Cegebe

“Når en 68′er i dag hører et nummer med Rolling Stones, får han tårer i øjnene. Sådan virkede 1989 slet ikke på sin generation (…) Der manglede noget rock’n'roll, for at vesteuropæiske unge kunne identificere sig med det”. Sådan sagde Københavns Universitets prorektor, Lykke Friis, i hvert fald i et interview i MetroXpress den 3. november.

Som én, der i tiden omkring Murens fald var ved at blive så nogenlunde flyvefærdig til at tage Verden i besiddelse, må jeg vel siges at høre ind under den omtalte generation. For så vidt kan jeg godt genkende billedet. Fra alle andre end mig selv.

Når man er ung og vild, har man, som Lykke Friis antyder, gerne hovedet fyldt med sex, drugs and rock’n'roll, og bortset fra billig vodka og ditto ludere var det nye land mod øst ikke nogen skelsættende kulturfaktor i så henseende. Nu var jeg så bare en noget atypisk ung og vild. Min tankegang var vist noget i stil med, at sex, drugs and rock’n'roll, det vil jo altid være der, men Verdenshistorien, den sker lige her og nu og venter ikke på nogen. Og det dér Verdenshistorie, det var noget, jeg godt kunne tænke mig at prøve.

Der var dem, der var der under Perserkrigene, korstogene, tyrkernes erobring af Konstantinopel, opdagelsesrejserne, Den Franske Revolution, Titanics forlis, 2. Verdenskrig eller Cubakrisen. Jeg var vokset op i en periode, hvor der ud over et enkelt attentat hist og her og et havari på et sovjetisk atomkraftværk virkelig ikke skete ret meget. Verden var låst fast i det, den nu var; øst og vest op mod hinanden, begge parter med masser af atomsprænghoveder, og en skarpt bevogtet grænse imellem. “Ved du hvad, Ronni .. jeg vil vædde med, at den mur står der, når vi to engang er døde,” som Anita siger i De Skrigende Halse. Det var også min fornemmelse, og så var det immervæk temmelig overrumplende, at der lige pludselig, en novemberdag i 1989, rent faktisk skete noget.

Jeg vidste med det samme, at det her var startskuddet til det, der ville blive min ungdoms stykke verdenshistorie, og i de næste ti års penge brugte jeg stort set enhver sommer på at tage til en eller anden østeuropæisk lokalitet, mens mine kollegiekammerater var på Roskilde. Som sagt, sex, drugs and rock’n'roll løb vel ingen steder, men jeg ville gerne se den verden, der var i opbrud, inden den endte som bare endnu en filial af McDonald’s. Jeg tog til Berlin i sommeren 1990, blev dovent vinket gennem Brandenburger Tor af en søvnigt smilende grænsevagt, forsøgte at hakke lidt i en stump mur på østsiden og fandt ud af, at lortet sgu var solidt kram. Kørte med toget gennem Jugoslavien for at komme til Bulgarien, mødte gale mennesker, der hadede kommunister, vietnamesere, sorte, tyrkere og det meste andet af et ærligt hjerte, samtidig med, at de behandlede mig som en kongelig gæst, som for alt i verden ikke måtte mærke noget til den udtalte mangel på daglige fornødenheder. Tilbage igen, mens jeg tænkte, at Jugoslavien var den begivenhedsløse parantes i hele opbruddet, og få måneder senere kunne jeg vantro se TV-billeder af bomberegn over steder, jeg var kørt forbi med toget. Jeg, som aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig krig som noget, der kunne ske der, hvor jeg færdedes. Jeg besøgte Berlin gentagne gange, med stadigt mindre mur og nye bydele hver gang, og flere af de lande, jeg var kørt igennem dengang de var Jugoslavien. Så stumperne af Den Gamle Bro i Mostar i Bosnien-Hercegovina; ganske som Berlinmuren faldt den en 9. november, men der er pokker til forskel på, om det er en mur eller en bro man smadrer.

Så jo, 1989 og hvad der siden fulgte var i den grad noget, der definerede mig. I øvrigt manglede der heller ikke rock’n'roll; i sommeren 1990 blev jeg for eksempel introduceret til det bulgarske punkband Kontrol. Søreme om ikke jeg så har støvet et af deres hits op på YouTube. Lydsporet til dengang, der pludselig skete noget:

Jovist, vi er skam godt klar over det, her på bjerget, at “jader” er en velkendt betegnelse for en del af den kvindelige anatomi, der ofte får en betragtelig opmærksomhed fra det i forhold til kvinden modsatte køn. Jeg er så sandelig ikke blind for deres fascinationskraft, men ikke desto mindre skal det her handle om noget ganske andet, omend vi stadig kan finde visse associationer til det (nu i forhold til undertegnede) modsatte køn. Det skal handle om hin grønne fe, absinten, i en af dens finere inkarnationer.

