Cegebe

Når man skal definere ting, er det vigtigt at tænke på målgruppen. I nogle tilfælde kan det være afgørende for, hvad der er forklaringen, og hvad, der er det, der skal forklares. For min generation er følgende definition nok meget passende:

Na’vi: Ligesom en smølf, bare større og med længere hale og bor i træer i stedet for svampe.

For de noget yngre er den belgiske tegneserietradition sikkert ikke en helt så grundfæstet del af det kulturelle arvegods. Her må man i stedet forklare tingene således:

Smølf: Ligeson en na’vi, bare mindre og med kortere hale og bor i svampe i stedet for træer.

Nu har det her år varet i over en uge, og jeg har endnu ikke fået gjort status over de forgangne ti af slagsen. Det kan vi jo ikke have.

Hvad var der ved de dersens nullere, som de vist efterhånden er ved at hedde officielt? Tja, tjo, der var noget med en gennemgribende og uventet sanering af et par ejendomme i New York, efterfulgt af Soldaterkammerater på Ørkensjov, som kulminerede med, at de fandt en mand i et hul i jorden og hængte ham. Og så fik vi Ringenes Herre på film, Leonard Cohen på dansk og et svimlende antal stjernefrø på slap line i bedste sendetid. Og København fik mig.

Dér sad jeg så, endnu én af alle de skide jyske indvandrere i Danmarks hovedstad, med et ufærdigt speciale på computeren og temmelig få bekendtskaber i området. Jeg måtte først og fremmest se at få mig to ting: En overspringshandling og en omgangskreds. Og søreme om jeg så ikke faldt over digte.dk.

Her kunne man publicere de lyriske udgydelser, man som Følsomt Ungt Menneske nødvendigvis havde i skrivebordsskuffen. Og på det dertil indrettede forum kunne man af hjertens lyst diskutere Livet, Kunsten og Kærligheden. Jeg havde på det tidspunkt en del lyrik i ærmet, som sagt var jeg ved at skrive speciale, og når nu jeg alligevel sad ved tasterne, var det oplagt at få det tampet ind, når sprogets mere flyvske sider ikke ville finde sig i at sidde stille længere. Og den 15. juni 2001 blev min tilstedeværelse på digte.dk åbnet med dette digt:

Det grønne hvælv

Det der er stort, det der er gråt
Det der er sundt, det der er blåt

Det der er smurt, det der er sødt
Det der er sort, det der er blødt

Det som går rundt i en rus hvor man ikke vil se

Det urgrønne hvælv hvis groende stenringe
Hæver lanternen derop hvor ingen fugl
Kan andet end smykke himlen for sin vinge

—

På forummet kom jeg til at kende folk under navne som Trolderik, chrz, Salome, Althea, Illianna, Kitub, Silvestri og deslige. Nogle af dem boede også i det her, de kalder København, og det var naturligvis oplagt at mødes derude, hvor mennesker er lavet af kød og blod og kan drikke øl. Det skete på en café, der hed Notz og lå på Jagtvej; vi sad i en krog om et par borde og skiftedes til at læse op for hinanden. Ak ja, disse var dagene.

Nu er digte.dk snart en saga blot. Folkene bag har bekendtgjort, at de lukker og slukker for siden. I tænksomme, kulturradikale kredse er det noget af en kioskbasker, og Politiken serverer da også nyheden med piber og trommer under den dramatiske overskrift “Beskidt tone lukker digternes kampplads”.

Ja, undskyld mig, men det er altså noget forbandet sludder. Den grund, som folkene bag selv angiver, er følgende: »Vi har besluttet at lukke digte.dk, da vi mener, at digte.dk har udtjent sit formål og ikke længere leverer den fornødne platform og grobund for et kreativt miljø«. Men journalister vil åbenbart med djævelens vold og magt gøre Konflikt til Verdens eneste og sandeste omdrejningspunkt, og derfor skal vi trækkes med en reportage fra boksekampen Sårede Mimosesjæle vs. Gadedrenge Med Skidt i Kæften.

