Cegebe

At fortsætte er noget med at blive ved på samme måde, som man allerede er godt i gang med.

Inden for jura taler man om, at noget kan være gjort ‘forsætligt’. Det vil sige, at det er gjort bevidst. Med vilje, som det hedder i børnehaven.

Begge ord fås også som navneord: Det første hedder en fortsættelse, det andet hedder et forsæt. Det, man laver ved nytårstide, er et forsæt. Med ét ‘t’, det i enden. Der er ikke noget, der hedder “et fortsæt”.

Nå, jeg har nu ikke nogen af slagsen. Jeg fortsætter bare.

Mange mener åbenbart, at man i ramme alvor kan tale om at tro på UFOer (et tilfældigt eksempel her). De fleste kan nok fornemme på tonen, at jeg mener noget andet.

Nu er det ikke så meget det, man eventuelt tror eller ikke tror på, jeg er ude efter. Det kan selvfølgelig være interessant nok i sig selv at overveje, om Jorden monstro bliver besøgt af marsmænd, men lad os lige gemme det til en anden god gang. Her er det mere et spørgsmål om sprogbrug. Jeg kunne sådan set lige så godt have skrevet: Mange mener åbenbart, at man i ramme alvor kan tale om IKKE at tro på UFO’er.

Problemet er, at ordet UFO bliver brugt, som om det skulle betyde “rumskib fra en fremmed civilisation”. Det gør det ikke. Ordet er en forkortelse for “Uidentificeret Flyvende Objekt”. Sådan noget kan man ikke “tro på” - det er simpelt hen et spørgsmål om, hvorvidt man er klar over, hvad det er, man har set. At tale om at “tro på UFOer” er lige så meningsløst som at “tro på” Den Ukendte Soldat eller Olof Palmes morder. Hvis man har set noget, som flyver, og som man ikke kan hitte ud af, hvad er, nåja, så har man set et UFO - længere er den ikke. Ikke “en”, men et UFO som i “et objekt”.

Hvis man så en dag rent faktisk finder ud af, at man har set et fartøj fra planeten Mgwlzip i Andromeda-galaksen, jamen, så er der ikke længere tale om et UFO, da man jo så har identificeret tingesten.

Kartofler kan blive rigtig lækre, hvis man skærer dem i tynde skiver - men ikke helt igennem - og så bager dem. Idéen stammer fra en ærværdig, gammel restaurant i Stockholm, som hedder Hasselbacken. Derfor hedder kartofler tilberedt på denne måde Hasselback-kartofler.

De hedder IKKE “hasselbagte kartofler”!

I Mellemamerika vokser træet Persea americana. Frugten er grønlig eller brunlig og - efter min mening - rigtig lækker, hvis man halverer den, fjerner stenen og drypper lidt citronsaft på, der hvor den har været. Den går også godt i selskab med rejer eller krebsehaler eller sådan noget, og i det hele taget som tilbehør til mangt og meget.

Frugten ligner lidt - lad os bare indrømme det - en testikel. De indfødte kaldte den også netop sådan, og på deres sprog hedder det “ahuacatl”. Spanierne fik det så forvansket til “avocado”.

Men skal vi så ikke blive enige om at lade forvanskningen stopper dér? Det hedder IKKE en “advocado”.

“Det, jeg hører dig sige, er …”

Det er sådan noget, som lidt for smarte idioter lærer at sige af konsulenter, coaches eller lignende kvaksalvere på et halvdagskursus i indlevelse. Hold nu op med det fis.

Folk, der udtaler ordet “unik” som om det var engelsk og siger “junik”. Argh. Hold dog op.

Min gamle medsammensvorne og nu også forlagsmakker Leyla Tamer har været så flink at reklamere lidt for min bog på sin hjemmeside. Hvad titlen angår, får ordet ‘bouzouki’ hende til at tænke på det tyrkiske ord ‘bozuk’, der betyder “i stykker” - og ja, der er skam også en forbindelse dér. Hermed dagens lektion om sproglige finurligheder i forbindelse med musikken i det østlige middelhavsområde:

En bouzouki er som bekendt (?) et græsk strengeinstrument. Pæreformet lydkasse, et ret langt gribebræt og tre eller fire dobbeltstrenge. Den ses her i hænderne på en af græsk musiks legender, Vasilis Tsitsanis:

Skarpsindige iagttagere med kendskab til tyrkisk musik vil bemærke, at dyret minder en del om den tingest, der i Tyrkiet går under navnet saz eller baglama:

Den tyrkiske saz findes i flere størrelser. En af mellemstørrelserne kaldes ‘bozuk saz’. Ordret betyder det altså sådan noget som en “knækket” saz, men i denne sammenhæng er meningen simpelt hen, at den er mindre end andre typer. Den græske bouzouki har sandsynligvis lånt sit navn fra dette instrument, men ordet ’saz’ er røget i forbifarten, så kun ‘bozuk’ er blevet tilbage, til stor forvirring for folk, der tilfældigvis kan tyrkisk …

“Fortsat go’ dag”. Det er sådan noget, visse ekspedienter ynder at sige, og det er da virkelig noget hø at fyre af. Det er det sidste, man gider at høre på en dag, hvor kæresten er skredet med skraldemanden, hunden er død, undulaten har kolik, mobilen er røget i lokummet, marmelademaden er landet med den forkerte side nedad og afløbet er stoppet af ligtorneplaster, der er faldet af i badet uden at have gjort noget ved ligtornen.

“God arbejdslyst”. Ordene “arbejde” og “lyst” hører ikke til i samme sætning. Når man ligefrem fremturer og tvangssplejser dem sammen til ét ord, står man med den ultimative, protestantiske perversitet, og er der noget, den i hvert fald ikke kan være, er det “god”.

Nu vi er ved de gode ord - ‘nolle’ er også sådan et, der er for godt til ikke at blive brugt. Det er nu heller ikke lige i fare for at blive glemt, men jeg har mødt mange, der ikke bruger det rigtigt, og det er næsten endnu værre.

Først skal vi lige have formen på plads. Mange siger ‘noller’, en form, der fik sin berømmelse på det store lærred i Niels Malmros’ “Århus by Night” fra 1989. Vi har her at gøre med et interessant lille stykke sproggeografi; ved at forhøre mig rundt omkring er jeg kommet til den konklusion, at grænsen sådan cirka går ved Ringgaden. Jeg accepterer Malmros som autoritet, men ved samtidig, at en af mine bekendte, der er vokset op i Åbyhøj, siger ‘nolle’ uden r. Det samme gør jeg, der er vokset op uden for lands lov og ret i det østjyske. Folk, der ikke har et minimalt kendskab til århusiansk geografi, aner selvfølgelig slet ikke, hvad jeg taler om.

Nå, men betydningen. Jeg møder jævnligt østdanskere, der har adopteret ordet ‘nolle(r)’, men som bruger det som en fornærmelse. Se, det er helt galt afmarcheret. Det er absolut ikke noget nedsættende udtryk, i hvert fald ikke groft. Det bevæger sig sådan i feltet mellem at være kærligt overbærende og godmodigt drillende.

Nolle - det er man, når man er sådan lidt fortabt på en sød måde. De, der har lidt mere styr på tingene, griner lidt ad den, der er nolle, men ikke på nogen hånlig måde - mere sådan lidt kærligt “åh, dit lille pus”-agtigt. En fugleunge, der lige er hoppet ud af reden og ikke helt kan finde ud af at flyve - den er nolle. Hovedpersonen i “Århus by Night, Malmros’ alter ego, er nolle - han er en ung fyr, der gerne vil lave en film, men som har sit hyr med de brovtende københavnere, der står for teknikken, og den kvindelige hovedrolleindehaver, som han er forelsket i.

Så nej, en atomkrig er ikke nolle. Hitler og Stalin var heller ikke nolle. Sådan nogle som mig, der er vokset op på det østjyske bøhland og så pludselig endt i hovedstaden - vi kan derimod godt være lidt nolle.

Det hænder jævnligt, at jeg støder på et ord og får den dér “vi burde ses noget oftere”-fornemmelse, som når man møder en gammel ven, der er drevet ud i yderkanten af ens cirkler. Et ord, hvor jeg tænker “det burde jeg bruge noget mere”.

Derfor overskriftens skillemønt. Herligt ord, det lugter af gårdsangere og krostemning fra gamle dage. Det er ikke et sort tal på bundlinjen i en hedgefond - nej, vi taler om sådan noget, man befamler med sine snuskede hænder, og som kan bruges på en dram, der stinker af fusel, eller en halv time med en simpel havnetøs.

Jep. Dejligt ord. Så venter jeg bare på en lejlighed til at bruge det.