Tilbage i de mørke tider omkring år 2000 fandtes der stort set ikke noget absint, der var til at få, og som for alvor var værd at drikke. Der var diverse former for tjekkisk flybenzin, i København kunne man få Kruts Karport, der mest mindede om en højoktan-udgave af en middelmådig pastis, og så var der et vist udvalg af spanske mærker, der da var nogenlunde drikkelige. Et helhjertet forsøg på at lave en god absint som i gamle dage fandtes ikke. Det satte Ted Breaux, en biokemiker fra New Orleans, sig for at gøre noget ved. Han havde i kraft af sit daglige arbejde adgang til udstyr, der med stor præcision kunne analysere indholdet af diverse væsker, og han brugte fritiden på at køre prøver af original, gammel absint gennem møllen. Han fik efterhånden en god fornemmelse for, hvordan et udvalg af de store, gamle mærker var lavet, og grundlagde firmaet Jade Liqueurs, der lancerede det tætteste, man sandsynligvis kan komme på en genskabelse af dem.

Denne herlige absint fremstilles på destilleriet Combier i Saumur, en malerisk by i Loire-dalen i overkommelig afstand fra den lille afkrog af Frankrig, hvor jeg i øjeblikket befinder mig. I lørdags var vi så en flok, der tog på en udflugt dertil. Det havde vist sig, at Ted Breaux selv regnede med at komme samme dag, så der var en vis chance for, at vi ville rende ind i ham.

Saumur domineres af slottet, der knejser på en klippe over byen. Det ligner det rene eventyrslot, men det er ikke en filmkulisse eller en forlystelsespark; det blev grundlagt i 900-tallet som værn mod hærgende vikinger, siden revet ned og genopbygget.

Combier-destilleriet fejrede netop i denne weekend deres 175 års fødselsdag. Det ligger ret centralt i byen, ud til en af de gennemgående hovedgader. Man kommer gennem en port ind i en aflang gård, og nede i bunden til venstre ligger den lille hal, hvor destillationsapparaterne står. Smukke, gamle sager i skinnende kobber.

På Combier laver de en lang række frugtsnapse og likører, og så kommer Ted Breaux altså en gang imellem forbi og laver absint samt en anden specialitet, han har udviklet: Perique, som er en likør lavet på gærede tobaksblade.

Han var, som han havde meddelt, selv netop ankommet, og tog os med ud i et baglokale. Her stod lange rækker af store, blå tønder med forskelligt indhold. En var fuld af Edouard, en af Jade-absinterne, og mine medstuderende, der for de flestes vedkommende var fuldstændige novicer på området, kunne hermed få sig en såre fin introduktion til Den Grønne Fe.

Vi fik også lidt smagsprøver på andre ting - dels den ovennævnte Perique i en ikke helt færdig udgave, dels råmaterialet til en kakaosnaps (!). Destilleriet havde naturligvis en butik tilknyttet, så vi kunne få lidt forsyninger med tilbage til Argenton-Château.

Jeg vil ikke just kalde min nuværende, franske tilværelse en ferie. Dagene er fyldt godt ud med seriøs undervisning, hvor der rent faktisk bliver fyldt noget på. Men, som enhver elev eller studerende ved, rummer ethvert uddannelsesforløb i ny og næ ledige stunder, hvor man kan hengive sig til udenomsfaglige aktiviteter - stunder, der mestendels klumper sig sammen omkring weekenden.

I vor lille cirkel er det fredag og lørdag, der er udnævnt til weekend. Det lyder nærmest jødisk, men baggrunden er den banale, at det kun er på hverdage, at der overhovedet er nogen mulighed for at slippe ud af byen med offentlig transport. Der er én bus ud; den afgår ved halv ti-tiden til byen Thouars, der ligger sådan en femten-tyve kilometers penge væk. Der er også én bus tilbage, den kører fra Thouars lidt over middag. Når fredagen er fri, betyder det, at man kan benytte lejligheden til at handle på markedet i Thouars, hvor de har alt spiseligt (noget af det stadig levende) samt lidt af det løse derudover; sæbe, ure i fem-euro-klassen, cowboyhatte af læder og diverse knive, der kunne få én buret inde i årevis i Danmark, hvis man var så uheldig at have dem liggende i sin bil.

I fredags var vi en fire stykker, der tog afsted til markedet. Der blev indkøbt store mængder af diverse delikate grøntsager, noget vin - og i sidste øjeblik inden bussen kørte, beregnet, så vi brugte mindst mulig tid i varmen med en let fordærvelig råvarer, købte vi et par poser østers. Vel tilbage nød vi på sådan en helt almindelig fredag ved middagstid et fortryllende østersorgie, efterfulgt af lidt godt brød påsmurt noget himmelsk honning-nødde-pålæg. Så var vi parate til eftermiddagens arbejde.

Jeg er indkvarteret i et pænt stort hus. Det tilhører en midaldrende, amerikansk dame, der i sin tid var på et malekursus her og endte med at blive hængende. Hun havde købt ni rummeter brænde af en lokal for at have lidt at stå imod med gennem vinteren, og det skulle hun så gerne have lidt hjælp til at få slæbt ind fredag eftermiddag. En af hendes bekendte transporterede det i sin varevogn, og hun kørte selv med i sin egen bil, der var fyldt op med ekstra hjælpende hænder, deriblandt mine. Vi kørte ad diverse små franske veje og nåede en lille samling huse, de fleste noget faldefærdige i det. Stedet kunne minde om noget fra en Sergio Leone-film eller måske en post-apokalyptisk fremtidsvision efter Mad Max-skabelonen. Her blev vi højlydt og bestemt stoppet af nogle fyre, der kom ud fra en have og tydeligvis forlangte, at vi ikke kørte en eneste meter længere. Vi steg ud og blev gelejdet ind i haven, der hørte til et af stedets nogenlunde velholdte huse. I baggrunden snusede nogle hunde rundt i en indhegning. Vi blev vist hen til et bord i skyggen under et træ med den besked, at vi så afgjort var nødt til at sidde ned og nyde et glas champagne, før vi kunne kaste os over nogen form for fysisk arbejde. Der var ikke andet for end at tage imod tilbudet.