Sagen er såmænd snarere den, at internetfora har deres liv. Jeg har gennem årene været på en del af slagsen om emner fra absint til græsk musik, og billedet går igen. De er kulturer, som fødes i en sand pionérånd, blomstrer i sprudlende kreativitet, bliver satte, og så efterhånden har man den dér fornemmelse af, at det var det. Digte.dk motiverede mig til at skrive en del mere, end jeg sikkert ellers ville have fået gjort, og tak for det. Jeg fik sågar udgivet noget af det som bog, så jeg sådan rigtigt og officielt kan kalde mig “forfatter”, og det er fint og godt, selv om der hverken er så mange penge eller så meget fisse i det, som nogle måske går rundt og tror. Digte.dk var i mit liv i nullerne, men nu er Verden gået videre, vi skriver 2010, der bygges nyt på Ground Zero, Saddam Hussein er død, nogle af de gamle rødder digter videre på livet løs, andre gør ikke, jeg selv synes i øjeblikket, at det er sjovere at tegne.

Digte.dk requiescat in pace, vi kipper med hatten herfra og siger tak for kampen, næste år i Jerusalem, mere lys og skål og skide være med det.

Det var dog grusomt, som jeg er sløv til at få skrevet noget her i øjeblikket. Tænk engang, jeg har endda forsømt et ellers yderst aktuelt stykke skamløs selvpromovering. Nå, bedre sent end aldrig, og man kan stadig nå at give den til nogen, Gud eller hvermand. Jeg tænker naturligvis på den spændende, nye bog Ord til alle sider, nyligt udkommet på Det Andersenske Forlag. Nej, det er ikke en svensk krimi, ejheller en samtalebog med Johannes Møllehave eller Sidney Lee, men derimod en samling interviews med en bred skare ordsnedkere, deriblandt undertegnede, foretaget af Lonni Krause. Bogen har en hjemmeside, der gerne skulle få sit eget liv hen ad vejen - se selv her.

Det er sommer, det er sol og det er SP. Jep, alle de herlige penge, der takket være skattereformen snart strømmer ind på min konto og vederkvæger den som kold øl på en julitør gane. Er livet ikke en skøn ting? Verden ligger åben - lige til at gå ud i, iført spenderbukser og en uselvisk trang til at sætte gang i økonomien i disse for vort land så trange tider.

Sådan var udsigten her for en lille uges tid siden, da jeg efter en lang nats behageligt samvær med behagelige mennesker stod op og i ro og mag gjorde mig klar til at få noget ud af dagen. Jeg havde været nogenlunde mådeholdende, men jeg har mine faste tømmermandsritualer, som jeg ynder at følge, også når min almentilstand egentlig ikke er helt elendig nok til at berettige dem. De består som regel i noget fed og salt føde samt en enkelt kølig reparationsbajer til at skylle efter med. Jeg stegte nogle pølser og begyndte med stort velbehag at fortære dem med brød til. Sådan noget lidt groft brød, hvor man ind imellem kan støde på en kerne.

Det gjorde jeg så. Stødte på en kerne, eller måske var det en lille sten. Og det gik ud over stakkels +6. De, der er inde i sundhedssektorens sære kodesprog vil vide, at det er en tand. En kindtand i overmunden. Og mit eksemplar af slagsen flækkede fra øverst til nederst, som Mattis’ borg i Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter.

Der sad jeg så. Den perfekte, solbeskinnede tømmermandssøndag med et minimum af tømmermænd var med ét slag ødelagt af en tand, hvor den ene del nu hang og dinglede i en stump tandkød, og den anden blottede sit indre i al dets urørlige overfølsomhed.

Én ting er, at det ikke var særlig behageligt i sig selv. Det kunne jeg trods alt se en ende på, når jeg fik en tid til en reparation. En anden ting er, at reparationen heller ikke er så skidesjov, men min tandlæge er immervæk en flink fyr, der også ved, hvordan man lægger en gedigen bedøvelse. En tredje ting er så de tørre lommesmerter, som den bedøvelse ikke hjælper det fjerneste imod. Havde det været milten, storetåen eller dilleren, den var gal med, så kunne jeg bare have lænet mig tilbage i velfærdsstatens trygge favn. Men +6 og dens lille flok af emaljeklædte venner har særstatus. Her hjælper ingen kære sygesikring. Nyd jeres fladskærme, ferierejser og generelle selvforkælelse derude - imens bruger jeg i al stilfærdighed SP-pengene på en rodbehandling.

