Cegebe

Jajada. En ny tag-epidemi hærger, og jeg har så fået smitten fra Linda.

Reglerne lyder:
Link til din tagger.
Nævn reglerne i din blog.
Fortæl om seks af dine særlige vaner (unspectacular quirks of yours).
Tag seks andre bloggere.
Læg en besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget.

Punkt ét og to er jo allerede klaret, så lad os springe ud i det med hovedattraktionen. Den engelsksprogede tilføjelse tolker jeg som den oprindelige udfordring, som så er blevet oversat til “særlige vaner”, men jeg synes egentlig ikke, at den vending er videre dækkende for udtrykket “unspectacular quirks”. “Quirks” er mere noget med særheder, og her er det så med den tilføjelse, at vi holder os til de mindre spektakulære af slagsen. Det kan godt være, at jeg jævnligt røver pengetransporter for at skaffe penge til Stalinistisk Internationale, eller at min hedeste drøm er en trekant med Paris Hilton og Pia Kjærsgaard, hvor jeg er iført Darth Vader-kostume, men det er ikke den slags, der skal frem i lyset her.

Nå, til sagen:

1) Jeg nærer en vis modvilje mod at blande mit danske med engelske udtryk. Samtidig erkender jeg, at det engelske sprog på mange områder er langt rigere end det danske, og at det derfor rent faktisk kan berige vort modersmål i betydelig grad. Enden på det hele bliver ofte, at jeg tyr til hjemmebryggede fordanskninger, som det f.eks. ses i dette indlægs overskrift, eller til lige lovlig direkte oversættelser (”så kneppende hvad?”).

2) I min gymnasietid tog jeg hver dag bussen til og fra Århus. Når jeg på hjemvejen var stået af bussen, og den kørte videre, plejede jeg at sige “May the Schwartz be with you”. Jeg kan stadig finde på det, når jeg ind imellem er på de kanter og tager den bus. Vi taler om linje 103 mod Odder, stoppestedet ved Langballevej/Fuldenvej.

3) Navnet på et sted har stor betydning for, hvad jeg i øvrigt synes om det. Jeg var engang i en fransk by, der hed Stiring-Wendel, og den er virkelig ikke noget særligt opsigtsvækkende sted, men jeg synes, at navnet er ret køligt (jvf. pkt. 1), og det alene er nok til at give den et par pluspoint. Andre stednavne, jeg kan lide: Skopje, Ioannina, Samarkand, Valparaiso, Bankeryd, Mo i Rana, Alpharetta, Ohio, Armenien, Biafra. Indtil videre har jeg har kun besøgt de to første på den liste.

4) Der er nok en del, der vil kalde min musiksmag noget kvørket (jvf. pkt. 1 igen-igen). Her tænker jeg ikke så meget på min hang til Shostakovitj eller gammel Pink Floyd (”Careful with that axe, Eugene”) - den slags er jo ren mainstream. Men hvis nogen vækker mig kl. lort om natten og spørger mig om, hvad jeg virkelig, virkelig anser for det bedste, mest sublime øde-ø-hvor-du-kun-må-tage-én-plade-med-musik, vil jeg sikkert nævne en af de græske klarinettister fra engang i 30′erne eller 40′erne. Nikos Karakostas, Giorgos Anestopoulos, Kostas Karagiannis eller Nikos Kotsopulos. Det er gammel, græsk folkemusik, vildtvoksende og komplekst og så tænderskærende smukt, at det er til at blive helt ør af.

5) I modsætning til stort set resten af verdens befolkning har jeg ikke noget større problem med kridt, der hviner på en tavle. Bevares, det er da ikke den fedeste lyd at høre på, men man vil ikke kunne få mig til at røbe fortrolige oplysninger ved at udsætte mig for den. Til gengæld kan jeg slet, slet, slet, slet ikke ha’ lyden af tænder, der skraber mod en gaffel.

6) Jeg synes, at kakerlakker er smukke.

… og stafetten går videre til:

Morten
Caroline
Spacemermaid
Betteskov
Louise
Thurston Magnus