Folkene om bordet var alle mænd omkring de halvtreds og tilhørte den kreds af folk, der havde hjulpet min værtinde med at snuse noget brænde op. Husets beboer hentede på et tidspunkt sit horn og blæste et par fanfarer; det var et horn af den helt simple slags, uden nogen form for ventiler eller klapper, hvor han ikke havde andet end læber og åndedræt at gøre godt med, når der skulle frembringes forskellige toner. Hundene stemte øjeblikkelig i med en klangfuld hylen, så snart de hørte hornet. De var straks klar til at gå på vildsvinejagt, noget, de lokale gør en del i.

Da glassende var tømt og koncerten slut, kunne vi køre videre, op ad en grusvej og gennem et stykke skov til en mark, hvorfra man kunne se Thouars i det fjerne. Her gik en tætbygget, firskåren mand rundt med en motorsav og savede brænde. Havde det været den før omtalte Sergio Leone-film, ville han være blevet spillet af Ernest Borgnine. Vi fyldte varevognen med brænde og kørte tilbage; denne gang var jeg i stedet med i varevognen sammen med en anden af mine medstuderende. Vi kørte dog ikke før chaufføren, brændehuggeren og en tredje havde brugt en halv times tid på at sludre lidt om, hvem, der kendte hvem og var i familie med hvem, om diverse familiers forhistorie et par hundrede år tilbage, om, hvem, der havde adeligt blod i årene og om egnens underjordiske huler, der havde været brugt som vinkældre.

Tilbage var der så bare tilbage at slæbe brændet ind i min værtindes udhus, hvorefter vi kunne nyde lidt velfortjent øl, vin, brød, ost, pølse, frugt med mere. Blandt hjælperne var hende, der var vores model under kurset i Paris i foråret, og hendes far. Som trofaste læsere af denne blog måske vil huske (ellers kan man læse det her) er han skotte for fuld musik, og han benyttede da også lejligheden til at hive sækkepiben frem og give et nummer.

Efter sådan en dag trængte jeg mest til at komme tidligt i seng - især fordi lørdagen også havde et fyldigt program. Her stod den på en udflugt til Saumur, en by i Loire-dalen med et yderst malerisk slot og et destilleri, hvor der bliver lavet en fremragende absint. Derom i et kommende indlæg …

Jeg har en svaghed for vidtløftige spekulationer om rejser langt ud i Universet. Sådan noget med, om det monstro er muligt at skabe ormehuller, så vi kan rejse mellem galakserne inden for et nogenlunde overskueligt tidsrum, eller om vi er henvist til at gå i dvale og rejse i hundredevis af år for bare at nå de nærmeste stjerner. Nu har jeg aldrig været længere væk fra denne planets overflade end de omkring ti kilometer, almindelige rutefly færdes i, og der er heller ikke noget, der tyder på, at det kommer til at ske lige med det samme, så den slags overvejelser er mest noget, jeg kan bruge, når jeg kloger mig over en eller anden science fiction-film.

I forhold til interstellare rejser - eller for den sags skyld i forhold til så mange andre rejser her på planeten - er det en ret overskuelig sviptur at tage til Paris. Til gengæld er det også noget, hvor jeg ikke kan nøjes med de teoretiske overvejelser; jeg skal være der på søndag, hvor skolen begynder med lidt introduktion.

Det hurtigste er selvfølgelig at flyve. Det er også ret tæt på at være det billigste; de kriseramte flyselskaber har det med at smide billetter i nakken på én. Fly er trælse at sidde i, synes jeg, trange og med irriterende tør luft, men til gengæld kan jeg godt lide maskinerne som sådan, og at starte og lande: Fornemmelsen, når der bliver gas, og den tonstunge metalfugl lader jord være jord og bare drøner deropa’. En sviptur til Paris går så hurtigt, at den sjove del af turen kommer til at fylde forholdsmæssigt meget. Der er tilmed en afgang søndag morgen, der så ud til at passe helt perfekt - hvis, vel at mærke, alting bare klapper. Det gør det ikke altid, når man har med fly at gøre. Der kan gå kuk i bagagen, afgange kan blive aflyst, og vind og vejr kan gøre sit til at forhale ankomsten. Nej, hvis jeg skulle flyve, skulle det være om lørdagen for at være på den sikre side. Nu har jeg først min lejlighed fra om søndagen, og hvis jeg så skulle til at finde overnatning, begyndte fordelene så småt at fortone sig.

Med andre ord: Der kunne være en vis fornuft i et transportmiddel, der kunne bruge hele natten på at få mig leveret. Europarejsens svar på science fiction-historiernes langsomme dvale-rumskibe; sådan lidt i stil med Nostromo fra Alien.