Jeg mindes en stribe af Mort Walkers tegneserie Mads & Misse, hvor husets unge søn (jeg mener, at han hedder Per) sad i sofaen foran fjernsynet med telefonrøret for øret. “Hvem har du snakket med den sidste time,” spurgte faderen. “Ingen,” svarede Per, “jeg og Hanne ser film sammen”. Så kunne vi grine lidt af menneskenes dårskab, i dette tilfælde af, hvordan ungdommen var blevet fremmedgjort af den teknologiske udvikling og levede i en elektrisk surrogatverden.

Akkeja, det var dengang i firserne eller halvfjerdserne eller hvornår striben nu er fra, hvor storforbrug af telefon var det, der kendetegnede den elektroniske ungdom. Telefon. Ja, sådan én, der står på et bord og er lænket til det hus, den nu befinder sig i, med en ledning. Bortset fra dette stenalderislæt kunne man såmænd godt bruge striben som afsæt til en længere lommefilosofisk udredning om, hvorvidt det virkelig er muligt at have et socialt liv i cyberspace. Hvornår er samvær samvær?

Jeg støder ind imellem på folk, der bruger ordet “her” om urbanblog.dk - som om det rent faktisk var et sted, en bestemt lokalitet, hvor folk er samlet. Der er også dem, der kan finde på at sige “her” om blogosfæren som sådan, og så melder spørgsmålet sig: Kan man gøre noget sammen med andre med nettet eller en bestemt afkrog deraf som det, der udgør rammen for samværet?

Betteskov har i hvert fald inviteret til, hvad hun kalder interkontinental filmaften. Hun sidder ovre i Alabama, og det er der vist ikke ret mange andre her (!), der gør. Ideen var vist først at vælge en film, så alle så den samme på samme tidspunkt. I kommentartråden til det indlæg, hvor ideen fremlægges, er reglerne så siden blevet slækket, så man strengt taget også kan se en anden film og gøre det på et andet tidspunkt, alt efter, hvad der lige passer én. Så er spørgsmålet: Hvor langt kan man trække den og stadig sige, at man gør noget i fællesskab? Vi har altså et antal personer, der på forskellige tidspunkter sidder forskellige steder og ser forskellige film. Kan man stadig sige, at de ser film sammen, bare fordi projektet er udråbt til at være en “filmaften”, et begreb, der velsagtens må sige at indebære, at nogle stykker er sammen om at se film? Hvad så, når forskellige folk i øvrigt på forskellige tidspunkter ser forskellige film (noget, der sker hele tiden!) - er de så i virkeligheden også til filmaften med hinanden uden at vide det? Er livet én stor filmaften?

Det er så her, jeg for mit indre øre synes, at jeg kan høre Walter fra The Big Lebowski råbe: “Smokey, this is not ‘Nam. This is bowling. There are rules.” Jeg har tænkt mig at holde mig til udgangspunktet, nemlig, at der skulle vælges en film (det blev Wall-E), og at den skulle ses søndag (og det er det stadig her, hvor jeg befinder mig). Hvis det er samvær, nåja, så skal jeg nu til at se film sammen med i hvert Betteskov og Anonymous Weirdo og åbenbart også nogle af sidstnævntes venner - uden overhovedet at komme til at møde dem, og i øvrigt uden garanti for, at de lige ser den på samme tidspunkt. Det er såmænd rigeligt til, at jeg allerede kan mærke det sproglige begrebsapparat knage.

Som trofaste læsere vil vide, stod min gamle computer af på ubelejligste vis for nylig. Nå, nu har jeg så fundet ud af, at det ikke bare sådan lige skete ud af den blå luft.

