Cegebe

Jeg kan lige så godt tilstå det først som sidst: Ja, jeg udøver selvcensur.

Som tegner har jeg da spekuleret lidt på, hvad jeg ville have gjort, hvis Jyllands-Posten i sin tid havde bedt mig om at bidrage med en tegning af profeten Muhammed. Jeg er nået til den konklusion, at jeg ville have takket nej.

Det er der flere grunde til. Jeg har ikke noget problem med at overtræde et billedforbud hos en religion, der ikke er min, men jeg ville ikke gide at være med til en barnagtig omgang provokation for provokationens skyld, og det er, hvad Jyllands-Postens initiativ efter min mening var: En møgunge, der insisterede på at råbe pisselortekusse til tante Carlas begravelse og efterfølgende blev tøsefornærmet over at få et par på skrinet.

Men, lad mig bare indrømme det ganske åbenlyst: Først og fremmest ville jeg være bange for konsekvenserne. Og af den grund, mere end nogen anden, har jeg ikke lyst til at tegne profeten Muhammed.

Det er såmænd ikke så meget de gale fundamentalister, jeg ville være bange for. Hvis et fjols stræber mig efter livet på grund af noget, jeg har gjort, og som jeg selv kan stå ved, vil jeg sådan set tage det som en ære. Nej, det, jeg frygter, er de venner, jeg ville få.

Hvis jeg lavede en provokerende tegning af profeten Muhammed, ville jeg blive taget til indtægt for en sag, der handler om at oppiske en hadefuld og konfrontatorisk stemning mod en masse folk, som jeg ikke har noget udestående med. Jeg ville være blevet hyldet som en helt af Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet og hele det øvrige sammenrend af klaphatte, hvis hele livsindhold består i at hakke på alt, hvad der har med islam at gøre. Tanken om et skulderklap fra Lars Hedegaard gør mig mere bange end hundrede øksemordere og bombemænd.

Derfor udøver jeg selvcensur.

“Når en 68′er i dag hører et nummer med Rolling Stones, får han tårer i øjnene. Sådan virkede 1989 slet ikke på sin generation (…) Der manglede noget rock’n'roll, for at vesteuropæiske unge kunne identificere sig med det”. Sådan sagde Københavns Universitets prorektor, Lykke Friis, i hvert fald i et interview i MetroXpress den 3. november.

Som én, der i tiden omkring Murens fald var ved at blive så nogenlunde flyvefærdig til at tage Verden i besiddelse, må jeg vel siges at høre ind under den omtalte generation. For så vidt kan jeg godt genkende billedet. Fra alle andre end mig selv.

Når man er ung og vild, har man, som Lykke Friis antyder, gerne hovedet fyldt med sex, drugs and rock’n'roll, og bortset fra billig vodka og ditto ludere var det nye land mod øst ikke nogen skelsættende kulturfaktor i så henseende. Nu var jeg så bare en noget atypisk ung og vild. Min tankegang var vist noget i stil med, at sex, drugs and rock’n'roll, det vil jo altid være der, men Verdenshistorien, den sker lige her og nu og venter ikke på nogen. Og det dér Verdenshistorie, det var noget, jeg godt kunne tænke mig at prøve.

Der var dem, der var der under Perserkrigene, korstogene, tyrkernes erobring af Konstantinopel, opdagelsesrejserne, Den Franske Revolution, Titanics forlis, 2. Verdenskrig eller Cubakrisen. Jeg var vokset op i en periode, hvor der ud over et enkelt attentat hist og her og et havari på et sovjetisk atomkraftværk virkelig ikke skete ret meget. Verden var låst fast i det, den nu var; øst og vest op mod hinanden, begge parter med masser af atomsprænghoveder, og en skarpt bevogtet grænse imellem. “Ved du hvad, Ronni .. jeg vil vædde med, at den mur står der, når vi to engang er døde,” som Anita siger i De Skrigende Halse. Det var også min fornemmelse, og så var det immervæk temmelig overrumplende, at der lige pludselig, en novemberdag i 1989, rent faktisk skete noget.

Jeg vidste med det samme, at det her var startskuddet til det, der ville blive min ungdoms stykke verdenshistorie, og i de næste ti års penge brugte jeg stort set enhver sommer på at tage til en eller anden østeuropæisk lokalitet, mens mine kollegiekammerater var på Roskilde. Som sagt, sex, drugs and rock’n'roll løb vel ingen steder, men jeg ville gerne se den verden, der var i opbrud, inden den endte som bare endnu en filial af McDonald’s. Jeg tog til Berlin i sommeren 1990, blev dovent vinket gennem Brandenburger Tor af en søvnigt smilende grænsevagt, forsøgte at hakke lidt i en stump mur på østsiden og fandt ud af, at lortet sgu var solidt kram. Kørte med toget gennem Jugoslavien for at komme til Bulgarien, mødte gale mennesker, der hadede kommunister, vietnamesere, sorte, tyrkere og det meste andet af et ærligt hjerte, samtidig med, at de behandlede mig som en kongelig gæst, som for alt i verden ikke måtte mærke noget til den udtalte mangel på daglige fornødenheder. Tilbage igen, mens jeg tænkte, at Jugoslavien var den begivenhedsløse parantes i hele opbruddet, og få måneder senere kunne jeg vantro se TV-billeder af bomberegn over steder, jeg var kørt forbi med toget. Jeg, som aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig krig som noget, der kunne ske der, hvor jeg færdedes. Jeg besøgte Berlin gentagne gange, med stadigt mindre mur og nye bydele hver gang, og flere af de lande, jeg var kørt igennem dengang de var Jugoslavien. Så stumperne af Den Gamle Bro i Mostar i Bosnien-Hercegovina; ganske som Berlinmuren faldt den en 9. november, men der er pokker til forskel på, om det er en mur eller en bro man smadrer.