Her står valget mellem busser og tog. Jeg har ret ofte kørt med Eurolines-busser til diverse europæiske destinationer, og hver gang har jeg hadet det. Jeg hader den måde, busserne summer og rumler på, og der er ingen mulighed for at rejse sig og gå lidt rundt. Der er jo bare lige den fordel, at de er billige.

Nå. Jeg besluttede, at jeg havde råd til lidt mere end det. Til en togbillet. Til min yndlings-rejseform. Et togs skrumplen er behagelig, modsat bussens rumlen. Banegårde er skønne, og ikke kun, når de er sønderskudte. Afgang lørdag eftermiddag, ankomst søndag formiddag.

Så håber jeg bare, at jeg ikke bliver imprægneret med en alien, når jeg skal skifte i Köln.

Paris er en af den slags byer, der tværer historiske vingesus ud i hovedet på én, så snart man stikker snuden indenfor. De brede boulevarder og snævre gader oser af kulturhistorie, det er bare om at vælge et årti inden for de sidste par hundrede år, så er det nærmest som om man ser det for sig. Manet, der maler bare damer og en lurvet absintdrikker. Verlaine, der drikker sig fra sans og samling, sætter ild til sin kones hår og drømmer om Rimbauds unge røv. Erik Satie, der komponerer små klaverstykker med mystiske navne og bliver sur, hvis folk rent faktisk lytter til dem. Picasso, Modigliani og de andre unge malere, der sulter, boller til højre og venstre og opfinder et nyt formsprog. Hemingway, når han ikke lige er i Spanien for at se på tyrefægtning. Sartre, der udnytter sin totale frihed til at hænge ud på Café de Flore. Ionesco, der får Den Skaldede Sangerinde opført på Theatre de la Huchette, hvor den stadig går. Boris Vian, der skriver Desertøren og dør af et hjerteslag, mens han ser filmatiseringen af sin roman Jeg vil spytte på jeres grave.

Edouard Manet: Absintdrikkeren

Vi var tre gutter, der var ude for at se på byen. Rigtige mænd ville måske være taget direkte til Montmartre for at købe sig til en rask lille omgang syfilis, men det eneste stævnemøde, vi havde, var med den grønne fe. Absint, denne franskeste franske drik, blev med skræmmende effektivitet udraderet fuldstændig fra Byernes By, da den blev forbudt i 1915. Ingen synes at have opdaget, at forbudet er en saga blot, og det nærmeste, man kommer på caféerne, er en eller anden halv- eller heldårlig pastis. Vi havde vor egen lille flaske med og var på jagt efter nogle glas at drikke den af (hotellets plastickopper var bare ikke helt rigtige) og et sted at gøre det.

Koldt vand måtte vi også have. Det fandt vi på flaske hos en lille tyrkisk grønthandler. Vi spurgte, om han ikke også havde nogle glas, og han viste os nogle hvide plastickopper. Nej, de duede ikke, havde han ikke nogle rigtige glas, nogle man kunne se igennem?

Han lyste op i et stort smil. “Ah, champagne,” sagde han med en “jeg ved nok, hvad I er ude på”-stemme og fandt nogle champagneglas frem. Stadig plastic, men klare og med fod. OK til vores brug. Han gav mig en high-five, og jeg grinede med, selv om jeg ikke helt var med på, hvad han egentlig troede. Måske regnede han med, at vi var på vej til Montmartre for at købe os en omgang syfilis.

Vi gik ned ad Rue Lafayette og kom til en lille park, der henlå i mørk aflåsthed. Hegnet var dog bare et sølle stakit på en meters penge, og vi klatrede over og fandt et bordtennisbord, hvor vi stillede glassene. Vi hældte absinten op og dryppede langsomt vand i.

Én ting er, at det var en god absint. Jade Verte Suisse, en af mine favoritter blandt dem, man kan få i dag. Noget andet var selve situationen. Det er sikkert første gang siden 1915, at der er blevet drukket ordentlig absint på Rue Lafayette. Aftenen var lun, glassene blev tømt, og der var nok i flasken til endnu en omgang. Herligt. Det blev vort lille bidrag til den kulturhistoriske heksekedel, de kalder Paris.

En af billedkunstens store styrker er, at den kan bruges til at vise os verdener, vi ellers ikke ville kunne få at se, fordi de ikke eksisterer i den indskrænkede størrelse, vi har det med at kalde virkeligheden. Det er ikke den kvalitet, man ser mest til på Charlottenborg eller i andre af vore dages hellige haller, men så må man bare kigge andre steder. Hvis ens stolthed kan leve med, at man bliver set med noget, der vist egentlig er sat i bås som børnebøger, kan man f.eks. beundre den amerikanske kunstner James Gurneys detaljerede oliemalerier af en fantasiverden, hvor mennesker og dinosaurer lever side om side, i billedbøgerne om Dinotopia.

I lørdags tilbragte jeg formiddagen i en afkrog af Schweiz ved navn Yverdon-les-Bains. Jeg havde kørt med tog fra København over Hamborg og Basel hele natten og var en smule kvæstet, men ikke værre, end at en kop kaffe så nogenlunde fik mig gjort menneskelig igen.