Da jeg var i Paris her i foråret, sad jeg ret tit i sovesofaen med computeren i skødet, og det kan nok være, at den kom ud i høj søgang, når jeg lige skulle skifte stilling eller lægge den fra mig for at gå på lokum eller trække en flaske vin op eller noget. Mens den var tændt, og harddisken summede lystigt. Det virkede sådan rigtig kækt på den Onkel Rejsende Blogger-agtige måde. Men, men, men … det må man ikke, har jeg så lige fundet ud af! Jeg faldt over denne artikel ovre hos Politiken, og dér må jeg jo så brødebetynget konstatere, at jeg følte mig truffet.

Så altså: Det er muligt, at en bærbar er bærbar - ellers ville man jo ikke kalde den bærbar - men harddisken kan ikke holde til, at man flytter rundt på dyret, mens det kører. Advarslen er hermed givet videre til andre, der har et lovlig jitterbug-agtigt forhold til deres bærbare.

Jep, så kører det igen her i hytten, i hvert fald når vi taler om computeren, denne forunderlige indretning, der er så central for enhver form for livsførelse, at man knap tør tro på beretninger om, at der har levet mennesker, der ikke havde adgang til Facebook og YouTube. Det gamle dyr, som har lagt ryg til mangt et blogindlæg og utallige quizzer om, hvilken bil, grøntsag, superhelt eller træsort jeg monstro kunne være, afgik ved døden. Skærmen var sort, og der kom sære lyde fra harddisken. Intet at gøre. Requiescat in Pace. Med den harddisk forsvandt også en enorm dynge lort, som jeg på et tidspunkt har gemt og siden glemt alt om; så meget desto bedre. De virkelig vigtige ting kan være (og er) på en enkelt USB-nøgle.

Nå. Jeg har en del venner og bekendte, der tilhører en bestemt, fanatisk sekt, og mange af dem kan være ganske pågående i deres forsøg på at hverve mig. Vi taler om Mac-folket. I ved, dem, der svæger til ting med æble-logo, bløde, afrundede former og gerne et navn, der begynder med et lille i, og da det så slap ud, at jeg skulle ud og spendere sparepenge på en ny hushjerne, var de der med samme. “Nu kan du få dig en Mac,” lød det, og de klappede forventningsfuldt i deres små bløde, runde iHænder.

Jeg kunne godt se, at de havde nogle gode pointer. Det er ikke fordi jeg har gået rundt og været en storsmilende, juble-glad tilhænger af Windows. Det er sådan noget, der var der og så nogenlunde gjorde, hvad det skulle, samtidig med, at det fyldte en helvedes masse, med tiden kørte stadigt langsommere og blev voldangrebet fra alle sider af ondsindede hackere, så jeg skulle bruge det halve af tiden på virusbeskyttelse og konstante opdateringer, og så kunne jeg i øvrigt gå rundt og bekymre mig over, om det nu også var godt nok.

“Alt det slipper du for med en Mac,” sagde de glade, unge frelste mennesker i deres hvide iGevandter. “Den kører bare meget bedre, og du skal ikke spekulere på alt det der med virus”. Det lød jo virkelig forjættende, måtte jeg indrømme, men deres argumenter blev til vag, floromvunden iUdenomssnak, når jeg gjorde opmærksom på den uomtvistelige kendsgerning, at de dér Mac-tingester er skidedyre.

Nu kunne jeg jo nok have støvet et eller andet brugbart brugt op, det havde jeg sådan set under alle omstændigheder tænkt mig at gøre. Ud over det med prisen var jeg nu også lidt loren ved at kaste mig i armene på noget, hvor alting drejede sig om ét bestemt mærke, men nok så afgørende var det, at der var noget helt andet, jeg havde lyst til at prøve.

