har de lagt deres liv om og taget skeen i den anden hånd og begyndt et nyt liv, og at alting nu bliver helt anderledes. Det bliver det som regel ikke; det er lidt som den gamle vittighed om, at “det er let at holde op med at ryge, jeg har gjort det masser af gange”. Men altså, jeg må jo krybe til korset og indrømme, at jeg ind imellem har haft det nøjagtig sådan, at NU ville jeg edderbrodereme gøre noget ved det og få lært at tegne ORNLIGT, og SÅ skulle der ske noget.

Når det så ind imellem er løbet ud i sandet, vil jeg godt lige have lov at skyde i hvert fald noget af skylden fra mig: Sagen er den, at der cirkulerer uhyggelige mængder af det pureste bullshit ude i verden, når det gælder gode råd om, hvordan man skal lære at tegne og male. Internettet kan være en guldgrube af information på området, men så sandelig også et ocean af misinformation, og det samme gælder såmænd ærværdige bøger, der ellers ser så respektable ud, som de står der på reolerne, og for den sags skyld institutioner og akademier, hvis formål skulle være at udlære nye billedmagere. Siden 1800-tallet har et utal af hel-, halv- og kvartstuderede røvere fremsat diverse teorier om, hvordan “de gamle mestre” dog gjorde, og de mest mærkværdige procedurer, dogmer og opskrifter på magisk heksebryg har været afprøvet af håbefulde kunstnerspirer, og såmænd også af undertegnede.

Ikke desto mindre er det rent faktisk lykkedes mig at rykke en hel del. Det virkelige ryk begyndte i 2007, hvor jeg besluttede, at jeg virkelig ville gennemarbejde et billede; det er det, som trofaste læsere af denne blog har kunnet følge her. Den vigtigste lære af den proces var at finde ud af, hvor meget bedre tingene kunne blive, hvis jeg havde forberedt dem ordentligt i stedet for bare at kaste mig ud i det på må og få og regne med, at jeg nok kunne redde det i land hen ad vejen. Siden da har jeg haft den forbløffende fornemmelse af, at jeg rent faktisk er rykket. Når jeg ser tilbage på 2007 kan jeg kun smile overbærende af mine ubehjælpsomme tegninger, og jeg kan konstatere, at jeg brugte en maleteknik, som var unødigt omstændelig, uden at jeg rigtig forstod, hvad jeg gjorde. Men det var også bare en begyndelse. Og den gjorde det, som alle gode begyndelser skal: Førte videre - og det med en klokkeklar kurs, hvor hvert nyt kapitel var en tvingende følge af det foregående. Seneste kapitel er foregået i Frankrig; nu er jeg igen i Danmark, og det med en fornemmelse af, at jeg efterhånden er ved at kunne noget af det, jeg gerne vil. Resultater skal nok blive offentliggjort her hen ad vejen.

Sommeren igennem har jeg set dem komme og gå. Folk. Mine kolleger på den anstalt, der forsyner mig med skillemønt til det daglige brød. De har, som man nu gør det sådanne steder, afholdt den ferie, som de har krav på og lyst til, og for de flestes vedkommende har det så fået en ende nu, og de er tilbage.

Jeg, derimod, har tålmodigt holdt ud og er trofast mødt op på min pind hver dag for at passe, hvad passes skulle. Nogen skal jo gøre det - det er ikke et af den slags steder, der ligger helt stille sommeren over - men det er nu ikke af nogen synderlig pligtfølelse, at jeg har gjort det. Sagen er i stedet den, at det dér, de kalder ferie, for mit vedkommende er noget, der skal fyres af i september. Hele september og lidt til i hver ende. Jeg har seks ugers ferie i alt, og de fem af dem skal brændes af dér. Der indløb nemlig et godt tilbud fra det franske. Studio Escalier, hvor jeg, som trofaste læsere vil vide, tilbragte et par måneder i foråret, afholder et 10-ugers kursus i efteråret. Det viste sig, at én af deltagerne kun kunne være med i den sidste halvdel, og så skrev de og spurgte, om jeg var interesseret i at hænge på de første fem uger. Jep, indeed-y-o, klart som blæk var jeg da interesseret.