Yverdon er en smuk lille by, med brosten, gamle huse og en borg, samt et spøjst lille museum kaldet Maison d’Ailleurs (”Andetsteds-huset”), viet til “science fiction, utopi og ekstraordinære rejser”.

Der er en større samling bøger, tegneserier m.m. og en ny fløj er viet specielt til Jules Verne. Denne fløj blev indviet netop i lørdags, og ved samme lejlighed var der fernisering på en udstilling med originale Dinotopia-malerier.

Det kunne jeg ikke gå glip af. Én ting er, at billedbøgerne er flotte, men intet slår at se originalerne. Der er en særlig glans ved oliefarver, som ingen reproduktioner kan yde fuld retfærdighed. James Gurney himself var der også, og jeg nåede lige at få hilst på både ham, hans kone samt en anden udstillingsgæst, der som mig var en flittig læser af hans blog, Gurney Journey.

Efter nogle timer i Yverdon tog jeg toget til Neuchâtel og derfra et nyt tog ind i hjertet af absint-land til Fleurier i Val-de-Travers. Herfra gik der en bus, der tog mig med gennem let snepudrede bjerge og over grænsen til den franske absint-hovedstad, Pontarlier …

Der var engang, hvor interrail var stort. Det var vist cirka på den tid, hvor andre store ting var sådan noget som kartoffelkuren, Walther & Carlo, Preben Elkjær og heavybands i spandex og puddelhundehår. Jeg var på interrail et par gange i halvfemserne, og på det tidspunkt gav det ikke stort mere street credit blandt rygsækfolket end en grisefest på Mallorca. Hvis man skulle være nede med den fede rejselystne flåde, skulle man mindst til Sydamerika og trippe på ayahuasca med nogle autentiske, menneskeædende indfødte.

Der må nu alligevel have været en og anden bagstræberisk amatørbackpacker, der tog en interrailtur i ny og næ, for man blev ved med at kunne få billetten til det, og det kan man såmænd stadig. Jeg ved det, jeg har lige købt én af slagsen.

Princippet har alle dage været sådan noget med, at man køber en billet én gang for alle, og så kan man futte rundt med tog i Europa, lige så tosset man vil. Gennem tiderne har man så kunnet skræddersy det på lidt forskellig vis, og nu kan man bl.a. andet få en billet, hvor man får i alt 5 rejsedage inden for en periode på 10 dage. Det er skidesmart til sådan en lille sviptur, som jeg har tænkt mig at bruge den kommende weekend og lidt til på.

Hvis der er en og anden derude, der aldrig har hørt om en fransk by ved navn Pontarlier, så er de lovligt undskyldt. Det er ikke sådan en by, man finder på lister over 10, 20, 50 eller 100 steder, man bare skal se, før man dør. Den har sine hyggelige kroge, og egnen er vældig smuk, bevares, men det kan man sige om så mange steder. Når jeg alligevel - for langtfra første gang - tager lige netop derned, har det rødder i byens storhedstid for hundrede år siden. Dengang var Pontarlier centrum for Frankrigs produktion af absint, og der var over tyve destillerier. Siden blev absinten forbudt, men i dag er vinden vendt og piben har fået en anden lyd, og de gode borgere i Pontarlier kan på fuldt lovlig vis støve deres lille hjørne af menneskehedens kulturarv af. Det gør de først og fremmest hvert år i oktober, hvor byen afholder den såkaldte Absinthiade. I sig selv er det bare en lidt søvnig byfest med absint som tema, men det er en kærkommen anledning for absintnørder fra hele verden til at mødes om deres fælles interesse. Sidste år sprang jeg over, men nu har jeg tænkt mig at vende stærkt tilbage.

Jeg vil benytte lejligheden til et par andre svinkeærinder rundt omkring i det mellemeuropæiske. Derfor interrailbilletten - den giver spillerum for spontane indfald til en rimelig penge. I øvrigt kan jeg også godt lide at rejse med tog.

Beretningen om en tidligere absinthiade kan læses her.

Akkeja, tiden går, vi bliver jo alle ældre, tingene er ikke, hvad de har været …

Hva’ba’? Hvad går der nu af ham? Hvad er det for en gang nostalgisk navlepilleri at fyre af?

Nah, sagen er bare den, at jeg har været væk i nogle dage og fået det skåret ud i sten og bøjet i stål, at historien går sin gang. Som led i, at jeg har ferie fra det daglige lønslaveri, tog jeg lidt ud for at vifte med ørerne og endte i Dresden. Det er ikke første gang, jeg har været der, og én og anden læser kunne måske nok finde på at spørge, hvad man så lige skal dér.

I dag er Dresden hverken mere eller mindre end en tysk provinsby af de lidt større. Engang var der dog andre boller på suppen; byen var hovedstad i Sachsen og hjemsted for kurfyrster og konger, og den fik ikke for lidt med storslået arkitektur og fantastiske kunstskatte. Hvis man er lidt til malerkunst, ved man, at man i Dresden kan se værker som Rafaels “Sixtinske Madonna” og en underskøn, sovende Venus malet af Giorgione, og hvis man i øvrigt er til ekstravagante ting i almindelighed, kan man også se verdens største grønne (!) diamant. Jovist, der er nok at se på.