Så jo, 1989 og hvad der siden fulgte var i den grad noget, der definerede mig. I øvrigt manglede der heller ikke rock’n'roll; i sommeren 1990 blev jeg for eksempel introduceret til det bulgarske punkband Kontrol. Søreme om ikke jeg så har støvet et af deres hits op på YouTube. Lydsporet til dengang, der pludselig skete noget:

”Fritid vælges frem for arbejde, fordi fritid ikke er beskattet.” Det har Hans Skov Christensen i hvert fald sagt i TV2-Nyhederne her til aften. Han er adm. direktør i Dansk Industri, og den bemærkning er dog noget af det mest åndssvage, jeg længe har hørt. Jeg arbejder for at tjene nogle penge at leve for. Det liv udfolder sig, når jeg ikke er på arbejde. Hvis mit arbejde ikke var beskattet, og jeg dermed fik flere penge i lommen, ville jeg naturligvis arbejde mindre.

Herligt - Gary er tilbage på en ministertaburet. Gary fra Men Behaving Badly.

Nej, selvfølgelig er han ikke det. Han er en fiktiv person, spillet af Martin Clunes, og har aldrig haft den mindste lille antydning af en ministerpost i Danmark. Men Lars Barfod minder mig altså lidt om ham.

Lars Barfod

Gary

Mike Godwin formulerede i 1990 følgende lov:

“As a Usenet discussion grows longer, the probability of a comparison involving Nazis or Hitler approaches one.”

Man kan trygt erstatte ‘Usenet’ med ‘forum’, ‘blog’ eller en anden af de rammer for meningsudveksling, som nettet byder på nu om dage. Pointen er den samme - på et eller andet tidspunkt i løbet af en diskussion skal det nok ende med, at et eller andet bliver sammenlignet med nazismen.

Denne lov er efterhånden blevet et ret kendt begreb, og det har givet sagen en ny drejning: Hvis nogen sammenligner et eller andet med nazismen, kan man være helt sikker på, at et skarpt hoved henviser til Godwins Lov. Tag nu for eksempel dette indlæg af Rune Engelbreth Larsen; her er hele pointen i indlægget netop at sammenligne visse træk ved nazityskland med dagens debat i Danmark. En kommentator, Mikkel Madsen fra Næstved, konstaterer, at Rune Engelbreth Larsen hermed leverer hvad han kalder “en mindre Godwin”.

Argumentationsteori er en herlig ting, og det er jo altid morsomt, når man flot kan konstatere, at en eller anden debattør gør sig skyldig i en fejlslutning. Hvis man rigtigt skal vise, at man er nede med den fede argumentations-lingo, kan man lige fyre en mere eller mindre teknisk betegnelse af - for eksempel “stråmand” (at argumentere mod en position, man selv har opfundet til lejligheden) eller “ad hominem” (at gå efter manden i stedet for bolden).

Det er fristende at indlemme Godwins Lov i arsenalet af betegnelser, man kan hive frem, når et argument skal skydes i sænk. Det holder bare ikke.

Sagen er, at Godwins Lov ikke er en fejlslutning. Den siger ikke, at det er et uholdbart argument at sammenligne med nazismen - den konstaterer bare, at det ofte sker. Så kan man diskutere, om det i et givet tilfælde er en rimelig eller overhovedet relevant sammenligning, om den styrker eller snarere svækker argumentationen. Men man kan ikke bruge Godwin som begrundelse for ikke at forholde sig til, hvorvidt der rent faktisk er træk i en given diskussion, der minder om noget fra 30′ernes Tyskland.

I kølvandet på Geert Wilders’ islam-film understreger Pia Kjærsgaard, at “vi har lov til at provokere”.

Flot, Pia. Du har hermed lavet en vaskeægte ’stråmand’. Når vi snakker argumenter, vil en ’stråmand’ sige, at man selv opfinder det synspunkt, som man argumenterer imod. “Vi har lov at provokere”. Ja, gu’ har vi da LOV. Ingen har påstået det modsatte. Det synspunkt, at det skulle være ulovligt at provokere, er en stråmand. Mange mener, at det i dette tilfælde er uklogt, mangel på situationsfornemmelse, plat, dårlig stil, uanstændigt eller på anden vis kritisabelt. Men ulovligt? Nej.