Denne gang er det med farver på. Sommer- og efterårskurserne afholdes ikke i Paris, men i Studio Escaliers hovedkvarter, der ligger i Argenton-Chateau, en landlig afkrog i det vestlige Frankrig, langt fra alting. Sådan et sted, hvor den nærmeste station ligger tyve kilometer væk, og hvor man skal bestille en taxa en uge i forvejen, hvis man skal dertil eller -fra. Her tillader faciliteterne, at man også sviner med oliefarve, og kurset koncentrerer sig om maleri.

Ferie, som i “afslapning”, bliver det næppe. Den slags gider jeg heller ikke. Det bliver højspændt intenstivt maleundervisning fra morgen til aften. Og, hvis jeg kender folkene bag ret, bliver det ekstremt givende. Resultater skal nok blive vist frem her, når vi når så vidt.

Engang, hvor mit hjem var blevet invaderet af en flok venner og bekendte i festligt lag, var der én, der betragtede et af mine malerier og udbrød: “Det ser jo fuldstændig ud som et billede!”

I første omgang studsede jeg, for jeg forstod ikke helt, hvad han mente. Hvordan kunne det “se ud som” et billede”?? Det VAR jo et billede, for dælen da. Men OK, det gik hurtigt op for mig i al sin gru, at det, han mente, var, at det så ud som et fotografi. Jeg har siden da haft antennerne ude og opdaget, at der rent faktisk er temmelig mange mennesker, der går frit rundt og uden skyggen af anfægtelse bruger ordet “billede”, som om det simpelt hen betyder “fotografi”. Tag jer dog sammen, I sprogbrugere og billedbetragtere derude. Der findes billeder, som ikke er fotografier. Som nu for eksempel dem, jeg laver ved at smøre diverse slags farve ud på et eller andet fladt.

Så er der det med, om de billeder ligner fotografier. Det er der åbenbart i hvert fald én person, der synes, men her vil jeg altså vove at sukke dybt og opfordre til ordentlig brug af det fintfølende sanseapparat, som et par øjne med tilhørende hjerne udgør.

Nu om dage er vi vant til, at det billige skidt, vi kalder virkeligheden, kan fastholdes på et fotografi. Det betyder, at vi kan bruge fotografier, når vi skal se, hvordan noget eller nogen ser ud. Hvis en fyrste for 300 år var på udkig efter en kone i et andet land, men gerne ville sikre, at han fik noget, som han kunne være bekendt at vise frem for venner og undersåtter, måtte han sende en billedkunstner ud for at male hende, hvis han ikke lige havde tid til selv at tage hende i øjesyn. Den slags har vi fotografier til i dag; vi behøver ikke at hyre en maler, når vi skal have et profilbillede på dating.dk.

Det er jo reelt nok, men det lader til at være steget os lidt til hovedet. Vi har tilsyneladende accepteret fotografiet som den ultimative og eneste målestok for, hvornår noget ser “virkeligt” ud. Når et billede viser en genstand eller en person på en overbevisende og genkendelig måde, jamen så må det jo ligne et fotografi. Der er også mange, der ligefrem mener det som en kompliment; for dem er det største, en billedkunstner kan opnå, at lave noget, der ser ud som et fotografi.

Nu er der rent faktisk også billedkunstnere, der netop har det som mål. Tag for eksempel sådan én som Dru Blair, der står bag et billede som det her:

Her kan man med rette sige, at det ligner et fotografi. Det er det ikke; der er en nærmere gennemgang af billedet på hans hjemmeside.

Det her er også et maleri:

Det er malet af Jean-Auguste-Dominique Ingres og er også sådan ét, der nok vil få en og anden til at udbryde, at det ligner et fotografi.