Nu er det ikke første gang, at jeg er kommet om ad Dresden. I 1995 kom jeg forbi under en interrailtur, og det er når jeg tænker tilbage på dengang, at det for alvor står klart, at tiden går. Tag nu for eksempel byens store kirke, Frauenkirche, et storslået barokbyggeri, der var kendt som “stenklokken” på grund af sin form.

Da jeg var der i 1995, var den ikke mange sure sild værd. En lille begivenhed kaldet Anden Verdenskrig havde været ret hård ved Dresden. Indtil februar 1945 var byen ellers så nogenlunde gået fri, men i krigens sidste krampetrækninger blev den raseret godt og grundigt af de allieredes bomber, der satte hele den gamle bykerne i brand. Varmen fra de brændende huse fik stenene i Frauenkirche til at sprænges, og den 96 meter høje kuppel brød sammen og knuste alt under sig. To murstumper blev stående, resten var en dynge sten, og derved blev det de næste fyrre års tid.

I de glade dage under DDR var der skudt en del betonklodser op i Dresdens raserede centrum, men efter genforeningen syntes man efterhånden, at det var på tide med en ordentlig genopbygning efter krigen. Det kom også til at omfatte Frauenkirche, og alle stumperne blev registreret og nummereret, og nye sten blev hugget ud, der, hvor de gamle ikke kunne bruges. Det hele er endt med, at ikke bare kirken, men også husene rundt omkring den er blevet genopbygget. Det, der i 1995 var en parkeringsplads med et par sodsværtede murstumper, var nu blevet en ny bydel med splinternye huse, der prøvede at se gamle ud, rundt omkring den enorme stenkuppel.

Så kan man jo ikke lade være med at spørge sig selv: Er det her en genopbygget barokby - eller er det en moderne kopi? Det eneste, der rent fysisk er originalt, er nogle af stenene i kirken, og de er ikke nødvendigvis allesammen endt nøjagtig dér, hvor de oprindelig har siddet. Men det, man ser, er så nogenlunde det, som en besøgende i syttenhundredehvidkål også ville have set. Alle cellerne i min krop er blevet skiftet ud flere gange, siden jeg blev født - men hvis jeg alligevel er den samme, er det gamle Dresden vel også? Eller hur?

Jeg kan dog sige så meget, som at det, jeg lige har set, er en helt anden by end den, jeg besøgte midt i halvfemserne. Et ubønhørligt tegn på, at tiden går, og at jeg sidder fast i den. Jeg er tydeligvis ingen Billy Pilgrim.

Rumlig deplacering af en bioenhed kan udløse transmittersubstanser, der for enheden som sådan bibringer en fornemmelse af velvære. Eller med H.C. Andersens ord: At reise er at leve.Der er forskel på folk i den henseende. Jeg havde en gymnasiekammerat, der i stedet sagde ”at rejse er at lyve”, og som ikke under nogen omstændigheder bevægede sig uden for landets grænser, hvis han kunne blive fri. Selv er jeg noget mere rastløst indrettet, jeg gribes med jævne mellemrum af en uafviselig trang til at komme ud og se andre landskaber og andre måder at bygge på, høre et andet sprog i mine ører og i almindelighed bare få nogle andre indtryk. Hver gang er der så et dilemma, der melder sig.

Sagen er den, at jeg ikke bare kan tage et sted hen på ferie og så lade det være godt med det. Hvis det er et sted, jeg kan lide at være (og jeg tager ikke nogen steder, hvis ikke jeg har en rimelig forventing om det), bliver jeg interesseret i det og får lyst til at lære det nærmere at kende, at gøre det til noget halv-hjemligt, som jeg kan få mere ud af en anden god gang. Jeg har efterhånden en lille håndfuld af den slags steder, som jeg gerne vil tilbage til. Samtidig er der også steder, hvor jeg endnu aldrig har været, og som jeg også godt kunne tænke mig at besøge. Så skal jeg tage et sted hen, der nærmest er som et andet hjem? Skal jeg tage et sted hen, hvor jeg har været en enkelt gang, for at tage det nærmere i besiddelse? Eller skal jeg kaste mig ud i noget nyt, med fare for at udvide listen over steder, jeg gerne vil besøge igen med jævne mellemrum?

Jeg er trods alt i den heldige situation, at jeg aldrig har været uden for Europa, og det gør det lidt mere overskueligt at genbesøge de gamle rejsemål. Det er endda blevet lettere med årene. Op gennem halvfemserne besøgte jeg gerne diverse Balkanlande, og dengang skulle jeg lige se mig for, så jeg ikke endte midt i en eller anden krig. Det er blevet mere stilfærdigt siden da.

Nå, lad os se, hvad der er at gøre godt med.

Steder, der nærmest er mit andet hjem:

- Athen. Der boede jeg, mens jeg skrev speciale. Jeg elsker den by, med al dens røg og støj og møg og antikke monumenter og græske musik og mad.

- Bruxelles. Jeg gik på tegneserieskole dér midt i halvfemserne. Kunne først ikke udstå byen, men lærte at holde af den. Svært at blive ved med at hade den, når man godt kan lide tegneserier og godt øl.