For år tilbage mindes jeg, hvordan visse af de mere hårdkogte nørder i min omgangskreds talte varmt og engageret om Linux. Ikke, at jeg helt vidste, hvad det var, men efterhånden fik jeg da en vag fornemmelse af, hvad det drejede sig om. Det var åbenbart et styresystem for folk, der levede det frie liv langt fra Bill Gates’ kløer, og så var det i øvrigt noget, der appellerede til den slags indsigtsfulde mennesker, der rent faktisk ved, hvad der egentlig sker i en computer, og som kan finde ud af at gøre noget ved det. Sådan et menneske er jeg ikke, så jeg kastede et sidste blik på de utæmmede Linux-sjæle, der boltrede sig frit på steppen, og spekulerede så ikke mere over den sag.

Så er det jo, at jeg med mellemrum har læst et eller andet pip om, at nu er Linux sandelig ikke længere bare for de indviede, men også noget, som såkaldt almindelige mennesker kan bruge til noget. Lige i den sammenhæng må jeg modstræbende betegne mig selv som et almindeligt menneske, og dermed kunne jeg dårligt blive ved med at ignorere fænomenet.

Nu er Linux mange ting. Det er sådan noget, der findes i en lang række udgaver, som forskellige nørder har siddet og hjemmebrygget. Det er en del af ideen - den kode, der styrer maskineriet, er frit tilgængelig for alle, så enhver, der kan finde ud af den slags, har frie tøjler til at lave sin egen borede og hakkede udgave, modsat sådan noget som Windows, hvor motoren er lukket og forseglet og aldeles utilgængelig. Jeg havde efterhånden læst en del (bl.a. ovre på Modspil) om Ubuntu, som efter sigende skulle være et såvel dueligt som tilgængeligt bud på et Linux-baseret styresystem.

Ubuntu lød i det store og hele for godt til at være sandt. Det fylder ikke så meget som Windows og fungerer dermed fint også på aldrende computere. Ikke alene er der ikke rigtig nogen, der gider udvikle virus, der angriber Ubuntu, det er efter sigende også i sig selv nærmest immunt over for angreb. Det er pærelet at installere og kan betjenes af en dement snudebille med begge arme bundet på ryggen. Det kommer med en hel røvfuld programmer, der er lige at gå til, så man skal ikke ud og finde Office-pakker og andet hejs. Det gør én ti gange så cool som alle Mac-brugere tilsammen, og kvinderne vil kaste sig over én, hvor man end går. Nåja, og så er det gratis.

OK, det var så her, det skulle være. Jeg benyttede mit hidtidige hakkebræts bortgang som påskud til at kaste mig ud det uden sikkerhedsline. Jeg købte en ny, brugt bærbar, der kom uden nogetsomhelst installeret, satte en Ubuntu-CD i og holdt vejret. Og søreme om ikke skidtet endte med at fungere.

Nu har jeg så levet lykkeligt med den Ubuntu-drevne hushjerne i lidt over et døgn. Jeg har ikke antydningen af forudsætninger for at sige en masse klogt; jeg har ikke forstand nok på sagerne til at ane en dyt om, hvad der foregår bag kulisserne, og jeg har ikke levet i de nye tider længe nok til at fortælle vidt og bredt om mine eventyr. Jeg kan bare konstatere, at de daglige småting såsom at tekstbehandle, surfe lidt rundt samt skrive et enkelt blogindlæg i hvert fald kører uden problemer. Der er absolut intet, en ukyndig vane-windowsbruger som mig ikke har kunnet gøre fuldstændig intuitivt. Så må tiden vise, om det lykkelige Linux-liv i øvrigt viser sig at leve op til de gyldne løfter.

OK, jeg må nok hellere indrømme, at det der med, at man bliver supercool og kvinderne kaster sig over én var noget, jeg selv i min begejstring lod mig rive med til at finde på. Men resten skulle være godt nok.

 - ja, det får man, når ens computer er gået kold. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg instinktivt lige har skullet til et eller andet og må tage mig i det, fordi det er sådan noget, som kræver elektronisk regnekraft. At få skrevet lidt på sin blog er bare én ud af mange ting.

Det her er så skrevet inde fra mit lønslaveri, hvor jeg lige har stukket næsen ind for at følge med i den virtuelle verdens gang. Når jeg på et eller andet tidspunkt får kontakt til virkeligheden igen derhjemmefra, skal der nok komme lidt mere kød på. Eller i hvert fald maling.