Det gør det overhovedet ikke, vil jeg mene. Det ligner et maleri. Og malerier kan noget helt andet end fotografier. Det er der mange grunde til; en af dem er tiden.

Når vi har været til moster Åges 60-års fødselsdag og vi bagefter er tvangsindlagt til at se de 5.000 billeder, som alle har taget af alle, er der med stor sikkerhed en hel del af dem, hvor en eller flere af de tilstedeværende ser gennemført tåbelig ud. Hvis man tager et øjebliksbillede af en person, og vedkommende ikke har fået chancen for at lægge sit åsyn i fotogene folder, kan man ret let få fanget vedkommende med et udtryk, som man for hundrede år siden kunne have taget penge for at vise frem i et omrejsende tivoli. Konklusionen er den ikke særlige smigrende, at vi tilbringer en forbløffende stor del af vort liv med at se komplet idiotiske ud.

Det lægger vi sjovt nok kun mærke til, når der lige er et kamera, der fanger det. Et kamera fanger nemlig et øjebliksbillede, men det er, i ordets egentligste forstand, en umenneskelig måde at se på. Vi ser ikke øjebliksbilleder - vi ser en sammenhæng. Hvis vi med åben mund og polypper sidder over for vort hjertes udkårne under en romantisk middag, ser vi ikke alle de fjogede udtryk, som hun i dette eller hint millisekund måtte fremvise, men hendes underskønne ansigt, slet og ret.

Sådan et ansigt kan en maler også gengive. Maleren gengiver det samlede indtryk fra al den tid, der har været til at betragte modellen, med alle de små afvigelser, trækninger, smil og glimt i øjnene som dertil hører. Hvis maleren altså vil, vel at mærke; ovennævnte Dru Blair sætter åbenbart i stedet en ære i at vise sin model med indbegrebet af et opstillet foto-colgate-smil.

At bedømme en maler på, hvor meget vedkommendes billeder ligner fotografier, er at gøre nar af maleren. Man antyder, at det største, en maler kan opnå, er at bruge måneder på at gøre det, som andre folk klarer på 1/100 sekund. Det er det ikke; det største en maler kan opnå, er, at gengive det, som den menneskelige hjerne kan lade os se - og det er noget, som der skal mere end en linse og en lysfølsom flade til at fange.

Da jeg sad i Paris her i det tidlige forår, fik livets gang i lille Danmark ikke den helt store opmærksomhed fra min side, men OK, det hændte da, at jeg kom forbi en eller anden dansk nyhedsside under en lejlighedsvis surfetur på nettet. En dag faldt jeg over denne omtale af en udstilling med en norsk maler ved navn Peder Balke. Som anmelderen antyder, er han ikke videre kendt. Skæbnen ville, at jeg netop havde lært ham at kende, da jeg læste artiklen - jeg var så sent som dagen forinden kommet forbi en fjern afkrog af Louvre, hvor en håndfuld skandinaviske malere var repræsenteret, og deriblandt altså også Peder Balke. Jeg blev ganske begejstret for hans billeder; ganske små gengivelser af landskaber, som han er kommet forbi rundt omkring i østersøområdet. Her er en af de små olieskitser, der hænger på Louvre:

Han er helt eminent til lige at slå et par enkelte strøg og med dem fremmane et dramatisk billede af hav, klipper, tunge skyer og storladne solstrejf. Det er åbenbart også den slags, der er med på udstillingen på Ordrupgaard, hvor Balke så har fået nutidigt selskab i form af Per Kirkeby.

Da jeg læste artiklen, fik jeg sådan en fornemmelse af, at Politikens anmelder, Peter Michael Hornung, ikke er helt tryg ved situationen. Han skriver bl.a.: “I dette dobbelte løb er det Balke, der render med opmærksomheden, ikke fordi han er den bedste kunstner, for det er han langtfra. Men fordi han er det nyeste bekendtskab.”