Steder, jeg har et ret hjemmevant forhold til:

- Val-de-Travers. En afkrog af Schweiz, hvis claim to fame er, at det er der, man i sin tid opfandt absinten. Jeg har været til den lokale absint-festival nogle gange og er på hilsefod med en god del af de lokale.

- Berlin. Det oplagte sted at tage hen på en forlænget weekend. Det eneste sted uden for Danmarks grænser, hvor jeg har fejret nytår. Og der er eddermame sket en del med byen, siden jeg var der første gang i 1990.

Steder, jeg gerne vil se mere af:

- Bosnien-Hercegovina. Har været der en enkelt gang, i Mostar, byen med den berømte, tyrkiske bro. Det var mens broen var smadret. Nu er den genopbygget, det vil jeg gerne se. Og så vil jeg gerne ved samme lejlighed se mere af landet. Sarajevo og sådan.

- Makedonien.

- Bulgarien.

- Epiros. En egn i det nordlige Grækenland, hvor danskere sjældent finder op. Der er heller ikke så meget med badestrande. Til gengæld er der huse med skifertage, smalle stenbroer, bjerge, pinjeskove og en by – Ioannina – med en sø med en ø i, hvor jeg godt kunne tænke mig at sidde og skrive en bog engang.

- Italien. Rode sig ud i et hardcore blandingsmisbrug af Amarone, parmaskinke, pesto og renæssancekunst.

- Dresden. En by, der er blevet mishandlet temmelig eftertrykkeligt af det 20. århundrede, men som også huser nogle kulturskatte, der sparker røv, som f.eks. Rafaels “Sixtinske Madonna”. Og nu har de genopbygget Frauenkirche, som blev ødelagt i 1944 og som var en sodet stendynge, sidst jeg var på de kanter.

Steder, jeg gerne vil besøge:

- Armenien. De har måske verdens fedeste alfabet, og så er der et eller andet med Kaukasus som sådan.

- Barcelona. Når jeg er taget sydpå, har jeg altid holdt mod øst. Det kunne være sjovt engang at se det andet hjørne af Europa også.

- Finland. Kalevala, kantele, Gallén-Kallela – det land kan ikke andet end være fedt.

Nå, jeg har faktisk ferie fra lønslaveriet i øjeblikket, så det er bare at vælge og vrage. Nu ligger det så bare sådan, at jeg gerne vil have fuld råderet over en god håndfuld af disse øde og uberørte feriedage for i koncentreret og ensom ro og mag at kunne tegne, tegne og tegne. Den viften med ørerne, som der bliver plads til, bliver en sviptur til ovenfor omtalte Dresden, for at se Frauenkirche i hel og genopbygget tilstand, for at gense Rafaels Sixtinske Madonna og velsagtens også for at nyde en kølig, germansk fadøl eller to.

Jeg har tidligere været lidt inde på emnet Jesus & Klaus Kinski her. Det var i forbindelse med et billede, som jeg er i gang med. Det går ikke alt for godt med det, men det kan jeg altid komme ind på. Her skal det handle om Kinskis berygtede skandaleforestilling Jesus Christus Erlöser.

Klaus Kinski var op gennem tresserne blevet berømt som noget så usædvanligt som en tysk verdensstjerne. Han medvirkede i et uoverskueligt antal film, de fleste temmelig elendige, men han gjorde sig også bemærket i biroller i David Leans Doctor Zhivago og Sergio Leones For a Few Dollars More. Han havde dog også dyrket noget, man i dag vel ville kalde “spoken word”, hvor han fremførte værker af blandt andre Shakespeare og Francois Villon. Ingen effekter, ingen medspillere, bare Kinski, der brugte sin stemme.

I 1971 førte han så en idé ud i livet, som han længe havde tumlet med. Han ville fortælle historien om Jesus, sådan som han opfattede den. En monolog, skrevet og fremført af Klaus Kinski, frit efter Det Ny Testamente.

Det lyder ikke som noget, der sælger billetter i helt stor stil, men Kinski kunne rent faktisk trække flere tusinde mennesker til Deutschlandhalle i Berlin. De fleste var sikkert ikke videre interesserede i Jesus, endsige hvad Kinski mente om ham, men de ville se giraffen, og der var nok en og anden, der håbede på lidt smæk for skillingen ud over det planlagte; Kinski var berygtet for sit vanvittige temperament, og der skulle sikkert ikke meget til, før han mistede besindelsen for åbent tæppe.

Og ganske rigtigt. Der gik ikke mange minutter, før diverse tilråb fik Kinski til at afbryde sin optræden, og en af tilskuerne entrede scenen for at fremføre sin skarpsindige konstatering af, at Kinski ikke var Jesus.

Et par højdepunkter fra forestillingen er med i instruktøren Werner Herzogs dokumentarfilm om sit stormfulde samarbejde med Kinski, Mein liebster Feind. Men det har vist sig, at der gemte sig meget mere i arkiverne. Instruktøren Peter Geyer har gennemgået klippene, og det er lykkedes ham at sammensætte en film, der viser hele forløbet. Han har endvidere brugt lydoptagelser fra andre steder i salen, så man rent faktisk også kan høre de tilråb, som ind imellem får Kinski til at gå amok og svine publikum til. Resultatet fik premiere i de tyske biografer den 15. maj, og jeg kunne se omridset af en forlænget weekend i Berlin tegne sig.