Nu har jeg efterhånden i et par uger været i det her, de kalder Danmark, og har vel så nogenlunde vænnet mig til, at det også kan være en slags hverdag, der kan leves i.

Når jeg møder folk, jeg kender, siger de “velkommen hjem”, og det kan man vel ikke fortænke dem i, for det er sådan set en naturlig bemærkning (medmindre de i virkeligheden var henrykte for at slippe af med mig, men det er så deres problem). Det pudsige er, at jeg hver gang studser over bemærkningen og lige skal vende den: Det lyder et eller andet sted helt forkert, synes jeg. Jeg er ikke kommet hjem.

Det er ikke fordi, jeg er begyndt at føle mig mere hjemme i Paris. Man kan sige meget om den by, og det meste af det får den til at lyde som et herligt sted at være, men det er ikke sådan et sted, hvor jeg føler mig hjemme helt ind til benet. Det er ikke den dér fornemmelse af dér har jeg rod, derfra min verden går. I den forstand er Danmark et mere hjemligt sted at være for mig.

Men Studio Escalier har pisset nyt territorium af for hjemligheden. Det er ikke stedet; man kan dårligt knytte Studio Escalier til et bestemt sted, for undervisningen foregik i et atelier, lejet til lejligheden, og om sommeren er der kurser, der slet ikke finder sted i Paris, men i en lille flække langt fra alting. Nej, det er den uhåndgribelige hjemlighed, der opstod ved, at jeg rent faktisk kunne bruge al min tid på at være fokuseret på tegning og maleri, og ved at være blandt andre i samme båd. Det var noget, jeg i den grad hørte til i.

Det er også noget, jeg så vidt muligt forsøger fortsat at klynge mig til. Flokken af folk er spredt for alle vinde nu, der er distraktionsmomenter som dagligt lønslaveri og deslige, som kræver deres lille luns af tidskagen, men tilbage er et fokus på billedkunst, som jeg prøver at holde. Det dersens Danmark, der så er rundt omkring mig nu, er i visse henseender en hæmsko, i andre en god base, men i bund og grund noget, der bare er der. Så “velkommen hjem”? Nah. Jeg er et helt andet sted og bliver der.

Jeg har fødderne på dansk grund nu, efter lidt over to måneders fravær. I lufthavnen i Paris hørte jeg flere og flere danske stemmer, jo tættere på gaten jeg kom. Det lød sært - noget, jeg ikke havde hørt længe, og det virkede underligt uvirkeligt, at jeg rent faktisk forstod det. Samme fornemmelse har jeg haft med alting omkring mig, siden jeg landede lørdag aften. Jeg kunne med en let undren konstatere, at mine fødder uden videre vidste, hvordan man kom fra lufthavnen til banegården, ind i S-toget og fra Sjælør Station til mit sydhavnshjem. Alting velkendt, på den måde, hvor man kan undre sig lidt over, hvor velkendt det er, eftersom det er noget helt andet end det, der har været min dagligdag de sidste par måneder. Som en drøm, jeg har haft før.

Det er sådan en verden, der passende kunne være såre tæt på det, vi kalder virkeligheden, med få og små, men muligvis betydningsfulde forskelle. Lidt som Watchmen, der fremstiller 80′ernes USA, som det ville have set ud, hvis der fandtes superhelte. Eller som hvis Danmarks statsminister ikke var Anders Fogh, men f.eks. Lars Løkke.

Men jeg har pakket ud, og i min kuffert fandt jeg de tegninger, jeg har lavet de sidste to måneder. De er så håndgribelige som noget og udgør den virkelighed, jeg vil klynge mig til. Jeg har ingen interesse i at lade Hverdagsdanmark indtage en rolle som noget virkeligt eller betydningsfuldt; det, jeg har haft fingrene i, er større og dybere end det, og jeg slipper det ikke, bare fordi jeg lige nu er strandet i den her drøm, de kalder dagligdag i København.