Øh? Hvad skal man lige lægge i, at Balke langtfra er den bedste kunstner? Der er kun to mand høj at gøre godt med, så hvis de skal rangordnes, er den ene den bedste og den anden den værste. Eller betyder dette langtfra, at Kirkebys sejr er fuldstændig overlegen - at Balke efter Hornungs mening er helt ualmindelig meget ringere end Kirkeby?

Længere nede hedder det så, at Balkes billeder ” rejser sig over et tvivlsomt fundament af sådanne illusionistiske effekter (…) Ren kitsch er de ikke, for de virker ved at rumme en egen robust mystik.”

De “illusionistiske effekter” er de, med Kirkebys ord, “beskidte tricks”, som Balke har lært som dekorationsmaler. Jeg kan ikke sige mig fri for en fornemmelse af, at det er noget, der giver den gode anmelder et vist sus at se på, men at det ikke rigtig må være. Så søger han tilflugt i ordet “kitsch”, det er jo altid godt at hive op af posen som forsvar, når man står over for noget, der truer med at ramme en i mellemgulvet uden mindste hensyn til, hvad der er autoriseret god smag. Hvis vi skal overleve turen til Ordrupgaard, er vi først nødt til at beskytte os med et solidt udvalg af besværgelser, der skal beskytte os mod Peder Balkes trolddomskraft og sikre, at vi kun får det ud af hans billeder, som er acceptabelt blandt rigtige, dannede kånstelskere.

Det er sådan noget, der er lige ved at få en indre terapeut op i mig. Sådan én, der giver den stakkels anmelder en professionel megakrammer og siger: “Kom ud med det! Det er OK! Du må gerne være begejstret og synes, at Balkes billeder bare er gennemført fede”.

For det er de jo. Totalt æske-fede. Og det er de ikke fordi de hæver sig over noget andet - nej, de er fede for lige nøjagtigt det, de er. De virker ikke på trods af de såkaldt “beskidte” tricks, men på grund af dem. Den slags tricks er det, der hedder håndværksmæssig kunnen, og der var en gang, hvor det rent faktisk var en kvalitet. Nu om dage er det åbenbart næsten noget, der skal undskyldes, men fannerme om jeg vil hoppe på den galej. Jeg må se at komme et smut om ad Ordrupgaard en af dagene, og så skal jeg nok vide at nyde hele Balkes arsenal af effekter. Måske kunne jeg ligefrem ende med at mene, at han er en bedre kunstner end Per Kirkeby.

Nu har jeg efterhånden i et par uger været i det her, de kalder Danmark, og har vel så nogenlunde vænnet mig til, at det også kan være en slags hverdag, der kan leves i.

Når jeg møder folk, jeg kender, siger de “velkommen hjem”, og det kan man vel ikke fortænke dem i, for det er sådan set en naturlig bemærkning (medmindre de i virkeligheden var henrykte for at slippe af med mig, men det er så deres problem). Det pudsige er, at jeg hver gang studser over bemærkningen og lige skal vende den: Det lyder et eller andet sted helt forkert, synes jeg. Jeg er ikke kommet hjem.

Det er ikke fordi, jeg er begyndt at føle mig mere hjemme i Paris. Man kan sige meget om den by, og det meste af det får den til at lyde som et herligt sted at være, men det er ikke sådan et sted, hvor jeg føler mig hjemme helt ind til benet. Det er ikke den dér fornemmelse af dér har jeg rod, derfra min verden går. I den forstand er Danmark et mere hjemligt sted at være for mig.

Men Studio Escalier har pisset nyt territorium af for hjemligheden. Det er ikke stedet; man kan dårligt knytte Studio Escalier til et bestemt sted, for undervisningen foregik i et atelier, lejet til lejligheden, og om sommeren er der kurser, der slet ikke finder sted i Paris, men i en lille flække langt fra alting. Nej, det er den uhåndgribelige hjemlighed, der opstod ved, at jeg rent faktisk kunne bruge al min tid på at være fokuseret på tegning og maleri, og ved at være blandt andre i samme båd. Det var noget, jeg i den grad hørte til i.