Jeg hoppede på bussen, nåede frem i god behold og fandt en biograf, hvor filmen gik. Den lå i Kreuzberg, hed Eiszeit og var lille og smal og alternativ - ind i baggården til en baggård og op ad en rå stentrappe.

Kinski som teolog; Kinski som skuespiller; Kinski som skandale. Det er jo hele tre ting, men det er, hvad filmen leverer. Som sagt har han selv skrevet monologen, så det er hans egen tolkning af Det Ny Testamente, vi får. Pointen er først og fremmest et opgør med Jesus som pæn samfundsstøtte og med enhver form for kirke. Kinski lader pave, kirke og præsteskab optræde i rollen som farisæere og som dem, der vil have Jesus ryddet af vejen. Jesus er en rodløs oprører, der giver fingeren til familien og the establishment og prædiker en form for kærlighed, der i bund og grund er samfundsnedbrydende. Det lyder meget tresser/halvfjerdser-agtigt og ikke voldsomt dybsindigt, men derfor er det nu stadig meget rammende: Det svarer meget godt til det indtryk, som Det Ny Testamente efterlader, hvis man læser det med åbent sind og uden at blive forstyrret af teologer.

Alligevel ender Kinski med at gøre det samme som kirkens levebrødskristne - han tager det, han kan bruge, og går let hen over det, han ikke rigtig vil eller kan være ved. For Kinskis vedkommende er det den religiøse dimension. Når Det Ny Testamente taler om at opgive familien og elske alle ubetinget, er det ikke bare et opgør med autoriteterne og alt sådan noget - nej, det er et opgør med Verden som sådan, i erkendelse af, at den snart skal afvikles. Jesus er en dommedagsprofet, udsendt af Gud. Hos Kinski er han en radikal, men stadig gennemført jordisk revolutionær.

Skandalen Kinski giver filmen rig lejlighed til at svælge i. Tilråb fra publikum får gentagne gange Kinski til at afbryde og erklære, at han først fortsætter, når de, der rent faktisk vil høre ham, har smidt de andre idioter ud. Hen ad vejen får han dog lov til at fremføre en ret stor del af sin tekst nogenlunde uforstyrret, men til sidst afbryder han igen og ser ikke ud til at komme igen. Forestillingen - og filmen - er slut.

Og så ikke helt alligevel. Efter rulleteksterne ser vi, hvordan Kinski kommer ind i hallen igen. Det meste af publikum er væk, der er kun et par hundrede tilbage. Kinski går ned blandt dem, vandrer frem og tilbage på gulvet og forsøger flere gange at indlede sin monolog. Hans stemme er hæs og han er tydeligvis udmattet. Her er han tættere på emnet for sin tekst end han sikkert selv har forestillet sig - han virker som Jesus selv i Getsemane Have, på nippet til at opgive det hele, fordi det er for stort og for smertefuldt at gennemføre, men som alligevel ender med at holde fast. Kinski fremsiger hele sin tekst for de få, der er tilbage.

Det får vi dog ikke med. Filmen stopper dér. Den ville også være blevet helt umanerlig lang, hvis det hele skulle med, og det meste ville være en gentagelse af den tekst, vi allerede har hørt. På den anden side ville det immervæk være interessant at have hele den uafbrudte version af monologen, så vi kunne få det, der trods alt er hovedattraktionen - Kinski som skuespiller. Kinski som den, der med sin stemme og sin intense fremtoning alene kan få teksten til at leve. Jeg ved ikke, om der findes optagelser af det hele, men hvis der gør, vil det være et oplagt ekstramateriale til en fremtidig DVD-udgivelse.

Det var meningen, at Kinski skulle have været på en større turné med forestillingen. Sådan skulle det ikke gå. Han fik i stedet hovedrollen i instruktøren Werner Herzogs Aguirre, Guds vrede, en film om en vanvittig spanier i 1500-tallets Sydamerika. Det er samarbejdet med Herzog, som Kinski først og fremmest huskes for i dag (OK, der er nok en og anden af husarerne, der først og fremmest kender ham som Nastassjas far). Peter Geyers sammenbragte filmbidder må siges at være endnu et mindeværdigt Kinski-værk. Teologen Kinski er lidt tyndbenet, skandalen Kinski er underholdende, men fylder langtfra det hele - til gengæld står skuespilleren Kinski helt på egne ben og viser det stof, han er gjort af, og det holder hele vejen igennem.

Og ja, det hele foregår på tysk. Et beundringsværdigt klart og velartikuleret tysk, så hvis man som jeg kan sproget på et nogenlunde jævnt husmandsniveau, kan man såmænd godt hænge på. Det er nok ikke videre sandsynligt, at filmen finder vej til Danmark, men hey, man ved jo aldrig. Ellers kommer den jo nok på DVD på et tidspunkt, med diverse undertekster - og, som nævnt, forhåbentlig hele slutseancen for de få tilbageblevne.

Teksten til Jesus Christus Erlöser er udgivet i bogform. Indtil videre kun på tysk. Hele herligheden findes også på CD.