Det er, hvis nogen skulle være i tvivl, ikke nogen særlig fiks måde at argumentere på, men den er grumme populær i vide kredse. Villy Søvndal gør nøjagtig det samme, når han tager afstand fra Hizb-ut-Tahrir. Ingen kan lide dem, ud over dem selv, så når han påstår, at han gør op med den hidtidige politik på venstrefløjen, er det en stråmand.

Det er vældig bekvemt at bruge stråmænd i sine argumenter - så er man helt sikker på at komme til at fremstå som et anstændigt, frihedselskende menneske med hjertet på rette sted og kernesund rygrad til at stå ved det.

Eller, nej, det passer ikke. Man fremstår som en idiot. Det eneste håb for folk som Villy og Pia er i den forbindelse, at tilstrækkelig mange vælgere også er idioter, så de ikke gennemskuer det. Efter meningsmålingerne at dømme er det rent faktisk også tilfældet.

Det tog lidt tid, før jeg rigtig kom i gang med det her år. 1. januar var vanen tro sådan lidt træt i det, og derefter lå jeg brak med influenza nogle dage. Da jeg så endelig var blevet et opretstående og sansende menneske, opdagede jeg, at det altoverskyggende tema åbenbart var knive. Der er åbenbart nogle, der går og stikker dem i andre folk, og det udløser en massiv, folkelig reaktion. Den er skåret over samme læst som i tilfælde af kræft, terrorisme eller østeuropæisk dominans i Melodi Grand Prix: 1) Det er for dårligt, og 2) derfor må der gøres noget. Politikere kræver indgreb, medierne laver voxpops blandt Gud, hvermand og en kanariefugl, og menigmand griber til vore dages førende, folkelige pressionsmiddel og opretter grupper på Facebook.

I denne opkogte atmosfære tør jeg næsten ikke fremstamme min tilståelse, men det er trods alt en chance for at vise, at jeg er en mand med modet til at stå ved min belastede fortid, så her kommer det: Ja, jeg har gået med kniv. Gennem det meste af min barndom og et pænt stykke ind i mine videregående studieår har en kniv været en fast og naturlig del af min daglige påklædning.

Og hvorfor så det? Ja, altså, det er i bund og grund en del af min opdragelse, at man da naturligvis har en kniv på sig. Det har man bare, ellers mangler der noget. Men det er selvfølgelig også fordi den er anvendelig. Man kan skære dårlige dele af et æble væk, man kan flække nødder, man kan skære en pind af og til, hvis man skal bruge en pind til noget, man kan spidse blyanter, man kan åbne breve. Nåja, man kan også stikke den i folk, hvis de kommer på tværs af én, men det har jeg nu aldrig gjort. Jeg undgår at komme i klammeri med folk, og hvis det alligevel skulle komme så vidt, ville jeg aldrig have brugt en kniv mod dem. Ikke fordi jeg ville have skrupler ved at lemlæste en eller anden idiot, der ville pande mig ned, men fordi jeg ville være bange for, at kniven ville ende med at blive brugt mod mig selv. Desuden ville den foldekniv, jeg gik rundt med, være temmelig elendig til at stikke folk ned med. Den var udformet sådan, at den med stor sandsynlighed ville lukke sig sammen om mine egne knoer, hvis jeg forsøgte at bruge den som stikvåben.

Det er efterhånden længe siden, at jeg har gået med kniv. Jeg bor i byen, og selv om der er de lækreste æbler på træerne i mit kvarter, er det ikke tilrådeligt at spise af dem, da jorden ikke består af jord, men af tjære og tungmetaller. Jeg har heller ikke rigtig brug for at snitte i pinde, og jeg ville sikkert også blive uvenner med parkforvaltningen, hvis jeg forsøgte den slags. Hvad breve angår, så kan man jo ikke åbne en email med en kniv, og de få papirbreve, jeg modtager, har det med at være regninger eller kontoudtog. Dem har jeg ikke så skidetravlt med at få åbnet, at jeg ligefrem behøver at have et redskab på mig.

Der er med andre ord ikke så forfærdelig meget, jeg kunne bruge en kniv til i det daglige, andet end at stikke folk ned med, og det er som nævnt ikke noget, jeg rigtig gør i. Hvis jeg skulle stikke i folk, skulle det være med et ordentligt våben - sådan ét, man kan bære stolt og åbenlyst ved sin side for at vise, at man er en mand af ære, der modtager enhver fornærmelse med en udfordring til duel ved daggry. Den slags ville nok hurtigt vække anstød i nattelivet, så i øjeblikket går jeg knivløs - og dermed ifølge min opdragelse halvnøgen - gennem tilværelsen, som en ægte mønsterborger. Men måske man skulle oprette en Facebook-gruppe for retten til at bære sværd?