Det er også noget, jeg så vidt muligt forsøger fortsat at klynge mig til. Flokken af folk er spredt for alle vinde nu, der er distraktionsmomenter som dagligt lønslaveri og deslige, som kræver deres lille luns af tidskagen, men tilbage er et fokus på billedkunst, som jeg prøver at holde. Det dersens Danmark, der så er rundt omkring mig nu, er i visse henseender en hæmsko, i andre en god base, men i bund og grund noget, der bare er der. Så “velkommen hjem”? Nah. Jeg er et helt andet sted og bliver der.

I morges indfandt jeg mig vanen tro på Louvre for at tegne. Inden jeg gik i gang ville jeg lige et smut ned og kigge på nogle malerier af spanske kunstnere som Murillo og Zurbaran. Dum idé. Det var værre end Føtex i myldretiden; de ellers velvoksne sale var proppet til med tonsvis af levende menneskekød, garneret med kameraer og i langsommelig fremdrift. Sagen er den, at de spanske billeder hænger nede for enden af den fløj, hvor de italienske mestres værker hænger. Deriblandt dem af Leonardo da Vinci. Deriblandt … ja, hende. Mona Lisa. Verdens Berømteste Maleri, tror jeg nok, at man roligt kan sige. Det var selvfølgelig hende, de allesammen skulle se.

Det er en populær sport at opdele menneskeheden i to grundlæggende typer. Dem, der dit, og dem, der dat. Det kan vi så også gøre her: Der er dem, der koste hvad det vil skal se Mona Lisa, og så er der dem, der ikke rigtig fatter, hvorfor lige dét billede er noget særligt. Det sjove er, at de to grupper i ret høj grad overlapper hinanden. Der er ikke ret mange af dem, der puffer og maser sig derind, der gør noget videre ud af rent faktisk at kigge på billedet. De kan sige, at de har set det, ofte kun gennem deres kamera, og det er så det. Men ind og se det, det skal de fannerme!

Jeg synes rent faktisk, at det er et ganske fantastisk billede. Helt banalt godt lavet, velkomponeret og med det dér mystifistiske og såre stemningsfulde udtryk, som man bare aldrig bliver færdig med. Nu er det jo svært at frigøre sig fra alt det, man ved og er præget af, men jeg bilder mig ind, at jeg også ville blive ret fascineret af billedet, hvis jeg bare sådan stødte på det uden at vide, at det var så berømt og så helt særligt.

Jeg orker bare næsten ikke at stå og hoppe mellem tusind nakker for at få et glimt af hende bag det skudsikre panserglas, der afskærmer hende. Så hellere udnytte, at jeg er på et gigantisk museum, hvor der hænger tusinder af andre billeder, der er værd at kigge på, og hvor nærmest ingen andre finder hen. Som nu f.eks. den såkaldte “sigøjnerpige” af Frans Hals. Hun er måske knap så mystisk og ædel som Mona Lisa, men hun har dælme et sexet glimt i øjnene. Nåja, sandsynligvis forestiller billedet da også en pige, der tjener til dagen og vejen ved det glimt og det, som det kan føre til.

Hende stod jeg og kiggede længe på i dag. Der var én anden i lokalet.

Som yderligere forbrugeroplysning kan vi så lige tilføje, at Mona Lisa ikke hedder Mona. Hun hedder kun Lisa. “Mona” er en kort form for Ma Donna (”min frue”) , som i hine dage var en høflig måde at til- og omtale en dame på. Det er i øvrigt først langt op i 1800-tallet, at billedet blev så umådelig berømt. Før da var det hverken mere eller mindre end ét godt billede ud af en kæmperøvfuld af slagsen.

Alle dage kan ikke være lige gode, og mandage ligger generelt skidt i statistikken. For mit vedkommende lige nu er det begribeligvis sådan noget med tegninger, der ikke lige vil som jeg vil. Typisk begynder jeg med at slå nogle streger og synes, at det da ser nogenlunde ud, og så går jeg videre med det, indtil jeg opdager, at der alligevel var et eller andet med proportionerne, der ikke lige var, som det skulle være. Det kan jo så finpudses hen ad vejen, men når det er mandag, betyder det selvfølgelig, at tegningen begynder at vokse ud af papiret. Hvis den skal være rigtig, skal den fortsætte ud i den blå luft, hinsides papirets kant, og det kan den jo altså ikke. Så sidder man dér og tegner og prøver lidt at overbevise sig selv, at resultatet er, som det skal være, samtidig med, at man inderst inde godt ved, at den ikke holder, og at der ikke rigtig er andet at gøre end at begynde forfra, med bedre styr på de indledende manøvrer. Det giver sådan en fornemmelse af, at ens tegning ikke vil acceptere, hvem det er, der bestemmer, og at den er ligeglad med at blive god, hvis bare den kan være på tværs.

Der er visse kunstnere, der gør en dyd ud af den slags. Sådan noget med “jeg ved ikke, hvor billedet vil hen, når jeg begynder” og lignende. Åhja, det lyder jo vældig følsomt og kunstnerisk, og jo, det hænder da, at de små puds, som tilfældet spiller én, kan ende lykkeligt, men i ni ud af ti tilfælde virker det nu mest som en undskyldning for, at personen bag ikke har styr på, hvad vedkommende foretager sig, og jeg vil altså påstå, at det er gavnligt for ens billedmageri at have styr på, hvad der foregår.

Så altså - i morgen skal der spyttes i næverne. Skeen i den anden hånd, ærmerne smøget op, piben får en anden lyd. Jeg skal eddermame vise den blyant, hvor skabet skal stå.

I går døde Andrew Wyeth. Han blev 91 år.

En og anden har måske aldrig hørt om ham, men nu er anledningen der så til at få rådet bod på det. Andrew Wyeth var en amerikansk billedkunstner, søn af den (i USA, i hvert fald) nærmest legendariske illustrator N.C. Wyeth.

Andrew Wyeth er bemærkelsesværdig ved, at hans foretrukne medium ikke var oliefarver, men æggetempera. Teknikken var meget brugt i middelalderen, men gik siden stort set af brug. I dag bruges den fortrinsvis af ikonmalere inden for den ortodokse kirke, hvor man netop lægger meget vægt på at videreføre en middelalderlig tradition. Teknikken går kort fortalt ud på, at farven er rørt ud i æggeblomme, mens den i oliefarver er rørt ud i, nåja, olie. Æggetempera har ikke den samme dybe glans som oliefarven og tørrer hurtigere, så det er sværere at lave glidende overgange. Til gengæld har den en klarhed og et lys, som oliefarven ikke kan levere på samme måde.

Hans vel nok kendteste billede hedder Christina’s World og blev malet i 1948:

Pigen på billedet, Christina Olson, var Andrew Wyeths nabo, da han boede i Maine. Hun var lam i underkroppen og måtte komme rundt ved at trække sig selv hen over jorden med armene. I USA er billedet kendt nok til at være blevet brugt i diverse parodier; MAD Magazine brugte det i år 2000 i en version med Hillary Clinton i pigens sted og Capitol Hill i baggrunden.

En serie striber med Radiserne beskriver, hvordan Nusers hundehus brænder, og han mister alt - inklusive en original Van Gogh. Han får imidlertid genopbygget hundehuset og anskaffer som erstatning et værk af Andrew Wyeth. Da striberne blev oversat, gik man (sikkert meget fornuftigt) ud fra, at Wyeth ikke var kendt af et dansk publikum, så herhjemme fik Nuser i stedet en Asger Jorn.

Billedet nedenfor, Long Limb, er fra 1999:

Wyeth beskrev det selv således: “That patch of snow is my grave. The withered leaves on that tree are my friends who have passed away”.